Cameron: Midt i et minefelt, men sikker i stolen

Cameron: Midt i et minefelt, men sikker i stolen

19.02.2012


”Merkel og Sarkozy bluffer, når de kræver finanspagten indskrevet i traktaten”, siger Messerschmidt, der mener, at Cameron meget vel kan ende med at komme ud af sin knibe som den store sejrherre. ”Cameron står midt i et minefelt og må som en balletdanser danse på tåspidser for ikke at træde på en mine, der kan få det hele til at springe i luften. Alligevel har Cameron de gode kort på hånden og sidder sikkert i stolen som partileder og premierminister”, siger Jakob Illeborg, DR-korrespondent i Storbritannien.

Baggrund: Ved EU-topmødet i december truede Cameron med at forhindre en traktatændring, som kræver alle 27 EU-medlemslandes underskrivelse, hvis ikke London City, der er et finansielt verdenscentrum, blev undtaget den nye strammere finansregulering. Merkel og Sarkozy nægtede at fritage London, og i stedet for en traktatændring indgik eurolandene en mellemstatslig finanspagt, der strammer budgetkravene og indfører automatiske sanktioner mod medlemslande, som ikke overholder kravene. Den 30. januar underskrev 25 EU-lande finanspagten med undtagelse af Storbritannien og Tjekkiet. Storbritannien er dermed mere isoleret end nogensinde før i EU-samarbejdet. Cameron er presset fra alle sider: EU-modstanderne i Camerons eget konservative parti ønsker en folkeafstemning om EU-medlemsskabet. Seneste meningsmåling viser, at et flertal af briterne ønsker at forlade EU. Merkel og Sarkozy presser på for at få finanspagten indskrevet i traktaten, mens finanssektoren vil henrette en engelsk premiereminister, der giver indrømmelser i forhold til London City. Spørgsmålet er: hvad gør Cameron nu? Rundt om bordet sidder Jakob Illeborg, DR-korrespondent i Storbritannien, Morten Messerschmidt, EP-medlem DF, og Ole Helmersen lektor på CBS med forskningsområde i britisk politik og samfund.

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

Læs også:
Kommentar: Sådan redder de europæiske ledere ØMUen
Rundbordssnak: Wammen, Bjerregaard, Ellemann-Jensen og Nedergaard om EU-formandsskabet
Professor Martin Marcussen om Finanspagten: Håbets kamp med magtesløsheden

RÆSON: Jakob Illeborg, skitser for os det dilemma, Cameron står i.
Jakob Illeborg: Cameron står i den konflikt, som alle konservative har stået i de sidste mange år. Nemlig, at der i Camerons eget konservative parti er en euro-venlig fløj og en euro-hadsk fløj. Cameron står i midten og bliver trukket i fra alle sider. Den euro-skeptiske fløj har i lang tid buldret mod Cameron: han skal skabe en mere britiskvenlig profil og ikke logre med halen for EU. Finansiel City er en meget vigtig indkomstkilde for Storbritannien. Finansiel City bidrager med cirka 11 procent af den samlede skatteindkrævning og har desuden en lang række andre positive effekter. Den finansielle sektor er en sektor, som Storbritannien må og vil beskytte på alle tænkelige måder. Men nu har EU angrebet den med forslaget om skat på finansielle transaktioner. Cameron sagde i forbindelse med det genopblussede fjendskab mellem Storbritannien og Frankrig, at en skat på finansielle transaktioner i EU for Storbritannien vil svare til, at man lavede en skat på ost for Frankrig. Det var sagt i sjov, men viser, hvor alvorlig situationen er. Cameron befinder sig i en enormt vanskelig situation. På den ene side skal han behage sine egne og beskytte britiske interesser. På den anden side så han, hvor hurtigt Storbritannien kan blive isoleret i EU, da han meldte sig ud af finanspagt-klubben i december. Og det, tror jeg, skræmte mange politikere inklusiv Cameron selv.
Ole Helmersen: Man kan tilføje, at Cameron – hvis man kigger på hans politiske karriere – er en pragmatisk politiker. Han har ikke noget ideologisk forhold til EU, som tidligere konservative ledere har haft. Men nu har han det problem, at han på den ene side måske nok har en pragmatisk holdning, der vil diktere forsøg på at finde nogle fornuftige kompromisser i EU, men på den anden side skal han fodre EU-kritikerne i sit eget parti. Flere konservative ledere er før gået af på spørgsmålet om EU. Da Cameron den 30. januar trak sin tidligere veto mod at lade finanspagtlandene benytte EU’s institutioner tilbage, var de EU-kritiske høge i hans eget bagland over ham med det samme. Hvis han ikke passer meget på, og hvis han giver sig bare en lille smule, kan han risikere at blive udfordret på sin post som partileder.

