Talebans strategi: Underminér regeringen og skræm befolkningen

Talebans strategi: Underminér regeringen og skræm befolkningen

04.11.2011


Taleban går målrettet efter at ramme højtprofilerede mål og likvidere den afghanske præsident Karzais trofaste støtter. Det er et bevidst forsøg på at vinde propagandakrigen og køre sig i stilling til tiden efter de internationale styrkers tilbagetrækning.

ANALYSE og INTERVIEW af Tore Hamming

Både USA og Taleban har stor succes med målrettede likvideringer. En nålestiksoperation gjorde det af med Osama bin Laden i foråret, og antallet af droneangreb når nye højder under præsident Obama. Gennem de seneste måneder har det afghanske Taleban samtidig fokuseret på symbolladede angreb i hovedstaden Kabul mod blandt andet den amerikanske ambassade og NATO’s hovedkvarter, ligesom præsident Karzais støtter likvideres i stor stil. Senest har drabet på Burhanuddin Rabbani, tidligere præsident i Afghanistan og indtil sin død leder af det afghanske fredsråd, chokeret de vestlige alliancepartnere. Rabbanis hovedopgave var at fremme mulighederne for forsoning i Afghanistan. Hans død er et betydeligt slag mod de skrøbelige forhåbninger om en forhandlet fred i Afghanistan.

Talebans fokuserede anslag mod højtprofilerede mål er en velovervejet strategi, der sigter mod at underminere Karzai-regeringen og skræmme den afghanske befolkning. Det siger lektor i international politik på Københavns Universitet, Peter Viggo Jakobsen, til RÆSON.

RÆSON: Er de nylige højt profilerede angreb tegn på, at Taleban er begyndt at benytte sig af en ny strategi?
Peter Viggo Jakobsen: Både ja og nej. Vi har før set den type angreb, men de fylder mere nu, idet Taleban ikke har samme evne til at udføre større operationer med et stort antal krigere, fordi de har fået så mange bank af USA og ISAF – især i det sydlige Afghanistan. De angreb, vi også har set på ledende Karzai-støtter, samt det komplot, der for nylig blev afsløret mod Karzai selv, er dog alt andet end symbolske. De sigter mod at underminere regeringens evne til at regere og dermed gøre det nemmere for Taleban at præge udviklingen i Afghanistan efter ISAF’s tilbagetrækning.
RÆSON: Flere eksperter mener, at de seneste angreb fra Taleban rent faktisk er positive fra et vestligt perspektiv, da de viser, at Taleban er desperat. Er du enig i den analyse?
Peter Viggo Jakobsen: Det er overdrevent optimistisk, tror jeg. Ja, vi har nægtet Taleban mulighed for at udføre større operationer, fordi de så bliver slagtet – det har de fattet! Men Taleban behøver ikke gøre andet end at sabotere fredsforhandlingerne og sprede frygt i befolkningen for at nå deres mål: at få befolkningen til at miste troen på, at den kan blive beskyttet, og overbevise om, at Taleban vil komme igen, når NATO er væk. Det er også den strategi, jeg selv ville råde Taleban til at forfølge: holde krudtet tørt, undgå konfrontationer, der koster unødige tab, men stadig være tilstrækkeligt aktiv til at så tvivl om NATO’s strategi og Karzai-regeringens holdbarhed. De højtprofilerede angreb er gode til netop det, fordi de med det samme giver genlyd i NATO-landene.

Propagandakrigen
Selvom den primære krig mellem vestlige styrker og Taleban kæmpes på afghansk jord, og særligt i afsidesliggende stammeområder, er krigen i høj grad også præget af symbolik og kampen om den dominerende udlægning af tingenes tilstand. I 2006 skrev den tidligere chef for de internationale styrker i Afghanistan og nuværende CIA-chef, David Petraeus, at USA skulle skabe en fortælling om krigen for at påvirke dens udvikling og opfattelsen af den både blandt befolkningen i Afghanistan og i de vestlige lande.

Det var ikke en del af Petraeus’ strategi, at Taleban skulle styre fortællingen om krigen, men ikke desto mindre er Talebans seneste angreb netop et forsøg på at ”punktere modstanderens strategiske fortælling med enkelte dramatiske handlinger”, siger Peter Viggo Jakobsen til RÆSON. ”Al krig på dette niveau er forhandling og positionering”, tilføjer han. Og tidspunktet er bestemt ikke vilkårlig valgt. De højtprofilerede angreb kommer netop på et tidspunkt, hvor ISAF-styrkerne er i gang med at overlevere kontrollen med adskillige områder til den afghanske hær – heriblandt Kabul. Så mens Taleban forsøger at ødelægge den amerikanske fortælling om krigen, har de også et mål om at etablere en opfattelse af, at de fortsat er i stand til alle former for angreb, når ISAF forlader landet – og at netop Talebans styrke er grunden til de internationale troppers retræte.

Et løst netværk
Ifølge Peter Viggo Jakobsen er det imidlertid vigtigt at forstå, at Taleban ikke er en enhedsaktør, men en samlebetegnelse for alle dem, som bekæmper NATO og den siddende Karzai-regering. Én af disse aktører er Haqqani-netværket, som oprindeligt er et pakistansk terrornetværk og derfor primært opererer fra det nordvestlige Pakistan, hvor de befinder sig i relativ sikkerhed fra vestlige styrker. Haqqani-netværket er kommet i søgelyset, fordi de både har været engageret i flere store angreb og samtidig mistænkes for at have tætte forbindelser til den magtfulde pakistanske efterretningstjeneste.

RÆSON: Er Haqqani-netværket blot en hjælpende hånd eller hjernen bag Talebans seneste aktioner?
Peter Viggo Jakobsen: Jeg tror ikke, der er noget hierarkisk forhold mellem Taleban og Haqqani. Haqqani indgår i et løst netværk, hvor man har overlappende interesser i større og mindre grad, og dette overlap varierer over tid. Det er mere korrekt at sige, at Haqqani i den senere tid har profileret sig som en af de farligste og mest markante grupperinger i Taleban-netværket.

Fred er umulig uden forhandling med Taleban
I takt med at ISAF gradvist overleverer sikkerheden af landet til afghanske styrker og forbereder sin tilbagetrækning, bliver det essentielle spørgsmål, hvordan Taleban for fremtiden vil operere, og hvordan Vesten bør reagere.

RÆSON: Vanda Felbab-Brown, forsker ved Brookings Institution i Washington, mener, at ”the Taliban has learned that they do not need to mount big offensives involving hundreds or thousands of fighters, as they did in the mid-2000s, to make an impact and reveal the vulnerability of security gains”. Hvad siger det om fremtidsperspektiverne i Afghanistan?
Peter Viggo Jakobsen: Det siger, at man er nødt til at tage Taleban alvorligt i det politiske spil, som går i gang, når NATO er væk. Men samtidig tror jeg, at de tunge drenge i Taleban har lært, at de ikke kan vinde militært. Så for mig at se, bliver Taleban også nødt til at søge en forhandlingsløsning med det regime, der sidder i Kabul, når ISAF er væk.

Tore Hamming (f. 1987) er BA i HA (Kom.) fra CBS og påbegynder Master i International Sikkerhed på Sciences Po, Paris, i 2012. Arbejder med public affairs hos Rud Pedersen. Tidligere ansat som politisk student hos Socialdemokratiet, praktikant hos Danish Demining Group i Nairobi med fokus på Somalia og Sudan samt student i Udenrigsministeriet.torerhamming@gmail.com. ILLUSTRATION: Talebankrigere på en række.