Sudan og Sydsudan: Kan freden holde?

Sudan og Sydsudan: Kan freden holde?

09.07.2011


I dag bliver årtiers borgerkrig bliver endelig forløst, når Sydsudan erklærer sig uafhængigt af Sudan. Men løsrivelsesfesten markerer samtidig eskaleringen af en voldsom konflikt, der truer både stabiliteten i begge nationer.

Af Tore Hamming

Afstemningen om Sydsudans selvstændighed den 9. januar 2011 affødte positive reaktioner fra både nationale og internationale aktører, der anså afstemningen som et eksempel på begyndende Sudansk demokrati. Valget efterlod ingen tvivl om, hvad sydsudaneserne ønskede: Uafhængighed! Over 98 procent stemte for, og valget var efter sudanske standarder imponerende roligt. Men de seneste måneders konflikter, krigslignende handlinger og den interne fordrivelse af titusinder af mennesker har nu skabt tvivl om selvstændighedsfesten bliver startskuddet på en succesfuld deling eller starten på en længerevarende krig.
     Særligt i byen Abyei, som er centrum for mange af de omkringliggende oliefelter, og de omkringliggende stater Southern Kordofan og Unity State, er konflikten eskaleret voldsomt i takt med at løsrivelsesdagen, hvor de officielle grænser skal trækkes, nærmer sig. Områderne ligger på grænsen mellem nord og syd, og regeringerne i Juba og Kharhoum er uenige om hvorvidt de skal indlemmes i Sydsudan eller forblive under Sudans kontrol. Sudans præsident, Omar al-Bashir, har sendt tusinder af soldater til området, fordi han har vidst, at han vile stå i en bedre forhandlingssituation, når grænsen skal trækkes og oliefelterne fordeles, hvis han fik flyttet sine tropper tilstrækkeligt langt mod syd inden selvstændigheden oprinder. Han har ønsket en position, hvor han kan afgive lidt af det erobrede land for i stedet at erhverve sig dele af oliefelterne og dermed den profit, som begge lande er dybt afhængige af.

Abyei fik ikke lov til at vælge side
Og det netop olien, der ligger til grund for den nuværende konflikt i Abyei. Området, der har været stærkt plaget af etniske spændinger, fungerer nu mere som et redskab til at intensivere konflikten og kampen om olien. I 2005 stoppede borgerkrigen, der i årtier hærgede Sudan, mellem det arabisk-muslimske nord og afrikansk-kristne syd, og der var gode udsigter for Abyei. Fredsaftalen indebar, at befolkningen selv skulle stemme om, hvorvidt de ville høre til Sydsudan eller Sudan. Men indtil nu har det ikke været muligt for Sydsudans regering i Juba og Sudans regering i Khartoum at blive enige om, hvem der skal have ret til at stemme i en afstemning. Historisk har Abyei primært været beboet af det pastorale dinka-folk. De er fastboende bønder og hører til Sydsudan, både hvad angår sprog, religion og kultur. Men nomadiske messeriyaere med sympati for regeringen i Khartoum vandrer til Abyei-området med deres kvæg i tørkeperioder. Det er altså kun dinka-folket, der er helårsbeboere i byen Abyei og det omkringliggende område. Derfor argumenterer Sydsudan for, at det kun bør være dinka, der stemmer, og derved vil området formentlig gå til Sydsudan. Præsident Omar al-Bashir håber derimod, at messiriyaerne, som han gennem årene har betalt og væbnet til at skabe uro både i forhold til dinka-folket og i Darfur, kan skabe flertal for at slutte sig til ham og Sudan.

