Aamund: Folketinget skal være mere elitært

Aamund: Folketinget skal være mere elitært

19.06.2012


AAMUND OM MAGT OG MEDIER:
SPÅDOM: Mediebilledet vil blive markant mere mangfoldigt
HISTORIEN: Det største problem de sidste ti år er, at kampen om synlighed i mediebilledet, forhindrer politikkerne i at tage fat i de langsigtede udfordringer.
HELTENE: Dem, som i jagten på døgnets nyheder, formår at se tingene på makroplan. Fx Martin Krasnik.
RÅD: Både medier og politikere skal oppe sig. Journalisterne bør uddanne sig bedre, og Folketinget bør blive mere elitært, samt lade sig inspirere af erhvervslivets bestemthed.


Asger Aamund er erhvervsmand, debattør
– og deltager på RÆSONs ugekursus Magt & Medier på Rødding Højskole 1.-7.juli.


INTERVIEW af Vilhelm Vig Nielsen

Mest markante negative forandring de sidste 1-10 år i forholdet mellem politikere og presse?
At både medierne og politikerne har tabt overblikket over den overordnede politiske og økonomiske udvikling. Næsten alt politisk journalistik handler jo om det, som journalister i gamle dage kaldte at producere hakkelse i døgnets rejsestald. For det er i høj grad døgnets problemer, som optager politikerne. Samtidig er journalisterne faldet i den grøft, at de ikke presser politikerne til at tænke mere langsigtet og udfordrende. Et nutidigt eksempel er skattereformen. Der er ikke en eneste journalist, der har sat sig rigtigt op i helikopterperspektivet og sagt: Hvad betyder denne skattereform for Danmarks konkurrenceevne? Det hele har handlet om fordelingspolitik, og hvem der skal betale regningen. Debatten kredser om nogle meget nære og provinsielle danske ting. Det er et sygdomstegn. Politikere og journalister har mistet det overordnede overblik, fordi de ikke beskæftiger sig med det, som bestemmer, om vi bliver en rig eller fattig nation.
Tænker du her på tendensen til, at politikerne i stedet for at forklare virkningerne på makroplan konstant bevæger sig ned på mikroplan og eksemplificerer med betydningen for sosu-assistenser, murere og andre stereotyper?
Ja. Alt handler om fordeling nu til dags. For det første tænker politikerne sig ikke om. De har ikke lagt planer for, hvad der skal skærpe vores konkurrenceevne, og derfor kan de heller ikke svare bedre, når journalisterne stikker mikrofonen hen under munden på dem og spørger, hvilke svage grupper det vil gå ud over. Og derfor befinder vi os i et nærmest reformløst samfund. For hvad er der i den nye skattereformen, som får nye virksomheder til Danmark, tiltrækker mere teknologi, kapital og arbejdskraft, og som hindrer arbejdspladser i at forlade landet? Der er intet!
Du har talt meget om ledelseskrise i politik. Medierne hævder at kæmpe for åbenhed og demokrati, men er dækningen ikke blevet så intensiv og personlig, at den faktisk gør den visionære ledelse, du efterspørger, umulig?
Jo, der er mange ting, som bider sig i halen. En af grundene til det er, at vi har fået mere end halvdelen af vælgerne på overførselsindkomst. Dvs. at det er den gruppe danskere, som kan bestemme, hvem der skal være statsminister i Danmark. Har du ikke en fordelingspolitisk dagsorden, der dækker disse grupper og gør dem glade, så får du ingen politisk succes. Det medfører, at ingen tør tage ansvaret for den langsigtede strategi, fordi man hele tiden tænker på, hvordan man skal få magten gennem de grupper, som er afhængige af sociale overførsler.
Men kunne årsagen bag politikernes manglende overblik ikke skyldes, at medierne konstant beder dem tage stilling til disse grupper, personsager, meningsmålinger og andet overflade?
Politikerne kan bare lade være at reagere på det. De kan sige, at det ikke interesserer dem, og at de ikke har lyst til at kommentere på det. I tilfældet personfnidder bør de blot sige: ’Jeg er interesseret i at få Danmark tilbage på vækstsporet igen, og hvis I vil høre om det, kan I snakke med mig, ellers kan I lade være.’
Så politikerne skal simpelthen turde sige fra?
Præcis. De kan sige, at det ikke er det fnidder, de er valgt på, men på at forbedre Danmark. Selvfølgelig er der nogle personlige historier, som er nødvendige at tage op i pressen, men politikerne behøver ikke være en del af den fødekæde, hvor man forsøger at slå plat på de politiske personsager. Der burde man hellere vise noget solidaritet og samfundsforståelse og ikke ligefrem made pressen med historier, der har til hensigt at skade andre. Man skal som politiker kunne sige nej, men de er jo bange for at blive glemt.
Er medierne så ikke også en kime til problemet, da de jo beder politikerne udtale sig konstant?
Nej. Pressen spænder jo fra Se og Hør til Information. De har forskellige dagsordener og følger dem benhårdt. Men det er politikernes ansvar at styre dem. Problemet er, når medierne sætter dagsordenen. Det skal de som folkevalgte selv. Det kan ikke nytte noget, at pressen sidder som kusken og styrer politikerne. Jeg tror faktisk, at mange pressefolk vil have respekt for politikere, der ikke vil engagere sig i usaglige sager, men alene fokusere på en langsigtet strategi, som de jo egentlig er valgt til at gøre.

Mest markante positive forandring de sidste 1-10 år i forholdet mellem politikere og presse?
Grundlæggende har vi fået et nedbrud de senere år af de fastlåste kommunikationsformer. Tidligere var det jo sådan, at politikerne vanskeligt kunne nås, hvis ikke de selv tog initiativ. I dag er der ingen undskyldning for ikke at kommunikere. Vi ser f.eks. en masse politikere udtale sig om politiske emner, som strengt taget ikke hører ind under deres område. Det skyldes, at konkurrencen om den politiske karriere netop ligger i at blive set og hørt af medierne. Her er journalisterne jo selv med til at få det til at køre, for hvis ikke ordføreren er til at få fat på i det ene sekund, så ringer de bare videre til en andet fra samme parti, som de ved, interesserer sig for emnet. Alle de politikere, som er på vej frem i karrieren og gerne vil kæmpe sig igennem det oppiskede mediehav benytter sig meget af denne udvikling. Det er nærmest kun statsministeren, som har privilegiet kun at udtale sig rigtigt én gang om ugen på pressemødet.

Hvad vil have været den største overraskelse i mediebilledet om 10 år?
Det første er, at papiravisen vil overleve i fin form. Avisen har nemlig den fordel, at den har overblikket, hvor du gennem et splitsekund kan vælge, hvad du gider læse, og hvad du ikke gider at læse. Du behøver nemlig ikke åbne mange vinduer, som du gør på en computer. Den næste store overraskelse vil være, at mediebilledet bliver markant mere mangfoldigt – vi er kun er begyndelsen af den udvikling. Mangfoldigheden er ikke bare i distributionen og produkt, men også i at flere og flere brugere involverer sig.

Den største politiske/journalistiske stjerne lige nu? (Person, koncept, program, tendens, etc.)
Der er mange. For at nævne nogle: Klaus Wivel, Anne Knudsen, Anne Libak [alle Weekendavisen, red.] og Clement Kjersgaard. Mest af alt vil jeg dog fremhæve Martin Krasnik, som er blevet en stor mediestjerne på det seriøse plan. Han har positioneret sig som et kendt ansigt, har temperament, er ledende og skriver desuden virkelig godt. Han er ikke bange for at kaste sig ud i konfliktfyldte emner. Men alle de her fem sætter et særligt skarpt perspektiv og har den der globale ansvarsfølelse og tro på, at de kan vende mange hjerter og hjerner med deres journalistik.
Hvilken politiker har mest at være stolt over siden valget? Hvorfor?
Det er imponerende at tænke på, hvordan Anders Samuelsen er blevet ydmyget og pisset på i Christiansborgs gange og alligevel er kommet ud med 9 mandater samt en reformpolitik, som de andre nu bøjer sig imod.
Ift. til pressen er han vel også én, der gør det, du ønsker med fokus på få overordnede emner?
Ja, netop. Han er godt forberedt og holder fast i de store linjer. Han ved, hvad der skal til, og lader sig ikke skubbe ud af den kurs. Han er ikke en af de tyndhudede politikere og tør reelt at gå i kollision med pressen. I mine øjne er han kommet godt fra dette og er et eksempel på, at det kan betale sig at kræve en ordentligt og anstændig behandling fra pressen.

