Antiamerikanisme i Rusland? Russernes forhold til USA er lige så turbulent som altid

Antiamerikanisme i Rusland? Russernes forhold til USA er lige så turbulent som altid

07.10.2012


Udbredt russisk antiamerikanisme er en af konsekvenserne af de historiske stridigheder mellem Rusland og USA. Obama og Clinton proklamerede, at de ville forbedre forholdet, men det er ikke lykkedes i nævneværdig grad, og kommer heller ikke til det foreløbigt, vurderer Ruslandseksperterne Jens Worning og Anton Verevkin.

INTERVIEWS af Nadja Aarøe Simonsen og Sahra-Josephine Hjorth



ANTIAMERIKANISME 4 ÅR EFTER
: Verden jublede, da Obama undskyldte fortidens fejl og lagde op til en ny start. RÆSON spørger Latinamerika, Rusland, Afrika, Europa, Asien og den muslimske verden: Elsker I stadig Obama?
Antiamerikanisme i Israel? Obama har været en katastrofe
Antiamerikanisme i Afrika? Obama har skuffet, men han har stadig rockstjernestatus
Antiamerikanisme i Pakistan? Obama er ligesom Bush – eller værre


Det sagde Obama: Det amerikansk-russiske forhold skal nulstilles og herefter genopbygges.
Det gjorde Obama: Fejllæste magtfordelingen i Rusland og fortsatte den aktivistiske udenrigspolitik, som russerne ser som et forsøg på at inddæmme dem.
Det mener Rusland: Obama er god nok, men USA er hovmodige og holder dem udenfor.


RÆSON: Hvordan var USA's ry, før Obama, da Obama var nyvalgt og nu?
WORNING: USA's ry i Rusland hænger mindre sammen med hvem, der er præsident, og mere sammen med USA's ageren internationalt. Her er Rusland meget optaget af USA's rolle i regimeskiftene i Nordafrika og Mellemøsten. Og her bryder russerne sig ikke om USA’s fremgangsmåde. Men det er ikke kun derfor, russerne ser skævt til USA. De opfatter den amerikanske politik på området som et forsøg på at inddæmme Rusland – i form af missilskjold, militærbaser tæt ved Ruslands grænser og udvidelse af NATO/EU i det tidligere Sovjet; Ukraine, Georgien m.v.
VEREVKIN: Før Obama blev valgt, var USA's ry meget negativt blandt medier og politikere. De forsøgte at få USA til at fremstå som Ruslands geopolitiske fjende nummer et. Under Obama er promoveringen af fjendebilledet faldet lidt. Men den almindelige borger har et ambivalent forhold til USA, da mange russere faktisk gerne vil besøge USA eller bosætte sig der, på trods af at de til dels deler mediernes opfattelse.

RÆSON: Er antiamerikanisme i Rusland et produkt af de to nationers fortid, eller et produkt af regeringsledelsen i henholdsvis Rusland og USA? Er det overhovedet muligt, for USA og Rusland at opbygge et markant bedre forhold og dermed få reduceret graden af antiamerikanisme i Rusland?
WORNING: Den kolde krig spiller ind, og når Romney 20 år efter den kolde krigs afslutning kan spille Ruslandskortet, så demonstrerer det, at der er en følelsesmæssig klangbund hos befolkningen i USA – såvel som der er i Rusland – for at se den anden part som en trussel. Men først og fremmest bygger antiamerikanismen på reelle konflikter mellem USA og Rusland af geopolitisk, økonomisk og værdimæssig art. Og de har ingen udsigter til at forsvinde på kort eller mellemlangt sigt. Så derfor vil vi forsat se konjunkturbevægelser vekslende mellem konstruktiv dialog og mere kølige perioder – helt afhængig af, om der er aktuelle problemer inden for et eller flere af konfliktområderne eller ej. Det vil sige en normal stormagtsrelation.
VEREVKIN: Forholdet er et produkt af både fortiden og den politiske strategi, der føres både i USA og Rusland. Hvis den russiske befolkning skal ændre opfattelse af USA, og graden af antiamerikanisme skal reduceres, så skal den retorikken i medierne og blandt politikerne ændres.

RÆSON: Er der mindre antiamerikanisme i Rusland i dag, end der var i 2008?
WORNING: Russernes skepsis over for USA har været konstant siden midten af halvfemserne. Befolkningen deler den politiske ledelses opfattelse af, at USA ønsker at dominere globalt og ønsker at underminere Ruslands legitime interesser i 'det nære udland', nemlig de tidligere Sovjetrepublikker. Samtidigt opfatter russerne USA's rolle i Mellemøsten og Nordafrika som dybt kompromitteret og drevet af ren egeninteresse. Russerne tror ikke på deklarationer om demokratifremme med videre, da man ikke vurderer, at de reelle magtforhold og institutioner i landene i Mellemøsten og Nordafrika kan bære en demokratisk udvikling.

