Borgmester Thomas Gyldal (S): S har et projekt, men mangler klar politik

Borgmester Thomas Gyldal (S): S har et projekt, men mangler klar politik

16.09.2012


RÆSONS PERSPEKTIVSERIE
Af Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev (S)

REGERINGENS krise er Socialdemokraternes krise. Danskernes forventninger til regeringen er naturligvis knyttet til Socialdemokraterne, og den manglende opbakning til regeringen må først og fremmest tilskrives en for svag socialdemokratisk profil og fravær af socialdemokratiske svar på centrale politiske udfordringer.
Skal regeringens svære første år vendes til en reel mulighed for genvalg, må og skal Socialdemokraterne påtage sig et stærkere lederskab af regeringen. Og leve op til den tillid og de forhåbninger, som et stort flertal af danskerne fortsat nærer til vores parti.
Som socialdemokratisk borgmester i Herlev møder jeg hver dag de forventninger, som den brede middelklasse har til deres hverdag. Det handler om tryghed og muligheder. For dem selv og deres børn. Det handler ganske enkelt om, at i morgen skal blive bedre end i dag. Præcis den forventning har Socialdemokraterne historisk været dygtige til at leve op til, og skal vi gøre os forhåbninger om at sætte et lige så stort præg på det 21. århundrede, som Stauning, Krag og Nyrup satte på det 20., så har vi brug for igen at få vores parti synkroniseret med middelklassens værdier og håb.

Samfundets vigtigste ressource er: Middelklassen.
Hvem er så egentlig denne middelklasse? Det er den store gruppe af danskere, der har det til fælles, at de går på arbejde (eller har gjort det i et langt arbejdsliv) og svarer enhver sit.
Det er de mennesker, der forventer at samfundet leverer velfungerende offentlige tilbud som daginstitutioner med pasningsgaranti og en udviklende pædagogik. En folkeskole med så meget og kvalificeret undervisning at både stærke og svagere elever udfordres. Et aktivt fritidsliv i gode rammer. En ældreomsorg med værdighed. Et sundhedsvæsen, der prioriterer behandling af mennesker over bureaukratisk logik. Og trygge boligområder med stærke fællesskaber og en kontant håndtering af kriminelle grupper, der angriber fællesskabet. Det er de mennesker, der forventer, at politikernes snak om job, vækst og respekt for dem, der hver dag smører madpakke til børnene rent faktisk også betyder, at de sætter handling bag ordene.
De ønsker svar på, hvordan vi i et årti, der vil være præget af økonomisk smalhals, vil prioritere til fordel for uddannelse, job og sundhed til alle. Samt hvordan vi giver det lokale demokrati i kommunerne tilstrækkelig frihed til at indrette velfærdstilbuddene i overensstemmelse med borgernes konkrete behov og forventninger.
Middelklassen bor i Herlev. Sådan nogle som mig og min familie, og alle dem jeg voksede op sammen med i det sociale boligbyggeri, mine kammerater fra fodboldklubben og dem jeg i dag møder i Herlev Bymidte, når jeg køber ind. Det er den slags mennesker, der er flest af i vores lille land. Danmark og den socialdemokratiske velfærdsmodel er bygget af middelklassen.
Middelklassens hverdag og værdier er af og til mål for hån og foragt, når den såkaldt kreative klasse eller venstrefløjens økologiske elite ruller sig ud. Men middelklasse er ikke et skældsord. Det er hædersbevisning.
Middelklassen udgør den væsentligste ressource i vores samfund. De efterspørger stærke fællesskabsløsninger, giver dem liv og indhold (og dermed værdi for svagere grupper) med deres deltagelse, og de finansierer dem via deres skattebetalinger.
Det er middelklassens efterspørgsel, finansiering og opbakning, der gør det muligt at opretholde og udvikle velfærdssamfundets bærende fællesskabsinstitutioner. Institutioner, der giver middelklassen selv de bedste betingelser for udvikling, samt åbner døren for social mobilitet for børn og unge, der vokser op i familier uden uddannelse, uden job, uden håb. Fællesskabsinstitutionerne er kernen i den socialdemokratiske velfærdsmodel, og modellens levedygtighed afhænger – ligesom Socialdemokraternes mandattal i Folketinget – af middelklassens opbakning.
Vores løfte til middelklassen er, at vi altid vil varetage deres interesser – og at vi samtidig sørger for, at de børn, der er så uheldige at vokse op udenfor middelklassen, kan få næring til deres håb om en dag at blive en del af middelklassen.
Dét er den danske drøm. I modsætning til højrefløjens liberalistiske fatamorgana har det socialdemokratiske velfærdssamfund bevist sit værd. Vi har løftet tusindvis af fattige børn ud af sølet og ind i middelklassen, og samtidig har vi løftet middelklassen, så Danmark i dag ikke blot er en af de rigeste, men samtidig den lykkeligste nation i verden.