RÆSON: Får finanspagten betydning for finanssektoren i Storbritannien, selvom de ikke underskriver den?
Messerschmidt: Både ja og nej. På det mikrofinansielle område får det kun indirekte påvirkning. I forhold til den makrofinansielle situation er finanspagten så relativ vag og konservativ, at det ikke vil få den store betydning. Men de nye krav om, at landenes strukturelle underskud højst må være 0,5 procent af BNP, og kravet om en golden rule, der skal indskrives i de nationale forfatninger eller tilsvarende bindende lovgivning, gælder kun for de 25 lande, der har underskrevet finanspagten.
RÆSON: Så når aviserne skriver, at Cameron gjorde Storbritannien til en politisk dværg på en enkelt dag ved at stille sig uden for finanspagten, hvad er det så for en konkret politisk indflydelse, som Cameron har givet afkald på?
Messerschmidt: Det er noget snak. Jeg er overhovedet ikke enig i den overskrift. Cameron kommer ikke til at sidde med ved de halvårlige møder i euro-kredsen, hvor Danmark har fået lov at være med til hvert andet møde, fordi vi har sagt ja til finanspagten. Men sagen er, at der ikke kan træffes nogen beslutninger på de møder. For hele beslutningsprocessen, der handler om direktiver, forordninger og regler, ligger fast i traktaten. Og finanspagten ændrer jo ikke traktaten.
RÆSON: Så hvor meget indflydelse mister Cameron så reelt?
Messerschmidt: Han mister overhovedet ingen indflydelse. Storbritannien er stadig det tredje største land i EU og har enorm indflydelse, når der skal træffes beslutninger. Og det er svært at forestille sig, at det skulle ændre sig, fordi der er et enkelt EU-møde, som Cameron ikke bliver inviteret med til.

