Torben M. Andersen: Hverken rød eller blå plan er nok

Torben M. Andersen: Hverken rød eller blå plan er nok

24.05.2011


De Radikales plan får til gengæld ros: “Hvis man kombinerer de 12 minutter med tilbagetrækningsreformen vil underskudsproblemet efter 2020 være håndteret. Jeg har ikke lige regnet på decimalerne, men jeg er ret sikker på, at alt er dækket ind. Så på den måde vil vi på den lange bane få løst problemerne, og vi er fri for den evindelige diskussion om velfærdssamfundets finansiering.” Debatten er ifølge den tidligere overvismand forvirret. Det er ikke en rød arbejdsplan vs en blå spareplan (nej, Helle): ”Det er bare et spørgsmål om, hvem der skal arbejde mere og hvornår – de ældre i blå plan, resten af os i rød plan.” Og det er ikke en sikker blå vs en usikker rød plan (nej, Løkke): ”Regeringens plan har også usikkerheder: Den foreslåede seniorførtidspension er det ikke sikkert, hvor meget vil koste.”

Af Jossi Steen-Knudsen

Både rød og blå plan er usikre
RÆSON: Du kalder i ”Et kort over Danmarks økonomiske problemer” i det nyeste nummer af RÆSON finansieringsproblemet for det væsentligste problem. Det offentlige underskud vil stige i takt med ældrebyrden. Du mener ikke dér, at hverken regering eller opposition har løsningen. Nu er også oppositionens 2020-plan kommet. Hvor tæt kommer den på en løsning?
Torben M. Andersen: Den anerkender problemet i samme grad som regeringens plan gør det. Den har også samme hovedstrategi, nemlig at forsøge en løsning ved at øge beskæftigelsen, da det giver flere skatteindtægter. De adskiller sig idet tilbagetrækningsreformen skal finansiere regeringens plan, mens de berømte 12 minutter hovedsageligt skal finansiere oppositionens.
RÆSON: Du har udtalt at den røde plan er mere usikker. Er den for usikker til at være seriøs?
Andersen: Den er ikke umulig at gennemføre. Men trepartsforhandlingerne gør, at det ikke kun er op til politikerne. Det gør det usikkert, om de faktisk kan lave de forhandlinger, som planen forudsætter. Hvis ikke det kan lade sig gøre, er planen tavs i forhold til, hvad man så gør. Det er et problem, som vi også så med 2010- og 2015-planen. Nemlig, at finansieringen skulle komme fra ting i fremtiden, men meget få af hensigtserklæringerne blev faktisk gjort. Derfor den store usikkerhed.
RÆSON: Oppositionen kalder deres eget udspil for arbejdsplanen, mens regeringens betegnes spareplanen. Kan den blå plan ses som en finansieret spareløsning?
Andersen: Nej, for det første er den også en arbejdsplan. Det er bare et spørgsmål om, hvem der skal arbejde mere og hvornår – de ældre i blå plan, resten af os i rød plan. For det andet har regeringens plan også usikkerheder. For eksempel den foreslåede seniorførtidspension – det er ikke sikkert hvor meget den vil koste.

Både rød og blå plan er overfokuserede på 2020
RÆSON: Regeringen har sagt, at ”i kølvandet på den internationale krise står vi med en stor regning, og det eneste ansvarlige er at få bragt denne regning ud af verden.” S og SF vil først gøre regningen større gennem investeringer for dernæst hurtigere at kunne betale det hele. Hvilken strategi er bedst: at spare først og så investere eller at investere og så spare?
Andersen: Dybest set er det en forvirret diskussion. Begge planer lider af det problem, at de har gjort 2020-til det totale omdrejningspunkt sådan, at der lige præcis er balance i 2020. Begge planer er tavse med hensyn til det faktum, at der vil være systematiske underskud de næste mange år efter 2020. Derfor har man ikke løst problemerne blot ved at få balance i 2020 og det er en svaghed ved dem begge to. Men der er en forskel. I den røde plan er der meget mere vægt på at skabe vækst nu og her ud fra bekymringerne om finanskrisen.
RÆSON: Er der behov for det, eller er økonomien allerede på rette vej?
Andersen: Der er tegn på, at den er på rette vej. Arbejdsløsheden er godt nok høj, men ikke så enorm høj, at der er et egentligt argument for en kickstart.
RÆSON: Men regeringens plan med en tilbagetrækningsreform vil også kunne give 25,5 mia. kr. til danskerne i 2012. Det kan vel også kaldes en kickstart?
Andersen: Ja. Selv om det ikke er det primære mål, er det en implikation af den. Da effekten beror på tilbagebetalingen af de indbetalte bidrag, er der dog flere usikkerhedsmomenter. Det ene er, om folk vil benytte sig af muligheden for at trække penge ud, eller i stedet vil vente, fordi det trods alt er en billig forsikring. Det andet er, at selvom pengene tages ud, er det ikke sikkert, at de omsættes i forbrug. Muligvis sættes de bare ind på en konto som erstatning for efterlønsordningen. Trods usikkerhederne er der dog ingen tvivl om, at det vil løfte efterspørgslen og på den måde give en ekspansiv kickstartseffekt.

