ANALYSE: Derfor udebliver det syriske forår

ANALYSE: Derfor udebliver det syriske forår

26.01.2012


Med observatørernes snarlige rapport retter verden endnu en gang øjnene mod Syrien med forhåbninger om politisk forandring. Her er ti grunde til, at det ikke sker foreløbig.

Af Jakob Sheikh

Nu sker det igen: Situationen i det uroplagede Syrien har taget en lettere ubetydelig drejning. Alligevel har den affødt forventninger – eller håb, alt efter temperament – fra verdenssamfundet om, at opstanden vil munde ud i permanente politiske forandringer. Gerne i form af mere demokrati og større vestlig indflydelse. Observatørerne fra Den Arabiske Liga, der den sidste måned har observeret den politiske situation i Syrien, skal snart aflægge rapport. Samtidig lovede landets præsident, Bashar al-Assad, i sidste uge, at militæret trækker sig tilbage, frihed til folket og en helt ny forfatning, der angiveligt skal til folkeafstemning i marts. Men Assads bevingede udmelding er desværre lige så hul, som den er storladen. De, der endnu en gang forventer fredelig politisk opklaring og bebuder en snarlig ende på det undertrykkende regime, kan godt tro om igen. Lige meget hvor gerne omverdenen og dele af den syriske befolkning ser Assad miste grebet om sit land, sker det ikke foreløbig.

Revolutionen lader vente på sig
Som journalist har jeg besøgt Syrien ad tre omgange i løbet af efteråret og vinteren. Jeg har rejst ulovligt ind på turistvisum, da det har været min eneste mulighed for at få uhindret adgang til ikke-voldelige aktivister, væbnede oprørsmilitser og ganske almindelige syrere – kilder, som jeg var nødt til at tale frit med for at forstå baggrunden for den nu 10 måneder lange opstand. Jeg har tilbragt dage med den væbnede guerillamilits Den Frie Syriske Hær, besøgt en håndfuld unge Assad-hadende aktivister nær oprørsbyen Homs, talt med præsidentens loyale støtter, interviewet kristne præster og muslimske mullaher i Damaskus og diskuteret politik med stribevis af ganske almindelige borgere i landet. De seneste fire måneder har jeg haft min gang blandt hordefulde af unge syriske revolutionære i Beirut. Mine besøg i Syrien har ikke overbevist mig om, at en revolution venter lige om hjørnet. Det er der flere grunde til:

1. Assad er stadig populær i Syrien
Opbakningen til Assad er stadig stor. Trods internationale mediers hidsige fokus på oprørere, der kræver en ende på Assad-dynastiet, er der fortsat betydelig tilslutning til præsidenten. Især i det østlige Syrien og i hovedstaden nyder præsidenten markant opbakning. Nuvel, ved store pro-Assad-demonstrationer i byer som Damaskus og Aleppo er der vedvarende meldinger om borgere, der har fået fri fra arbejde og sågar er blevet betalt for at deltage. Og jovist, der er efterhånden ikke længere tvivl om, at præsidentbesøg i flere landsbyer er blevet pyntet med jublende skarer af syrere, der enten er blevet truet eller bestukket til at møde op. Alligevel kan sympatidemonstrationer for styret fortsat mønstre hundredetusinder. Endnu vigtigere er det, at regimet fortsat har udelt opbakning fra Syriens magtfulde politikere, forretningsfolk og kendisser, der oftest tilhører samme sekt som præsidentfamilien, alawitterne.

2. Militæret er stærkere end oprørerne
Præsidentens hær er oprørerne overlegen i både volumen, våbenudstyr og propagandamidler. Mens Den Frie Syriske Hær (den mest toneangivende væbnede modstandsstyrke) råder over 5.000-25.000 mand, tæller Assads militære styrker mere end 200.000. Hvis man medregner politistyrker, sikkerhedsfolk og efterretningsinformanter, er tallet angiveligt tæt på 700.000. Med undtagelse af Den Frie Syriske Hærs angreb på efterretningsvæsenets flyvestation i udkanten af Damaskus i midten af november, har oprørene ikke for alvor formået at gøre skade på Assad. Den ikke-voldelige del af oprøret i byer som Hama, Idlib og Dara’a er samtidig svundet ind i mandtal de seneste to måneder. Derfor har oprørerne reelt svært ved at ryste præsidentens styre.

