Efter Sandy:Obama og Romney vil stadig ikke diskutere klimapolitik

Efter Sandy:Obama og Romney vil stadig ikke diskutere klimapolitik

01.11.2012


Orkanen Sandy er en skræmmende påmindelse om, at klimaforandringerne ikke lader sig fornægte. Men intet tyder på, at hverken Obama eller Romney har tænkt sig forfægte en mere ambitiøs klimapolitik af den grund.

KOMMENTAR af Alexander Ege

LÆS OGSÅ:
Præsidentdebat: Ikke et ord om klimaet

Orkanen Sandys forfærdelige hærgen har efterladt skader for mere end 115 milliarder kroner og kostet mindst 119 mennesker livet. De fordeler sig sådan her indtil videre: 52 Haiti, 48 USA, 11 Cuba, 2 Bahamas, 2 Puerto Rico, 2 Dominikanske Republik, 1 Canada og 1 Jamaica. Men tallene er uden tvivl højere. Ofte undervurderer medierne dødsfaldene uden for USA.

Det mest iøjefaldende ved Sandy er dog den nærmest kosmiske (ikke komiske – der er intet komisk over Sandy) timing. Sandy rammer et USA, der er i sidste fase af en præsidentvalgkamp, hvor klimaet har glimret ved sit totale fravær. Det er første gang i 24 år, at klimaet ikke har været nævnt en eneste gang i tv-debatterne mellem de to kandidater. Det nærmeste duelanterne kom, var da Mitt Romney gjorde grin med Obama ved at sige ”President Obama promised to slow the rise of the oceans and heal the planet. My promise is to help you and your family.” Ellers har det tættest på en klimadebat været verbale slagsmål om landets energipolitik. Og her har det drejet sig om, hvem der kan grave mest olie og gas op af det amerikanske undergrund. IKKE hvem der kan bygge flest vindmøller.


Et tilbageholdende USA

Citatet fra Mitt Romney er interessant af to årsager. Først og fremmest viser det, at hvis Romney vinder, så vil USA om noget få en endnu mere bagstræberisk klimapolitik end hidtil. For det andet minder det os om, at Obama ved valget i 2008 rent faktisk profilerede sig på at ville gøre noget ved klimaet. Og hvordan er det så gået de seneste fire år? Også her er Sandys timing interessant. Orkanen rammer nemlig ikke kun ind i slutningen af præsidentvalgkampen, men også ind i slutningen af Obamas første (og måske eneste) præsidentperiode. Det er en god anledning til at vurdere, hvad Obama egentligt har gjort på klimaområdet. Det hurtige svar er alt, alt for lidt.

USA er det mest tilbageholdende land, når det kommer til de internationale klimaforhandlinger, og så sent som ved det seneste klimaforhandlingsmøde i Bangkok i september sagde den amerikanske klimaforhandler Jonathan Pershing, at målet om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader er for ufleksibelt. Tidligere har han også udtalt, at USA ikke mener at, tiden er moden til en bindende aftale. USA virker nærmest paralyseret.


Det ved vi

Man kan indvende, at Sandy bare er en kraftig orkan, og de da eksisterer, om der er klimaforandringer eller ej. Det er ganske korrekt, at vi ikke kan, og nok aldrig bliver i stand til at forbinde enkeltstående vejrfænomener med klimaforandringer. Det skal dog ikke forstås sådan, at der ikke er nogen sammenhæng. Langt fra.

Vi VED, at verdenshavene har absorberet mere varme fra klimaforandringerne end landjorden. Vi VED, at når orkaner dannes, kan varmere vand være med til at gøre dem kraftigere. Vi VED, at klimaforandringerne medfører, at atmosfæren er mere fugtig, og at nedbøren bliver mere koncentreret ved stærke storme og orkaner. Disse faktorer har været med til, at Sandy er blevet så voldsom en orkan, som den er. Vi VED, at klimaforandringerne betyder, at havene stiger, og at dele af den amerikanske østkyst er blandt de steder i verden, hvor de er steget mest. Hvilket igen er en årsag til at Sandy har forvoldt så megen skade. Forholdet mellem ekstreme vejrfænomener og klimaforandringer er et af de områder, som ekspertpanelet på klima, IPCC (International Panel on Climate Change), undersøger, og de har allerede udgivet en rapport, der påviser, at oversvømmelser langs kyster og ekstremt nedbør hænger sammen med menneskeskabte klimaforandringer. Panelet forventer sågar, at det blive værre i fremtiden.


Man har lov at håbe på forandringer

Set i det lys er det helt uacceptabelt, at hverken Obama eller Romney er villige til at adressere klimaforandringerne. På den lange bane bliver det væsentlige dyrere og katastroferne langt større af at gemme hovedet i sandet og håbe, at problemerne går væk af sig selv. Det er nødvendigt, at USA for alvor kommer på banen med en stærk og ambitiøs plan for, hvordan USA har tænkt sig at bidrage til at takle og forebygge nuværende og kommende klimaforandringer. Og det skal ske på en bæredygtig måde, hvor landet satser oprigtigt på bæredygtige energikilder og viser ægte internationalt engagement.

Hvis USA ikke markerer sig på klimaområdet, skal resten af verden ikke lade sig inficere af passiviteten og det lave ambitionsniveau. Vi står på tærsklen til COP18, hvor verdens ledere igen skal åbne dørene for en ny international klimaaftale, der efter planen skal vedtages i 2015. Hvis USA ikke vil være med, så må EU og de andre lande være parate til at efterlade dem på perronen, mens klimatoget kører videre med de mere ambitiøse lande. USA må i hvert fald ikke få lov til at gøre, som de gjorde med Kyoto-protokollen: først sænke niveauet i forhandlinger og så ende med ikke at skrive under alligevel. Hvis man skal tage den optimistiske hat på, kan man håbe, at den forfærdelige begivenhed, som orkanen Sandy er, i det mindste ryster Obama og USA ud af passiviteten, så de for alvor kommer ind i klimakampen. Men der er ikke meget, der tyder på det.

Alexander Ege er politisk rådgiver i 92-gruppen. Han skriver her på personligt niveau og ikke som repræsentant for 92-gruppen eller dets medlemmer. Alexander har tidligere arbejdet i sekretariatet for verdens største netværk af NGO'er der arbejder med klimaforandringer (Climate Action Network International) samt været fuldmægtig i Udenrigsministeriet.

zp8497586rq