Videnssamfundet: En vision baseret på myter

Videnssamfundet: En vision baseret på myter

08.09.2011


Politikerne er enige: Danmark skal være et videnssamfund. Det er ikke nødvendigvis en dårlig vision. Men den er baseret på myter og misforståelser. Politikerne er for optimistiske og ser ikke nok på alternativer.

KOMMENTAR af Søren Harnow Klausen

Senest har videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen formuleret en ambitiøs målsætning: Hver fjerde dansker, som afslutter 9. klasse i 2015, skal blive akademiker. Reaktionerne har, som man kunne forvente, overvejende været positive: Videnssamfundet er et dogme, som hyldes på tværs af næsten alle politiske skel. Hvem kan være imod mere viden, mere uddannelse, mere forskning? Men ved nærmere eftertanke er det måske et mere åbent spørgsmål, hvorvidt en storsatsning på mere uddannelse og forskning er løsningen på alle landets problemer.

Myter om videnssamfundet
Standardfortællingen om videnssamfundet, som har domineret den politiske debat gennem det seneste tiår, lyder omtrent sådan her: De vestlige lande gennemløber i disse år en generel udvikling fra industrisamfund (eller – hvis man er mere sofistikeret og moderne – fra servicesamfund) til videnssamfund; viden er blevet den afgørende konkurrencefaktor og dermed også det, som hele samfundet skal organiseres ud fra, den globale økonomi udvikler sig samtidig til en vidensøkonomi; specielt nationer, der som Danmark ikke råder over værdifulde naturresurser (her ignoreres det, at både olie og gas faktisk har spillet en ikke ubetydelig rolle for opsvinget frem til 2008) eller billig arbejdskraft, må omstille sig til at konkurrere på viden og nye ideer; de må koncentrere sig om ”vidensintensive” produkter, som kan sælges så dyrt, at det står mål med de høje lønomkostninger; derfor må de også satse massivt på uddannelse og forskning.
     Der er tilsyneladende godt belæg for, at det forholder sig sådan. Der er eksempelvis en række iøjnefaldende statiske sammenhænge: Jo højere uddannelsesniveauet er i et land eller en region, jo højere er velstanden. Højtuddannede tjener mere og bidrager mere til bruttonationalproduktet, og antallet af akademikere i lederstillinger og andre stillingstyper har været støt stigende gennem de sidste tyve år.

Ingen klar sammenhæng mellem uddannelse og vækst
Men der er et men: Det er langt fra klart, hvad man kan udlede af disse statiske sammenhænge. Hvad er årsag og hvad er virkning? Udspringer et lands velstand af indbyggernes uddannelsesniveau, eller er det snarere sådan, at rige lande har råd til at give deres borgere en lang uddannelse? Tager flere og flere en videregående uddannelse, fordi den er nødvendig for, at de kan bestride deres fremtidige jobfunktioner – eller gør de det blot, fordi det tjener karriereselektionen (som når man i den engelsktalende verden gerne ansætter kandidater uddannet i klassisk sprog ved Oxford eller Cambridge i erhvervslivet, fordi de dermed har bevist deres almene værd)? Tvinges firmaerne til at ansætte medarbejdere med videregående uddannelser, primært fordi de bedst begavede og mest motiverede efterhånden alle har en sådan – fordi der ikke længere er nogen stor pool af mindre uddannet, men duelig arbejdskraft at tage af? Bidrager de højtuddannede virkelig mere til værdiskabelsen i kraft af deres uddannelse, eller er det snarere sådan, at de havner der, hvor værdierne skabes, og at deres produkter er dyre, fordi de selv er dyre i drift?
     Der er også statistik, som ikke bekræfter standardfortællingen. F.eks. er der ingen positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau og vækstrate. Tværtimod finder man de højeste vækstrater i asiatiske og afrikanske lande. Det har ligeledes vist sig svært at finde en klar sammenhæng på virksomhedsniveau mellem investeringer i forskning og udvikling og indtjening og vækst. Rigsstatistikeren har bemærket, at rengøringsvirksomheden ISS har haft større kommerciel succes end den langt mere hypede Novo Nordisk.

