Svar til Trine Mach: Motion ikke nok for den fede velfærdsbaby

Svar til Trine Mach: Motion ikke nok for den fede velfærdsbaby

13.05.2011


Trine Pertou Mach (SF) anerkender i en kronik på Ræson 11/5 2011, at den danske velfærdsbaby er blevet for tyk, men insisterer på, at det kun er mere motion, der skal til – en kostomlægning er aldeles udelukket. Denne vurdering er imidlertid ingenlunde i overensstemmelse med moderne kostråd – ej heller på det økonomiske område.

Kronik af Morten Jarlbæk Pedersen, Dansk Erhverv.

Vi lever i interessante tider. Således har en erkendelse af Rigets sande tilstand omsider gradvist bredt sig i det politiske etablissement: Danmark er et velpolstret, lille barn, der nok har fløde nok nu, men som næppe kan slubre det samme i sig om føje år – medmindre vi altså formår at forbedre det lille, tykke barns kondition.

Og det er netop slaget om motionsplanen, der ser ud til at være temaet for den kommende valgkamp – under alle omstændigheder er det i hvert fald det, der er centrum for den politiske bevågenhed. Særligt ét af det lille, tykke barns mange chokoladebarer er dog blevet kåret til den store kaloriesynder, nemlig den mærkværdige kimære efterløn, der hverken er fugl eller fisk, pension eller arbejdsmarkedsforanstaltning – eller måske faktisk er begge dele.

Her på Ræson fremturer den ærværdige folketingskandidat Trine Pertou Mach med en irettesættelse af tre såkaldte myter om denne chokoladebar. Imidlertid er fr. Machs mytegendrivelse lidet troværdig og ej heller – ved nærmere gennemsyn – holdbar. Jeg skal her gennemgå hvorfor.

Myte 1: Med det underskud på statsfinanserne, der tegner sig i de kommende år, har Danmark ikke råd til at fortsætte efterlønsordningen.
Fr. Mach anerkender, at den danske økonomi står over for monumentale udfordringer og henviser til Finansministeriets beregninger. Dernæst henviser Fr. Mach til de af hendes eget og det venskabeligt sindede Socialdemokrati udformede planer ”Fair Løsning” og ”Fair Forandring”, og – hvad er mere relevant her – det tankesæt, som Fr. Mach mener, adskiller disse planer fra den siddende regerings: ”Forskellen består i, hvordan henholdsvis rød og blå vil finde pengene. S-SF har for længst gjort klart, at man arbejder på at øge den økonomiske aktivitet og derved finansiere velfærden: ’arbejde-sig-ud-af-krisen’-vejen.” En sympatisk tanke, der nok kan få de fleste uindviede personer og økonomiske lægmænd til at flokkes.

Problemet er, at Fr. Mach forsøger at anerkende, at barnet er blevet for tyk, men insisterer på, at det kun er mere motion, der skal til – en kostomlægning er aldeles udelukket. Denne vurdering er imidlertid ingenlunde i overensstemmelse med moderne kostråd – ej heller på det økonomiske område.

Derudover ønsker Fr. Mach at skabe mulighed for at ”arbejde sig ud af krisen” – men kritiserer samtidig det eneste tiltag, der i moderne tid er blevet taget for netop at øge folks arbejdsindsats: En lettelse af skatten på arbejde. Tilbage står et ønske om at få danskerne til at arbejde mere – sammen med en rigid afvisning af enhver tilskyndelse hertil.

Konklusionen: Nej, det er ikke nødvendigt at fjerne netop den chokoladebar, der hedder efterløn – men der skal både spares på kalorierne og der skal motioneres mere, og her er en afskaffelse af efterlønnen et glimrende bud, der adresserer begge nødvendigheder. Yderligere er den såkaldte ”Fair løsning” med sine uspecificerede overslag, ukonkrete effektiviseringsgevinster og sætten lid til danskernes altruisme ingenlunde en helstøbt løsning – uanset om den med en smart vending kaldes fair eller ej. Og Fr. Machs frænders egen 2020-plan, som i disse dage viser sit fæle ansigt for de chokoladehungrende slikmunde i Danmark, er ikke meget mere præcis og forudser nok, at kalorieindtaget skal begrænses – men altså først om fem år. Indtil da må vi tilsyneladende sætte vor lid til danskernes spontant opståede lyst til at dyrke mere motion.

