Analyse: Derfor slås de i DR Congo

Analyse: Derfor slås de i DR Congo

23.11.2012


Rwanda beskyldes for at støtte rebelgruppen M23, der har taget magten i dele af det østlige DR Congo. Uanset om det er rigtigt eller forkert, er Rwanda nøglen til at forstå konflikten.

ANALYSE af Julie Vulpius

LÆS OGSÅ:
Dilemma: Krigen mod terror forhindrer fred i Somalia

To lækkede FN-rapporter beskylder Rwanda for at lede, støtte og udstyre rebelgruppen M23, som i mandags tog magten i den strategisk vigtige provinshovedstad Goma og dele af det østlige DR Congo. Rwanda afviser pure og kalder rapporterne ensidige og falske. Uanset hvad er Rwanda en nøgle til at forstå konflikten. Her er tre centrale grunde til, at der er krig i det østlige DR Congo:


#1 Det er en gammel strid mellem hutuer og tutsier

Rwanda har en minoritetsregering, ledet af tutsier. Tutsierne var i folkemordet i 1994 tæt på at blive udryddet af hutuerne, som udgør 85 procent af befolkningen. 40 års konflikt mellem de to grupper gik forud for folkemordet – første massakre fandt sted i 1959. Netop massakren i 1959 er vigtig for konflikten i dag. For dengang flygtede flere hundredetusinder tutsier ind over grænsen til DR Congo. De fleste bosatte sig i den del af landet, som M23 nu har indtaget. Mange vendte aldrig tilbage til Rwanda.

Da folkemordet i 1994 blev stoppet af en gruppe tutsi-rebeller, født i eksil i Uganda og med den nuværende præsident Paul Kagame i spidsen, var det hutuernes tur til at flygte til DR Congo i tusindvis. Flygtningene talte både folkemordere og uskyldige hutuer, som frygtede hævn fra tutsierne. Rester af huturegimet dannede militsen FDLR, som stadig i dag opererer og blandt andet har kontrol over en række miner i området.

Konflikten mellem hutuer og tutsier i DR Congo er blusset op med jævne mellemrum siden 1994. Senest for fire år siden, hvor mange af de soldater, der nu udgør M23, kæmpede mod andre rebelgrupper, bl.a. Mai Mai og FDLR, og mod den congolesiske statshær, FARDC. Forsøget på en løsning med fredsaftalen fra 2009 bestod primært af at integrere de forskellige grupper i den congolesiske statshær. Men soldaterne var ikke tilfredse med degraderede titler og lavere lønninger. Ifølge talspersonen, Vianney Kazarama, tjente soldaterne helt ned til én dollar om dagen, og efter flere advarsler om strejke og protest løsrev M23 sig i april 2012. Gruppen blev eftersigende ledet af Bosco Ntaganda, der sloges side om side med Paul Kagame op til folkemordet. Han er dog efterlyst af ICC for forbrydelser mod menneskeheden, og gruppen ledes operationelt af Sultani Makenga.

Kazarama har ved flere lejligheder nægtet, at M23 skulle modtage støtte fra Rwanda. Men ved et besøg i sommer til deres lejr 40 kilometer uden for Goma, bed jeg mærke i, at soldaterne taler det rwandiske sprog, kinyarwanda, opretholder en høj disciplin og orden, hvilket i Østafrika især forbindes med Rwanda, og synger rwandiske nationalsange under træningssessioner.

De fleste af de rebelgrupper, der lige nu kæmper i det østlige Congo, er rwandiske anden- og tredjegenerationsindvandrere. På den måde er det på det nærmeste en rwandisk borgerkrig.


#2 Begge grupper frygter at blive udslettet

Mere end noget andet er konflikten et etnisk sikkerhedsspørgsmål. Mens FDLR og hutuerne i regionen stadig frygter tutsi-gruppernes hævntørst, frygter tutsierne, at hutuerne endnu en gang skal forsøge at udrydde dem. Begge gruppers frygt er velbegrundet.