Holdbarhed i økonomien er et middel – ikke et mål.
Når danskernes forhold til Socialdemokraterne netop nu er præget af manglende tillid, skyldes det, at middelklassens forventninger til en socialdemokratisk udvikling af de bærende fællesskabsinstitutioner ikke bliver indfriet.
Jeg mener ikke, at danskerne – som nogle kommentatorer bilder sig selv ind – går og venter på det store socialdemokratiske projekt. For det kender de. Rent faktisk venter de på, at den socialdemokratiske velfærdsmodel tager de næste skridt frem med konkrete forslag, der gør deres børns skole, deres gamle fars plejehjem eller deres egen mulighed for job eller uddannelse endnu bedre.
De ryster på hovedet, når regeringens politik bliver båret af radikal og finansministeriel logik. De kan ikke genkende og tro på et socialdemokratisk parti, der vil ofre Keynes og den konjunkturudlignende politik på den overholdbare økonomis alter, og erstatte viljen til at gøre det rigtige med ”nødvendighedens politik”.
Ansvarlig drift og sikker økonomisk styring har altid været et vigtigt middel for socialdemokrater, men målet er større og langt mere nærværende for den enkelte dansker: Nemlig mere tryghed og flere muligheder i hverdagen.
Danskere skal have klare socialdemokratiske bud på, hvordan vi via sikker økonomisk styring vil prioritere den offentlige økonomi til mere kvalitet i indsatsen for børn, uddannelse, ældre og sundhed. Men også gøre det klart, at det vil kræve samarbejde med private aktører og større inddragelse af frivillige foreninger, hvis ligningen med stram økonomi og stigende forventninger skal gå op. For skal den socialdemokratiske velfærdsmodel bestå, kræver det at den tilpasser sig til gældende vilkår.

Tillid til partiet og tilliden til velfærdsmodellen er to sider af samme sag.
Skal regeringen på kort sigt vinde danskernes tillid tilbage, skal der gives konkrete svar i stort og småt. Konkret politik, der bevæger hverdagen for de fleste danskere. I den forbindelse skal den netop vedtagne skattereform have ros. En aftale, der letter skatten på arbejde for både lavindkomst- og mellemindkomstgrupperne, og skaber øget aktivitet og flere arbejdspladser, er en god aftale. Det bør nu følges op med politiske initiativer for børn, uddannelse, ældre og sundhed, der viser middelklassen, at Socialdemokraterne har store ambitioner på vegne af vores fællesskabsinstitutioner – også i en krisetid.
Hvis danskerne mister troen på Socialdemokraternes vilje og evne til at udvikle og styrke fællesskabsinstitutionerne, er konsekvenserne alvorlige. For så vælger middelklassen i stigende grad fællesskabet fra, og vælger i stedet private og individuelle løsninger til. Faldende efterspørgsel på fællesskabsløsninger giver faldende opbakning. Og så taber vi alle sammen. Middelklassen taber, fordi de kollektivt finansierede institutioner giver høj kvalitet til alle uanset den enkeltes aktuelle indkomstniveau, og dermed udnytter ressourcer og talentpotentiale bedst muligt. De svageste grupper taber, fordi de fællesskabsinstitutioner, de er så afhængige af, mister kvalitet. Både fordi finansieringen udhules, når middelklassens betalingsvillighed falder proportionalt med deltagelsen. Men også fordi det er afgørende for kvalitet og social læring i fx dagtilbud og folkeskole, at børn mødes på tværs af forældrenes indkomst, uddannelsesniveau og kulturelle baggrund. Ikke mindst for børn i sårbare familier er det afgørende vigtigt at kunne spejle sig i jævnaldrene kammerater, hvis hverdagsliv og normer adskiller sig fra det, de oplever derhjemme.