Rød plan er “idékatalogforslag”
RÆSON: Du understregede i RÆSON vigtigheden af arbejdsmarkedsreformer netop nu. Byder oppositionens plan på de nødvendige tiltag, som du ser det?
Andersen: Ja, der er mange tiltag. Også en del der ikke er knyttet snævert op til finansieringsdiskussionen, men rettet mod uddannelsessystemet. Men det er lidt svært at vurdere, da mange af forslagene ikke er så konkrete og lidt hårdt sagt er idékatalogforslag.
RÆSON: I S og SF’s udspil står det, at ”det er arbejdsløshed og ikke mangel på arbejdskraft, der
er den mest umiddelbare trussel mod dansk økonomi”. Hvad siger du til det?
Andersen: Det siger jeg både-og til. Det er jo rigtigt, at vi aktuelt er ramt af finanskrisen og har en høj arbejdsløshed. Men det er også tydeligt, at demografien gør, at der er store årgange, der trækker sig ud i fremtiden. Så det er naivt at planlægge ud fra, at der bliver ved at være høj arbejdsløshed.
RÆSON: Er den røde plan så naiv og fokuserer for meget på høj arbejdsløshed?
Andersen: Den er ikke naiv, da den netop går ind og vil løse finansieringsproblemet. Men den er ikke lige konkret på alle punkter.

Hverken Helle eller Løkke har forstået det: Vækst er ikke løsningen
RÆSON: Du skriver i RÆSON, at Danmark ikke kan vokse sig ud af problemet ved højere produktivitet og vækst. Alligevel er vækst som løsning præcis, hvad regeringen bliver ved at foreslå – hvad er det, de ikke forstår?
Andersen: Dels har de måske ikke helt forstået, hvad konsekvenserne bliver i fremtiden og dels er det politisk en mere behagelig vare at sælge. Der er få, der vil opponere imod en dagsorden, der kræver højere vækst.
RÆSON: Men er regeringen så overhovedet inde på løsninger af Danmarks udfordringer med den nuværende kurs?
Andersen: Med regeringens plan tages der også hånd om nogle af prioriteringerne. Og tilbagetrækningsreformen er jo ret drastisk i den sag. Så reelt går man jo alligevel ind og gør noget ved det. Det kan være forvirrende for debatten i forhold til, hvad man løser, når man skaber mere vækst. Lidt firkantet sagt øger produktivitetsstigninger vores velstand, mens det at vi arbejder mere skaber den finansielle balance i velfærdssamfundet.

Løsningen: Radikales både-og-plan
RÆSON: Hvad med de radikales gøre-begge-dele-plan – er de inde på en rigtig løsning?
Andersen: Ja, hvis man kombinerer de 12 minutter med tilbagetrækningsreformen vil underskudsproblemet efter 2020 være håndteret. Jeg har ikke lige regnet på decimalerne, men jeg er ret sikker på, at alt er dækket ind. Så på den måde vil vi på den lange bane få løst problemerne, og vi er fri for den evindelige diskussion om velfærdssamfundets finansiering.
RÆSON: Skitsér en plan, der kan redde Danmark.
Andersen: I deres sigte gør både regeringen og oppositionen det godt. De fokuserer på arbejdsvejen. Begge når de et langt stykke ved deres finansieringsbidrag. Men problemet løses kun endeligt, hvis de kombineres.

Jossi Steen-Knudsen (f. 1986) er kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet. Han skriver artikler for Dagbladet Børsen og har undervist i en række fag på økonomistudiet. Jossi fik tildelt DJØF-legatet, da han sidste år tog til Universidad de Buenos Aires i Argentina og University of British Columbia i Canada for at specialisere sig i udviklingsøkonomi.