Hutuerne har lige siden kolonitiden været udsat for strukturel vold og uretfærdig distribution af sociale goder. Gennem det belgiske styre blev hutuerne formaliseret som andenrangsborgere, og kløften mellem tutsier og hutuer blev udvidet. Selvom det ændrede sig juridisk under den sociale revolution i 1959, hvor hutuerne smed tutsikongen og hans styre på porten, er hutuerne som majoritet stadig væsentligt fattigere, dårligere uddannet og har langt ringere livschancer end den rigere tutsiminoritet. Uligheden mellem tutsier og hutuer er fulgt med ind i DR Congo, hvor den skaber splid, præcis som den har gjort i Rwanda.

En gruppe som M23 eksisterer blandt andet, fordi tutsier i den østlige del af DR Congo uden deres beskyttelse udsættes for overgreb af congolesiske hutuer. Og den anden vej rundt.


#3 Staten DR Congo og FN har spillet fallit

Både tutsi- og huturebeller i DR Congo finansierer sig i vidt omfang gennem regionens rige naturressourcer og gennem plyndringer, menneskehandel og slaveri. Det har de relativt frit spil til at gøre, fordi landet i årtier har været en fejlslagen stat. Styret i Kinshasa, der er både korrupt og ineffektivt, har vist sig ude af stand til at yde beskyttelse til sårbare befolkningsgrupper, og der er således opstået et magttomrum, der gør det muligt for grupper som M23 eller FDLR at operere.

FN har verdens største fredsmission i landet med knap 20.000 soldater, men også de har vist sig ude af stand til at garantere lokalbefolkningens sikkerhed. Ofte er plyndringer og voldtægter foregået få kilometer fra FN-baser, uden de er skredet ind. Og da M23 indtog Goma, gjorde de mange FN-soldater heller ikke noget for at forhindre det – selvom de havde lovet at forsvare byen. I flere tilfælde er FN-ansatte sågar blevet beskyldt for sex med mindreårige, bordeldrift og værtshusslagsmål. På den baggrund er det forståeligt, hvis den rwandiske regering har set sig nødsaget til at blande sig aktivt for at sikre tutsimindretallets sikkerhed i det østlige DR Congo.


Har FN-rapporten ret: Støtter Rwanda M23?

Parlamentet i Rwanda består på papiret af både tutsier og hutuer, men reelt er det tutsien Paul Kagame, der egenrådigt leder staten. Han var general under folkemordet og en afgørende faktor i at få det stoppet, da verdenssamfundet nægtede at gribe ind, og FN til sidst trak sig ud. Både regionalt og internationalt har han derfor en helt særligt status, der gør ham svær at kritisere. Af samme grund sidder det dybt i ham og regeringstoppen at beskytte tutsier mod hutuer. Det er altså klart, at Rwanda godt kunne have MOTIVER for at støtte M23. Men FN-rapporterne er blevet kritiseret for at mangle uomtvistelige BEVISER. Så hvad er egentlig argumentet i rapporterne?

Soldaterne fra M23 var i en fredsaftale fra 2009 blevet integreret i den congolesiske statshær under navnet CNDP, men brød ud af den i april 2012 og formede M23. De fleste af M23’s krigere er tutsier – samme etniske gruppe, som har magten i Rwanda. Beskyldningerne i rapporterne baserer sig blandt andet på interviews med tilfangetagne soldater fra M23, der påstår, de har modtaget træning på den rwandiske militærbase Kanombe lidt uden for hovedstaden Kigali. Ifølge rapporterne har Rwanda udstyret M23 med moderne våben og krigsudstyr som f.eks. satellitovervågningsudstyr. De er lækket til Reuters, som kun har udgivet uddrag af dem. En fuld rapport blev udgivet af FN tidligere på ugen.

Rapporterne peger på en kæde af folk, der gennem en række mellemmænd forbinder M23’s fodtropper til den øverste politiske ledelse i Rwanda. Ifølge rapporterne ledes M23 af Bosco Ntaganda på afstand, mens Sultani Makenga styrer tropperne på landjorden. Begge refererer til Rwandas forsvarschef, Charles Kayonga, som følger ordrer fra Rwandas forsvarsminister James Kabarebe.