RÆSON: Merkel og Sarkozy vil have finanspagten indskrevet i traktaten, og forhandlinger om traktatændringer vil sandsynligvis begynde til marts. Cameron sagde 30. januar, at han igen vil nedlægge veto – ligesom han gjorde under topmødet den 8. og 9. december. Er Merkel og Sarkozy parate til at tvinge Storbritannien til et enten-eller-spørgsmål: opgiv London City eller forlad EU?
Illeborg: Den krig på ord, der har været mellem særligt Frankrig og Storbritannien, kan sagtens blusse op igen. Franskmændene taler om ”solidaritet”. Briterne kalder den ”solidaritet” for ”at bruge andres penge”. Briterne vil ikke lade Frankrig og Tyskland diktere briterne på finansområdet. De meget hurtige udviklinger, der sker i EU nu, kan i yderste instans godt presse Storbritannien ud i en position, hvor fuldt medlemskab af EU ikke længere er plausibelt. Det er ikke overvejende sandsynligt, men risikoen lurer.
RÆSON: Hvilke indrømmelser vil Cameron forlange af Merkel og Sarkozy for at underskrive en finanspagt i en eller anden form?
Illeborg: Det helt essentielle for Cameron – og det han bliver nødt til at kæmpe for – er en fortsat beskyttelse af den helt særlige status, som det britiske finanscentrum har. Jeg tror, briterne har en klar fornemmelse af, at resten af EU ikke har forstået, hvad Finansiel Citys rolle er i verden og i Europa. Eller hvor hårdt det vil ramme Storbritannien, hvis man begynder at regulere Finansiel City. Det afgørende er, at man ikke skader Finansiel City mere end nødvendigt, og at man heller ikke tager suverænitetsmuligheder fra briterne, når der skal tages beslutning om finansemner. Det vil briterne ikke kunne leve med.
RÆSON: Vil Merkel og Sarkozy kunne blive tvunget til at acceptere, at London City ikke underlægges finanspagten, hvis de vil gøre sig forhåbninger om, at finanspagten skal indskrives i traktaten?
Illeborg: Det er det helt store spørgsmål og det springende punkt for, at Merkel, Sarkozy og Cameron kan blive enige. Briterne har længe sagt, at en skat på finansielle transaktioner er fint, så længe den er global. For det første fordi skatten så ikke vil ramme briterne særskilt. For det andet fordi det aldrig vil ske, da man aldrig får amerikanerne, canadierne og asiaterne til at gå med på den. Cameron må og skal kæmpe for Finansiel City ligegyldigt hvad.
RÆSON: Hvor store indrømmelser kan en britisk premierminister give EU i forhold til regulering af London City, hvis han skal bevare en reel chance for at blive genvalgt?
Helmersen: Ingen. Men netop fordi London City som finanscentrum er så vigtigt for Storbritannien, tror jeg, at Cameron faktisk har en mulighed for at forhandle nogle særlige vilkår for Storbritannien på det punkt med de øvrige EU-lande. Men han må tilbage i forhandlingslokalet. Bliver han siddende udenfor, vil han få meget svært ved at vinde lydhør hos resten af EU. Unionen har en lang tradition for at finde kompromisser, og jeg tror, at man også her vil finde et kompromis. For hverken Cameron eller resten af EU er interesseret i, at Storbritannien ikke er med. Men Cameron har det svært. Både på grund af voldsom EU-modstand i sit eget parti, og en stærk EU-kritik i medierne. Den nationale fortælling i Storbritannien igennem tabloidaviserne har i mange år været, at alt, hvad der kommer fra kontinentet, er noget skidt. Storbritannien klarer sig bedst alene.

RÆSON: Kommer finanspagten – i en eller anden anden form – til at blive indskrevet i traktaten?
Helmersen: Jeg tror, at der vil gå noget tid, inden man for alvor begynder at tage den diskussion. I første omgang tror jeg, at euro-landene vil forsøge at få finanspagten gennemført uden traktatændringer, fordi det er så akut at få gjort noget ved de her problemer. Traktatændringer er et ”can of worms to open up”. fordi man giver Storbritannien indrømmelser og særlige forbehold. Så er der måske også andre lande, der har nogle særlige ønsker. Så på det korte sigt, tror jeg, at Merkel og Sarkozy vil prøve at klare sig uden traktatændringer, og det kan blive en åbning for Cameron til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Tidligere konservative premierministre Edward Heath, Margaret Thatcher og John Major havde også hårde synspunkter, men de blev ved forhandlingsbordet og brugte Storbritanniens indflydelse til at få indrømmelser. Cameron har sat sig uden for forhandlingslokalet, og det er ikke i Storbritanniens interesse.
RÆSON: Professor Peter Nedergaard og EU-minister Nicolai Wammen siger til RÆSON, at de forventer, at finanspagten bliver indskrevet i traktaten akkurat som Schengen-aftalen blev det.
Helmersen: Hvis de gennemfører det i den hast, så kan man godt få en dramatisk situation i Storbritannien. Cameron har lovet, at hvis det kommer til traktatændringer, så vil han udskrive folkeafstemning, og da flertallet af briterne ifølge den seneste meningsmåling ønsker at forlade EU, så kan det blive meget dramatisk. Det kan meget vel ende med, at Storbritannien – måske ikke trækker sig ud af EU – men som minimum vil kræve en omfattende genforhandling af deres EU-medlemskab.
Messerschmidt: Jamen, det kommer slet ikke på tale. Finanspagten kommer ikke til at blive indskrevet i traktaten, for det går Storbritannien aldrig med til.
RÆSON: Hvad er det så for et ærinde, som Merkel og Sarkozy har, når de siger, at finanspagten skal indskrives i traktaten? Er det fordi de er urealistiske, eller har de en skjult dagsorden?
Messerschmidt: Man skal først og fremmest huske på, at finans- og valutamarkederne handler meget om psykologi. Det handler meget om, hvilket signal man er i stand til at sende. Merkel og Sarkozy – Sarkozy i særlig grad, fordi han gerne vil genvælges, når der snart er præsidentvalg i Frankrig – har enorm interesse i at vise, at de tror på projektet. Og det bliver stadig sværere for dem, fordi deres vælgere ikke gør det. Omkring 90 procent af tyskerne ønsker at smide Grækenland ud af euroen. Så det er en svær situation for Merkel. Derfor er hun nødt til at gå all in og insistere på, at finanspagten skal have den stærkeste retskraft overhovedet. Også selvom hun godt ved, at det ikke kan lade sig gøre. For man kan ikke ændre traktaten, hvis ikke alle lande er enige om det. Og det ville være selvmord for Cameron at gå med til en traktatændring, der vil få Storbritannien tættere på euroen.
RÆSON: Så er det et rent bluf fra Merkel og Sarkozys side?
Messerschmidt: Ja, men der er heller ikke brug for mere. Det eneste, der er brug for, er at sende et signal til markederne om, at de lande, der er en del af euroen, ønsker at respektere finanspagten på linje med, hvis den var i traktaten.
RÆSON: Men hvad giver markederne grund til at tro på det signal, når de ved, at Merkel og Sarkozy spiller et bluf-spil?
Messerschmidt: Det gør de heller ikke. Har du set aktiekurserne?
RÆSON: Men er det så en forfejlet strategi, som Merkel og Sarkozy har lagt?
Messerschmidt: Ikke hvis det alene handler om at indskrive de nye vækst- og stabilitetskrav i den del af traktaten, der i dag indeholder vækst- og stabilitetspagten. For Storbritannien vil ikke have noget imod, hvis man laver en kirurgisk meget præcis ændring, hvor man alene indskriver det nye 0,5 procent-kriterium og golden-rule-reglen.

RÆSON: Der er snart præsidentvalg i Frankrig, hvor Hollande, der er meget kritisk over for finanspagten, står til at vinde. Er Camerons strategi at trække tingene i langdrag og håbe på at blive reddet af Hollande?
Illeborg: Det er et godt råd og en meget plausibel strategi. Og hvis jeg skal være ærlig, så tror faktisk, at det er Camerons strategi. Jeg tror på mange måder, at præsidentvalget i Frankrig kan vise sig at blive en lille redningsplanke for Cameron. Dels fordi det sandsynligvis vil udskyde beslutningsprocessen, og dels fordi Hollande, hvis han vinder, sandsynligvis vil genforhandle alle vilkårene omkring finanspagten. Derfor kan det være, at vi om et øjeblik står i en helt anden situation, hvis Hollande går hen og vinder. Det ændrer dog ikke ved den kontinuerlige problematik, der er ved at være konservativ premierminister, som Helmersen også taler om.

RÆSON: EU-modstandere i Camerons eget konservative parti vil have EU-medlemsskabet til folkeafstemning. Hvor sandsynligt er det, at Cameron udskriver en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemsskab?
Helmersen: Det afhænger af, hvordan forhandlingsforløbet kommer til at foregå. Cameron kan meget vel blive presset til at tage en folkeafstemning. Måske ikke om det fulde EU-medlemsskab, men om aspekter af det. Eller en folkeafstemning, der går på, at Cameron skal have rygdækning til at forlange forhandlinger af en række af vilkårene af Storbritanniens medlemskab. Cameron fremstår som tillidsvækkende, er god til at holde taler og står godt i meningsmålingerne – aviserne kalder ham ”Lucky David”, fordi han, uanset hvor dårligt det går med økonomien, fortsat stiger i meningsmålingerne. Alligevel er Cameron en forholdsvis svag premierminister, fordi det konservative bagland ikke har glemt fiaskoen ved valget i 2010: Han ikke skaffede dem det absolutte flertal, som alle havde regnet med. Og begynder han at ryste en lille smule på hånden, ligger snakken om et lederskifte ikke ret langt væk. Men hvis et lederskifte kommer, vil det formentlig først være efter det næste valg.
Illeborg: Jeg er på mange måder enig med Helmersen, men jeg mener ikke, at Cameron er helt så svag. For det første er der ikke nogen anden oplagt lederkandidat fra det konservative parti – der er simpelthen ikke nogen, der har Camerons karisma. Og for det andet er det lykkes Cameron at balancere mellem højrefløjen i hans eget konservative parti og så det andet regeringsparti, liberal demokraterne. På nogle måder har det muliggjort, at Cameron har kunne føre en politik, der var ham mere personlig kær, end han ellers ville have kunnet. Liberal demokraterne har fået meget af skylden for de ting, som Cameron måske også gerne selv ville igennem med. I forhold til en folkeafstemning, så er det bestemt ikke noget, man ønsker, hvis man har det mindste ønske om at blive i EU. I sidste meningsmåling fra december ville 43 procent af briterne forlade EU, og kun 36 procent ville blive i EU. Så ”be careful what you wish for” (pas på med, hvad du ønsker, red.), for begynder man at stemme om forandringer, kan det hurtigt udvikle sig til noget, som ikke er i Storbritanniens interesse.
RÆSON: Så selvom den konservative højrefløj kræver en folkeafstemning om EU-medlemsskabet, og selvom Cameron er udsat for massiv kritik for ikke at vedholde sit veto om, at finaspagt-landene kan bruge EU-institutionerne, så vil vi ikke – når det kommer til stykket – se en folkeafstemning om EU-medlemsskabet?
Illeborg: Nej. Det tror jeg ikke, de tør. Cameron er ikke modstander af EU. Han er for EU, men vil ikke være styret af EU.

RÆSON: Kan Cameron løbe fra sit løfte og gennemføre en traktatændring uden en folkeafstemning, hvis han skal gøre sig forhåbning om at blive genvalgt?
Helmersen: Det afhænger af, om han kan lykkes med at konstruere en traktatændring, så den ikke er suverænitetsafgivende. Tidligere premiereministre, blandt andet Tony Blair, slap af sted med at løbe fra sit løfte om en folkeafstemning om EU-spørgsmålet ved at fremlægge traktatændringen som noget, der ikke var så alvorligt. Cameron kan måske også overleve at løbe fra sit løfte om en folkeafstemning. Men det kræver, at han kan dreje debatten i Storbritannien væk fra spørgsmålet om suverænitetsafgivelse over på et spørgsmål om økonomi. Hvis Cameron kan skabe en fortælling om, at Storbritannien er så tæt økonomisk forbundet med resten af EU, og at det vil gøre økonomisk ondt at trække sig ud af EU, så kan han måske overbevise befolkningen om nødvendigheden af en traktatændring.
RÆSON: Og Cameron vil se sig presset til at løbe fra sit løfte om en folkeafstemning?
Helmersen: Ja, jeg tror ikke, at han tør udskrive folkeafstemning.
Illeborg: I det lange løb bliver det svært for Cameron, at overleve et løftebrud af den karakter. Man kunne derfor forestille sig et scenarie, hvor man laver en delikat afstemning om nogle ting, som ikke er så vigtige, og som briterne så kan få lov til at give et rungende nej til. På den måde kan Cameron holde sit løfte, briternes EU-skepsis blive hørt, og Storbritannien kan blive i EU. Problemet er, at det ikke vil være nok for Camerons EU-skeptiske bagland. Cameron går rundt i et minefelt, og som en balletdanser skal han danse rundt på tæer for ikke at træde på en mine, der kan få det hele til at springe i luften. Det vil blive svært, men han har indtil nu klaret det udmærket.

