Christopher Arzrouni: Måske ville det være bedre, om en række lande helt forlod Euroen.

Christopher Arzrouni: Måske ville det være bedre, om en række lande helt forlod Euroen.

19.04.2012


RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Sagt lidt forenklet: Det er som om visse venstreorienterede økonomer tror, at en krise per definition kan ”stimuleres” væk ved hjælp af offentlige programmer, offentlig efterspørgsel osv. Men de eneste stimulanser, regeringer besidder, består i at flytte aktivitet fra et år til et andet (og håbe på, at de ikke ødelægger for meget undervejs). De venstreorienterede håber på, at man kan ”time” eller ”dosere” sine stimulanser ordentligt. Men hvis man vil flytte rundt på aktivitet – f.eks. flytte ”fremtidig aktivitet” til i dag – skal man lempe i dag og stramme til den tid. Og hvem siger, at offentlige stramninger i fremtiden ikke også vil være dårlig timing? Denne krise er produkt af for stort forbrug og for lav opsparing – både i den offentlige og den private sektor. Derfor kan man ikke bare drømme den væk ved at bruge lidt mere nu og lidt mindre i fremtiden. På intet tidspunkt i nyere tid – selv ikke i den seneste højkonjunktur – har lande som Frankrig haft overskud på sine statsfinanser. Derfor er der grund til bekymring og grund til at man griber strukturelt fat.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Spanien er i Depression. Men ungdomsarbejdsløshed er ikke noget nyt i Spanien. Det er et produkt af socialistisk arbejdsmarkedsregulering, der gør det sværere at fyre folk – og dermed også farligere at hyre dem. Intet tilsiger, at ungdomsarbejdsløsheden skulle være så høj i øvrigt. Det er en forbandelse, som spanske politikere har bragt over deres eget folk.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Ja, Spanien risikerer at havne i en tillidskrise, hvis man ikke viser, at man både har vilje og evne til at gennemføre strukturreformer. Enten må man fortsætte sparekursen. Eller også må man forlade euroen og gøre sine borgere fattigere i et hug (uden nødvendigvis at løse de strukturelle problemer). Under alle omstændigheder må man reformere sig frem, hvad enten man er i Euroen eller ej. Står man uden for Euroen, vil kreditorerne nok bare blive endnu mere krævende. For så har man ingen til at hjælpe sig med regningen. (Og det er i øvrigt ikke nødvendigvis skidt, for så forstår man, hvor ansvaret ligger)

4. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: EU’s statsledere kan leve med hvad som helst. Spørgsmålet bør være, hvad borgerne kan leve med. Tidligere kunne man reducere værdien af deres realløn og deres opsparing med et pennestrøg ved at reducere deres valutas værdi. Det kan man ikke længere. Nu er tilpasningerne nødt til at være meget mere synlige. Spørgsmålet er, om befolkningerne forstår det. Hvis ikke, må lande som Spanien forlade Euroen. Det vil ikke være en katastrofe for EU, som sagtens kan fungere fint uden én fælles mønt for alle lande. Men det vil skabe en masse uro, og det er ikke nogen garanti for, at tingene bliver bedre på længere sigt i de lande, der måtte vælge den kurs.

5. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU gør intet andet end at spare [nothing but mindlessly saving]”. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Socialdemokraterne har intet brugbart alternativ. Når de er utilfredse med ”mindless saving”, burde de have overvejet, om det gav mening med ”mindless consumption”. I øvrigt er det en illusion at tro, at man kan “time” stimulanser godt på tværs af alle EU-lande. Nogle lande har ikke brug for stimulanser. Man befinder sig forskellige stadier i den økonomiske virkelighed. Så troen på en fælles stimulerende finanspolitik for alle lande giver ikke mening.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Så længe tyskerne betaler for gildet, giver det god mening, at tyskerne stiller krav til nabolandene i EU. Hvorfor skulle tyske borgere bruge flere penge, når problemet er, at grækere, italienere, franskmænd, spaniere m.fl. har brugt for mange? Det er for letkøbt at lægge ansvaret på tyskerne.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Ja. Men dermed ikke sagt, at pagten er nogen løsning i sig selv.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ CHRISTOPHER ARZROUNI, debatredaktør, dagbladet Børsen: Pagten er æselet, der spændes efter vognen (Euroen). Pagten burde være kommet først. Nu, hvor den er her, bør den fastholdes – ikke mindst i de lande, der ønsker at være Euro-medlemmer. Pagten er så at sige en (dårlig) politisk erstatning for markedets disciplinering. Men måske ville det være bedre, om en række lande helt forlod Euroen og pagten, for så at få hold på deres økonomi – uden for Euro-zonen. Efterfølgende kunne de jo gøre et forsøg igen, hvis de absolut vil.