Verden: Det skete, mens du så valgkamp

Verden: Det skete, mens du så valgkamp

02.09.2011


Libyens oprørere væltede Gaddafi af pinden i Tripoli. Verdens tungeste økonomiske beslutningstagere diskuterede krisen. Japan fik ny premierminister. Og finnerne smed en våd klud i hovedet på Merkel og resten af EU. Alt i mens var danske politikere, medier og borgere (med rette) travlt optaget af Vestager og Barfoed, Helle eller Løkke. Her er fire korte udenrigspolitiske nyheder, du måske gik glip af, mens du fulgte valgkampen.

Af Frederik Vitting Hermann medlem af RÆSONs chefredaktion

Libyen: Arabisk Forår i Paris
Lars Løkke Rasmussen satte valgkampen på pause i går og tog til Paris for at diskutere Libyens fremtid med statsledere fra hele verden og TNC – det nationale transitionsråd – der repræsenterer oprørsstyrkerne i Libyen. Danmark anerkendte ligesom mange andre lande TNC-toppen som de legitime ledere af det libyske folk i forgårs, men Gaddafi er fortsat på fri fod et ukendt sted. Prioriteten for de nye libyske myndigheder er at undgå en langstrakt sekterisk krig med Gaddafis støtter forskanset i små bylommer, hvorfra de kan bedrive terror mod det ny regime. Demokratisk overgang og genopbygning er parisermødets hovedtema. Alle er enige om, at det skal gøres bedre end Irak, men som Hillary Clinton påpegede, skal freden vindes nu, og den kommende tid bliver altafgørende. Frygten er, at tomrummet efter den fælles fjende vil give plads til oprørernes uenigheder.

Vesten hjælper i første omgang med nødhjælp og penge. IMF og Verdensbanken har mulighed for at give kortfristede lån til TNC, men rådets største problem er magtvakuummet, der skal fyldes og helst af en samlet koalition af oprørere. Der er lavet valg inden for otte måneder og en forfatning inden for 20. Rådet har sagt ja tak til FN-rådgivere, men frabeder sig vestlig militær tilstedeværelse. Det er alt for tidligt at tale om succes, men rådet gør i hvert fald alt hvad det kan for at undgå en borgerkrig lignende den, der kom efter ’sejren’ i Irak.

Perspektiv for Danmark: Vi havde en stor aktie i NATO’s libyske intervention, der nu ser ud til at være lykkedes. Spørgsmålet er om Libyen (med luftangreb og hemmelige specialtropper) er skoleeksemplet på en moderne militære intervention. Det er desuden første gang en sådan krig føres uden USA danner fortrop. Det er i sig selv interessant, men den aktivistiske udenrigspolitik kommer igen til at blive bedømt over de kommende måneder udvikling.

USA: Økonomer i Wyoming
Pengepolitikkens lavmælte ledere var i sidste weekend til symposium i Jackson Hole hos Ben Bernanke og den amerikanske FED. Centralbankslederne og førende økonomer diskuterede den verdensøkonomiske krise, der ser ud til at have bidt sig fast i et lavvækstleje. Allerede i slutningen af 2009 talte man om mulighederne for et dobbelt dyk . Det så ud til at blive en realitet i august måned, men økonomer som Kenneth Rogoff (http://raeson.dk/2011/den-store-sammentr%C3%A6kning-finanskrisen-er-ikke-slut/) har efterhånden fået mere plads i medierne med deres forudsigelser om langsigtede lavvækstsperspektiver.

Bernankes tale er festens højdepunkt, men FED-chefen skød (som ventet) ikke højt med en ny omgang Quantitative Easing [QE, pengepolitisk stimuli, hvor centralbanker sender flere penge ud i økonomien, red.], som ved sidste års tale . En QE3 er dog langt fra udelukket og Bernanke holdt bolden i luften til FED’s møder sidst i september. I sin diplomatiske stil fik Bernanke dog påpeget, at det amerikanske politiske liv havde tabt bolden med håndteringen af gældsloftet i starten af august.

Mere knald var der på den nye IMF-chef Christine Lagarde, der kraftigt langede ud efter de kortsigtede besparelser og manglen på vækstinitiativer i USA og i de store europæiske økonomier. “Når alt kommer til alt, hvem vil så tro på forpligtelser på udgiftsnedsættelse vil overleve en lang stagnation og langvarig høj arbejdsløshed og social utilfredshed?” sagde Lagarde. Trods for at danske politikere kunne glæde sig over forbedrede væksttal, er vi dybt afhængige af USA/EU og særligt Tysklands forhåbentlige økonomiske fremgang.