RÆSON: Seneste meningsmålinger viser, at et flertal af briterne vil forlade EU. Hvis der var folkeafstemning i morgen ville Storbritannien med al sandsynlighed stemme nej, og måske forlade EU, sådan som Lissabon-traktaten fra 2009 giver mulighed for. Er det ikke et farligt spil, som Merkel og Sarkozy spiller?
Illeborg: Jo. For et EU uden Storbritannien vil være et ret forkvaklet EU. Derfor vil Cameron også kunne appellerer til fornuften hos Merkel og Sarkozy eller den kommende franske præsident om, at presser de Storbritannien for meget, risikerer de at presse Storbritannien ud af EU. Cameron kan sige: ”pas nu på, vi er allerede presset nok. I risikerer at tvinge Storbritannien ud i et enten-eller-spørgsmål, som kan betyde, at Storbritannien forlader EU”.
Messerschmidt: Briterne vil sige nej til en hvilken som helst traktatændring, som de bliver forelagt. Men man skal huske på, at der meget vel kan være noget pistol-politik i det her. Cameron lovede også en folkeafstemning om Lissabon-traktaten i 2009, men han krøb ynkeligt væk fra sit løfte, efter han var blevet valgt som premiereminister. Så der kan meget vel være en pistol-politik i, at man hele tiden øger indsatsen i håb om, at der ikke er nogen, der kalder ens bluf.
RÆSON: Så du mener ligesom Helmersen, at Cameron vil krybe fra sit løfte om en folkeafstemning?
Messerschmidt: Ja, det tror jeg.
RÆSON: Og mener du som Helmersen, at Cameron vil kunne overleve som premiereminister, hvis han løber fra sit løfte?
Messerschmidt: Det har han gjort før, og det kan han gøre igen. Hvis du ser målingerne i dag i forhold til de britiske partier, der opstiller til EU-parlamentet, så står UKIP, som ønsker Storbritannien helt ud af EU, til at få de fleste pladser. Men på grund af det britiske valgsystem (flertal i enkeltmandskredse, red.), kan UKIP ikke komme i det britiske underhus, fordi de ikke få over 50% af stemmerne i nogen valgkredse. Derfor sidder Cameron relativt sikkert i sædet.

RÆSON: Så sidder Cameron i virkeligheden med de gode kort på hånden?
Messerschmidt: Ja, det kan man godt sige. Eventuelle traktatændringerne vil blive meget små, og det vil gøre, at Cameron kan gå ud at sige, at han har presset Tyskland og Frankrig til det yderste, og at traktatændringerne ikke vil betyde noget for Storbritannien, fordi de alene vil omfatte eurolandene og de lande, der har medgivet, at de vil være med. Og så vil Cameron få kommissionen til at tilbagetrække forslaget om en Tobin-skat, som Kommissionen har spillet ud med for netop at have noget at give briterne.
RÆSON: Så Cameron kan ende med at komme ud af sin knibe som den store sejrherre?
Messerschmidt: Ja, det mener jeg bestemt.
Helmersen: Jeg ved ikke om Cameron har trumfkortet, men han har en fornuftig forhandlingsposition, fordi tyskerne og franskmændene jo slet ikke er interesseret i, at Storbritannien forlader EU. De seneste par måneder har den ikke fået for lidt på retorikken fra hverken franskmændene eller briterne. Men under det hele ligger er en politisk dagsorden, som ikke når avisernes spalter. Man diskuterer de her ting på formentlig noget mere fornuftig vis. Jeg forventer, at man finder en eller anden form for kompromis, der gør, at briterne ikke bliver presset af de øvrige EU-lande til at holde en folkeafstemning. Hvis, der blive tale om en folkeafstemning, kommer det nok snarer på grund af nogle interne politiske forhold i Storbritannien.
RÆSON: Så i den kommende tid vil vi komme til at se et forløb, hvor Tyskland og Frankrig og Storbritannien vil nærme sig hinanden og give indbyrdes indrømmelser?
Helmersen: Ja, for situationen er så alvorlig, at man bliver nødt til at finde en løsning.