Ifølge Steve Hege, koordinator for FNs undersøgelseskomite, “er M23 en rwandisk kreation”. Det engelske udenrigskontor har sagt, at de finder beviserne troværdige og nu vil revurdere deres aktiviteter i landet. Allerede i juli besvarede Rwanda beskyldningerne én efter én, men modbeviserne var vage. Sidenhen har tom retorik præget det rwandiske respons på det voksende bevismateriale. Den rwandiske udenrigsminister, Louise Mushikiwabo, har sagt, at rapporterne er udtryk for en international konspiration orkestreret af Steve Hege og rebelgruppen FDLR.


Hvad kommer der til at ske nu?

Stemningen i regionen er præget af håbløshed og skepsis. Der er 800.000 internt fordrevne. Nødhjælpsorganisationerne kan ikke følge med. Regionen er lammet økonomisk. Det kan sagtens tænkes, at M23 for en tid vil regere i den østlige del af DR Congo. Men de færreste tror, at de kan etablere en blivende politisk magt og legitimitet. Gruppens hovedkrav er direkte forhandlinger med præsident Kabila. Det afviser Kabila at gå med til.

Præsident Kabila har i det hele taget spillet en negativ rolle. Under en regional konference om fredsprocessen (ICGLR) blev det i november aftalt, at Kabila skulle gå i dialog med M23. Men kort efter mødet udtalte han til pressen, at det ville han ikke. Efter denne uges udvikling var præsidentens respons en opfordring til den skræmte og udsultede befolkning til selv at ty til våben og gå i kamp. Dele af lokalbefolkning støtter M23 – selvom støtte og frygt er svær at skelne.

I mandags opfordrede den congolesiske regering – endnu engang – Rwanda til at trække sig ud af landet. Men Rwanda nægter fortsat, at de overhovedet ER der. Regional mægling synes usandsynlig, som spændingen stiger mellem Rwanda, Uganda og DR Congo. Og det er tvivlsomt, om FN og det internationale samfund, der indtil videre har været temmelig lavmælte, kan og vil spille en konstruktiv rolle, så længe der ikke kommer flere tvingende beviser.

Flere iagttagere vurderer, at en ny borgerkrig kan bryde ud. Men spørgsmålet er, om det virkelig kan passe? Det er uvist, hvor mange tropper M23 har. De siger selv, at de er flere tusinde, men ved dannelsen i april var de knap 400. Senest har gruppen meldt ud, at de vil gå efter Kinshasa. Men logistisk er det nær en umulighed, da turen er 3000 kilometer gennem tætbevokset skov af veje uden asfalt. Det vil give Kinshasa masser af tid til at imødegå et angreb. Mest sandsynligt er det, at M23 vil indtage den sydøstlige provinshovedstad, Bukavu, så de kontrollerer hele den østlige del af landet.

Det vil være umuligt for Rwanda på nuværende tidspunkt at udvide deres militære aktiviteter gennem M23, ligesom det VIL udløse en international påtale og sanktioner, hvis de officielt går ind i DR Congo. Situationen ligger derfor i den congolesiske regerings hænder.

I tirsdags opfordrede Paul Kagame offentligt DR Congo til at gå i dialog med M23. I går afholdtes en akut konference gennem fredsinitiativet ICGLR (International Conference Great Lakes Region), hvor den ugandiske præsident, Yoweri Museveni i en pressemeddelelse sagde, at de opfordrede rebellerne til at lægge våbnene og forlade området. Spurgt om han ville gå i dialog med rebellerne, svarede Kabila, at han ville gøre, hvad fredsinitiativet tilrådede. Så længe flere beviser ikke hober sig op mod Rwanda, og præsident Kabila indgår dialog – og holder sin del af en potentiel aftale med M23, er der stadig mulighed for at redde situationen fra at eksplodere i en regional, etnisk konflikt.


Læs FN’s rapport
Læs officiel pressemeddelelse, der benægter og ’modbeviser’ rapportens påstande fra den rwandiske regering.


Julie Vulpius er journalist for The Independent i Rwanda. Hun BA i retorik fra Københavns Universitet