Udenomssnak: Sådan gør Mette Frederiksen

Udenomssnak: Sådan gør Mette Frederiksen

08.12.2011


Mette Frederiksen udtrykker i weekendens Information, at mange unge kontanthjælpsmodtagere har glemt velfærdssamfundets device ’Gør din pligt og kræv din ret’. Men hvorfor glemslen er opstået, hvordan det skal løses, og hvad det vil kunne gøre for velfærdsstatens problemer som helhed, forbliver uklart. RÆSON afslører beskæftigelsesministerens ikke-svar, generaliseringer og rollebytning og anviser journalisten et modsvar.

Af Christiane Hector

Under overskriften ”Der er sket et normskred blandt unge” giver ministeren udtryk for, at unge kontanthjælpsmodtagere burde bidrage mere til fællesskabet, og at de skal vende fokus fra rettigheder til pligter. Men hvordan og hvorfor, de unges handlen hænger sammen med velfærdsdebatten, forbliver uklart. Bl.a. fordi journalistens ramme for interviewet ikke er tydelig, og fordi spørgsmålene bevæger sig i mange retninger, som giver Frederiksen mulighed for ikke at svare.

Frederiksens trick #1: Ikke-svar
En klassisk politisk måde at undvige journalistens spørgsmål er at svare på noget andet end det, som journalisten spørger om. Mette Klingseys spørger bl.a., om Mette Frederiksens positive holdning til borgernes frivillige arbejde på offentlige børneinstitutioner ikke snarere ligner tidligere fremførte borgerlige tiltag, end det ligner socialdemokratisk politik: ”Hvorfor var det så helt galt, da Claus Hjort Frederiksen for år tilbage talte om, at man kunne bidrage ved at male på sin gamle mors plejehjem?” Til det svarer Frederiksen: ”Jeg er enig i, at man i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre, skal tage et større ansvar for de ældre i familien. Men den fysiske vedligeholdelse er en fællesskabsopgave”. I stedet for at svare på journalistens kritiske spørgsmål og oplyse læserne om, hvad der er socialdemokratisk politik på området, kvitterer Frederiksen med et ikke-svar. Svaret forklarer ikke, hvorfor det ifølge Frederiksen ”skaber social kapital”, når forældre istandsætter en legeplads i modsætning til Hjort Frederiksens plejehjemseksempel, som tilsyneladende ikke skaber social kapital.

Frederiksens trick #2: Generalisering
Hvis alle borgere i en given gruppe agerer uacceptabelt, er det selvsagt lettere at forsvare en politisk stramning på hele området. I dette tilfælde drejer det sig om en række krav til unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som generaliseres til en samlet gruppe. Frederiksen nævner muligheden for at sende disse unge på fuldtids havearbejde, mens deres rådighed kontrolleres. Mette Frederiksen bruger flere gange udtrykkene ”sund fornuft” og ”sund indstilling” om de unge kontanthjælpsmodtagere, som ifølge hende ”ikke møder kontanthjælpen med den sunde indstilling”, at de skal gøre alt for at forsørge sig selv. Med sit ordvalg maler beskæftigelsesministeren det billede, at de unge kontanthjælpsmodtagere er ufornuftige overfor statens forsørgelse. Og det udelukker, at bare nogle af de unge kontanthjælpsmodtagere rent faktisk kunne være uforskyldte i deres situation på trods af global finanskrise med ungdomsarbejdsløshed.

Selvom Frederiksen tager et sprogligt forbehold for sit eget udsagn ved at sige, at dette gælder ”en del” af gruppen, så er denne ”ufornuftige” gruppe de eneste kontanthjælpsmodtagere, som omtales i interviewet. Skulle der findes andre, mere ”fornuftige” kontanthjælpsmodtagere under 30 år, så bliver disse slet ikke omtalt – selvom en stramning af kravene på området vil ramme alle unge kontanthjælpsmodtagere. Det forholdsvis entydige billede retfærdiggør en politisk stramning og står uimodsagt pga. Frederiksens næste retoriske træk overfor journalisten:

Frederiksens trick #3: Rollebytning
I stedet for at forholde sig til det følgende kritiske spørgsmål bytter Frederiksen rundt på sin og journalistens rollefordeling. Mette Klingsey spørger uddybende ind til de unge kontanthjælpsmodtagere: ”Men man har jo sagt, at folk skal stå til rådighed?” (underforstået: Der stilles allerede klare krav, så hvorfor stille flere krav?). Til det svarer Mette Frederiksen med et retorisk spørgsmål: ”Ja, men er det sket?” I stedet for at arbejde med sin egen argumentation sender Frederiksen bolden tilbage på journalistens banehalvdel. Nu skal journalisten argumentere for at udlede, hvad beskæftigelsesministeren egentlig mener, selvom Frederiksen ret beset selv burde argumentere for sine synspunkter. Dermed har Frederiksen undgået at argumentere for sine holdninger og svare på journalistens spørgsmål om, hvorfor kravene skal strammes, når der i forvejen stilles krav.

Modtrick: Hold fokus og gentag spørgsmålet
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen lancerer i interviewet en række synspunkter, som kunne siges at stå i modsætning til klassisk socialdemokratisk politik overfor samfundets svage grupper. Journalist Mette Klingsey formår flere steder at pege på selvmodsigelserne, selvom Mette Frederiksen svarer udenom. Hvor Klingsey ikke får svar på sine spørgsmål, kunne hun med fordel gentage præcis samme spørgsmål eller gøre sprogligt opmærksom på, at Frederiksen ikke har besvaret spørgsmålet for at skære tydeligt ud for læseren, at politikeren ikke svarer.
Desuden kunne journalisten med fordel opstille en tydeligere ramme for interviewet, der bevæger sig frem og tilbage mellem en række forskellige spørgsmål til velfærdsstatens udformning. Overskriften signalerer en klar vinkling om unge kontanthjælpsmodtagere, men artiklen bevæger sig i flere andre retninger indenfor det meget brede emne ”velfærdsstaten”. Derved tillægges det påståede – men ikke uddybede – holdningsskred blandt unge kontanthjælpsmodtagere stor betydning for hele velfærdssamfundet, men det belyses aldrig, hvordan disse størrelser præcis hænger sammen. Den uklare præmis for samtalen giver politikeren lettere spillerum til at undvige journalistens spørgsmål og bruge ikke-svar til at fremme egne dagsordener. En klar journalistisk ramme for interviewet gør det lettere for journalisten at holde politikeren til sagen – og for læseren at vurdere, om politikeren svarer og argumenterer for sin sag.

Christiane Hector (f. 1981) er cand. mag. i medievidenskab og retorik. Hun er ekstern lektor i politisk kommunikation ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Afdeling For Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Her underviser hun bl.a. i politikeres og journalisters indbyrdes argumentation, samt journalisters evne – og mangel på samme – til at opstille hensigtsmæssige rammer for den demokratiske politiske debat.


UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. I denne serie har RÆSON og landets førende eksperter i udenomssnak siden april udpeget politikere, der snakker udenom, afsløret deres tricks og anvist journalisten konkrete modtricks. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik), Cecilie Valentin (RÆSONs medieredaktør), Christiane Hector (ekstern lektor med speciale i rammer for politisk debat) og Magnus Boding Hansen (RÆSONs chefredaktør).