Uffe Elbæk (R): Sådan konfronterer vi Danmarks kriser

Uffe Elbæk (R): Sådan konfronterer vi Danmarks kriser

27.08.2011


Vækst handler ikke kun om bruttonationalproduktet. Hvis vi skal følge med udviklingen, har vi brug for en ny forståelse af, hvad der får et samfund til at vokse. Den farbare vej er et ændret menneskesyn, en ny offentlig sektor og et øget fokus på miljøet.

KOMMENTAR af Uffe Elbæk

Da jeg i 2010 besluttede at stille op til Folketinget, var det vigtigt for mig og mine kampagnefrivillige at søge bagom den dagsaktuelle politiske debat i et forsøg på at finde frem til de dybereliggende politiske, sociale, økonomiske og kulturelle problemer i det danske samfund. Det har vi gjort gennem hundredvis af politiske samtaler – på debatmøder, politiske saloner og ikke mindst i forbindelse med det tværpolitiske dialogprojektet 48 termokander – hvor vi har sat væsentlige og principielle politiske spørgsmål til debat. Langsomt tegnede der sig tre markante politiske problemstillinger, som hver rummede en principiel udfordring: 1) empatikrisen, 2) systemkrisen og 3) klimakrisen. Lad os kigge lidt nærmere på dem.

Empatikrisen
Som samfund er vi op igennem 00’erne blevet dårligere og dårligere til at lytte fordomsfrit til hinanden, til at sætte os i den andens sted og til at afvise at omgås hinanden med frygt og mistillid. Et eksempel er det dysfunktionelle arbejdsløsheds- og beskæftigelsessystem, hvor vi har et kontrolsystem, som er præget af, at staten hverken har tillid til kommunerne, de kommunale medarbejdere eller den enkelte arbejdsløse.

Med de uempatiske briller på er vi danskere en samling durkdrevne cost-benefit-maskiner, som allerhelst vil gøre så lidt som muligt for at skrabe mest muligt til os: De ledige vil dase, indvandrerne vil nasse, de offentligt ansatte er dovne og lærerne ugidelige. Men hvis vi udelukkende abonnerer på det forkvaklede, incitamentsorienterede menneskesyn, så taber vi vores evne til at forstå, hvad der i virkeligheden får mennesker til at sætte noget i værk. Så væk med det.

I gennem hele mit liv har jeg oplevet, at folk søger efter meningsfulde sammenhænge, hvor de kan bruge deres tid og energi. Vi mennesker ønsker et job, hvor vi føler os værdsat og gør en forskel – ikke blot jobbet med den højeste løn. Vi starter virksomhed, fordi vi har en drøm at forfølge, og flere af os starter endda virksomheder for at hjælpe andre. Blandt unge iværksættere er der en bølge, der handler om at skabe det gode og meningsfulde liv i fællesskaber.

Det burde kunne lade sig gøre at skabe et empatisk menneskesyn. Vi har genopfundet landet før. Sidst var i overgangen fra landbrugs- til industrisamfund. Men om det lykkes igen til fulde, afhænger af den næste krise – systemkrisen.

Systemkrisen
Hvad der længe er blevet omtalt som en finansiel krise, er nu langsomt ved at blive benævnt korrekt som en strukturkrise for den danske velfærdsstat. Jeg vil påstå, at krisen bunder i manglende nytænkning og politisk mod til at udfordre kassetænkning. Vi har brug for ny vækst og nye jobs. Men de afgørende spørgsmål er, hvilken vækst vi ønsker, og hvilke typer jobs Danmark har særlige forudsætninger for at skabe? Det, vi har brug for, er, hvad jeg vil kalde for ”den fjerde sektor” inspireret fra Center for the Advancement of the Steady State Economy.

Denne type samfundssektor er allerede ved at vokse frem i spillet mellem den private, offentlige og frivillige sektor. Den rummer en mangfoldighed af nye typer af virksomheder og organisationer, som på den ene side agerer på markedsøkonomiens præmisser (med sorte tal på bundlinjen), men samtidig har det fælles bedste for øje (et givet økonomisk overskud går tilbage til det lokalsamfund, virksomheden er en del af). Dertil er den karakteriseret ved en organisationskultur, der er menings- og formålsdrevet (frem for i dag, hvor det stadig ofte er løn/magt/status, der bruges som motivationsfremmende faktorer). Tilmed kan den rumme både fastansatte, deltidsansatte og frivillige.

Eksempler på fjerde-sektor-virksomheder er Roskilde Festival (kultur), Logik og co. (byggeri), Kofoeds Skole og Specialisterne (socialområdet), Merkur Bank (finans), Oure Idrætshøjskole og efterskole, Akademiet for Utæmmet Kreativitet (ungdomsuddannelse) samt KaosPiloterne (videregående uddannelse).

Disse ildsjæle i ”den fjerde sektor” gør en forskel, selvom de næsten enstemmigt fortæller, at deres virksomheder løber ind i en ofte uoverskuelig række bureaukratiske forhindringer. Størstedelen af disse kan forholdsvist nemt fjernes, men det kræver først og fremmest, at vi forstår hvad det er for en sektor, som er ved at vokse frem. For den er vigtig. Den kan nemlig løse vores systemkrise.

Her og nu bør vi ændre rammevilkårene for at fremme denne sektor, og vi skal opbygge et økosystem af support, service og infrastruktur, som kan hjælpe organisationer i ”den fjerde sektor” med at starte op, vækste og ekspandere. For som det er nu, er denne type af organisationer grundlæggende fanget mellem de klassiske kasser ’for-profit’ og ’non-profit. Der er både behov for helt nye juridiske rammer og finansieringsmuligheder, der åbner op for hybrider. Skattelovgivningen skal tilpasses ønskværdige indsatsområder, kontrolinstanser for rating og certificering i forhold til kvalitet og ”social impact”. Endelig skal der være en generel (efter)uddannelse indenfor organisering, ledelse, kommunikation og teknisk assistance målrettet den fjerde sektor.