RÆSON: Er graden af antiamerikanisme den samme blandt alle dele af det russiske samfund, og hvordan kan man karakterisere de forskellige gruppers synspunkt?
WORNING: Overordnet set ja. Selvom det selvfølgeligt varierer en smule, og der er forskellige diskurser. Kampen om Ruslands udenrigspolitiske synspunkt står mellem tre hovedpositioner – de liberalt orienterede, de pragmatisk-konservative og de nationalkonservative. De nationalkonservative er udpræget nationalistiske, og her kan man tale om reel antiamerikanisme. For de to andre positioners vedkommende er det mere relevant at tale om en vis USA-skepsis. De pragmatisk-konservative har en grundlæggende USA-skepsis, der bygger på de reelle konflikter, der er mellem USA og Rusland. De liberale er båret af det synspunkt, at Ruslands modernisering afhænger af øget integration i verdenshandlen og øget konkurrence og innovation indenrigs. De ser EU – og til dels også USA – som en partner i den proces. Men også de liberale er skeptiske over for USA. Til gengæld er USA og England de foretrukne lande blandt unge russere, der overvejer karriere eller ægteskab uden for Rusland. Man anerkender på det personlige plan, at uddannelsesniveauet og karrieremulighederne er bedre i USA end i Rusland. Og så ser russerne ligeså mange amerikanske film som os andre. De store amerikanske skuespillere er også ikoner i Rusland. Bruce Willis var for eksempel hovedfigur, da en russisk bank skulle lancere et nyt kreditkort for et par år siden.


Hård retorik dækker over pragmatisk politik

RÆSON: Hvad er den mest skelsættende scene i USA’s og Obamas forhold til Rusland de seneste fire år?
WORNING: Det er vigtigt at have for øje, at USA fejllæste magtfordelingen i Rusland mellem præsident Medvedev og premierminister Putin. Man valgte at bygge dialogen op omkring Medvedev, og den har i sig selv været god. Medvedev er personligt engageret i Ruslands økonomiske moderniseringsproces og interesseret i støtte fra USA. Imidlertid er den reelle beslutningstager i Rusland Putin. Obamas og Putins kemi er ikke god. Obama lever i Putins optik op til russernes fordom om amerikanere som bedrevidende – og dermed respektløse. Konflikten i Libyen kan ses som skelsættende. Rusland gik med et stykke af vejen. Men følte sig bedraget af det faktiske forløb, der afsatte Gadaffi. Kodeordet her er regimeskift. Russerne mener, amerikanerne arbejder for regimeskift i deres favør i væsentlige regioner i verden. Russerne har et ønske om at være med på råd i processerne og føler sig gang på gang svigtet af USA. Det handler naturligvis ikke grundlæggende om manerer, følelser og personlig kemi. Det handler om interessemodsætninger, hvor Rusland og USA har en række grundlæggende konflikter af geopolitisk, økonomisk og værdimæssig karakter.

RÆSON: Hvem har størst opbakning i Rusland: Obama eller Romney?
WORNING: Eksilrussere i USA er traditionelt republikansk orienterede. Men det spiller en stor rolle, at Obama af en amerikansk præsident at være, opfattes som venlig over for Rusland. Romney har været ude med stærke udfald mod Rusland i sin kampagne, og det trækker selvfølgeligt fra.

RÆSON: Hvad betyder det for det amerikansk-russiske forhold, at Rusland er blevet optaget i WTO?
WORNING: Optagelsen er først og fremmest en normalisering af Ruslands status i verdenshandlen og de internationale, økonomiske institutioner. Derfor har det mindre betydning specifikt i det amerikansk-russiske forhold, men er et stort gode for verdensøkonomien i det hele taget.
VEREVKIN: Det er min opfattelse, at det i Rusland blev set som et ønske fra USA's side om at komme Rusland i møde.

RÆSON: Hvad betyder det for antiamerikanismen, at USA lægger pres på de russiske myndigheder i forbindelse med eksempelvis konflikten i Syrien?
WORNING: Det er et vigtigt led i den russiske udenrigspolitiske retorik, at Rusland ikke lader sig diktere af nogen – og slet ikke USA. Så den indflydelse er negativ og får stor mediebevågenhed. Med hensyn til den praktiske udenrigspolitik står den russiske i modstrid med den hårde retorik. Den er båret af en udpræget pragmatisme. Kan Rusland opnå gevinst på et område, så tager man gevinsten. Er man ikke stærk nok på det pågældende, så giver man indrømmelser – der dog sløres af en højrøstet retorik.

RÆSON: Hvad kan, helt konkret, reducere graden af antiamerikanisme i Rusland fremadrettet?
WORNING: Øget samarbejde om uddannelse og mere liberale visumregler er to tiltag, der altid øger den gensidige forståelse. Men de bagvedliggende realiteter er, at USA er verdens eneste tilbageværende supermagt og Rusland en regional stormagt. Og så længe det forholder sig sådan, vil der være USA-skepsis i Rusland. Og så har både amerikanere og russere nogle solidt funderede narrativer om hinanden, som heller ikke dør over en nat.


Jens Worning, lektor i Russisk politik, økonomi og business samt tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg
Anton Verevkin, lektor i samfundsvidenskab ved Sankt Petersborg Stats Universitet.
Nadja Aarøe Simonsen er baschelor i Politik og administration og studerer cand.public på på Journalisthøjskolen.
Sahra-Josephine Hjorth er cand.mag i i internationale relationer.