Myte 2: Den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle arbejdskraft og derfor skal alle blive længere på arbejdsmarkedet.
Arbejdsudbuddet skal øges – og det kan f.eks. ske ved at øge antallet af timer, og dette kan modvirke den demografiske udfordring, mener Fr. Mach. Deri har hun ret – men kun delvist.

Udfordringens omfang synes ikke at være relevant for Fr. Mach. I 2035 vil der være næsten 500.000 flere danskere på 65 år eller derover, men der vil være ca. 200.000 færre i alderen 16-64. Samtidig står danskerne i en lang kø ved slikboden, der uddeler kager, sodavand og chokoladebarer ganske gratis. Det er da en udfordring, der er til at tage og føle på.

Mach fortsætter. ”“Hvis eksempelvis hver beskæftiget arbejder én time mere om ugen, vil det varigt forbedre de offentlige finanser med 14 mia. kr.” Citatet er ikke fra S-SFs Fair Løsning, men fra Arbejdskommissionens rapport fra august 2009 (s.18). Pointen er, at ved at øge den gennemsnitlige arbejdstid for dem på arbejdsmarkedet, opnår man den samme forøgelse af arbejdsudbuddet, som en afskaffelse af efterlønnen giver.” En korrekt og valid beskuelse, der dog ingenlunde forholder sig til de praktiske omstændigheder.

Fr. Machs fair løsning stipulerer nemlig en generel forøgelse af arbejdstiden – men Fr. Mach forholder sig ingenlunde til, hvorledes dette konkret skal gøres; og dette fremgår ej heller af det snart notoriske skrift, der henvises til. Overenskomster skal ændres, lønninger skal reguleres – og hvad med dem, der arbejder for andre end den store slikbod? Mange privatansatte arbejder i dag mere end 37 timer om ugen; skal de også have forøget deres arbejdstid? Og hvad med det store og stadigt stigende antal danskere, der ikke er medlem af ”den rigtige” fagbevægelse? Skal de have dikteret deres arbejdstid fra Christiansborg?

Myte 3: Efterlønsordningen får friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.
Fr. Mach har en naturlig sympati for de svagere i samfundet – og dette fremstår tilsyneladende som hendes grundlag for at forsvare ydelseskimæren efterlønnen. De færreste mennesker oplever altid at kunne klare sig selv, hvorfor denne verdens Trine Pertou Mach’er udfylder et nødvendigt rum.

Men hvad angår efterlønnen er Fr. Machs kærlighed dog af uransagelige årsager rettet mod de forkerte. I lov om arbejdsløshedsforsikring, der regulerer efterlønnen, står det nemlig klart, at en 60-årig dansker skal være kunne modtage dagpenge for at kunne modtage efterløn – man skal med andre ord kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Uanset hvor nedslidt, man selv måtte føle, tænke, mene, synes eller fornemme, man er, og uanset hvor nedslidt, hårdt prøvet eller udstødt, Fr. Mach måtte mene, man er, så kan man altså ikke komme på efterløn, medmindre man kan arbejde. Sådan er loven. Hvis noget andet er tilfældet, så administreres loven forkert. Det kan naturligvis være tilfældet, men så er problemet ikke at afskaffe efterlønnen, men at etablere en ordning, der netop rammer de nedslidte kvinder i Udkantsdanmark, som Fr. Mach kerer sig om – en ordning, der ikke får de friske og rørige seniorer til at stoppe før tid.

Fr. Machs bekymring for det danske samfunds sundhedstilstand virker velment. Så hun burde bekymre sig noget mere om sundhedstilstanden på de planer, hun laver for at løse problemet.

Morten Jarlbæk Pedersen (f. 1984) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Skrev speciale om ikke-erhvervsaktive EU-borgeres adgang til sociale ydelser og europæiseringen af sociale ydelser (social pension, SU, kontanthjælp og efterløn) i Danmark. Ansat som politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Deltag i debatten på RÆSON: Forslag til kommentarer og kronikker sendes til redaktionen@raeson.dk.