For at få firmaerne med på denne ”den fjerde sektor”-vognen, bør vi fremme solidaritet og ansvarlighed i danske virksomheder. En fremtidens model for samarbejde mellem virksomheder og stat kan baseres på favorable rammevilkår, mod at virksomheder viser og dokumenterer, at de løfter opgaver med at skabe et bæredygtigt samfund, skaber praktikpladser, investerer i miljø, laver flexværksteder eller tager socialt ansvar. Konkret kan man lave en omlægning af virksomhedsbeskatningen med strategisk perspektiv, fx med et gradueret beskatningsprincip: Hvis virksomheder skaber mange jobs (til de dårligst uddannede eller til unge, handicappede eller socialt udstødte) eller etablerer en praktikplads, så får de en lavere skattesats. Og man kan tænke princippet videre til at fremme generel bæredygtighed – hvorfor skal økologer betale samme skat som industrielt landbrug eller virksomheder, der udvikler grøn teknologi?

Et middel til at løse systemkrisen er altså en erhvervspolitik, som får øjnene op for de muligheder, der ligger i den fjerde sektor. Men inden vi kan tale om at læse sociale og politiske problemstillinger, skal vi kigge nærmere på den forurenende sky af en klimakrise, som hænger over vores samfund.

Klimakrisen
Vi skal skabe et samfund og en økonomi, som kan inkludere alle mennesker på jorden. Hvis det skal lykkes, har vi som politikere et ansvar for at bruge alle tænkelige økonomiske og lovgivningsmæssige redskaber. Det drejer sig om alt fra gode rammevilkår for vores klima- og energiindustri over satsning på den kollektive trafik til opprioritering af klima- og miljøforskning. Denne problemstilling bør og skal være til stede alle politiske prioriteringer. CO2-kvoter og hensigtserklæringer er langt fra nok.

Mange danskere er ivrige efter at yde deres til at gøre en forskel. Vi har derfor som et teknisk, højtudviklet samfund en unik mulighed for at levere de løsninger, som hele verden har en fælles interesse i. Vi har et moralsk ansvar, men også en enestående mulighed for at opprioritere dette område, for det er hverken tilfældigt eller ligegyldigt, at verden forbinder Danmark med cykelstier, vindmøller og grøn innovation. Ligesom med eksport af velfærdsteknologi bør vi satse stort på bæredygtige og grønne løsninger med mulighed for eksport. Firmaer som Better Place – som samarbejder med hele det globale transport-økosystem om at udvikle en overbevisende og integreret løsning for elbiler – har allerede satset på Danmark, og vi bør fokusere på, at tiltrække andre progressive virksomheder til landet. Danmark skal være et eksperimentarium og et foregangsland.

Både videninstitutioner og den voksende grønne industri er essentielle partnere, men det er også vigtigt, at vi ikke glemmer potentialet i mere lavpraktiske løsninger. På vores tekniske skoler er der fx et stort potentiale til at opfinde nye måder at genbruge endnu flere ressourcer på, og med vores traditioner for stærke og driftige andels- og højskolebevægelser, kan vi måske også vise nye veje for organiseringen af et bæredygtigt samfund.

En ny politisk dagsorden
En ny politisk rute kræver en grundlæggende diskussion om, hvilken form for vækst, vi ønsker – et spørgsmål der peger tilbage på, hvordan vi opgør vores bruttonationalprodukt. Robert Kennedy udtrykte allerede i 1968 det problematiske ved dette begreb; at det medregner cigaretreklamer, fængselslåse, forurenende industri, atomsprænghoveder og oprydning efter naturkatastrofer, samtidig med at det ikke medregner vores børns sundhed, kvaliteten af deres uddannelser, glæden ved deres leg, skønheden ved vores poesi, styrken af vores ægteskaber, styrken ved vores offentlige debat og de offentlig ansattes integritet. Det måler i store træk alt andet end det, der gør livet værd at leve.

Den nuværende økonomiforståelse er baseret på materiel vækst som drivkraft, hvor både mennesker og markeder tørster efter højere forbrug. Dette er ikke bare problematisk. Det er slet og ret ikke længere muligt. Vi står derfor nu i en paradoksal politisk og kulturel situation, hvor vi både bliver nødt til at udvide og begrænse vores vækstbegreb. Det må begrænses, når det gælder materiel vækst. Omvendt må vi udvide det, når det gælder kulturel og menneskelig vækst.

Jeg vil derfor gerne udfordre hele Danmark til et opgør med den enøjede vækstøkonomi. Vi skal i stedet formulere en bæredygtig strategi for, hvordan Danmark bliver et land, man forbinder med ligevægtsøkonomi, empati og iværksætterlyst. Det er min vision. Sammen skal vi arbejde for, at Danmark kommer fornyet ud af de tre kriser og bliver i stand til, at genopfinde sig selv socialt, kulturelt, økonomisk og miljømæssigt.

Uffe Elbæk (f. 1954), folketingskandidat for De Radikale i Københavns Storkreds, grundlægger af strategihuset Change the Game, grundlægger af Kaospiloterne i 1991 og rektor frem til 2006. Direktør for World Outgames 2007-2009. Valgt til Aarhus byråd for De Radikale i 2001 og 2005. Uffe Elbæk har skrevet flere bøger, senest ”Ledelse på kanten”, Gyldendal Business, og derudover været fast klummeskribent for blandt andet Weekendavisen, Berlingske Tidende og Jyllandsposten. ILLUSTRATION: Uffe Elbæk.

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk