RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin

Antagelser under angreb: Nordkorea

Antagelser under angreb: Nordkorea

01.03.2012


Dækningen af verdens uden sammenligning mest lukkede regime er domineret af vanetænkning og spekulation. Vi antager, at landet er et aggressivt og uforudsigeligt kommunistisk styre på randen af hungersnød og humanitær katastrofe. Men hvis man graver lidt dybere, opdager man hurtigt, at Nordkorea langt fra er så tilbagestående og forfærdeligt, som vi går og tror.

Af Morten Hansen

ANTAGELSER UNDER ANGREB. RÆSON angriber i denne serie en række almindelige antagelser om væsentlige emner. Hver gang er det antagelser, som ved et nærmere eftersyn er helt eller delvist usande.

Verdens mest lukkede og isolerede samfund, Nordkorea, betegnes nogle gange Eremitriget på grund af dets eneboerstatus. Betegnelsen anvendes oftest nedsættende. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton brugte begrebet på sin første udenrigsrejse i februar 2009 som kritik af Nordkoreas manglende villighed til at åbne sig op for omverdenen. I dag betragter mange betegnelsen Eremitriget som synonymt med Kim-dynastiets totalitære regime. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk bruger mange sydkoreanere ikke betegnelsen Eremitriget om Nordkorea, men derimod om det konfucianske Chosun-dynasti, som de delte med deres nordlige naboer fra 1392 til 1897. I den optik var isolation en nødvendig beskyttelse mod de skiftende kinesiske og japanske invasioner på halvøen.

Faktisk stammer betegnelsen Eremitriget fra den amerikanske forfatter, W.E. Griffis (1843-1928), som aldrig havde sat fod på koreansk jord. Begrebet blev oprindeligt brugt til at retfærdiggøre den japanske annektering af Korea i 1910. Dengang blev det koreanske folk betragtet som primitivt, ukultiveret og ude af stand til at fungere i international sammenhæng. Den måde Clinton bruger begrebet Eremitriget mere end et århundrede efter Griffis, udviser hendes manglende forståelse for koreansk historie og kultur. Det er den samme manglende forståelse, som fortsat præger skildringen af Nordkorea.

Antagelse 1: Vi ved næsten ingenting om Nordkorea.
Det er efterhånden blevet reglen snarere end undtagelsen, at pressen indleder nyhedshistorier om Nordkorea med et forbehold for, hvor lidt vi i realiteten ved om landet. Det skyldes dog ofte for ringe research. Der eksisterer ganske meget information om både landet og regimet. Og informationerne er ikke begrænset til eksempelvis amerikansk og sydkoreansk efterretningsmateriale. Der findes adskillige tilgængelige kilder. Blandt andet oplysninger fra nordkoreanere, der er hoppet af til Sydkorea. I dag findes der flere end 20.000. En simpel Google-søgning på ordet ”Nordkorea” giver mere end 12 millioner mere eller mindre nyttige resultater. For slet ikke at nævne den række af fremragende bøger, som er skrevet om landet. Der er bestemt meget, vi ikke ved om Nordkorea, men hvis man er oprigtigt interesseret i emnet, er udgivelser fra Andrei Lankov, Stephan Haggard, Marcus Noland og B.R. Myers gode steder at starte.

Antagelse 2: Nordkoreansk adfærd er irrationel og derfor uforudsigelig.
Nordkoreansk adfærd beskrives ofte som uforudsigelig og strategisk uovervejet. Eksempelvis påpegede tidligere medlem af efterretningskomiteen i Repræsentanternes Hus, Pete Hoekstra, i kølvandet på nyheden om Kim Jong-ils død, at nordkoreanere de seneste femten år har gjort det ekstremt besværligt at forudsige regimets næste træk. På lignende vis var tidligere amerikansk FN-ambassadør John Bolton hurtigt ude at sige, at det hermetisk lukkede regime ikke agerer i overensstemmelse med de internationale spilleregler og derfor er uforudsigeligt. Hoekstra og Bolton er på linje med mange andre observatører, der sidestiller henholdsvis omverdenens manglende efterretninger og regimets aggressive adfærd med uforudsigelighed og irrationalitet.

