Ruslands-ekspert Daniel Treisman: Vesten forstår stadig ikke Rusland

Ruslands-ekspert Daniel Treisman: Vesten forstår stadig ikke Rusland

20.01.2011


Rusland bliver alt for ofte misforstået af vestlige eksperter og politikere, som enten anlægger et meget negativt og dystert perspektiv eller påstår, at Rusland er for unikt og eksotisk til at kunne sammenlignes med andre lande. Det siger Daniel Treisman, der er professor i statskundskab ved University of California, i et interview til RÆSON.

Af Stine Kromann Dragsted, Washington DC

I sin nye bog, The Return, forsøger Daniel Treisman at tegne et mere nuanceret billede af Rusland – et Rusland der på en lang række områder minder om andre mellemindkomstlande som Mexico, Tyrkiet og Argentina. The Return gør op med den gængse tænkning – fra indflydelsen af russisk olie på russisk politik, til økonomiske reformer og demografiske problemer. I et interview med RÆSON forklarer Treisman, hvorfor USA ikke skal forvente meget samarbejde fra Ruslands side, og hvorfor han ser Europa som vejen frem til et mere veltilpasset og udviklet Rusland.

Hvorfor Vesten misforstår Rusland

RÆSON: Du tegner i din bog et billede af et Rusland, som på trods af mange tilbageskridt er i rivende udvikling, og du gør op med opfattelsen af et land, der hænger fast i autoritære traditioner. Mener du, at Putins Rusland generelt bliver misforstået i Vesten?

Der er mange forskellige synspunkter, men der er to dominerende måder at forstå Rusland på, som jeg mener, er misvisende. Den første tegner et meget dystert billede af russiske forhold. Går vi tilbage i historien er der mange fortilfælde, hvor Rusland opfattes som et farligt land. Det er en tradition, der tilmed findes i Rusland. Dermed forsøger jeg ikke at fornægte, at der er og har været mange foruroligende aspekter af russisk udvikling, Men fokus på Ruslands dystre side har taget overhånd og betydet, at vores opfattelse af Rusland bygger på et alt for selektivt afsæt.

Den anden tilgang er opfattelsen af Rusland som dette eksotiske, nærmest orientalske sted fuld af paradokser, der ikke kan forstås ud fra almindelige samfundsvidenskabelige principper. Ifølge denne tilgang er Rusland unikt, et land som simpelthen ligger udenfor de normale udviklingsveje, vi kender fra resten af verden. Min analyse er et forsøg på at balancere disse opfattelser og bidrage med et større og mere detaljeret billede, der indeholder hele farvepaletten og ikke alene sort eller hvid.

RÆSON: I bogen analyserer du en mængde forskellige indikatorer – blandt andet korruption, pressefrihed og demografisk udvikling – og viser dermed at mange aspekter af Ruslands økonomiske og politiske system passer lige ind i kategorien, hvor andre mellemindkomstlande befinder sig. Bliver Rusland generelt bedømt og kritiseret for hårdt af vestlige eksperter?

Der er en stærk tendens blandt vestlige eksperter til at sammenligne Rusland med højtudviklede vestlige demokratier som USA, Frankrig eller England. Det mener jeg er fejlagtigt.

Hvis vi kigger på lande, der omtrentlig har Ruslands økonomiske udviklingsniveau –igennem de sidste 20 år vil det sige et BNP per indbygger på mellem 8.000 og 18.000 dollars om året –, taler vi lande som Mexico, Argentina, Tyrkiet og Malaysia. I disse lande finder vi politiske fænomener, som er overraskende lig de problemer, Rusland står med, når det gælder korruption, pressefrihed, uregelmæssigheder ved valg etc. Ud fra mit perspektiv – som er komparativ politik – er lighederne mellem Rusland og f.eks. Mexico og Argentina mere sigende end forskellene.

Så i stedet for at lede efter bevæggrunde i Ruslands historie, der er unikke, bør vi fokusere på generelle aspekter af landets udviklingsproces. Jeg er ikke ude på at påstå, at alle lande udvikler sig på samme måde, men der er mønstre og fællestræk, som træder frem, når vi sammenligner.

Putin høster frugten af Jeltsins arbejde

RÆSON: Du mener også, at der er en generel fejlopfattelse i Vesten, når det gælder Putins lederskab, og hvorfor han nyder så utrolig stor popularitet i Rusland?

Putin bliver nogen gange portrætteret som en glamourøs, hårdkogt eks-spion. Han rejser tværs gennem Sibirien, kører på Harley Davidson gennem Ukraine osv. Putins popularitet bliver ofte forklaret med det image, han har opbygget af sig selv som atletisk, stærk og ædru – træk der står i skarp kontrast til Jeltsins person. Andre mener, at Putin er populær, fordi han har bragt ro og orden til landet og står for et mere effektivt styre, påstande, jeg mener, er tvivlsomme og i alle tilfælde mindre væsentlige.

