Et cubansk forår: Oprøret spirer i blogosfæren

Et cubansk forår: Oprøret spirer i blogosfæren

06.03.2012


For fem år siden var det fuldstændig utænkeligt, at nogen cubanere ville erklære sig uenige med partilinjen i det regerende kommunistparti. Nu formulerer fire folkelige grupperinger åbent deres holdninger til styret på internettet. Monopolet på ytringsfrihed er brudt og den cubanske jord gødes til et opgør med autoriteterne.

Af Sjamme Van De Voort og Jens Bomholt

Læs også:
Brasilien og det arabiske forår: National suverænitet vigtigere end demokrati
PANEL: Er diktatorernes tid forbi?
Ny eBog: Efter Det Arabiske Forår – 70 artikler

”De næste skridt er klare: At tvinge dem til at afskaffe det undertrykkende system, at kræve at ingen på Cuba bliver fængslet for politiske holdninger og at nedlægge det politiske politi.”

Den cubanske blogger Yoani Sánchez’ opskrift på de nye tider i Cuba er ikke til at tage fejl af. Kravene blev formuleret i sommeren 2010. De er reaktionen på, at en række politiske fanger fra det såkaldte ”sorte forår” blev løsladt af det cubanske styre. Sánchez tror på, at det samfund, hun er vokset op i, kan forandres.

Men forandringer kommer ikke af ingenting. Derfor har hun valgt at tage sagen i egen hånd. Gennem utallige regeringskritiske blogindlæg har hun opnået gennemslagskraft i det cubanske samfund. Hendes blog har i dag mere én million hits om måneden, og det er ikke gået ubemærket hen. Heller ikke på regeringskontorerne. Siden Sánchez åbnede sin blog i 2007, er hun blevet arresteret, forfulgt og underkastet en udførlig smædekampagne fra myndighedernes side. Det holder hende dog hverken fra at twitte om de væsentligste nyheder fra Cubas hovedstad, Havanna, eller søsætte nye projekter. Det seneste tiltag har været et blog-akademi. Her kan cubanere lære, hvordan de bruger internettet som en platform til at ytre deres holdninger til samfundet. Også de kritiske af slagsen.

Bloggrupperinger som politiske partier
Udviklingen peger i retningen af, at forskellige internetgrupperinger kan være de spæde skridt mod politiske partigrupperinger i et Cuba, der kun har erfaringer med etpartisystemet. Den amerikanske sociolog og cubanolog, Ted Henken, har igennem en række undersøgelser kortlagt den cubanske blogosfære. Han er nået frem til, at der findes fire grupperinger. De placerer sig nærmest som partier på en politisk skala.

Først og fremmest er der gruppen omkring Yoani Sanchez, de såkaldte Voces Cubanas (Cubanske Stemmer). Den har en løs struktur med individuelle vinkler og selvstændige blogs. Politisk ligger den i den liberale ende af spektret. Modsat finder man La Joven Cuba (Det Unge Cuba), der bedst kan beskrives som unge og selvstændige bloggere med det erklærede mål at ‘forsvare revolutionen’. De har alle tæt kontakt til regeringshjemmesider, og placerer sig bevidst på den konservativt kommunistiske fløj.

De sidste to grupperinger, Havana Times og Bloggers Cuba, samler sig på midten af spektret. Dog på hver deres side af midten. Fælles for dem begge er, at de forsøger at nuancere debatten uden at stikke hovedet for langt frem. De har nemlig alle en eller anden form for tilknytning til staten igennem deres arbejde. Staten er i princippet arbejdsgiver for alle cubanere. Derfor skal man være varsom. Styret kan give alt, men lige så nemt tage alt fra en. Derfor tør mange ellers diskussionslystne cubanere ikke at melde sig på banen. Heller ikke den dag i dag, selv om en kritisk debatkultur er begyndt at røre på sig.

Den lille e-mailkrig
Der skulle en cyberkrig til at skyde gang i debatten i det lukkede land. Det hele startede med en civil protestaktion, som bliver kaldt ”den lille e-mailkrig”. Krigen var en reaktion på styrets strenge, propagandistiske brug af internettet.

Gennem e-mails skrev mere end 100 cubanske intellektuelle indlæg med en hidtil uset kritik af den førte politik og regeringen. Styret forsøgte at imødekomme kritikken ved at indkalde til debatmøder. Det var dog kun de regeringsvenlige akademikere, der blev budt indenfor.

Det viste sig hurtigt, at styrets officielle medgørlighed ikke var nok til at dæmpe de kritiske røster. Tværtimod. Den pustede i stedet til ilden. Det var kort tid efter e-mailkrigen, at Yoani Sanchez startede sin blog i frustration over regeringens håndtering af den kritiske debat. Mange har siden fulgt i hendes fodspor.