At Nordkorea ikke agerer i henhold til de internationale spilleregler er dog ikke udtryk for en manglende forståelse for selvsamme regler. Det snarere en konkret rationel afvejning. Nordkoreas adfærd er i udgangspunktet relativt forudsigeligt. Den passer ind i et strategisk rationale, der til stadighed skal tilvejebringe en forbedret forhandlingsposition. Det gælder i forhold til atomforhandlingerne, hvor Nordkorea vedvarende har søgt de bedste forhandlingsresultater for sikre regimets overlevelse. Det gælder også i forhold til Sydkorea, hvor man har udsat for en række kalkulerede provokationer. Ved at undgå at ramme amerikanske mål, det sydkoreanske fastland eller civile borgere, bringer nordkoreanerne deres storebror i syd i et dilemma. De er nødt til at udvise mådehold for ikke at komme på kant med deres allierede og det internationale samfund. Den uartige og beregnende lillebror i nord kan lave militære aktioner mod sydkoreanske militære mål på de omstridte øer vest for halvøen samt omkring den af Nordkorea ikke-anerkendte Northern Limit Line uden frygt for repressalier. Ligesom vi ser det med kineserne, peger meget af Pyongyangs ageren i retning af en glimrende forståelse for klassisk strategisk litteratur.

Antagelse 3: Den største trussel fra Nordkorea er deres atomvåben.
Få kan være uenige i, at der eksisterer en potentiel atomtrussel fra Nordkorea. Kombinationen af atom- og missilteknologi har gjort det muligt at angribe både Tokyo og Seoul med atomvåben. Truslen fra Nordkoreas atomvåben var både genstand for de nu strandede sekspartsforhandlinger og USA rejser hyppigt problemstillingen hos IAEA, som Sydkorea også gør det. Særligt efter deres inspektører blev bortvist fra Nordkorea i 2009.

Der er dog flere ting, der taler imod netop atomvåben som den væsentligste trussel fra Nordkorea. De fleste eksperter vurderer det fortsat for usandsynligt, at Nordkorea er i besiddelse af missilfremførte atomvåben. Landets atomare muligheder begrænser sig således til en selvmordsaktion og håbet om, at den radioaktive sky driver videre til fjendens lejr. De nordkoreanske atomvåben fungerer kun, når de ikke anvendes, så truslen er primært symbolsk. Den reelle atomtrussel er dermed minimal. Det ses også tydeligt ud fra magtforholdet mellem Nordkorea og USA på området. Tidligere amerikansk efterretningschef Dennis C. Blair anslog for nyligt det nordkoreanske atomvåbenarsenal til mellem 8 og 12 mod USA’s 22.500.

Der er derimod intet symbolsk over Pyongyangs konventionelle våben. Det er nemlig ikke atomvåben, men snarere artillerigranater, der kan ødelægge Seoul på ganske kort tid. Det er måske ikke så overraskende, at den almindelige Seoul-beboer ikke bekymrer sig så meget om truslen fra Nordkorea i hverdagen, for i tilfælde af et større konventionelt angreb fra artilleripjecerne nord for DMZ’en, ville metropolen angiveligt være totalt destrueret i løbet af fem minutter. Der er altså igen reel mulighed for at evakuere byen. Heller ikke for de udstationerede amerikanske tropper i Seoul.

