RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin


RÆSON udkommer på tryk 4 gange årligt og hver dag på nettet, hvor udvalgte artikler er gratis. Årsabonnement: 250 kr. (200 for studerende) Køb abonnement » .

Syrien: Hvor bliver revolutionen af?

Syrien: Hvor bliver revolutionen af?

28.02.2011


Syrien har alle de samme problemer som Egypten, Tunesien og Libyen, hvor revolutionerne ruller: censur, diktatur, fattigdom og ungdomsarbejdsløshed. Men i Syrien er der ikke spor optræk til revolution. Hvorfor? Er de bange? Er de glade? Er de ligeglade? Sådan spørger RÆSON-skribent Jonas Sølberg Hansen, der i vinter studerede i Damaskus. To danske Syrien-eksperter, Jørgen Bæk Simonsen og Bjørn Meidell, venter ingen snarlig revolution.

Af Jonas Sølberg Hansen

Syriens præsident Bashar al-Assad er overalt. På bagruden af biler, på billboards, på billeder hos frisøren og ved slagteren. Og hans far, den forrige præsident, kan du møde som en overvældende mosaik ved motorvejen ud mod den lille kristne højborg Maalula nord for Damaskus, hvor de stadig taler Jesus’ sprog aramæisk. Bashar al-Assad ser alt.

Men er syrerne glade for ham? Det spurgte jeg islamprofessor ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen om i december. Før revolutionerne. Syrerne er overordnet set tilfredse, sagde han dengang. Tilfredse med den langsomme, men støtte liberalisering og udvikling og med, at den stærke nationalstaten sikrer de etniske og religiøse minoriteter, fordi man er syrer, før man er muslim eller kristen.

Bølgen af arabiske revolutioner har ændret meget – har den også ændret denne relative syriske tilfredshed? Jeg taler med Jørgen Bæk Simonsen igen for at få et svar.

RÆSON: Siden vi snakkede sidst er to diktatorer i Mellemøsten faldet, og en tredje er godt på vej. Vil Syrien følge trop?
SIMONSEN: Det er der intet, der tyder på. Det forsøg på demonstration, som fandt sted i starten af februar, vandt på ingen måde genklang. Men det er utvivlsomt, at der er kræfter under overfladen, som gerne vil have tingene ændret, og det ville være naivt at tro at de ikke tager bestik af situationen i regionen.
RÆSON: Hvad i Syrien ville kunne bruges til at mobilisere et oprør?
SIMONSEN: Syrien er præget af en meget omfattende arbejdsløshed blandt unge, hvilket jo kun kan betragtes som at regimet ikke indfrier de forventninger den yngre generation har. Derudover er fraværet af politisk pluralisme og sikkerhedssystemets overvågning problematisk for andre grupperinger i landet.
RÆSON: Men hvilke faktorer gør så, at Syriens befolkning indtil videre har forholdt sig så rolig?
SIMONSEN: Det skal nok ses i lyset af, at Syrien i dag, uden tvivl, er et andet end det var for bare fem eller otte år siden. Der er en langt mere åben debat i det offentlige rum. Der er en langt mere levende og rummelig diskussion, end den man så i fx Tunesien. Det autokratiske system i Syrien har, indtil videre, haft held til give tilpas med rum til diskussion hos befolkningen, samtidig med at befolkningen stadig ved, at der findes en rød linje, som ikke skal overtrædes.
RÆSON: Men er der ikke sket et skred i forhold til denne røde linje? Jeg tænker her på, at præsidenten for første gang i tre år har åbnet op for både Youtube og Facebook, har aflyst en planlagt tilbagetrækning af subsidier og har gjort reformer til et modeord i regeringstoppen.
SIMONSEN: Jo. Bestemt. Det kan vi kun forstå som, at regimet har fundet det meget nødvendig og betimeligt med nogle indrømmelser. Spørgsmålet er så om de er store nok? Det eneste, vi kan se indtil videre, er, at der ikke er igangsat eller gennemført folkelige demonstrationer mod regimet med krav om ændringer noget sted i Syrien – udover til ”Vredens Dag” i Damaskus i starten af februar, hvor kun meget få dukkede op.
RÆSON: Og en meget hård hånd fra regimet ramte de få, som endelig dukkede op. Er det fremtidig linje mod demonstranter fra statens side, eller er de påpasselige med ikke at skabe et martyrium og eskalere situationen?
SIMONSEN: Det er velkendt, at det syriske regime i flere omgange ikke har været i tvivl om, hvornår det synes, det var på tide at slå hårdt ned, og har slået skånselsløst hårdt ned overfor enkeltindivider, grupperinger og organisationer; fx med massakren mod det Muslimske Broderskab i 1982 i Hama.
RÆSON: Men har de råd til at gøre det samme nu?
SIMONSEN: Hvor man før uhindret kunne gøre det samme uden at blive stillet til ansvar, er udfordringen nu, at den nye sociale virkelighed har gjort det umuligt at skjule noget for befolkningen.
RÆSON: Så du ser altså ikke nogen mulighed for at Bashar al-Assad ikke sidder på magten i Syrien i den nærmeste fremtid?
SIMONSEN: Nej.
RÆSON: Selv med historien om Egypten i baghovedet?
SIMONSEN: Ja. Blandt andet fordi al-Assad, modsat præsidenterne i Egypten og Tunesien, har formået at være på forkant med udviklingen. Deri ligger den vitale forskel.

