<span>Økonomiprofessor:</span> Skatteaftalen strider mod regeringsgrundlag

<span>Økonomiprofessor:</span> Skatteaftalen strider mod regeringsgrundlag

03.08.2012


replacing cigarette lighter

“Hvis man måler skattereformen i forhold til regeringsgrundlaget, ser det ikke godt ud. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at skatteaftalen øger uligheden. Resten af effekterne er der betydelig usikkerhed omkring.” Det siger professor i økonomi fra Roskilde Universitet, Jesper Jespersen, til RÆSON.

INTERVIEW af Gustav Nedergaard
Interviewet er foretaget, før Venstre i tirsdags sagde, at de vil genforhandle skatteaftalen (omtalt her)


SKATTELETTELSER ELLER VELFÆRD I en ny interviewserie spørger RÆSON politikere og økonomer: Gør skattereformen det billigere eller bedre at være dansker?
Venstres skatteordfører: Mere af den samme politik er bare den samme politik


Hvordan lever skatteaftalen op til de udfordringer, dansk økonomi står overfor?
Skatteaftalen bør vurderes på baggrund af regeringsgrundlaget. Regeringen satte sig som mål at få flere penge i statskassen, at øge udbuddet af arbejdskraft og mindske uligheden. Og målt på den præmis, ser det ikke godt ud. Det eneste, man kan sige med sikkerhed, er, at skatteaftalen øger uligheden. Derimod er der betydelig usikkerhed om, hvorvidt aftalen øger arbejdsudbuddet og/eller beskæftigelsen og dermed forbedrer usikkerheden om statsfinanserne.
Finansministeriet skriver selv, at aftalen vil øge arbejdsudbuddet med 14.600
Ja. Men alene det, at de lægger så præcise tal frem, viser, at finansministeriet udtaler sig lang ud over, hvad der er et solidt fagøkonomisk grundlag for. Vi mangler viden om, hvor meget udbuddet reelt vil stige.
Hvad med det tredje punkt om flere penge i kassen?
Finansministeren fastholder, at skatteaftalen er fuldt finansieret, men efter forliget med VK er det vanskeligt at se, hvilket modelgrundlag der kan underbygge synspunktet. Reduktionen af rentefradraget røg ud, boligskatterne blev låst fast, og reduktionen af folkepensionen blev pillet ud. Det kostede cirka tre milliarder kroner. De penge henter de så ved besparelser på forsvaret og ved at bidrage mindre til EU. Men de penge er allerede blevet brugt en gang, nemlig i 2020-planen. Så det er svært at se, hvordan skatteaftalen skulle kunne forbedre de offentlige finanser. Derudover hænger besparelserne på EU i en tynd tråd, og derfor opnår man ikke det tredje mål: at bedre de offentlige finanser.
EU-bidraget og besparelser på forsvaret var brugt i 2020-planen og skulle bruges på offentlig vækst eller de andre to poster: uddannelsesgarantien og grøn omstilling. Derfor er skatteaftalen underfinansieret i det samlede perspektiv?
Ja, skatteaftalen har svækket 2020-planen. Selv hvis den meget udbudsorienterede økonomiske model og de ret optimistiske incitamenter skulle fungere, så må finansministeren reducere nogle af sine vækstorienterede initiativer, hvis pengene skal passe. Det eneste regeringen med sikkerhed har opnået med skatteaftalen er at øge uligheden.
Så på regeringens egne præmisser har regeringen fejlet med skattereformen?
Ja, det må man sige. Den lever ikke op til regeringsgrundlaget.

Du har tidligere skrevet, at ”en skatteaftale i Danmark trygt kunne forøge skatten for alle med en årsindkomst over 500.000 kroner og konvertere beløbet til et øget beskæftigelsesfradrag, der aftrappes med stigende indkomst. Det vil både øge ligheden og arbejdsudbuddet målt i personer.” Så du mener godt, at man kan øge skatterne i Danmark?
Hvis man vil reducere uligheden og samtidig øge arbejdsudbuddet, så er det en simpel løsning. Hvis man øger beskatningen i den øvre ende og mindsker den i den nedre, så får man større lighed. Men nok så vigtigt, så ved vi med langt større sikkerhed, at en sådan omfordeling vil øge forbrugsefterspørgslen, produktionen og dermed beskæftigelsen. Og ikke nok med det. Et andet af de mere sikre resultater fra den økonomiske fagkundskab er, at øget beskæftigelse trækker et øget udbud af arbejdskraft med sig. Det er udsigten til at få et job, der med rimelig sikkerhed trækker marginalgrupperne ind i arbejdsstyrken. Den effekt var meget udtalt i perioden 2005-2008. Effekten har særlig styrke, når der er tilløb til mangel på arbejdskraft. Så længe der er høj arbejdsløshed, er et øget udbud af arbejdskraft af mindre betydning.
Du har dog samtidig skrevet, at den udbudseffekt, du mener vil følge af en øget beskæftigelse, vil kunne forsvinde igen efter 20 år. Men intentionen med skatteaftalen er vel at skabe et mere permanent øget udbud på lang sigt – også udover de 20 år. Det gør vi måske ikke med en efterspørgselseffekt.
Det er et væsentligt spørgsmål. Hvor sikre er de økonomiske modeller, som den økonomiske rådgivning baserer sig på? Problemerne med at modellere virkeligheden er store, og jo længere vi prøver at se ud i fremtiden, desto større bliver usikkerheden. Det er rigtigt, at ifølge ADAM-modellen (som Finansministeriet blandt andet benytter, red) forsvinder beskæftigelseseffekterne efter cirka 20 år. Men meget kan ske på 20 år. Prøv at tænk på, hvad der er sket siden 1992. Man skal således hele tiden huske på, at vi fagøkonomer ikke ved så meget om økonomien om 20 år.
Så du siger, at efterspørgselseffekten er den mest sikre. Den vil skabe beskæftigelse, som vil skabe udbud. Og derfor skal vi gøre noget for beskæftigelsen?
Præcis. Samtidig kan man tilføje, at lange arbejdsløshedsperioder i sig selv har en negativ effekt på de personer, som allerede er i arbejdsstyrken. Udbudsstrategien består jo i, at man først øger arbejdsløsheden, så håber man på, at det vil dæmpe lønudviklingen så meget, at eksporterhvervene kan opsuge den ledige arbejdskraft. Men uanset hvor optimistiske forudsætninger, vi propper ind i modellen, så tager det mindst 4-6 år, inden det øgede udbud kommer i beskæftigelse. I mellemtiden går folk altså arbejdsløse, hvilket virker negativt på arbejdskraftens kvalifikationer.