De krigsscenarier, der regnes på i det amerikanske og sydkoreanske militær, fokuserer stort set udelukkende på konventionelle angreb. Fra mindre provokationer til større eskaleringer med destabilisering, regimekollaps og flygtningestrømme til følge. Dertil kommer, at den sydkoreanske efterretningsindsats synes at være målrettet de konventionelle nordkoreanske styrker, som eksempelvis kunne afsløre en større mobilisering i timerne, inden Nordkorea gennemførte sit artilleriangreb mod Yeonpyeong-øen, hvor fire sydkoreanere blev dræbt. Derimod kan det manglende efterretningsmæssige fokus på Nordkoreas atomprogram formentlig tilskrives prioritering frem for ressourcer eller kompetencer. Det, omverdenen ved om Nordkoreas atomprogram, kommer nemlig hovedsageligt fra nordkoreanerne selv. For eksempel inviterede de i 2010 Stanford-professor Siegfried Hecker til Yongbyon for at inspicere deres overraskende veludbyggede uranberigelsesfaciliteter.

Antagelse 4: Nordkorea er kommunistisk.
Nordkorea betegnes ofte som verdens sidste rigtige kommunistiske system. Det er da også for eksempel den officielle amerikanske betegnelse for styrets politiske system, mens det også er mediernes mest populære betegnelse. I virkeligheden er det dog mere korrekt at bruge betegnelsen konfuciansk og østerlandsk despoti om Nordkorea i dag. Det ses blandt andet af den familiearvefølge, der har mere tilfælles med monarkier end andre kommunistiske styrer. På trods af at Nordkorea oprindeligt blev skabt ud fra en marxistisk-leninistisk model af Sovjetunionen, har Academy of Korean Studies forsker Young-soon Chungs studier vist, hvordan Joseon-dynastiets konfucianisme senere genfandt sin centrale plads i det nordkoreanske samfund. Med Juche-ideologien genoplivede konfucianismen en autoritær styreform på bekostning af marxismens historiske materialisme. Mens Juche-ideologien konkret baserede sig på Nordkoreas ressourcemæssige selvtilstrækkelighed, et stærkt militær og uafhængighed af verdens stormagter, var det konfucianismens fokus på, at det enkelte menneske kan oplæres og forbedres, så det kan bidrage til styrets ve og vel. Særligt igennem loyalitet til dets ledere.

Juche-ideologien var Kim Il-sungs modsvar på intellektuelle marxistiske nordkoreanere. Det skal understreges, at selvtilstrækkeligheden og uafhængigheden i Juche-ideologiens indledende fase ikke var defineret i forhold den vestlige verden, men derimod i forhold til Sovjetunionen og marxismens fortalere inden for Nordkoreas grænser. Kim Il-sungs blik for regimets indre trusler resulterede i den kasteinddeling af det nordkoreanske samfund, som eksisterer den dag i dag. Magtkernen i Nordkorea i dag kan ifølge Asan Institute of Policy Studies’ Chaibong Hahm spores direkte tilbage til de cirka 60 soldater, der repræsenterede den unge major Kim Il-sungs nærmeste allierede i kampen mod de japanske kolonialister.

I dag er denne skelnen mellem de nærmeste allierede til Kim Il-sung og resten af den nordkoreanske befolkning yderligere stratificeret i befolkningsmæssige grupper, der opfattes som mere eller mindre loyale mod lederen. Ralph C. Hassig opdeler i North Korea Through the Looking Glass de tre hovedbefolkningsgrupper – kerneklassen, den vaklende klasse og den fjendtligtsindede klasse – i yderligere 51 undergrupperinger. Stratificeringen ligger til grund for overvågningen og kontrollen med landets interne befolkningsmobilitet. Men den er også direkte relevant for det konfucianistiske systems holdning til, hvilke grupper i samfundet styret mener har potentiale til betroede poster, og hvilke grupper man altid må være på vagt overfor. I modsætning til kommunismens klasseopgør er et klasseopdelt nordkoreansk samfund den dag i dag en afgørende forudsætning for regimets indre kontrol.