3. Observatørerne dækker over humanitær katastrofe og krigsforbrydelser
Observatørerne fra Den Arabiske Liga er en farce. Lederen af ligaens arbejdsgruppe for Syrien, Qatars premierminister Sheik Hamad bil Jassem al-Thani, har ikke været sen til at erkende, at observatørerne har begået en række tekniske fejl i forbindelse med registreringen af vold. Man behøver imidlertid ikke engang begive sig ud fra de inderste cirkler, før man finder en mulig forklaring. En af observatørerne, algeriske Anwar Malek, har åbent udtalt, at missionen er en farce, der dækker over en humanitær katastrofe og deciderede krigsforbrydelser.
”Der er snigskytter alle steder. De skyder civile. Folk bliver kidnappet. Fanger bliver tortureret, og ingen bliver frigivet. Nogle på vores hold foretrak at fastholde et godt forhold til regimet og har derfor benægtet, at de har set snigskytter,” lød hans nedslående melding forleden til flere internationale medier.
Observatørkorpsets leder, sudanesiske Mustafa al-Dabi, kan heller ikke kaldes pletfri. Al-Dabis fortid tæller angiveligt indblanding i bortførelser, tortur og mishandling af civile under borgerkrigen i Darfur. Det har fået menneskeretsforkæmpere og oppositionsmedlemmer til at kræve sudaneseren skiftet ud, så han ikke underminerer observatørernes mission og bringer deres troværdighed i fare. Meget tyder også på, at observatørerne ikke må færdes frit i de syriske oprørsområder, og nu trækker nøglestaten Saudi-Arabien sine observatører ud i protest mod Assads manglende samarbejdsvilje.

4. Syrerne frygter sekterisk borgerkrig
Mange frygter en regulær sekterisk borgerkrig, hvis Assad træder tilbage, og få ønsker sig tilbage til situationen i 1976-1982, hvor islamister forsøgte at tilkæmpe sig magten i et blodigt oprør. De sekteriske spændinger er blevet holdt effektivt nede under Assad. Trefjerdedele af den syriske befolkning er sunni-muslimer. Alawitter, kristne og shia-muslimer udgør altså et markant mindretal. Trods risikoen for betydelige sekteriske spændinger, er det rent faktisk lykkedes Assad at holde landet i ro. Det er en præstation, der i sig selv er bemærkelsesværdig. Særligt når man skeler til, hvordan det politiske klima i nabolandene Irak, Libanon og Iran har udviklet sig. Alawitter har i store træk levet i fred og fordragelig med landets sunni-muslimske flertal og det kristne mindretal. Det har givet Assad politisk goodwill og legitimeret hans politiske lederskab.

5. Oprørerne står ikke sammen
Oprørerne er delte. Modstandsbevægelsen kan hurtigt blive enige om, hvad de kæmper imod, men der er store uenigheder om, hvad de i grunden kæmper for. Under mit møde med Den Frie Syriske Hær kaldte oprørerne konsekvent Assads regime ”alawit-diktaturet”. De lod forstå, at det handlede om at bekæmpe alawitternes magtmonopol, snarere end at etablere et egentligt folkestyre. Omvendt ønsker aktivisterne bag de ikke-voldelige demonstrationer en mere demokratisk og mindre sekterisk magtfordeling.

6. Det internationale samfunds svigt holder Assad ved magten
Det er imidlertid ikke kun interne faktorer, der gør en eventuelt revolution i Syrien til et særdeles langsigtet projekt. Det international samfund har også medvirket til at give Assad gunstige kår for at blive siddende på magten og fortsætte det efterhånden veldokumenterede folkemord. Under krigene på Balkan i halvfemserne – uden sammenligning i øvrigt – udviklede den velansete historiker Norman Cigar en række parametre, som det internationale samfunds indsats kunne bedømmes ud fra. Dengang betegnede Norman Cigar det internationale samfunds svigt som afgørende for, at den systematiske vold ikke blev stoppet i tide. Og set med Cigars briller tegner fremtiden heller ikke lys for modstandsaktivisterne i Syrien.

