Udenomssnak: Sådan gør politikerne

20.05.2011

RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak udpeger løbende politikere, der snakker udenom, afslører deres tricks og anviser journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d.-stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør):

Af Magnus Boding Hansen

Charlotte Sahl-Madsen (K) pakker sine ikke-svar ind i tom velvilje og gentagelse af sine egne argumenter. Nick Hækkerup (S) lykkes ved hjælp af papegøjemetoden med at gentage et forproduceret budskab fem gange. Martin Henriksen (DF) omdefinerer en – for ham farlig – teknisk, problemorienteret debat om EU-asylregler til sin livret: en ideologisk og følelsesladet debat om dansk integration. Troels Lund Poulsen (V) svarer på et spørgsmål, der ligner det, han er blevet stillet – ikke på det, han er blevet stillet. Sophie Løhde (V) giver svar – men ikke på tiltale. Journalisten stiller hende samme spørgsmål syv gange og ekspliciterer udenomssnakken – godt gjort. Ole Sohn (SF), Mette Frederiksen (S) og Margrethe Vestager (R) vil meget nødig svare på, hvad der sker, hvis en ny S-SF-regering efter valget har et flertal imod sig på efterlønnen. Helle Thorning-Scmidt (S) parerer journalistens kritiske spørgsmål til Rød Plan med smilende bagatelliseringsretorik og en bredskygget ja-hat. Anders Samuelsen (LA) undgår med modangreb, tidsudtræk og talfnidder at svare på, hvordan Liberal Alliance har regnet sig frem til, at deres økonomiske plan vil give en gennemsnitlig LO-familie 45.000 kr. mere om året. Hverken Helle eller Løkke svarede i valgkampen på, hvad vi gør, hvis væksten udebliver de næste 5-7 år, selvom stadig flere økonomer anser det for et realistisk scenarie. Anne Baastrup (SF) vil nødig svare på, hvornår SF’s løfter om en betalingsring og billigere kollektiv trafik indfries, og da hun endelig svarer, lader journalisten hende pakke sit lille ubehagelige svar ind i et stort behageligt ikke-svar. Zenia Stampe (R) afsporer en debat om revision af grundloven med personangreb, og fordrejer flere steder journalistens spørgsmål. Joachim B. Olsen (LA) undviger med underforståetheder og spekulationer i venstrefløjens motiver. Helle Thorning (S) lyder som et leksikon og glemmer at fralægge sig rollen som opposition i et tirsdagspressemøde om priserne på den offentlige trafik. Lars Løkke (V) indkaldte selv til pressemøde om Troels Lund Poulsens involvering i skattesagen, men svarede kun på spørgsmål med en påtaget tykhovedhed og banal sagsfremstilling. Mette Frederiksen (S) generaliserer groft i et interview om de unge kontanthjælpsmodtagere. I spørgsmålet om skattesagen har Ellen Trane Nørby (V) svært ved at svare på anklagerne og benytter en kompliceret strategi for at undgå at svare på dem. Morten Messerschmidt (DF) svarer aldrig på, hvorfor danskerne partout skal til folkeafstemning om finanspagten. I stedet stjæler han journalistens rolle og tæppebomber Lisbeth Bech Poulsen (SF) med kritiske spørgsmål, om hvorfor hun mon ikke vil tage stilling til spørgsmålet. Rasmus Helveg (R) underkender anerkendt rapport, der fastslår, at danske rederier i stor stil transporterer våben til ustabile regimer. Han forklarer aldrig hvorfor og taler om våbenembargo, når journalisten spørger, hvad han konkret vil gøre ved problemet. I et interview om regeringens betalingsring henviser Kristian Pihl Lorentzen (V) til fakta, som er blevet afvist i ny undersøgelse. I stedet for at argumentere for sine egne tals rigtighed, angriber han manden bag den nye undersøgelse, selvom han ikke har læst den. Jens Joel (S) taler om regeringens politik næste år, når han bliver spurgt til dens politik i år. Han taler om Grækenland, når han skal forholde sig til Danmark. Interviewet om EU’s finanspagt ender i ren GIRO 413: Nogen kan lide pladen, andre kan ikke – ingen bliver klogere. Der går børnehave i den, da Martin Geertsen (V) skal debattere trængselsproblemer i København. Han peger fingre af regeringen i stedet for at forklare sin egen politik og fortæller, hvad han har gjort, når han bliver spurgt, hvad han vil gøre. Clement Kjersgaard må tage mafiametoder i brug for at få skatteminister Thor Möger Pedersen til at svare ja eller nej på spørgsmålet, om han fortsat støtter ideen om en betalingsring, selvom den ikke blev til noget i første omgang. DF’s partileder Pia Kjærsgaard svarer som en senil på sparespørgsmål i velfærdsdebatten under et interview med Jyllands-Posten, som i den grad selv er ude om, de ikke får svar. Europaminister Nicolai Wammen (S) blev i en debat på P1 bedt om et konkret eksempel på, at Danmark har fået noget gennemført under EU-formandskabet. Der er mange eksempler, sagde ministeren, men han gav ikke et eneste. Til gengæld forsvarede han sig mod angreb, som ingen havde foretaget.

Serien blev startet i april 2011. Siden december 2011 bringes den hver anden uge i MetroXpress.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør og kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Han har været praktikant på DR2 Udland og rapporteret til Information fra Haiti og til Information og Deadline 22.30 fra Sydsudan.

RÆSON