100.000 demonstranters nytårsforsæt: Rusland uden Putin

100.000 demonstranters nytårsforsæt: Rusland uden Putin

09.01.2012


For første gang i 10 år oplever Kreml at være i defensiven, og det virker som om, at Kreml simpelthen ikke aner, hvad de skal stille op med over 100.000 demonstranter, der kræver et ”Rusland uden Putin”. Om kravet opfyldes, afhænger mere af oppositionen end af Putin selv.

ANALYSE af Maria Mellander

Efter 10 år med gradvise indskrænkninger i russernes politiske frihed er russerne gået på gaden for at demonstrere mod Putins autokratiske regime. Modsætningen mellem Putins støtteparti Forenet Ruslands åbenlyse svindel og store nederlag ved Duma-valget 4. december og Kremls påstand om, at valget var frit, fair og en sejr for partiet udløste demonstrationer mod Putin. Og de fortsætter, for utilfredsheden har vundet over frygten for anholdelse.

Russernes frygt var ellers tidligere velbegrundet. Ofte var demonstrationerne små og politiets muligheder for at stoppe demonstranterne ved at anholde dem var gode. Og blev man anholdt risikerede man både job og helbred. Politiet havde derimod ingen chance for at anholde en, hvis man var blandt 60.000 moskovitter på Bolotnaya Pladsen 10. december, hvor Moskvas borgmester for første gang tillod en oppositionsdemonstration. Det var første gang, politiet afstod fra anholdelser og første gang stats-tv dækkede det. På Bolotnaya slap russerne angsten for myndighederne, og juleaften gik over 100.000 demonstranter på gaden i Moskva og krævede et Rusland uden Putin. 4. februar er netop offentliggjort som dagen for den næste demonstration.

Hvad gør Kreml?
Demonstranternes krav om omvalg og fyring af formanden for valgkommissionen afvises af Kreml. En koalitionsregering bliver det heller ikke til. Ifølge en kilde i Kreml opgiver ingen politikere og embedsmænd omkring Putin sin magt og privilegier frivilligt. Men strategien ”vær stærk og skræm” virker ikke længere. Putin behøver sin bureaukratihær og sine opportunistiske politikere for at sikre genvalg. Men han behøver også russernes stemmer. Og Kreml har den seneste måned forværret situationen for sig selv. Kreml har brug for at virke stærk. Giver Kreml indrømmelser kan opportunistiske politikere i de nedre lag skifte side, og bureaukrathæren vil ikke længere adlyde. Samtidig må Kreml ikke opildne demonstranterne endnu mere, end allerede gjort. Og for at vinde præsidentvalgets første runde 4. marts, skal Kreml, som det ser ud nu, svindle med endnu mere end de 10-25 % af stemmerne, der var tilfældet ved Duma-valget.

Tre ting, der dårligt harmonerer. Kreml har i den seneste måned formået at optræde svagt, arrogant og fornærmet sine vælgere. Et godt bud er, at Kreml simpelthen ikke aner, hvad de skal stille op med demonstrationerne (Putins første reaktion var, at demonstranterne måtte være købt og betalt af USA’s udenrigsminister Hillary Clinton, og da det ikke virkede, var næste træk at sammenligne demonstranternes hvide bånd med kondomer). Men tusindvis af demonstranter på Moskvas pladser kan ikke gøre det alene. For modstanden mod Putin er ikke stærk nok til at ville have et ”Rusland uden Putin” for enhver pris. Der skal være en opposition, som udgør et bedre alternativ end Putin – ellers vil russerne formentlig foretrække at spendere vinteren inde i varmen frem for på Moskvas pladser!

Hvor er oppositionen?
Rusland har ikke en stærk opposition i dag, og hovedparten af demonstranterne på Bolotnaya Pladsen 10/12 var da heller ikke kommet for at høre oppositionsledernes taler oppe fra scenen. Kreml største bedrift er at lægge oppositionen død. På stemmesedlen er oppositionspartierne enten Kreml-satellitter, kommunister eller skøre nationalister. Oppositionsledere, der er blevet nægtet opstilling på stemmesedlerne har som oftest en fortid i Kreml, de har bare været uheldige at få en fyreseddel. Samtidig har Putin haft held med at spille på frygten for en da capo på 1990’ernes Jeltsin-kaos. I stedet for at definere sig op imod den nuværende opposition, optræder Putin som om, modkandidaten er Jeltsin. Oppositionen skal overbevise russerne om, at der ikke venter dem endnu en Putin eller Jeltsin Junior.
Hvis russernes utilfredshed skal få politiske konsekvenser, må oppositionen samle sig om en fælles strategi og politik. Måske kræver det, at de få normale, midtersøgende politikere distancerer sig fra de mest radikale. Et muligt bud kunne være antikorruptions-bloggeren Alexei Navalny og partilederen Vladimir Ryzhkov, der synes at være de eneste pletfri personligheder i et korrumperet system.

Maria Mellander var leder af Silbas observation af det russiske Duma-valg 4. december 2011. Praktikant på Carnegie Center i Moskva sommer 2011. Kandidatstuderende statskundskaber ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: (Putin, Foto: World Economic Forum via flickr).