Asien: Ny mand i Japan
Finansminister Yoshihiko Noda blev valgt som ny premierminister for Japan i tirsdags. Han bliver den sjette premierminister på fem år. Noda trodsede parti-edderkoppen Ozawa Ichiro, der trak i trådene for en anden favorit. Noda blev ikke valgt på sin selvomtalte lave karisma. Han ynder at sammenligne sig selv med kedelige ferskvandsfisk, og er en bureaukratisk maskinrumstype.

Hans politiske profil er konservativ, og han mener ikke, at forårets atomkrise skal forhindre Japan i at tænke gældsreducering. Han er desuden en af de få, der vover at foreslå skattestigninger som svar på Japans enorme gæld og kriseregning efter forårets katastrofe. Nodas styrke er hans fokus på substans og politiske initiativer, men dette er samtidigt også bagsiden af medaljen. Japan har slumret rundt i lavvækst og dalende international indflydelse flere år. Man kunne frygte at den grå finansminister ikke har energien og den folkelige appel, det kræves for at sparke landet i gang igen og blot bliver endnu en pausefisk i den japanske premierministerrække.

Japan og specielt landets økonomi er vigtig for USA og Europa pga. mere end størrelse og samhandel. For to årtier siden sprang den japanske boble og siden da økonomien har været i nærmest stilstand. Den regionale indflydelse er tilsvarende faldet. Nogle frygter at ’de vestlige økonomier’ står foran samme forløb som Japan har været i gennem de sidste 20 år. Intet reelt opsving – bare lave vækstrater så langt øjet rækker. Japan har stadig ikke fundet en kur til sin økonomi, men det mest skræmmende er ligheden i sygdommens oprindelse.

Japan har været politisk lammet i de sidste mange år, og flere politiske tiltag har formentlig gjort mere skade end gavn. Efter sommerens økonomiske tumult har kritikken af EU og USA’s politiske systemer og ledere regnet ned fra alle sider. Kortsigtede løsninger og en manglende erkendelse af problemernes størrelse har ekkoer af japanske tilstande.

Nado såvel som Merkel, Obama og Helle eller Løkke står over for enorme udfordringer, og pt. kunne det være den første som de sidste, der viser gravitas og løfter opgaven. Det siger måske mere om EU og USA end det gør om Japan.

Eurokrisen: Finland og Grækenlands fælles problemer
Eurozonen har fået endnu et slag i ansigtet. Denne gang er det Finland, der stiller sig på bagbenene og kræver pant for at medvirke i den fælles EU krisefond. Igen gør politikken det svært for økonomien, men inden man fordømmer de folkevalgte kan man huske, at det er svært at sende penge af sted uden sikkerhed for at se dem igen, og at EU som politisk system og fællesskab aldrig var gearet til den nuværende krise.

Den økonomiske krise er lige nu primus motor for et mere sammentømret EU, mens de nationale politikere slider i bremsen af frygt for at blive revet ned i et sort hul. Simon Hix, EU-professor ved London School of Economics, forudså i juli lige efter nødhjælpsaftalen til Grækenland to langsigtede muligheder for EU: 1) En græsk betalingsstandsning, dominoeffekt gennem PIIGS-lande og til sidst reel en delingen mellem stærke og svage økonomier i EU eller 2) Et reelt føderalt finansministerium med fælles lovgivning og regulering.

Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved KU, er uenig i Hix’ enten-eller-præmis og siger til RÆSON: ”[D]et mest realistiske scenario er en glidende græsk gældsanering inden for ØMU’en kombineret med en stærkere EU-politisk koordination af finanspolitikken i medlemslandene. Denne tredje vej er vi allerede ved at bevæge og ad.” Uanset hvad er EU i en rivende udvikling.

Finland skulle kun bidrage med 2 % af den samlede hjælpepakke til Grækenland, og denne uges tumult er dermed et skoleeksempel på det nationalpolitiske niveaus altafgørende betydning. Det politiske uvejr og det uklare institutionelle set-up er en af hovedudfordringerne for europæiske økonomier og samfund. Danmark, Finland og resten af Europa kommer til at diskutere integration før eller siden, da problemet må gribes ved roden.

FOTO: Barack Obama på besøg i Dresden i juni.