RÆSON: Helmersen siger, at hvis det kommer til en folkeafstemning, så vil det være på grund af indre politiske forhold i Storbritannien og ikke på grund af pres fra Tyskland og Frankrig. De liberale er rasende over, at Cameron har isoleret Storbritannien. Kan de finde på at forlade regeringen?
Illeborg: Det umiddelbare svar er et klart nej, fordi de liberale har stået så svagt i meningsmålingerne siden valget. Selvom Nick Clegg og liberal demokraterne på det sidste har fået lidt oprejsning, så er deres vælgertilslutning fortsat så lav, at det ville være politisk selvmord at forlade regeringen. Så det taler også for, at Cameron er lidt mere sikker i stolen, end man lige skulle tro. For de liberale skal opleve en helt anden vælgertilslutning, før de tør gøre noget som helst. De liberale er meget forsigtige, fordi de ved, at de konservative har et potentielt kort: hvis Cameron på et tidspunkt ligger rigtig godt til i meningsmålingerne, kunne han måse finde på at udskrive valg.
RÆSON: Så Cameron står i virkelighed stærkt trods problemer fra alle sider?
Illeborg: Ja, selvom han står midt i et minefelt, så er der så mange ting rundt om Cameron, der gør, at andet end Cameron som partileder og premierminister ikke rigtig er muligt. Så selvom Cameron står midt i så enormt mange problemstillinger, og nogle af dem nærmest er uløselige, så sidder han alligevel sikkert i stolen. Der ikke er nogen stærk oppositionsleder, og de liberale er nærmest helt udtværet.
Helmersen: Jeg er enig. Cameron står stærk på den måde, at der ikke er nogen oplagt modkandidat i hans eget parti, Labours Mitt Milliband er en svag oppositionskandidat, og de liberale kunne ikke drømme om at forlade regeringen og tvinge Cameron til at udskrive valg i utide. Men Camerons problem er fortsat, at han ikke har autoritet i sit eget parti i forhold til EU-spørgsmålet.
RÆSON: Cameron har allerede givet Nick Clegg og de liberale indrømmelser ved at tilbagetrække sit veto mod at lade finanspagt-landene benytte EU’s institutioner. Har de liberale en forhandlingsposition til at kunne få flere indrømmelser fra Cameron?
Illeborg: Forholdet mellem Nick Glegg og Cameron er bedre personligt, end mange tror. Og jeg tror, at Clegg vil få nogle lunser kød af Cameron, når det passer. Forstået på den måde, at Clegg kan stå oprejst – eller i hvert fald nogenlunde oprejst – i sit eget parti. Men det er svært at se de liberale sætte nogen som helst dagsorden, fordi de herved vil risikere regeringens stabilitet i fremtiden.

RÆSON: Storbritannien handler i stigende grad med resten af verden og i mindre grad med Europa. Hvad kan det på sigt betyde for Storbritanniens position i EU?
Illeborg: En meget vigtig detalje er, at Storbritannien i høj grad selvfølgelig ser sig selv som en del af Europa, men i mindst ligeså høj grad og i stigende grad som en del af den engelsk talende verden, som en del af G7 og G20 – og at den britiske handelstendens klart er, at man handler mere og mere med alt andet end Europa. Europa-problematikken vil derfor ud i fremtiden på et tidspunkt måske ændre sig, fordi Europa bliver lidt mindre vigtigt for Storbritannien, end det er i dag. Sker det, så har vi en helt ny situation. Man godt kunne forestille sig et EU med en helt anderledes deltagelse fra Storbritanniens side, end tilfældet er i dag.
Helmersen: Det er en interessant betragtning, som jeg er meget enig i. Den stigende britiske handel uden om Europa kan blive interessant i den interne EU-debat i Storbritannien fremover. Den kan måske give ekstra ammunition til de folk i Storbritannien og i det konservative parti, som ønsker en anderledes position for Storbritannien i EU.
RÆSON: Hvad er tidshorisonten for det her scenarie?
Helmersen: Det er vanskeligt at sige, men inden for en ti-års-periode kan det godt begynde at slå igennem for alvor i debatten i Storbritannien.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Conservative Party via Flickr