Antagelse 5: Menige nordkoreanere lever i total informationsmæssig isolation.
Spekulationer vedrørende en mulig folkelig oprejsning grundet de kummerlige levevilkår i Nordkorea fik kortvarigt fornyet kraft efter diktaturernes fald under det Arabiske Forår sidste år. Spekulationerne blev dog hurtigt tilbagevist for eksempel af CNN’s Fareed Zakaria. Han henviste til nordkoreanernes manglende adgang til Twitter, Facebook og YouTube. Uden de sociale medier kunne eventuelle oprørske sjæle ikke at samle og koordinere masserne.

Almindelige nordkoreanerne har ganske rigtigt hverken adgang til sociale medier eller internettet. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke i stigende grad strømmer informationer i landet. Og informationerne er ikke begrænset til sydkoreanske NGO-aktioner, hvor dvd’er sendes ind over DMZ’en (den demilitariserede zone mellem de to Koreaer, red.) med balloner. Selvom spredning af information i Nordkorea fortsat begrænses af den interne kontrol og begrænset mobilitet inden for landets grænser, flyder det ind med mobiltelefoner og soap-serier på DVD fra Kina. Eksempelvis handler nogle af de anslåede to millioner etnisk koreanske kinesere i Yanbian-området i det nordøstlige Kina med nordkoreanere. Ved samme lejlighed udveksler de store mængder sydkoreansk popkultur. Desuden menes størstedelen af de 500.000 nordkoreanske flygtninge, der krydsede grænsen til Kina mellem 1995 og 2005 at være Vendt tilbage – med sig har de økonomiske succeshistorier fra både Kina og Sydkorea. Det hører dog med til historien, at nordkoreanerne ikke kun i stigende grad har fået adgang til kapitalistiske succeshistorier. I disse år lægger de formentligt også ører til kapitalmarkedernes store problemer. Problemer, der givetvis kan anvendes i regimets sofistikerede propagandaapparat.

Antagelse 6: Nordkoreanernes sympati for regimet og lederen er ikke oprigtig.
Da Kim Jong-ils døde i december sidste år, var mange medier og eksperter hurtige til at stemple nordkoreanske tårer og sorg som henholdsvis hykleriske eller kalkulerede ud fra en frygt for repressalier fra regimet. Det er eksempelvis konklusionen fra både eksperter såsom forfatteren til bogen Nothing to Envy, Barbara Demick og menneskerettighedsforkæmpere, for eksempel illustreret ved John Sifton fra Human Rights Watch.

Problemet ved observationerne er, at de ikke giver en tilstrækkelig forståelse for den tætte forbindelse, der i Nordkorea eksisterer mellem folket, nationen og Kim-familien. Ligesom det i Sydkorea er almindeligt at udvise dybfølt og til tider hysterisk sorg ved en leders død, er det samme i særlig grad tilfældet i Nordkorea. Professor Han S. Park fra University of Georgia er for eksempel ikke i tvivl om, at den nordkoreanske sorg er oprigtig, og at den er ikke begrænset til almindelig usikkerhed om fremtiden, som andre kommentatorer har påpeget. Samfundets beskytterrolle bringes i usikkerhed, når lederen dør. Kombinationen af propaganda og skoling i socialismens dyder samt en effektiv personkult omkring Kim-familien har skabt et virkelighedsbillede for menige nordkoreanere, hvor den eneste garant for ve og vel er den kære leder. Ifølge B.R. Myers’ fremragende bog The Cleanest Race er nordkoreansk nationalisme og personkulten omkring Kim-familien gensidigt forstærkende. Når lederen dør, bliver nationens hoved skåret af.