7. Pressen kan ikke komme til
For det første peger Cigar på, at tidlig og omfangsrig mediedækning er afgørende for at bekæmpe systematisk vold. Selvom uroen i Syrien for længst er nået ud til mediebrugere kloden rundt, har dækningen været begrænset i både form og indhold. Det skyldes naturligvis, at udenlandske journalister blev nægtet adgang til Syrien, da oprøret brød ud. Nok er en gruppe udvalgte internationale journalister blevet lukket ind i de seneste to måneder, men de er blevet skarpt overvåget af regimet, og de har ikke fået lov til at komme tæt på modstandskampen.

8. Politiske sanktioner er papirtigre
Norman Cigar vægter også omverdenens moralske fordømmelse tungt. Og selv om statsoverhoveder i Europa, Mellemøsten, USA og til dels Rusland har stået i kø for at fordømme Assads brutale undertrykkelse af sit folk, har det været småt med sanktionerne. Enkelte handelsaftaler – blandt andet med Syriens vigtigste handelspartner, Tyrkiet – er blevet sagt op. Syriens medlemskab af den Arabiske Liga er blevet suspenderet, og enkelte økonomiske greb er taget i brug for at presse Assad til at stoppe brutaliteterne. Men sanktionerne er ikke andet end politiske papirtigre, som paradoksalt nok har smidt trumfkort lige i hånden på den syriske præsident: Assad kan give Vesten skylden for, at Syriens borgere ikke længere kan bruge deres visa-kort eller veksle international valuta i landets banker. Han kan indgyde frygt i befolkningen ved at male sorte fremtidsscenarier op (Assad udtalte for nylig til tv-stationen Al-Jazeera, at militær intervention i Syrien vil gøre landet til ”et nyt Afghanistan”). Vestens – dog begrænsede – fordømmelse har blot styrket Syriens bånd til USA’s hovedpine, Iran. Syrien og Iran har eksempelvis netop underskrevet en ny femårig handelsaftale. Vestlig intervention i Syrien har derfor heller aldrig for alvor været på tale.

9. Assad kontrollerer medierne
Så længe Assad kontrollerer tv, radio og aviser i Syrien, har menige syrere mere end svært ved at få adgang til oplysninger om den modstandskamp, der udkæmpes andre steder i landet. Mange borgere har ikke adgang til internet, og i byer som Dara’a og Hama, hvor internettet har været brugt særligt aktivt af aktivister i deres kamp mod regimet, er udenlandske websider med jævne mellemrum blevet blokeret. I flere tilfælde er internetforbindelse blevet lukket helt ned.

10. Det internationale samfund tøver
Endeligt peger Cigar på det internationale samfunds manglende vilje til at skabe en varig politisk løsning som en hindring for at stoppe systematisk vold. Da Syrien og det internationale samfund ikke har kunnet blive enige om en resolution, er det Den Arabiske Liga, der har fået lov til at sende en observatørgruppe ind i landet. Den Arabiske Liga, er ikke just kendt for at skabe markante politiske resultater. Den har meget behændigt frabedt sig ekspertbistand fra FN. Om ganske kort tid kvitterer observatørerne med en rapport, der, som før nævnt, er ubrugelig. Det står så grelt til med omverdenens handlekraft, at Israel – af alle – tidligere på ugen kunne pudse den storpolitiske glorie ved at tilbyde asyl til de alawiter i Syrien, der måtte være nødsaget til at flygte fra repressalier, hvis Assad-regimet falder. Ingen andre lande – foruden Tyrkiet, der allerede huser tusinder af syriske flygtninge – har offentligt gjort sig tanker om det scenarie.

Permanent politisk forandring har lange udsigter
Det er langt fra utænkeligt, at Bashar al-Assad på et tidspunkt må bukke under for presset og træde tilbage. Alt andet ville være højest overraskende. Man bør blot tage den vestlige rygmarvsreaktion og de ublu forventninger til demokratisk forandring med et gran salt. Regimets jerngreb om befolkningen i Syrien er så godt systematiseret, at permanent politisk forandring formentlig har lange udsigter.

Jakob Sheikh (f. 1987) er freelancer for Politiken, Deadline, fagbladet Journalisten og Jahangir World Times. Modtager af EU-kommissionens journalistpris 2010 for en artikelserie om diskrimination i Københavns natteliv. Bosat i Libanon og læser i øjeblikket Mellemøststudier ved American University of Beirut. Har senest rapporteret fra urolighederne i Cairo, oprøret i Syrien og fra Libanon. ILLUSTRATION: (foto: Victoria Pickering via flickr)