Saudi-Arabien: Ny leder, samme politik

Saudi-Arabien: Ny leder, samme politik

30.10.2011


”Man kan forvente en fortsættelse af den linje, som den saudiske konge har kørt.” Det siger ph.d. i Mellemøststudier og projektforsker i oppositionelle grupper på den Arabiske halvø ved DIIS, Søren Hove, til RÆSON om udnævnelsen af Nayef som ny saudisk kronprins og dermed de facto-leder. ”Der kommer ingen hurtige reformer, da det aldrig har været saudiernes vej.”

INTERVIEW af Louise Boo Jespersen

Læs også
Arabisk Forår: Det skal du holde øje med lige nu

Det var forventeligt, at prins Nayef blev ny, saudisk kronprins. Hvilken procedure ligger bag valget af ham?
Der blev nedsat et ”Allegiance Council” for valget af en ny kronprins. Men der er reelt set ikke nogen, der ved, hvad der er foregået, fordi processerne er lukkede. Mellemøstforskeren Michael Herb har skrevet i All in the Family, at det er en inderkreds af kongefamilien, som i sidste ende bestemmer, hvem der skal være familiens overhoved – i dette tilfælde kronprins. Derudover kan man sagtens have ekstra konstitutionelle råd, der reelt set bare er en blåstempling af de bagvedliggende beslutninger, som de øverste prinser i kongefamilien er nået frem til. Og det er også det, jeg forventer, er sket i Saudi Arabien – altså en beslutning taget i toppen af det saudiske kongehus.

Hvilken politisk linje repræsenterer Nayef?
Det er typisk blevet sagt, at han er mere konservativ end for eksempel Abdullah, som inden han tiltrådte som konge, blev anset som meget reformvenlig. Det kan så diskuteres, hvorvidt Abdullah har leveret reformer udover på nogle særlige punkter i forhold til kvinders rettigheder og økonomisk liberalisering.

Hvad skyldes dette konservative ry?
Nayef har siddet på indenrigsministerposten i over 30 år, og en af grundene til det konservative ry er, at der efter 11. sep. 2011 blev sat fokus på den saudiske indenrigspolitik og hans personlige støtte til de saudiske mujehadinere i Afghanistan i 80’erne. Også amerikanske embedsmænd var ude specifikt at kritisere ham for ikke at arbejdede ordentlig sammen med amerikanerne umiddelbart efter 2011. Personligt synes jeg, det er for lidt at bygge et konservativt rygte op om. Af flere årsager: Den vigtigste er, at støtten til unge mennesker, der tog til Afghanistan i 80’erne og 90’erne, ikke var nogen kontroversiel beslutning. Så på den måde er han ikke mere konservativ end alle mulige andre.

Hvilken betydning skal man lægge i det, vad mange har kaldt ”det konservative valg af kronprins”?
Jeg vil ikke ligge ret meget i det. Overordnet kan man sige, at kommentatorernes forudsigelser om, hvorvidt en person er meget reformvenlig eller meget konservativ ikke nødvendigvis har holdt særligt godt stik. Det har typisk været sådan, at folks forskellige forhåbninger eller forestillinger omkring saudisk politik er blevet projiceret over i, at man har haft meget store forventninger til nogle konger, som er blevet udpeget til reformvenlige. Men når de så kommer til, leverer de kun meget lidt, hvorimod meget konservative folk, som folk har været meget bange for, typisk er blevet modereret.

Så hvad kan vi forvente os af Nayef ved roret?
Jeg tror, man i høj grad kan forvente det samme, som vi har set fra Abdullah. Dvs. på ingen måde hurtige reformer, da det aldrig har været saudiernes vej. Tværtimod små og langsomme reformskridt på særligt udvalgte områder. Det kom ikke som en særlig stor overraskelse, at kvinder fik lidt bedre vilkår tidligere i år. Det har der længe været lagt op til. Jeg tror også, vi vil se en fortsættelse af den mere økonomiske liberalisering og åbning af den saudiske økonomi, som det er set de sidste seks år i Saudi-Arabien. Dette skete blandt andet i forbindelse med, at landet blev medlem af WTO og begyndte at kigge til de små olierige golflande i forhold til, hvordan de åbner deres økonomier.