Betalingsringen og det defekte kompas.
Lige så vigtigt som troværdige bud på, hvordan vi skaber mere tryghed og flere muligheder for brede grupper, er det at undgå forslag, som gør det modsatte. Derfor er det afgørende, at verdensfjerne teoretiske overvejelser fra SF’s eller de radikales bagland afvises hurtigt og præcist, inden de påvirker opfattelsen af regeringen og Socialdemokraterne.
Hvor galt det kan gå, når det socialdemokratiske kompas er i stykker, lærte vi i debatten om betalingsringen omkring København. Et forslag, der ville betyde, at mange familier i Hovedstadsområdet ikke længere ville have råd til den bil, der får arbejde og familieliv til at hænge sammen. At mange mennesker uden for København ville få deres veje fyldt med bilkøer, fordi vejene i København skulle fredeliggøres. At boligområderne i omegnskommunerne ville blive omdannet til parkeringskaos, fordi mange mennesker ville stille bilen uden for ringen og tage toget det sidste stykke. At forretninger tættest på ringen ville lukke, så lokalsamfundene mistede både arbejdspladser og indkøbsmuligheder.
Det var en stor glæde, at statsministeren fik betalingsringen kvalt inden fødslen, men det var en belastning for partiet, at socialdemokrater uden for Christiansborg skulle bruge så mange kræfter i så lang tid for at få det til at ske. Den proces gav desværre det indtryk, at man i den socialdemokratiske ledelse af regeringen støttede betalingsringen på trods af borgernes bekymring og interesser. Også selvom det muligvis ikke var tilfældet.
Jeg mener, at det var en indlysende nødvendig beslutning, at Socialdemokraterne valgte hensynet til borgernes hverdag frem for hensynet til venstrefløjens modstand mod privatbilisme. Var betalingsringen blevet til virkelighed, havde det været et alvorligt svigt af middelklassen – dvs.: af de mennesker, der bærer de største forventninger til Socialdemokraterne. Betalingsringen er et lærestykke i, hvordan Socialdemokraterne aldrig må føre politik.

Fremgang kræver stærkere alliance med middelklassen.
Regeringens første år har været vanskeligt. Den økonomiske krise er dyb og langvarig. Den parlamentariske situation er kompliceret. Der har været et stærkere fokus på det langsigtede reformspor end på konkrete resultater her og nu, og det har svækket tilliden til regeringen og troen på det socialdemokratiske lederskab. Men vanskelighed kan vendes til overtag, hvis Socialdemokraterne giver troværdige bud på sammenhængen mellem den langsigtede økonomiske ansvarlighed og behovet for udvikling af centrale velfærdsområder allerede i dag.
Det kræver, at det socialdemokratiske lederskab i regeringen træder mere synligt frem. Både SF og de radikale må bringes til at forstå, at regeringen skal appellere til mindst 50 procent af danskerne for at gøre sig fortjent til genvalg. Det betyder, at alliancen med middelklassen skal bygges stærkere.
Vi har et klart projekt, og vi har viljen til at udleve det også i vanskelige tider. Derfor er det nu tid til at omsætte projekt og vilje i klar politik og konkrete resultater. Hvis ikke vi lykkes, går både vores parti og vores velfærdsmodel en svær tid i møde allerede efter næste folketingsvalg. ■

Thomas Gyldal Petersen (f.1975) blev i 2011 borgmester i Herlev Kommune. ILLUSTRATION: Thorning-Schmidt, 1. maj 2001. FOTO: Socialdemokraterne (pressefoto)

zp8497586rq