Erdogans forfald: Tyrkiets hvide parti har fået smuds på hænderne

Erdogans forfald: Tyrkiets hvide parti har fået smuds på hænderne

21.09.2012


Kritikken af AK-partiet i Tyrkiet vokser efter fængslinger af kritiske journalister, uindfriede løfter til kurdere og alevier og en fastfrossen forhandlingsproces med EU. Kun økonomien og udenrigspolitikken er med til at redde regeringen fra en alvorlig krise.

ANALYSE af Malene Fenger-Grøndahl

LÆS OGSÅ:
Portræt: Hvor blev den liberale Erdogan af?
Tyrkiet: Væksteventyr overdøver røveri af rettigheder
Ellemann: EU bør hjælpe Tyrkiet med at etablere sikre zoner i Syrien

Ramazan mubarak står der på plakater og skrevet med lyskæder, der hænger ved indgangen til gågader og spændt ud mellem moskeernes minareter. Ofte er lykønskningerne om velsignet ramadan underskrevet af lokale notabiliteter eller førende medlemmer af regeringspartiet, AK (Partiet for Retfærdighed og Udvikling). Under lysreklamerne serveres der iftar-måltider, som man bryder fasten med ved solnedgang Den muslimske fastemåned, ramadan er i fuld gang, og regeringspartiet sørger for, at den overvældende muslimske majoritet i landet kan mærke, at deres regering og lokalpolitikere tænker på dem.

Ramadan-pynten peger lige ind i en central konflikt i tyrkisk politik: konflikten mellem de konservative muslimer i Koranbæltet i Anatolien, som er trofaste AK-støtter, og de sekulære, venstreorienterede og liberale, som har støttet AK på grund af partiets demokratiske reformer og på trods af dets islamiske moraliseren. De konservative muslimer sætter pris gratis måltider i fastemåneden og er tilfredse med, at AK-regeringens ubestridte leder, ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan, har skærpet sin fædrelandskærlige retorik. De liberale er bekymrede over, Erdogan afviser kravene om flere rettigheder til de omkring 15 millioner kurdere og omtrent lige så mange alevier ud af en befolkning på knap 80 millioner. De har noteret sig, at han sidste år udtalte, at ”der ikke længere er noget kurdisk spørgsmål i Tyrkiet”, og at han i juli i år på det kraftigste afviste at forhandle med PKK.

Friheds- og retfærdighedspartiet kæmper ikke for frihed og retfærdighed
En af de bekymrede demokrater er Ahmet Altunsoy, der har været aktiv i politik i kystbyen Kusadasi siden 1977. Det meste af tiden som uafhængig kandidat. Han har iagttaget, hvordan den politiske kultur har udviklet sig, siden AK fik regeringsmagten ved et jordskredsvalg i 2002. ”Da AK blev dannet af folk, som brød med det islamistiske Velfærdsparti, syntes jeg, at det var positivt med et nyt centrum-højre-konservativt parti,” siger han. Ahmet betegner sig selv som demokratisk socialist og ateist. Han tilhører dermed en absolut minoritet i Tyrkiet, hvor den muslimske identitet ifølge meningsundersøgelser er blevet mere og mere udbredt de seneste årtier. Langt hen ad vejen har Ahmed dog ikke set AK som sin fjende. ”For mig og mange andre var AK noget rent, som vi tog imod med forhåbninger, fordi vi var trætte af korruption og nepotisme,” siger han. Men AK-partiet har fået ’smuds på hænderne’: ”Partiets navn passer faktisk ikke ret godt længere. Frihed og retfærdighed er flotte begreber, men det er ikke, hvad jeg ser AK kæmpe for. At AK betyder ’hvid’ virker efterhånden som et uheldigt sammenfald,” siger Ahmet.

Han og andre, der har støttet AK på grund af partiets liberale linje, peger på, at regeringens magt er blevet dens egen værste fjende. De mener, at AK er begyndt at ligne det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), når det gælder autokratiske tendenser. ”AK har gjort en del for mindretal som alevier og kurdere, men langtfra nok,” siger Ahmet.

Glubsk islamisk ulv i demokratiske fåreklæder
Andre er bekymrede for, at religiøse mindretal og ikke-troende tyrkere får mindre og mindre manøvrerum. Under AK-regeringen har Tyrkiet fået en skærpet muslimsk profil i sin udenrigspolitik, hvor Erdogan har vendt ryggen til Israel, nærmet sig Iran og betonet samhørighed med andre muslimske lande. Også i det tyrkiske samfund er der sket ændringer. Ved en musikfestival, der blev afholdt på det progressive Bilgi-universitetet i Istanbul lige før ramadanens begyndelse, blev det besluttet ikke at sælge øl. Og over hele landet har kommunale embedsmænd afvist at forlænge udskænkningstilladelser til cafeer og restauranter. Sidste sommer blev cafeerne i boheme-kvarteret Asmalmescit i Istanbul pålagt kun at servere alkohol indendørs, et symbolsk slag mod det ’dekadente’ folkeliv – og af nogle udlagt som tegn på, at AK er den glubske islamiske ulv i demokratiske fåreklæder, som de advarede imod.