Du siger, at man kan øge beskatningen for personer, der tjener over 500.000. Men hvor meget kan man øge den?
I 2001 var alle enige om, at vi havde en velfungerende økonomi, så mit spagfærdige forslag er at rulle boligskatter og indkomstskatterne – navnlig for de højeste indkomster og dyreste boliger – tilbage til 2001-niveau. Det vil give 50 milliarder ifølge skatteministeriets beregninger. Samtidig ville det give en mere ligelig fordeling.
Så man skal tilbage til 2001-satserne?
2001 er et pejlemærke. Og med det regeringsprogram, der er langt frem, ville det være et naturligt mål.
Derfor kan man godt øge skatterne for folk, der tjener over 500.000?
Ja, hvis vi ser tilbage på 2001, så vil det ikke hæmme incitamentet i en sådan grad, at det ikke ville blive vejet op af strukturreformer, som forbedrer samfundsøkonomien. Her tænker jeg ikke mindst på efteruddannelse, praktikpladser, omstilling til vedvarende energi. Alt sammen forslag der er indeholdt i regeringsgrundlaget.
Men der må vel være en grænse for, hvor høje marginalsatser man kan have i Danmark?
Man skal passe på, at man ikke tillægger marginalsatser for stor betydning. Det er i højere grad skatteprocenten og ikke den marginale sats, folk bekymrer sig om. Og ser man på skatteaftalens indvirkning på skatteprocenten, så taler vi om en sænkning på mindre end 1 procent.
Så på den baggrund har skatteaftalen ingen effekt?
Effekten på arbejdsudbuddet vil være begrænset. Små ændringer bliver der ikke lagt mærke til. Hvilken effekt den øgede ulighed har på samfundsøkonomien, ved vi uhyggelig lidt om, men de nyeste forskningsresultater peger i retning af, at de negative effekter hidtil har været undervurderet.
Og hvordan ser du skatteaftalen i den optik?
Den er i småtingsafdelingen.
Hvis vi så ser på nogle alternative forslag til regeringens skattereform, hvilke er så oplagte alternativer?
Ser man på målene i regeringsprogrammet om ikke at øge uligheden, så er boligbeskatningen og særligt pensionsbeskatningen oplagte. Og her har regeringen gjort noget positivt, da man fremrykkede beskatningen af kapitalpension.
Hvis du så skulle give regeringen et råd, hvad ville det være?
Mindske de store og ulighedsskabende tilskud til pensionsopsparing og boliginvesteringer. Hvis skattefradragsretten for pensionsopsparing blev afskaffet, og boligbeskatningen bragt tilbage til 2001 med tillæg af en friværdibeskatning, som det er blevet foreslået af Det økonomiske Råd, ville regeringen havde skabt en indtægtssikring af velfærdsstaten. Så ville diskussionen om de fortsatte nedskæringer forstumme. Så længe diskussionen om boligbeskatningen fortsætter, skaber den unødig usikkerhed på et i forvejen nervøst boligmarked.
Så hvis man ikke ændre boligbeskatningen, kan det betyde en ny boligboble?
Ja, når værdistigningen på en boliggevinst er skattefri, så er fristelsen for at spekulere i boligmarkedet meget stor. Ikke mindst, når beskatningen af boligens lejeværdi er diminutiv, og du samtidig kan trække renterne fra i skat. Det minder om Ebberød Bank.

Gustav Nedergaard (1989) er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab. Han har læst en del af kandidaten på UC Berkeley og har tidligere arbejdet på Politiken og i Finansministeriets udgiftspolitiske kontor.
zp8497586rq