Brasilien: Dilma træder ud af Lulas skygge

Brasilien: Dilma træder ud af Lulas skygge

15.01.2012


Efter et år på præsidentposten er Dilma Rousseff ved at træde ud af sin populære forgænger og politiske mentor, Luiz Inácio Lula da Silvas, skygge. For selvom seks ministre i Dilmas regering allerede har måttet træde tilbage som følge af korruptionsanklager, er præsidenten kommet styrket ud af modgangen. Hun har for alvor sat sit eget aftryk på regeringen og nyder stor popularitet i befolkningen.

Af Michael Clausen

Nytårsdag kunne Dilma Rousseff se tilbage på et år, hvor hun trods modgang har konsolideret sig på præsidentposten. Et år forinden havde hun taget over fra sin politiske mentor, Luiz Inácio Lula da Silva, der efter otte år havde forladt præsidentpaladset Planalto i hovedstaden Brasília som en historisk populær præsident. Det er i høj grad Lula, der står bag opfindelsen af Dilma som politisk figur. Han udnævnte hende først til energiminister og senere til stabschef i sin anden præsidentperiode. Dernæst håndplukkede han Dilma, der på det tidspunkt endnu var ganske ukendt i den brede offentlighed, som sit og Arbejderpartiets (PT) bud på en præsidentkandidat forud for præsidentvalget i 2010. Lula kastede sig ind i Dilmas valgkampagne og arm i arm turnerede de to rundt i det store land, hvor Lula forsikrede sine begejstrede tilhængere om, at Dilma var kvinden, der kunne føre hans politik videre. Projektet lykkedes, og båret frem af Lula opnåede Dilma en komfortabel valgsejr, der gjorde hende til Brasiliens første kvindelige præsident.

Korruption har overskygget politik
Som i så mange andre latinamerikanske lande har korruption været en rodfæstet del af såvel hverdagslivet som politik på øverste niveau i Brasilien gennem landets historie. Også i moderne tider har den ene store skandale afløst den anden. Eksempelvis blev Fernando Collor de Mello, den første præsident, der blev valgt direkte af folket siden genindførelsen af demokrati i 1985, tvunget til at trække sig fra præsidentposten efter en gigantisk korruptionsskandale allerede i sit tredje år som præsident. Siden har samtlige partier i Kongressen på et eller andet tidspunkt været involveret i korruptionssager. I 2010 var knap en fjerdedel af medlemmerne af Kongressens to kamre enten dømt eller anklaget for korruption.

Brasilien klarer sig også dårligt i internationale sammenligninger. Ifølge Transparency Internationals rapport fra 2011 rangerer Brasilien som det 73. mest korrupte land ud af 183 lande – efter lande som Ghana, Namibia, Saudi Arabien og Cuba. Forskellige undersøgelser estimerer desuden, at korruption hvert år koster den brasilianske stat, hvad der svarer til mellem 2 og 5 procent af bruttonationalproduktet.

Korruption har da også været det altoverskyggende emne på den politiske dagsorden i løbet af Dilmas første år som præsident. Afsløring på afsløring af omfattende korruption har ramt centrale medlemmer af hendes regering uden dog på nogen måde at kunne kædes sammen med Dilma selv. Således er hele seks ministre i hendes regering siden juni måned enten blevet fyret eller tvunget til at trække sig tilbage som følge af magtmisbrug af forskellig karakter.

Dilmas styrkede position
De mange korruptionssager har nødvendigvis skadet regeringens generelle image i medierne og hos befolkningen, samtidig med at de har taget en del af opmærksomheden fra en række ambitiøse sociale programmer, Dilma har forsøgt at promovere. Alligevel kan skandalerne betragtes som held i uheld for den nye præsident. Hendes kontante håndtering af skandalerne nyder stor anerkendelse hos brasilianerne. Det mener Timothy J. Power, politolog ved University of Oxford og forfatter til adskillige bøger og artikler om demokrati og korruption i Brasilien.

”Lulas håndtering af korruptionssager gik normalt ud på at tøve og købe sig tid for derefter offentligt at bakke den anklagede minister op. Lula er meget konfliktsky og hader at fyre folk. Det har Dilma ingen problemer med. Ud af vagten. Flere ministre er blevet fyret øjeblikkeligt, mens andre er blevet tvunget til at trække sig. Det må man give hende stor kredit for. Af de seks præsidenter, Brasilien har haft siden genindførelsen af demokrati i 1985, har Dilma været den mest konsekvente i håndteringen af korrupte ministre – mere konsekvent end selv Itamar Franco og Fernando Henrique Cardoso,” siger Timothy J. Power til RÆSON.

Samtidig påpeger han, at de mange ministerskandaler har givet Dilma en uventet mulighed for at træde ud af Lulas skygge:

”Enhver politiker, der ligesom Dilma er skabt af en anden politiker, ønsker at træde ud af deres skabers skygge og etablere sin egen identitet. Folk troede, at hun ville gøre dette gennem politiske tiltag, men hun har i højere grad gjort det gennem udnævnelser. Hun benytter enhver mulighed for at slippe af med de ministre, hun arvede fra Lula og erstatte dem med sine egne folk. Med undtagelse af fyringen af Antonio Palocci [den indflydelsesrige stabschef, der i juni måned blev anklaget for korruption begået som privatperson, inden han blev medlem af regeringen, red.], som hun virkelig gerne ville have beholdt, har ministerfyringerne helt klart været til Dilmas fordel. Hendes regering er i højere grad blevet en Dilma-regering end en Lula-regering, og det hjælper hende.”