Hvordan vil Nayef forholde sig til demokrati?
Det ville overraske mig, hvis prins Nayef skulle gennemføre større politiske reformer og bløde op i forhold til parlamentarisme og demokrati. Det synes jeg reelt set heller ikke, vi har set hos Abdullah, selvom han har prøvet at sælge de små reformer som større parlamentariske reformer. Men reelt set kan man sige, at på den politiske side i forhold til parlamentarisme og demokrati går tingene meget stille, hvis ikke de står helt stille. Den stil tror jeg, prins Nayef vil fortsætte.

Netop reformer og liberalisering har været områder, som Det Arabiske Forår’s nye generation bevæger sig hen mod – hvor efterlader det Saudi Arabien?
Det saudiske kongehus følger ganske givet Det Arabiske Forår nøje. Og der er ingen tvivl om, det er noget, de er bekymrede for. Det er der flere ting, der indikerer. For det første deres støtte til Nordafrikas faldne dikatorer, Mubarak og Ben Ali. Men primært også den måde, de håndterede oprøret i Bahrain på, hvor de endte med at sende GCC-tropper til Bahrain og slå oprøret ned. Der er ingen tvivl om, at de er bekymrede. Men der er heller ikke tvivl om, at Saudi Arabien indtil videre har reddet stormen af på den hjemlige front. Vi har ikke set massedemonstrationer eller anslag til at holde ”Vredens dag” ligesom i andre arabiske lande. Der har været nogle få demonstrationer af primært saudiske shia’er i den østlige del af landet. Men det er small potatoes. Det kan ikke kaldes et oprør. Så mere pressede er kongefamilien altså ikke.

Hvordan kan det være, at Saudi-Arabien som et af de eneste lande i regionen ikke har oplevet folkelige oprør?
Saudi Arabien har nogle andre redskaber i værktøjsæsken end de andre lande. De har primært en masse rede kontanter, man kan smide ud i samfundet. Det så man også, at Kong Abdullah gjorde her i løbet af sommeren, hvor han kom hjem og lancerede et hjælpeprogram, som uddelte en masse penge i samfundet. Det var primært rettet mod unge, arbejdsløse og universitetsstuderende, som man helt sikkert fra regimets side har forventet har været nogle, som kunne mobilisere et arabisk oprør. Hvis den saudiske kongefamilie havde ønsket at signalere et eller andet, som kunne please et potentielt arabisk oprør, så havde man nok valgt en nyere og mere reformvenlig kandidat, måske fra 3. generation, men helt åbenlyst har man ikke gjort det. Og det er måske logisk nok, da de tilsyneladende har styr på tingene – i hvert fald inden for de saudiske arabiske grænser.

Hvilken indflydelse, om nogen, har Det Arabiske Forår så på Saudi Arabien?
Det er svært at svare på, da Saudi Arabien er et lukket diktatur. Vi har ikke pålidelige måder til at måle folkestemningen. Der er altså ingen, som ved, hvordan den saudiske befolkning har det. Men hvis man dømmer ud fra, hvad der hidtil er sket, så er der ikke sket ret meget, da de ikke har været i stand til at mobilisere demonstrationer. Derudover er den opposition, som trods alt er synlig og som var inspireret af Det Arabiske Forår, meget fragmenteret, og den går i forskellige retninger. Og ingen af dem har været i stand til at bringe 10.000 eller 100.000 på gaden. Tværtimod har det været meget små pip. På baggrund af det, skal man jo ikke konkludere, at der ikke findes en bredere opposition, men i betragtning af, at man ikke kan måle folkestemning, så er man også nødt til at tage konsekvensen og sige ‘fint nok, tilsyneladende er de der ikke, og hvis de er, er de ikke i stand til at afholde større demonstrationer’.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Nayef.