Ved brug af statistisk analyse viser jeg i bogen, at de faktorer, der bedst forklarer udsving i russiske lederes popularitet, er økonomiske faktorer. Ikke mindst russernes opfattelse af hvordan økonomien har det, og om de forventer, at den vil forbedre sig. Sammenhængen er klar; hvis befolkningen mener, at den russiske økonomi klarer sig godt, er de positivt indstillet overfor deres politiske ledere, hvis de oplever et økonomisk sammenbrud, går meningsmålingerne i bund.

Det fører til spørgsmålet om, hvorvidt præsidenterne selv er ansvarlige for den økonomiske udvikling, som de bliver bedømt ud fra. Mit synspunkt er, at de kun i begrænset udstrækning er direkte ansvarlige for udviklingen i den periode jeg undersøger på de sidste 10 år.

Både Putin og Jeltsin nød godt af eller blev straffet for handlinger begået af deres forgængere, samt af hvad der skete på de internationale markeder – begge dele udenfor deres kontrol. Jeltsin overtog en økonomi og et land, der var på sammenbruddets rand blandt andet på grund af Gorbatjovs katastrofale forsøg på at reformere den sovjetiske økonomi. Samtidig var priserne på olie og gas faldet til et meget lavt niveau. Putin overtog derimod roret, præcis da den økonomiske udvikling begyndte at vende på grund af Jeltsins i sidste ende succesfulde introduktion af markedsinstitutioner. Samtidig steg oliepriserne skarpt, og valutakursen var ekstremt fordelagtig. Det førte til en stor økonomisk fremgang, som Putin nød og nyder godt af.

RÆSON: Hvordan hænger den forklaring sammen med den seneste økonomiske krise, som ikke ser ud til at have påvirket Putins eller Medvedevs popularitet negativt?

Igen er det vigtigt at kigge på russernes opfattelse af den økonomiske udvikling. Skønt den økonomiske krise rigtig nok har påvirket den russiske økonomi, har Putin og Medvedev ved at bruge af oliereserverne søgt at dæmme op for konsekvenserne blandt befolkningen. Russerne har således oplevet en stigning i pension og løn de sidste år.

RÆSON: Du beskriver, hvordan mange russere var skuffede over den udeblivende økonomiske hjælp fra Vesten i 1990erne, mens Rusland i dag ikke ønsker indblanding fra Vesten, hverken når det gælder økonomi eller demokratiske reformer. Hvordan kan Vesten bedst hjælpe Rusland med at finde sig tilrette på den globale arena?

I hvert tilfælde ikke ved at give en moralpræken. Russerne er i dag meget kynisk indstillede, når det gælder Vestens forsøg på at fremme demokrati i deres land, forsøg de ofte opfatter som opportunistiske og på mange måder direkte hykleriske.

Jeg tror, den bedste måde at fremme en positiv udvikling i Rusland er at fremme integration af det russiske samfund med Europa. Der er tegn – som at flere russere rejser til eller studerer i Europa – på, at den udvikling langsomt er undervejs. Hvis det russiske samfund følger denne vej, åbner det en udviklingsmulighed, som kan føre til større lighed med Vesten. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at vi vil se en udvikling imod mere demokrati, men det er bedre end alternativet.

Min bog hedder ”The Return”, netop fordi jeg mener, russerne er i færd med at vende tilbage, ikke bare som et land der kræver at blive taget seriøst, men som befolkning.

Hvad vil Rusland?

RÆSON: Set fra Vest synes mange af Rusland udenrigspolitiske handlinger – som at indynde sig hos diktatorer i Iran, Syrien og Hviderusland – at føre meget lidt med sig, men have store omkostninger. I det seneste nummer af Foreign Affairs kritiserer du og Andrei Shleifer den tendens, I ser i USA til at forsøge at forklare russisk adfærd ud fra en psykologisk tilgang, i stedet for at se russisk udenrigspolitik som byggende på en rationel kalkule af nationale interesser.

Vores pointe er, at mens mange i Washington straks bruger den psykologiske forklaring, når de ser russisk adfærd, de ikke bryder sig om, så kan russisk udenrigspolitik forklares ud fra 3 overordnede og relativt simple og sammenhængende interesser. For det første at fremme økonomisk udvikling i Rusland, for det andet at sikre venlige regimer i dets nabolande og for det tredje at forhindre terrorisme i landet. Derfor ser vi et Rusland, der er meget optaget af, at dets nabolande er venligt stemte. Nogen gange har Rusland forfulgt denne målsætning med metoder, der ikke synes særlig elegante eller lønsomme, f.eks. når det gælder Lukasjenko i Hviderusland.

Ruslands meget komplicerede udenrigspolitik overfor Iran bunder i de meget komplicerede interesser, Rusland har i den sfære. På den ene side ønsker de bestemt ikke, at Iran får atomvåben, men på samme tid er de ikke overbevist om, at den amerikanske strategi med at lægge pres på regimet virker. Derfor ser de ingen grund til at opgive kommercielle interesser i Iran og risikere at fremmedgøre radikale i landet, som måske ville blive fristet til at støtte islamistiske terrorister i Nordkaukasus.

Resultatet er på den ene side, at Rusland har været langt mere venligt stemt overfor Ahmadinejad, end Vesten bryder sig om. På den anden side er det uklart, om de forskellige strategier, Rusland har forsøgt sig med, har ført særlig meget med sig. Uanset hvad er det muligt at finde hoved og hale i Ruslands politikker ved at tage udgangspunkt i disse enkle og sammenhængende mål.

Forholdet til USA: Obama er pragmatisk, Bush var inkonsekvent

RÆSON: I den sammenhæng er dit råd til Washington, at de ikke skal forvente sig særlig meget af Moskva – ikke fordi lederne i Kreml er overvældede af såret stolthed eller er paranoide, men simpelthen fordi der ikke er særlig mange overlappende interesser mellem Rusland og USA. Er det din opfattelse, at USA er ved at indse, hvor lidt de to lande har tilfælles?

Obama-regeringen har de sidste år haft en meget mere pragmatisk tilgang til Rusland, hvor fokus er på de få områder med overlappende interesser. Denne regering synes at have indset, at på mange områder er de russiske og amerikanske synspunkter simpelthen uforenelige, og derfor er det spild af tid at forhandle. USA har ikke opgivet at slå til lyd for de principper, man tror på, og tale med Rusland om vigtigheden af demokrati, men den del har været holdt adskilt fra forhandlingerne af praktiske og ekstremt vigtige aftaler, hvor enighed kunne nås.

Obama har opnået begrænset, men vigtig succeser i forhold Rusland ved at indse, at på dette tidspunkt er der faktisk ikke meget, Rusland ønsker sig eller behøver fra USA og derfor ikke meget forhandlingsrum. Resultatet er underskrivelsen af den nye START-traktat og russisk støtte til FN-sanktioner mod Iran. Jeg tror, Obama-regeringens plan er at fortsætte af denne vej, men med den nye Kongres domineret af republikanere, der ofte har et meget andet syn på, hvordan USA bør forholde sig til Rusland, må vi se tiden an.

Denne tilgang står i skarp kontrast til den tidligere administration, som virkede meget inkonsekvent i dens metoder, og som ofte talte med flere og selvmodsigende stemmer overfor Rusland. Ved topmøderne så vi en jovial Bush, der gjorde et stort nummer ud af at udtrykke, at de to ledere havde et personligt venskab, men den næste uge holdt vicepræsident Cheney en tale, som skarpt kritiserede Rusland for dets ekspansionistiske ambitioner. Resultatet var et mærkeligt forhold til Rusland, hvor der var meget lidt kontakt også mellem de nedre diplomatiske lag. I Rusland indfandt sig en pudsig følelse af ustabilitet, hvor man ikke helt følte sig sikre på den amerikanske position, som synes at være mangesidig og at kunne skifte hurtigt. Alt dette har ændret sig i dag, hvor forholdet er meget mere klart, afgrænset og stabilt.

The Return udkom i denne måned i USA.

Wall Street Times anmeldte bogen onsdag den 13. januar. Avisens anmelder, Edward Lucas, som er international redaktør på The Economist, kritiserer Treisman for hans komparative tilgang som Lucas ikke mener fanger de aspekter af Rusland som ”rightly cause for alarm, outrage and precaution.”

Imens roser The Boston Globe The Return for at bidrage med viden, der kan hjælpe Vesten med et bedre kendskab til et land, som vi stadig kæmper med at forstå.

Stine Kromann Dragsted har siden 2007 arbejdet som freelance journalist for en række skandinaviske medier i Washington DC. Hun er cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har desuden studeret og undervist i amerikansk politik på University of Washington. Tidligere jobs har taget Stine fra OECD i Paris, over den danske centraladministration til amerikansk valgdækning for DR, SVT, NRK og Aftenposten. Hun har desuden boet og rejst i England, Sydafrika, Belgien og Frankrig.