Selvom Lula i oktober sidste år fik konstateret strubekræft og stadig er under behandling, spøger han stadig i kulissen. Indtil sygdommen indtraf, spillede den tidligere præsident således en nøglerolle i Arbejderpartiets nomineringer af kandidater til de vigtigste borgmesterposter rundt omkring i Brasilien forud for lokalvalgene til efteråret. Derudover agerede han ofte som Dilmas rådgiver og fortrolige. Alene i kraft af sin enorme karisma og fortsatte popularitet blandt befolkningen, hersker der næppe tvivl om, at Lula ikke har udspillet sin rolle i brasiliansk toppolitik, hvis helbredet ellers tillader det. Han har sågar nægtet at udelukke sig selv som præsidentkandidat i 2014, når han af forfatningsmæssige årsager ikke længere er forhindret i at stille op. Det rykker dog ikke ved det samlede billede af, at Dilma er kommet styrket ud af 2011.

Mere populær end sine forgængere
Dilmas styrkede position afspejles i høj grad også i meningsmålingerne, der viser, at brasilianerne ser hende som en del af løsningen snarere end en del af korruptionsproblemet. Ifølge de seneste meningsmålinger er 56 procent af brasilianerne tilfredse med regeringen. Dilmas personlige popularitet er endnu højere, idet hele 72 procent er tilfredse med hendes indsats som præsident. Dilma nyder med andre ord større opbakning end forgængerne Cardoso og Lula, der efter et år ved magten havde opbakning fra hhv. 57 og 66 procent af befolkningen.

Brasilianernes vrede over den fortsatte korruption på højeste politiske niveau, der siden september har medført en markant folkelig mobilisering i form af adskillige demonstrationer i Brasília, São Paulo, Rio de Janeiro samt i en række andre større byer, har sigende nok heller ikke været rettet mod præsidenten. Demonstranternes utilfredshed har i stedet været rettet mod den politiske klasse i almindelighed. Dilmas kamp mod korruption i sin egen regering er af de brasilianske medier, med en slet skjult hentydning til præsidentens køn, blevet kaldt for en faxina ética, en etisk hovedrengøring. Langt størstedelen af demonstranterne deler den opfattelse.

Økonomien stadig afgørende
Dilmas kamp mod korruption ser ud til at fortsætte ind i 2012. Da hun først i januar vendte tilbage til Brasília fra ferie i Bahia, stod håndteringen af endnu en korruptionssag på ministerniveau øverst på dagsordenen. Denne gang er det ministeren for national integration, Fernando Bezerra, der står anklaget for at have omdirigeret midler beregnet til forhindring af naturkatastrofer til sin politiske base i hjemstaten Pernambuco i det nordøstlige Brasilien. Et andet tema står imidlertid endnu højere på dagsordenen: økonomi. Dilmas fortsatte popularitet afhænger nemlig også i høj grad af, hvorvidt økonomien kommer tilbage på sporet i 2012. For selvom Brasilien i 2011 overhalede Storbritannien og nu indtager pladsen som verdens 6. største økonomi, er bruttonationalproduktet per indbygger tre gange større i Storbritannien end i Brasilien. Der er med andre ord stadig massiv social og økonomisk ulighed i Brasilien. Kun med solid økonomisk vækst kan der blive råd til at fortsætte med dyre sociale programmer som Bolsa Família til gavn for de mest ressourcesvage brasilianere – Dilmas mest trofaste vælgergruppe. Derudover skal der findes midler til de mange infrastrukturprojekter, hvis realisering er påkrævet inden afholdelsen af VM i fodbold i 2014 og OL i Rio de Janeiro i 2016. Efter at have vokset med 7,5 procent i 2010, oplevede den brasilianske økonomi en mere beskeden vækst på cirka 3 procent i 2011 – og i tredje kvartal gik økonomien endda helt i stå. Der hersker forskellige forventninger til Brasiliens økonomi i 2012. Mens landets uafhængige centralbank på nuværende tidspunkt forudser en vækst i omegnen af 3,5 procent i 2012, er regeringen mere optimistisk. Finansminister Guido Mantega forventer således en vækst på omkring 5 procent, idet han bedyrer, at regeringen vil sænke renten yderligere og komme med andre tiltag med det formål at stimulere økonomien, hvis væksten skulle stagnere i løbet af året. Råderummet er dog begrænset. Inflationen landede i 2011 på 6,5 procent, hvilket er den højeste stigning siden 2004, og kun lige netop inden for den officielle målsætning.

Michael Clausen (f. 1982) er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet. Studieophold ved University of Oklahoma med studier i amerikansk udenrigspolitik samt politik og demokratisering i Latinamerika. Skrev speciale om Kinas udenrigspolitik over for Latinamerika. Studerer brasilianske studier ved Aarhus Universitet. Ekspertiser: International politik, USA, Latinamerika, Brasilien. ILLUSTRATION: (Redebrasilatual via flickr)