Ifølge Sedat Ergin, der er klummeskribent i avisen Hürriyet, er øl-forbuddet ved festivalen og indskrænkningen af friheden i Asmalimescit symptomer på en ”formørkende konservatisme”, som breder sig over Tyrkiet, mens ”ekkoet fra diskursen om, at vi vil respektere forskellige livsformer,” forsvinder. En anden af Hürriyets klummeskribenter, Mehmet Ali Birand, er lige så bestyrtet over øl-forbuddet. Under overskriften ”Jeg er bange for presset under ramadanen,” beskriver han, hvordan det såkaldte ’neighborhood pressure’ bliver særlig stærkt op til og under ramadanen, og spørger: ”Hvad hvis dem, der ikke faster, bliver undertrykt? Hvad hvis dem, der drikker alkohol, bliver tæsket?”. Ingen vil komme dem til undsætning, forudser Birand. ”Ingen fra regeringen vil hæve stemmen og sige: ’Ingen har ret til at blande sig i en andens liv’”. Birand konkluderer, at Tyrkiet har brug for en modvægt til AK, gerne i form af et stærkt CHP.

Andre politiske iagttagere afviser, at der er tale om islamisering. De henviser til, at regeringen hverken har indført sharia i straffeloven eller udstedt generelle forbud mod servering af alkohol. En lovpakke, der indeholdt et forslag om at kriminalisere utroskab, blev taget af bordet efter skarp kritik fra EU. En ophævelse af det omdiskuterede forbud mod at bære tørklæde på universiteter og i andre offentlige bygninger blev ganske vist vedtaget i parlamentet, men droppet igen, da forfatningsdomstolen kendte det forfatningsstridigt. De fleste iagttagere mener altså ikke, at der er tale om en islamisering i institutionel forstand. Men om AK ville gennemføre islamistiske tiltag, hvis ikke oppositionen og forfatningsdomstolen forhindrede det, er uklart.

Fra AK-tilhænger til kritiker
Problemet er da heller ikke en nu og her institutionalisering af islam. Det er snarere regeringens og især Erdogans autokratiske tendenser. Det mener Mustafa Akyol, der er klummeskribent på aviserne Hürriyet og Zaman. Han har indtil for nylig fastholdt en overordnet positiv vurdering af AK-partiet. Sidste år udgav han bogen, Islam Without Extremes, hvor han fremdrager liberale og demokratiske tendenser i islams tidlige historie og argumenterer for, at tendenserne kan genoplives og videreudvikles inden for rammerne af et moderne tyrkisk demokrati på vej mod EU. Tyrkiet kan blive en ledestjerne for nye demokratier i den arabiske verden, mener Akyol.

Men selv Akyol er begyndt at få nervøse trækninger. I flere klummer har han åbenlyst kritiseret Erdogan. Blandt andet for at støde mange liberale intellektuelle, som ellers har støttet ham, fra sig. Akyol har peget på Erdogans ufølsomme henvisning til den tyrkiske ‘enhed’, da han afviste kurdiske krav om decentralisering og øgede modersmålsrettigheder. Hensynet til den tyrkiske enhed er et begreb, som Atatürks arvtagere i CHP henviser til som argument imod alt fra EU-medlemskab til militærets afgivelse af magt.

Fra flere borgerrettigheder til forfølgelse af politiske modstandere
Akyols historie viser ganske godt, hvad AK-partiets krise går ud på: Akyol oplevede som femårig, at hans far blev fængslet for politisk aktivisme umiddelbart efter kuppet i 1980. Den oplevelse gjorde Akyol dybt mistroisk over for Tyrkiets nationalistiske elite og ideen om, at nationens sikkerhed står over borgernes rettigheder. Så da Erdogan i sin første periode som regeringschef styrkede borgerrettighederne og gav mere rum til etniske og religiøse mindretal, var Akyol begejstret. I sin anden periode fratog Erdogan militæret en del af dets magt, og i 2010 fik han gennemført en forfatningsændring, som blandt andet betød, at man kunne anholde og retsforfølge de officerer, der gennemførte militærkuppene i 1980 og 1997.

Men ændringerne, som har gjort det muligt at retsforfølge de ansvarlige for militærkuppene, er blevet indledningen til en proces, hvor regeringen har gjort rent med store koste. Kurdiske aktivister og liberale sekulære er blevet fængslet sammen med hundredvis af journalister og forfattere, som har vovet at sætte spørgsmålstegn ved regeringens politik. Ifølge en nylig opgørelse fra OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde, sidder over 100 tyrkiske skribenter og journalister fængslet, anklaget for medvirken til terrorisme; En formulering som ifølge journalisternes advokater for eksempel kan dække over, at en journalist har interviewet en kurdisk aktivist.