Omverdenen tegner ofte et meget stereotypt billede af nordkoreanske diktatorer. Senest har kommentatorer for eksempel kaldt den nye leder Kim Jong-uns overvægtige kropsform arrogant over for sit sultende folk. De mener, det blot er et spørgsmål om tid, før lyset går op for den menige nordkoreaner. Man glemmer dog, at den menige nordkoreaner ikke deler vores vestlige idealer. Han eller hun ser tværtimod den nye leders buttede og barnlige skikkelse som et tegn på renhed. Mens vi ser en ung, uerfaren og overvægtig mand, ser nordkoreanere prototypen på en stærk, ren og omsorgsfuld landsfaderskikkelse. Det er i det lys, man skal se de kosmetiske operationer Kim Jong-un efter sigende skulle være undergået i en transformation, der skulle få ham til at ligne den store leder, farfar Kim Il-sung – en transformation, der synes at være lykkedes.

Antagelse 7: Kim Jong-il var en mindre begavet playboy med dyre og sære vaner.
En væsentlig del af den offentlige dækning af regimet i Pyongyang har beskæftiget sig med latterliggørelse af Kim Jong-il. Den nyligt afdøde nordkoreanske leder blev således ofte beskrevet af medierne som en playboy-type med hang til amerikanske westerns, Cognac og skandinaviske kvinder. Medierness dækning af den afdøde diktators sære vaner giver god underholdning for læseren, men skævvrider samtidig billedet af manden – en skævvridning, som muligvis gennem tiden har foranlediget modparten til at undervurdere og derved forære ham en forhandlingsmæssig fordel. Ligesom det i dag er tilfældet med Kim Jong-un, levnede de færreste i 1994 Kim Jong-il mange muligheder for at fastholde sin faders jerngreb på magten. Men frem til sin død sidste år var der heller ikke mange statsledere, der kunne bryste sig af tilsvarende internationale forhandlingsresultater med så begrænsede indrømmelser til gengæld. Udenlandske observatører kan vise sig at tage ligeså fejl af sønnen, den nye leder, som bedømmes som uerfaren og i lommen på andre stærke mænd i partiet og hæren. Inden vi laver samme fejltolkning af den angiveligt ekstremt uerfarne og grundet sit kostskoleophold i Schweiz mere internationalt orienterede efterfølger, Kim Jong-un, må vi ikke glemme, at han er udvalgt af Kim Jong-il, en mand som Henry Kissinger for nyligt beskrev som en både vis og visionær leder.

Antagelse 8: Levestandarden i Nordkorea er forfærdelig, og mange sulter ihjel
Når man diskuterer levestandard i Nordkorea, kan man nemt komme til at fremstå apatisk eller arrogant. Lad os derfor med det samme slå fast, at mange i Nordkorea givetvis lever en kummerlig og uværdig tilværelse. FN’s Verdensfødevareprogram kan således berette om en væsentlig forværret fødevaresituation efter besøg i 29 amter i 9 provinser i oktober sidste år. FN’s beskrivelser bakkes op ad diverse billedreportager fra Nordkorea, som eksempelvis senest i New York Times.

Problemet ved ovennævnte beskrivelser er, at de er koreograferet af regimet i Pyongyang. Billedreportagen i NYT er kommet i stand på baggrund af en invitation fra Nordkoreas Økonomi- og Handelsinformationscenter. Verdensfødevareprogrammets besøg er strengt tilrettelagt og styret af regimet. Andre rejsende i Nordkorea i samme periode kan ikke genkende beskrivelserne. Selvom alle anerkender problemerne, mener flere vestlige bosiddende i Pyongyang ikke, at situationen skulle være særligt kritisk netop nu. Meget tyder derfor på, at den tilsyneladende kritiske mangel på fødevarer snarere er iscene- og italesat af regimet for at forbedre mulighederne for bistand med henblik på fejringen af 100-året for Kim Il-sungs fødsel i år. For det eneste vi med sikkerhed ved om fødevaresituationen i Nordkorea er nemlig det, Pyongyang fortæller os. Det gælder også det omfang, selve fødevarehjælpen rent faktisk gør en forskel. For selvom FN kan se de direkte konsekvenser af konkrete bistandsprojekter, kan man ikke vide med sikkerhed, om bistanden reelt får regimet til at trække yderligere midler ud af det offentlige fordelingssystem, så den samlede bistandseffekt er neutral, mens midlerne til Pyongyangs militære apparat styrkes.