En ny og kritisk tid trods ringe vilkår
Der er selvsagt ikke noget nyt i at bruge internettet til at kritisere et undertrykkende regime. Det arabiske forår taler sit tydelige sprog. Men i Cuba varslede internetaktiviteterne nye tider. Og det på trods af det cubanske internets ringe tilstand.

Den almindelige cubaners mulighed for at surfe og diskutere på nettet er begrænset, ja nærmest ikke-eksisterende. Blandt de stater, der indgår i rapporter fra International Telecommunication Union (ITU), rangerer Cuba kun akkurat over lande som Nordkorea, Myanmar og Somalia i opgørelser over internetadgange per indbygger.

Ifølge Larry Press, der har forsket i fremvæksten og begrænsningen af internettet i Cuba, er den almindelige cubaners mulighed for at få adgang til internettet meget begrænset af flere årsager.

”Det cubanske internet er langsomt, dyrt og begrænset. Adgangen til nettet er langt fra alle forbeholdt. Og prisen er exceptionel høj. Prisen for en times adgang på et af de dyre hoteller ligger på omkring en halv månedsløn for en almindelig cubaner. Det betyder, at det cubanske internet i høj grad er karakteriseret ved envejskommunikation. Der er lange udsigter til et deltagende netværk, hvor informationer, nyheder og filer deles frit, som man ellers tager for givet i de fleste andre lande,” siger han.

Diktatorens dilemma
Larry Press påpeger desuden, at der er tre åbenlyse forklaringer på den ringe udvikling af internettet i Cuba. USA’s handelsblokade er en af grundene. Den mere end 50 år gamle embargo har forhindret adgang til fiberoptiske kabler, og desuden presset priserne på computer- og netværksudstyr i vejret.

En anden forklaring er sammenbruddet i sovjetunionen, der i lang tid var aftager af cubansk sukker til overpriser. På grund af de manglende eksportindtægter er Cuba i dag på randen af økonomisk kollaps, og politikerne prioriterer ikke investeringer i den nødvendige infrastruktur for internettet.

Den sidste forklaring er, hvad Larry Press kalder ”diktatorens dilemma”. Internettet er for styret et brugbart redskab i uddannelsesmæssige og økonomiske strategier. Samtidig lurer frygten for den politiske og sociale revolte, hvis den almene befolkning kommer til orde.

Den cubanske wiki er tvivlsom
Dilemmaet kommer tydeligt til udtryk i den cubanske version af Wikipedia, det såkaldte Ecured. Hjemmesiden, der blev lanceret i december 2010, er et eksempel på, hvordan regeringen bruger internettet til at ”uddanne” cubanerne. Ved at søge på USA lærer man eksempelvis, at landet er ”alment kendt som denne epokes imperium.” Yoani Sánchez får også en med på vejen. Hun beskrives som en ”cyberlejesoldat” med meget stærke forbindelser til USA.

Det ligger fast, at Ecured ikke er et åbent projekt som det velkendte Wikipedia. Debatforummet er lukket, og artiklerne bliver skrevet af enkelte og regeringsvenlige forfattere. Ifølge Larry Press er der derfor snarere tale om en regeringsvenlig blog end om et egentligt åbent wiki-system.

CIA-støtte eller hjælp fra turister
Men hvordan formår en blogger som Yoani Sanchez at udbrede sine kritiske ytringer, når internettet er svært begrænset og så urimeligt dyrt, som det er tilfældet? Det er et spørgsmål, regeringen bruger til at miskreditere dem, de kalder blogdissidenterne; Hvordan kan de bruge internettet på den måde uden at være støttet af CIA?

Det kan bloggeren Claudia Cadela godt svare på. De virtuelle dissidenter omgår den håbløse internetopkobling i landet med hjælp fra turister. Cubanere beder turister om at oprette internetforbindelser for dem. En sådan forbindelse bliver derefter underudlejet, delt og lånt ud. Det betyder, at der for hver internetforbindelse er mindst 15 brugere. Det er desuden udbredt praksis at downloade materiale fra nettet, overføre det til et USB-stik, og derved udbrede det til computere, der ingen internetadgang har. Internetfællesskabet er altså meget større, end de umiddelbare statistikker giver udtryk for.

Et begrænset internet har sat gang i Cubas spæde skridt mod ytringsfriheden. Nu har cubanerne fået muligheden for at rette kritik mod det etablerede kommunistiske styre.

JENS BOMHOLT (f. 1988) studerer analytisk journalistik (cand.public) på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er bachelor i historie fra Aarhus Universitet. SJAMME VAN DE VOORT (f. 1988) er kandidatstuderende i historie og spansk ved Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Cubas præsident Raúl Castro på besøg i Ciudad Caribia i Venezuela (Foto: Chavezc via flickr)