Giv et godt råd til pressen.
Pressen skal uddanne sig bedre, end de gør. Skriver man om politik og økonomi på et vist niveau, så er en universitetsgrad med en journalistisk uddannelse at foretrække. Det er ingen kvalitetsgaranti, men det gør journalisten bedre til at klare nogle af de store spørgsmål i stedet for at forfalde til døgnets reportager med en eller anden vinkel på.
Hvad med de medier, som sælger på fnidder og overflade?
Det må de blive ved med, men der skal også her være noget ind i mellem. Dette er en appel til chefredaktørerne om, at de må sørge for at udfolde det lange sigte i højere grad. Den opgave bør alle journalister og redaktører, uanset medie, tage på sig.
Du efterlyser et større demokratisk ansvar hos chefredaktørerne?
Der er et stort samfundsansvar for at løfte debatten derop, hvor man provokerer sine ganske almindelige læsere til eftertanke og spørgsmål om reel essens i de politiske forslag. Altså en konstruktiv provokation, hvor folk tvinges til at tænke i løsninger i stedet for bare at brokke sig. Det kan man sagtens gøre, selvom man er en populæravis.

Giv et godt råd til politikerne.
De skal have modet til at gøre, hvad de er valgt til. Det er at lægge en langsigtet strategi og se på, hvad der skal til som nation for, at vi bliver mere konkurrencedygtige. De skal ikke bare konstatere, at vi har tabt arbejdspladser. De skal i stedet skabe en strategi for, hvordan vi tiltrækker nye. De skal hæve sig op over døgnets sensationer og tænke på at forbedre deres børn og børnebørns fremtidige land. Det skal de have modet til.
Du har ofte udtalt, at de dygtigste fravælger politik grundet lav prestige og løn til fordel for erhvervslivet. Vil erhvervslivet så få en større samfundsmæssig indflydelse og involvering?
Jeg tror ikke, erhvervslivet vil engagere sig reelt politisk. I dag er det jo en erhvervsleders mareridt at komme ind i den offentlige sektor, hvor man skal sidde i forskellige udvalg og snakke om små ligegyldige ting med folk, der lige er lukket ud fra uddannelsesinstitutionerne. Vi er vant til at omgås skarpe og kompetente mennesker, som ved, hvad de har at gøre med. Vi er vant til skarpe diskussioner med vores medarbejdere og rådgivere, og at efter disse så træffer lederen en afgørelse og en bestemmelse, som han udfører. Erhvervslivet vil få den indflydelse, det ønsker. I dag ønsker erhvervslivet at have indflydelse på deres egne virksomheder og nærmiljøet. De tænker især på lokalsamfundet ved sponsorater, fonde, osv. Det gør de udenom politikerne, for de støtter kun de steder, hvor de mener, samfundet kan præges i den rigtige retning. Man holder sig væk fra døgnets politik for i stedet for at gøre noget konkret, der kan rykke på den lange bane.
Du har ofte foreslået muligheden for et mere professionelt Folketing. Burde vi tage ved lære af andre lande som USA, hvor erhvervsfolk, akademikere osv. oftere hives ind som enten ministre og eller blot engagerer sig politisk?
Ja, det ville hjælpe gevaldigt på det. Alle ved jo, at størsteparten af lovene kommer fra EU. Lad os udnytte det til at skære halvdelen af folketingmedlemmerne væk og sætte lønnen op. Det kunne tiltrække især en del yngre erhvervsfolk og give et højere kvalitetsniveau, end vi ser i dag. I USA kan du stille op, mens du i Danmark skal igennem partisluserne og alle listerne for at blive valgt. Det er alt for besværligt. Og her vil partierne jo hellere have en folketingskandidat, der har hængt plakater op i 15 år, end de vil tage en eller anden skarp fyr udefra.
Så der er også noget jantelov i det?
Ja. Der er altid ballade i Folketinget, når der hentes folk ind udefra og særligt på ministerposterne. Det ville gavne med mere konkurrence, således at det blev mere elitært at sidde i Folketinget. Det kan jo stadig godt være folkets ting af den grund. Jeg så da personligt gerne, at der kom flere arbejdere, bønder og håndværkere præcis som erhvervsledere ind i Folketinget.

Vilhelm Vig Nielsen (f. 1992) er student fra Gammel Hellerup Gymnasium 2011, har skrevet en række kronikker for Berlingske og er tidligere deltidsprofessionel fodboldspiller i FCK. FOTO: Aamund (steffengordon/Flickr)