Antagelse 9: Nordkorea er et tilbagestående samfund, der svarer nogenlunde til Sovjetunionen i halvtredserne
Det er den fornemmelse, man får, når man ser optagelser fra Nordkorea. Det er også virkeligheden for langt de fleste nordkoreanere. Men samtidig er der en anden virkelighed i Nordkorea. Den er koblet til det militære apparat. Her tegner der sig et billede af et højtsofistikeret atomprogram, der er betydeligt længere fremme end eksempelvis det iranske. Mens den amerikanske forsvarsminister Leon Panetta for nyligt i et interview vurderede, at det ville tage Iran mindst et år at udvikle et atomvåben og yderligere 1-2 år at udvikle et våbensystem hertil, anslog tidligere amerikansk efterretningschef Dennis C. Blair, som tidligere nævnt, at Nordkorea meget vel allerede kan have mellem 8 og 12 atomvåben klar til brug. I tillæg til Nordkoreas erkendte plutoniumbesiddelse, kunne man i Stanford-professor Siegfried Heckers rapport fra besøget på Yongbyon-komplekset i 2010, læse om uranberigelsesfaciliteter bestående af 2000 centrifuger med et dertilhørende ultramoderne kontrolrum. Endeligt har nordkoreanerne udvist en enestående evne til at gennemføre yderst sofistikerede cyberangreb mod Sydkorea fra forskellige kinesiske beliggenheder. Senest i 2009 og to gange i 2011.

Antagelse 10: De fleste ønsker Nord- og Sydkorea genforenet.
Det er den officielle holdning i både Sydkorea, Nordkorea og USA at skabe genforening på den Koreanske Halvø. Nogle gange er der dog langt fra officielle hensigtserklæringer og målsætninger til virkelighedens verden. I virkelighedens verden kan det nemlig være svært at få øje på mange, der reelt ønsker Syd- og Nordkorea genforenet i dag. Der kan være mange grunde til den manglende tilslutning til genforening. For eksempel anser kineserne fortsat Nordkorea som en vigtig bufferstat. Særligt i forhold til den amerikanske troppetilstedeværelse i Sydkorea. I Pyongyang er genforening kun acceptabel på egne præmisser. En situation, som selv nordkoreanerne formentlig ikke betragter som sandsynlig. For amerikanerne er der heller ikke meget, der taler for genforening af halvøen på kort eller mellemlangt sigt. Den finansielle byrde, som blandt andet Washington vil skulle bære i en situation, hvor deres egen økonomi skranter, er betydeligt større end ved genforeningen af Øst- og Vesttyskland. Det skyldes den betydeligt større økonomiske afstand mellem Syd- og Nordkorea. Den finansielle byrde synes den sydkoreanske befolkning heller ikke at være villig til at skuldre. Andrei Lankov kunne senest berette om den stærkt aftagende opbakning til genforening særligt blandt unge sydkoreanere. Og for unge sydkoreanere er der ikke kun tale om de økonomiske konsekvenser – færre og færre af dem føler i dag et etnisk tilhørsforhold og broderskab med nordkoreanere. Næsten halvdelen af de adspurgte i en meningsmåling fra Peace Research Institute betragter i dag Nordkorea og Sydkorea som to forskellige stater adskilt af noget mere fundamentalt end en våbenhvileaftale og forskellige politiske regimer. Udviklingen i meningsdannelsen tilsiger i disse tider en to-statsløsning frem for genforening.

Morten Hansen (f. 1975) er PhD-stipendiat ved Korea University i Seoul. Morten er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet, master i militærstrategiske studier fra S. Rajaratnam School of International Studies ved Nanyang Technological University i Singapore samt MBA fra Aarhus Universitet/Syddansk Universitet. Illustration: dodoran via flickr