EU’s klimapolitik: Derfor er Polen skurken

EU’s klimapolitik: Derfor er Polen skurken

05.04.2012


For nylig blokerede Polen igen for EU’s ambitiøse klimakøreplan, der skulle opstille milepæle for reduktionen af CO2 helt frem til 2050. Og ved COP-forhandlingerne i Durban fulgte Polen egne interesser, da de forhandlede på vegne af EU. Polakkerne er det sorte får i EU’s grønne strategi. Grunden: Den er for dyr for landet.

Af Vibeke Krag Skov Petersen

Det danske formandskab forsøgte tidligere på måneden at få vedtaget Kommissionens køreplan for EU’s klimaindsats. Køreplanen indeholdt en række markante milepæle for reduktionen af CO2-udledningen i EU: 25 procent i forhold til 1990-niveau i 2020 og en gradvis større reduktion frem til 2050, hvor udledningen skulle sænkes med hele 80 procent. Som eneste medlemsland nedlagde Polen veto, og det er rigtig ærgerligt, forklarer Dan Jørgensen MEP for Socialdemokraterne:

”Planen sætter rammen for, hvordan EU’s klimapolitik skal føres mange år ud i fremtiden og viser borgerne og – vigtigst – markedet, hvad EU vil på klimaområdet. Energiinvesteringer er store investeringer, som man kun kan forvente, at markedsaktørerne vil gennemføre, hvis de har sikkerhed for, hvad EU vil frem til 2050.”

Det er ikke første gang, Polen spænder ben for klimaet. Polen er styret af stærke økonomiske interesser, og 88 procent af Polens elproduktion stammer ifølge Verdensbanken fra kul. Polens klimamodstand har haft betydning for EU’s evne til at forhandle globalt, og kan skabe usikkerhed fremover. Seneste eksempel var, da Polen havde EU-formandskabet under COP17-forhandlingerne i Durban.

”Normalt sætter man egne synspunkter til side og prøver at varetage unionens interesser. Nogle gange kører man endda sine egne synspunkter mindre frem, fordi man er en objektiv mægler for unionen. Polen forfægtede egne standpunkter, som om det var unionens. Det kender jeg ikke andre lande, der har gjort,” siger Dan Jørgensen og forklarer, at vi med det seneste veto ”nærmer os smertegrænsen for, hvad andre lande vil acceptere.”

Manglende klimaambitioner handler om økonomi
Forklaringen af Polens veto er ifølge lektor i statskundskab fra Syddansk Universitet og ekspert i Østeuropa Søren Riishøj simpel: Polens økonomiske interesser kommer ganske enkelt i første række: ”Det drejer sig meget om økonomi, når det gælder Polen og EU. Det er ikke idealisme og smukke europæiske visioner.”

Professor i statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i europæisk politik, Peter Nedergaard, mener ikke, at klimaaftalen ville kunne betale sig økonomisk for Polen: ”Der kunne være arbejdspladser i det, men man skal afveje med, hvor meget man taber,” forklarer han. ”Polen må være nået frem til et regnestykke, hvor resultatet blev negativt.”

Dan Jørgensen mener derimod ikke, at det kan betale sig for Polen at stå uden for klimaaftalen: ”At stå uden for vil være som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det er ikke sikkert, at omlægninger vil kompromittere Polens økonomiske vækst,” siger han. ”Jeg anerkender, at det ikke er nemt, men det kunne skabe jobs og beskæftigelse. Det har man set i andre lande.”

Bange for at blive energiafhængig af Rusland
Polen er i det hele taget meget langt fra en grøn dagsorden. Miljøorganisationer og -partier har trange kår, og ifølge Riishøj er der bred politisk enighed om at afvise langsigtede klimakrav. Man frygter, at virksomheder vil flytte ud af landet, og samtidig ønsker man ikke en større afhængighed af russisk gas, der på nuværende tidspunkt udgør en mindre del af Polens samlede energiforsyning.

”Skulle der ske en stærk reduktion af kulforbruget, ser Polen en risiko for at blive mere afhængig af Rusland. Det bruger især højrefløjen som argument for at gå imod klimaaftalen,” forklarer Riishøj.

Derfor er der på nuværende tidspunkt ikke egentlige alternativer til kul, og planer om eventuelle atomkraftværker er endnu ikke realiseret og kan tidligst sættes i gang fra 2020. Undersøgelser om skifergas er også behæftet med både omkostninger og usikkerhed.

Får Polen en skræddersyet klimaaftale?
I EU har spørgsmålene om køreplanens fremtid meldt sig: Er aftalen strandet, eller kommer der en særaftale, der tager hensyn til Polens store kulafhængighed? Peter Nedergaard fremhæver, at EU er god til at finde fleksible løsninger, når et medlemsland ikke vil være med.