Konfliktens eskalering
Startskuddet til eskaleringen af konflikten i Abyei og de omkringliggende stater var et angreb fra Sydsudans rebelhær, SPLA, på en FN konvoj, som fragtede nordsudanesiske soldater. Det fik Bashir til at beordre soldater til Abyei den 21. maj, hvor de dræbte tusinder og brændte store dele af byen ned. Hvor mange, der helt præcist er flygtet fra Abyei, er usikkert, men et tal fra UNHCR på omkring 60.000, hvoraf hovedparten er dinka, virker realistisk. Det kan altså se ud som om, at konflikten startede på Sydsudans foranledning. Det billede er dog til dels misvisende, da utallige provokationer fra Nordsudans side lå til grund for angrebet mod FN-konvojen. Og det er tydeligt, at Bashir ønskede at fremprovokere en reaktion fra SPLA, så han legitimt kunne indsætte sine tropper.
     Den sudanesiske hærs fremmarch er tilsyneladende en længe planlagt strategisk handling fra Bashirs side for at placere Sudan i den mest fordelagtige position. Både i forhold til grænsedragninger ved de olierige områder Abyei og Unity State samt at sikre kontrol over Nuba-folket i Southern Kordofan.
     Netop hjemvendt fra Aweil, 150 km sydvest for Abyei, står det mig helt klart, at hvad der blot fungerer som en dybt usympatisk – og ulovlig – forhandlingsteknik fra Bashirs side, har katastrofale konsekvenser for især den sydsudanesiske befolkning. De har lidt siden konflikten blussede op, hvor Bashir besluttede sig for at lukke grænsen mellem nord og syd. Grænselukningen betyder, at hverken mad eller benzin bliver fragtet fra nord til det hårdt trængte Sydsudan, som i stedet må få leverancer andre steder fra heriblandt Kampala og Nairobi. Det presser den sydsudanesiske befolkning, da madvarepriserne stiger betragteligt, mens manglen på benzin har betydning for transport og el. Tilstrømningen af internt fordrevne til de omkringliggende samfund er yderligere med til at destabilisere den kritiske situation, da kampen om ressourcer forværres dagligt.

Det internationale samfund svarer igen
Gennem de seneste årtier med borgerkrig, hvor millioner er døde, har Sudan fungeret som en osteklokke uden megen opmærksomhed fra det internationale samfund. Men med mediernes store fokus på først Darfur og derefter Sydsudans selvstændighed (det første afrikanske land, som løsriver sig fra de grænser, der blev trukket af kolonimagterne) er Sudan pludselig kommet i søgelyset. Det betyder, at det internationale samfund ikke længere kan vende det blinde øje til, som præcedens ellers har været, men bliver nødt til at forholde sig til konflikten. Derfor gik der ikke længe før, AU og FN reagerede på den kritiske situation omkring Abyei og nabostaterne. Beslutningen kom prompte; en etiopisk styrke på 4.200 mand skal skabe fred og stabilitet langs grænsen, mens både nord- og sydsudanesiske tropper skal trække sig tilbage. Forslaget blev vedtaget i FNs Sikkerhedsråd, og nu venter de flygtende dinka bare på, at de etiopiske tropper ankommer til landet.

Efter selvstændigheden
Med selvstændigheden bliver det interessante spørgsmål, hvordan forholdet mellem Sudan og Sydsudan udvikler sig. En brasiliansk FN-observatør fra UNMIS var tydelig i mælet, da han skulle forklare mig, hvordan situationen bliver: Angrebene fra Sudan mod Abyei og Unity State vil stoppe øjeblikkeligt, mens al-Bashirs tropper fortsat vil undertrykke Nuba-folket i Southern Kordofan. Efter delingen af landet vil de hidtidige angreb nemlig blive betragtet som angreb mod en anden stat. Hidtil har de blot har været et internt anliggende, hvilket FN historisk har haft vanskeligt ved at øve indflydelse over for trods aftalen om et globalt responsibility to protect (R2P).
     Men Sydsudan kan ikke gemme sig bag international ret og forvente at konflikten mellem landene stopper brat. Borgerkrigen mellem Sudans befolkning har stået på i mere end to årtier, og de mange års krig og konflikt vil uden tvivl komme til at præge forholdet mellem de to lande og især den del af befolkningen, som bor nær grænsen. Worst case-scenariet er direkte krig mellem landene, men det vil formentlig ikke komme på tale, da hverken al-Bashir eller Sydsudans kommende præsident, Salva Kiir, har nok at vinde ved en sådan situation. Sudan behøver venligere indstilling fra vestens side, mens Sydsudans kritiske situation med opbygningen af et nyt land med få økonomiske og menneskelige ressourcer vil kræve store anstrengelser og fokus.
     Al-Bashir vil utvivlsomt fortsætte de jævnlige provokationer mod Sydsudan, men med årene vil konflikten nedtrappes væsentligt. I stedet bør han vende sit fokus mod Darfur, som sikkert vil trække på inspiration fra den sydsudanesiske modstandsbevægelse og selv kæmpe for uafhængighed.

Tore Hamming (f.1987), HA (Kom.) fra CBS, påbegynder Master i International Sikkerhed på Sciences Po Paris 2012. Arbejder med public affairs hos Rud Pedersen og tidligere ansat som politisk student hos Socialdemokratiet samt praktikant hos Danish Demining Group i Nairobi med fokus på Somalia og Sudan.

Illustation: Sydsudan forbereder uafhængighedsfesten (foto: FN/Paul Banks)