Undertrykkelse af kurdere og alevier
Men hetzen mod landets kritiske journalister er ikke det eneste tilbageskridt. AK-regeringens såkaldte ’åbning’ over for alevier og kurdere, som blev indledt i 2009, er også gået i stå. Adskillige workshops med deltagelse af mindretalsrepræsentanter og ministre har ikke ført til konkrete ændringer. I flere retssager er kurdiske anklagede blevet nægtet at føre deres sag på kurdisk. Alevi-organisationers ønske om at få statsstøtte til deres kulturhuse på linje med støtten til sunnimuslimske moskeer er blevet afvist. Den samme skæbne led en anmodning fra CHP om at opføre et alevi-bedehus i parlamentet, hvor der siden 1989 har været en moske. Det fik en EU-parlamentariker til at stille kritiske spørgsmål til Tyrkiets regering, som dog nægtede at diskutere sagen.

I det hele taget er Tyrkiets linje over for EU temmelig stejl. Europaminister Egemen Bagis udtalte for nylig, at ”for hver dag, der går, har Tyrkiet mindre brug for Europa og Europa mere brug for Tyrkiet.” Han har gjort det klart, at hans regering ikke vil bøje sig for EU’s krav om at åbne havne og lufthavne for græsk-cypriotisk trafik. Den selvtilstrækkelige linje over for EU kan til dels forklares med de seneste års høje vækstrater, som har givet Tyrkiet en placering som verdens 15. største økonomi. Den position er med til at styrke Erdogans popularitet. En rapport fra Pew Research Center i Washington, som blev udgivet lige inden parlamentsvalget sidste år, viste, at 49 procent af de interviewede tyrkere var optimistiske med hensyn til økonomien i modsætning til 14 procent i 2002. Derudover udtrykte 62 procent tillid til, at Erdogan ville gøre det rigtige i international politik. Og selv om udviklingen i den arabiske verden siden har gjort situationen vanskeligere for regeringspartiet, er det ikke på udenrigspolitikken, at AK ser ud til at være truet.

Erdogan overskygger sit parti
Til gengæld kan det med tiden blive et problem, at regeringen for mange vælgere i den grad er lig med Erdogan. En undersøgelse fra sidste år viste, at halvdelen af alle stemmer på AK reelt er en stemme på partilederen. ”Erdogan er nærmest blevet en ny Mustafa Kemal,” som Ahmet Altunsoy siger med et ironisk smil. Mustafa Kemal var det navn, Tyrkiets første leder fik af sine forældre og brugte, indtil han udnævnte sig selv til landsfader med tilnavnet Atatürk: tyrkernes fader.

Ahmet bruger ikke betegnelsen landsfader om hverken Mustafa Kemal eller Recep Erdogan. Da jeg i en e-mail-hilsen fra Ankara fortæller ham, hvad jeg har set hos en tæppehandler, svarer han med en skæv smiley. Det overrasker ham ikke, at der i basargaden ikke blot hænger de velkendte syntetiske tæpper af Atatürk, men også et af ministerpræsident Erdogan og et af præsident Gül. Han morer sig ved tanken om, at titlerne måske snart vil være byttet om. Tyrkiet skal have sin første folkevalgte præsident i 2014, og Erdogan har kørt sig selv i stilling til posten. Iagttagere vurderer, at Erdogan bytter plads med den nuværende præsident, Abdullah Gül. Erdogan har varslet en forfatningsændring, som giver præsidenten øgede beføjelser. Skal det lykkes, må Erdogan dog række hånden ud mod CHP. For ved valget sidste år fik AK ’kun’ 49,5 procent af stemmerne, svarende til 326 af parlamentets 550 pladser. Partiet kan derfor hverken ændre forfatningen alene eller ved en folkeafstemning. Om CHP kan fravriste AK magten er dog tvivlsomt. CH gik ganske vist frem ved valget og fik 25,9 procent af stemmerne. Men AK-partiet er begyndt at spille på oppositionspartiets banehalvdel. Det er det, kritikerne kalder en krise for AK og Tyrkiet. Andre kalder det populisme og politisk overlevelse. For tæppehandleren kommer det ud på ét. Der er ingen titler på tæpperne …

Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter. Hendes speciale er integration, etniske minoriteter, islam og Mellemøsten. De seneste ti år har hun rejst i Mellemøsten, Europa og Asien. ILLUSTRATION: Flere og flere tyrkere er mistænkelige ved premierminister Erdogans agenda (Foto: AK / presse)