For skarp en tunge kan for de lokale betyde fængsling uden om systemet, en ødelagt karriere eller et pænt lille hint om at forlade Syrien uden en returbillet. Unge, jeg har talt med i Damaskus, virkede ikke nær så glade for præsident al-Assad, som Jørgen Bæk Simonsen sagde, at syrerne er. Så jeg ringer til lektor Bjørn Meidell, som har beskæftiget sig intensivt med Mellemøsten siden start-80’erne og har skrevet bogen ”Frygt og Fryd i Damaskus”, og stiller samme spørgsmål: Hvor bliver revolutionen af i Syrien?

RÆSON: Jørgen Bæk Simonsen siger, syrerne generelt set er tilfredse. Er du enig ?
MEIDELL: Det afhænger helt sikkert af, hvem du spørger i Syrien. Det er utvivlsomt, at man som syrer er glad for den nogenlunde stabilitet, der findes i landet, ikke mindst i lyset af den flodbølge af irakiske flygtninge, som er skyllet ind over Syrien, og med en nabo i Libanon, som over flere omgange har været på renden af borgerkrig.
RÆSON: Snakker I ikke bare uden om, dig og Jørgen Bæk Simonsen, ligesom Egypten-eksperter gjorde, før Egypten faldt? Ulmer der ikke en dyb utilfredshed i befolkningen?
MEIDELL: Jo. Det gør der da. Men det afhænger af, hvem der artikulerer den. Bevæger du dig ud i udkantsområderne af de større byer, ud i fattigkvartererne, så er der blandt mange en betydelig utilfredshed med levevilkårene, fx hos de palæstinensiske flygtninge. Spørgsmålet er så, om folk vil gå på gaden og risikere liv og lemmer? Folk i Syrien afventer jo helt sikkert, hvordan det vil udvikle sig i Egypten og andre steder. Man skal ikke glemme, at den voldsomme undertrykkelse i 1980’erne har givet oprørslystne i Syrien en overordentlig følelig lærestreg.
RÆSON: Men den syriske befolkning er vel ikke ignorant, og ved godt, at vi ikke længere lever i Hafez al-Assad’s 80’ere. Tror du ikke de vil udnytte det?
MEIDELL: Men befolkningen er jo ikke bare befolkningen: til forskel fra Egypten er Syrien jo meget mere sammensat etnisk end Egypten. Blandt majoriteten, sunnierne, som udgør 2/3 af befolkningen, er der en latent utilfredshed, da det er præsidentens shia-muslimske ”klan” alawitterne, som har magten.
RÆSON: Og er 2/3 af befolkningen ikke også et meget godt udgangspunkt for revolution?
MEIDELL: Jo, det kan man sige. Men der er jo heller ikke fuldstændig enighed blandt alle de etniske og religiøse grupper internt. Blandt andet er den kristne minoritet meget splittet, mellem et krav om flere rettigheder og sikkerheden i et uændret diktatur.
RÆSON: Hvor ser du ellers, at Syrien adskiller sig væsentligt fra Tunesien og Egypten?
MEIDELL: Præsidenten har formentligt en større legitimitet blandt store dele af befolkningen. Regimet opnår jo autoritet og legitimitet gennem deres støtte til Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon, hvor Mubarak bare blev betragtet som et halehæng til amerikanske interesser. Den respekterede syriske journalist Ibrahim Hamidi siger også, at Bashar al-Assad er en af de mest populære præsidenter i den arabiske verden. Men det kan de selvfølgelig ikke spise, de fattige og de arbejdsløse.
RÆSON: Men hvordan kan man så, alene med denne propaganda, holde befolkningen i skak?
MEIDELL: Her spiller de historisk voldsomme erfaringer helt sikkert en rolle. Det som skete i 1982, i Hama, sidder stadig i baghovedet på befolkningen.
RÆSON: Også med en syrisk ungdom som ikke er en del af den generation som oplevede den gamle præsidents brutale diktatur?
MEIDELL: Det kan man selvfølgelig lægge vægt på. Men den syriske ungdom har set, hvad der er foregået i Irak, hvor invasionen, til en hvis grad, har miskrediteret kravet om demokratiske reformer i Syrien. Oppositionstænkere i Syrien, som fx Michel Kilo, siger, at invasionen har været kontraproduktiv for deres kamp, og at de føler sig frygteligt svigtet af Vesten. Det er selvfølgelig også helt afgørende om projektet i Egypten bliver en succes. Det ville give nogle i Syrien blod på tanden.
RÆSON: Bashar al-Assad snakker nu pludselig om reformer. Hvordan skal vi tolke det?
MEIDELL: Jamen, han forsøger selvfølgelig at inddæmme den gryende utilfredshed og trække tænderne ud på en mulig oppositionsbevægelse. Men Assad har talt om reformer før uden at det har ændret på undtagelsestilstanden, vilkårlige fængslinger og torturen i fængslerne.
RÆSON: Er han nervøs?
MEIDELL: Det er da klart. Han er hamrende nervøs. Det er alle diktatorer i Mellemøsten lige pt.
RÆSON: Kan du se nogen mulighed for en revolution i Syrien inden for den nærmeste fremtid?
MEIDELL: Nej. Men jeg er jo før blevet klogere her på det sidste. Da jeg var til et historiker- og samfundsvidenskabeligt seminar i Vestberlin i 1989, var der ikke en eneste af de meget lærde herrer, som i deres vildeste drømme forestillede sig, at Muren faldt dagen derpå.

Foto: Syriens præsident Bashar al-Assad på et billboard på toppen af bjerget Qassiun (Jonas Sølberg Hansen)

Jonas Sølberg Hansen (f.1985) studerer arabisk på Københavns Universitet og læste i vinteren 2010 arabisk i Syriens hovedstad Damaskus.