”Det er før set, at lande får en særordning. Polen kan for eksempel få særlige fordele, hvor man får længere tid til at udfase forbruget af kul,” forklarer Nedergaard. ”Der kommer et kompromis i sidste ende.”

Søren Riishøj tvivler på en skræddersyet løsning. Så havde vi allerede set den, mener han: ”Ellers vil andre lande som Rumænien og Tjekkiet også have særaftaler. Det er sket før, at man har forhandlet sig til længere overgangsperioder, men nu har man forsøgt, og Polen har nedlagt veto mod køreplanen to gange.”

Men Polens miljøminister, Marcin Korolec, mener slet ikke, at Polen har nedlagt veto. Han forklarede derimod til BBC, at det ikke var muligt at opnå enighed om køreplanen i EU, og understregede ved samme lejlighed, at Polen ikke står alene med sine synspunkter.

”Andre lande i regionen deler vores synspunkter, og Spanien og Portugal, der for nylig har reduceret subsidier til vedvarende energi af finanspolitiske hensyn, vil muligvis også reagere. Storbritannien diskuterer emnet. Og hvor skal et land som Grækenland kunne finde penge til formålet,” spørger Korolec.

Polakkerne tror ikke på lederskab ved det gode eksempel
Sidst på året fortsætter verdens lande klimaforhandlingerne til COP18 i Qatar. Spørgsmålet er, om Polens modstand mod klimakøreplanen kan svække EU. Det mener den polske miljøminister Korolec ikke. Han fremhæver over for Europolitics, at det derimod er skadeligt, hvis EU lægger sig fast på strenge reduktionsmål inden forhandlingerne.

”Hvordan kan vi forhandle med vores ledende globale partnere, hvis vi lægger vores kort frem allerede nu? Europa skal være leder i globale forhandlinger, men at fortsætte alene på bekostning af konkurrencedygtigheden i flere sektorer i europæisk industri er ganske enkelt farligt.”

Peter Nedergaard giver Korolec helt ret: ”Hvorfor ikke bruge den kraftige reduktion – som noget EU kan tilbyde – i forhandlingerne om at få de andre til at lave tilsvarende reduktioner. Det virker mærkeligt, at EU blotlægger sig selv. Hvad skal man så komme med næste gang? Alle trumferne er jo lagt på bordet,” konstaterer han. ”EU er tilsyneladende mere interesseret i symbolpolitik, hvor man selv ser grøn ud, uden at det rigtig har nogen virkning, når man tænker på, at EU kun står for 11 procent af udledningen af drivhusgasser.”

Dan Jørgensen mener derimod ikke, at EU har andre muligheder end at spille med åbne kort: ”EU går forrest med det gode eksempel. Vi har ikke noget at skjule. Vores indflydelse ligger i at vise, hvor langt vi er villige til at gå.”

I lyset af den økonomiske krise er spørgsmålet, om EU overhovedet kan spille rollen som klimaledestjerne for resten af verden: ”Set fra Kina og USA’s synspunkt er arbejdskraften flyttet ud af Europa, fordi man har skåret så meget ned på energiforbruget. Det er ikke sikkert, det er rigtigt, men sådan er optikken set fra USA. Det er også Polens argument for at nedlægge veto,” siger Peter Nedergaard og fortsætter: ”Sagen er også, at hvis Polen har ret, kan EU meget vel være med til at forværre klimaproblemet, fordi produktionsindustri, der er udflyttet til Kina typisk er mere energiforslugen end produktionsvirksomheder i EU.”

Uanset om Polens veto har hjulpet EU på vej i de globale forhandlinger eller ej, så tvivler Dan Jørgensen på, at Polen fremover kan lave de helt store benspænd for EU, som de gjorde til COP17. Men han understreger, at Polen kan mudre billedet af et samlet EU:

”Selvom Polen ikke taler på vegne af EU ved næste topmøde, så kan de godt lave ballade, hvis de vil. Det ødelægger ikke EU’s planer, men kan give noget flimmer.”

Vibeke Krag Skov Petersen (f. 1985) er cand.scient.pol med tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har studeret på Freie Universität i Berlin og været praktikant på DR2 Udland. Særlig interesse for udlandsjournalistik, Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen med speciale i Georgien. Har tidligere skrevet til Ræson om konflikten i Nagorno-Karabakh, og klimakamp i Kina og Danmark. ILLUSTRATION: Den polske miljøminister, Korolec (Foto: Kancelaria Premiera via flickr)