Grundforskning ikke nødvendigvis en god investering
En anden myte, der ofte knyttes til standardfortællingen om videnssamfundet, drejer sig om forskningen som vidundermiddel. Det hævdes specielt, at grundforskning skulle være en langsigtet, men sikker og usædvanligt lønsom investering. Myten kan spores tilbage til efterkrigstidens amerikanske forskningspolitik, hvor det lykkedes præsidentens videnskabelige rådgivere at overbevise ham om, at det ville være til størst gavn for samfundet at lade forskningen foregå uafhængigt af nyttehensyn og uden central styring, og dermed forsvare forskernes privilegier.
     Den savner imidlertid empirisk belæg – bortset fra den intetsigende sammenhæng mellem nationale forskningsudgifter og velstand, som lige så vel kan skyldes, at grundforskning er en bekostelig affære. Utallige nyttige opdagelser er gjort uden forudgående grundforskning. Og de asiatiske tigerøkonomier er opstået i lande, hvor man bevidst har satset på anvendt forskning og ladet andre stå for grundforskningen.

Hvordan myterne er blevet til
Myterne om videnssamfundet er opstået, fordi man har undladt at anstille kontrafaktiske overvejelser. Man har nøjedes med at bemærke, hvordan det, vi i dag faktisk nyder godt af, bygger på viden og tidligere opdagelser. ”Computeren bygger på avanceret viden; computere står p.t. for en så og så stor indtjening på verdensplan; ergo har investeringen i viden givet et afkast på så og så meget”. Men for det første er de penge, som er tjent på computere, i ringe grad tilfaldet dem, der har støttet den oprindelige vidensproduktion: viden er ikke en resurse af samme kontrollerbare slags som råstoffer og arbejdskraft. Nok søger man at håndtere dette problem ved at indføre regler for intellektuel ophavsret, patentering, etc. Men der er groft sagt tale om lappeløsninger – specielt når det drejer sig om grundforskning, der af natur er frit tilgængelig og kan anvendes på uforudsigelige måder. For det andet må man også medtage i beregningerne, hvad der kunne være kommet ud af at give midlerne i direkte erhvervsstøtte eller af at købe værdipapirer.
     Der er mange grunde til at dette virker absurd, men der er intet belæg for, at det ville have været en dårligere økonomisk investering.

Alternativer til videnssamfundet
Det er ikke svært at drage forestillingen om videnssamfundet i tvivl. Men der findes næppe et realistisk alternativ til videnssamfundet, som helt ser bort fra viden. Den tyske Sonderweg [‘særlige vej’, red] synes relevant for Danmark. Den ligger tæt på det, mange herhjemme i dag anbefaler som et alternativ til ensidig akademisering, og går ud på, at man søger at opretholde en succesfuld industriproduktion ved at specialisere sig i højteknologiske nicheprodukter, og samtidig vedligeholder en usædvanligt veluddannet, men ikke overdrevet vellønnet og unødigt akademisk, arbejdsstyrke. Dette er måske nok en vidensøkonomi. Men en mindre akademisk én end den, vi vanligvis præsenteres for.
     Det tyske eksempel er tankevækkende, og passer vel også godt på mange danske succeshistorier, som ofte handler om noget mindre moderigtigt end bio-tek og oplevelsesøkonomi. Man bør dog huske, at den tyske eksportsucces ikke har ført til en generel velstandsstigning i samfundet, men tværtimod til lavere lønninger og mere usikre ansættelsesforhold.
     Meget tyder på, at videnssamfundet – modsat industrisamfundet – ikke fører til langsom udjævning af klasseskel, men snarere uddyber klasseforskellene. Desuden er det usikkert, hvorvidt succesen er langtidsholdbar.

Videnssamfundet den mindste ringe mulighed
Selv om ideologien om videnssamfundet er tvivlsom, er det derfor ikke utænkeligt, at politikernes mantra – “vi skal satse på forskning og uddannelse” – alligevel har noget på sig. Det er ingen sikker løsning på globaliseringens økonomiske udfordringer, men denn har – til trods for, at myterne om dens vidundervirkninger er overdrevne – et så stort potentiale og så mange positive bivirkninger, at det nok trods alt er den sikreste satsning. Det er vel også det, som peger mest i retning af det samfund, vi ønsker, uafhængigt af, om det fører til økonomisk succes eller ej.
     Der kan være mange grunde til at styrke dannelsen, kulturen og den frie forskning. Men der er intet belæg for, at det vil være særligt gavnligt ud fra en snævert samfundsøkonomisk betragtning. Man kan spekulere over, om ikke dannelsen ved en slags historiens list vil udmønte sig i smart, salgbart design, men det forbliver indtil videre spekulation.

Søren Harnow Klausen (f. 1966) er dr. phil. og professor i filosofi ved Syddansk Universitet. Leder af forskningsprogrammet ”Viden og værdier”. Forfatter til bl.a. bøgerne Hvad er videnskabsteori? (2005) og På tværs af fag (2011). ILLUSTRATION: Arkivfoto

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk