Ron Pundak om palæstinensisk selvstændighed: Israel må ændre kurs

Ron Pundak om palæstinensisk selvstændighed: Israel må ændre kurs

04.09.2011


Det ser umiddelbart sort ud. Fredsforhandlingerne mellem Palæstina-Israel står i stampe. Der er dog ingen grund til dommedagsscenarier om en uundgåelig udvikling, siger Ron Pundak – som var en af forhandlerne af Oslo-aftalen og Geneve-initiativet, og fra 2001 til juli i år direktør for det uafhængige, ikke-statslige Peres Center for Peace – til RÆSON. “Når vi spørger folk, om de vil acceptere en fredsaftale, baseret på punkterne i Geneve Initiativet, men kalder det noget andet end Geneve Initiativet, så støtter et jødisk, israelsk flertal det.”

Af Morten Svendstorp

PALÆSTINA – SUVERÆN STAT? FN’s medlemslande skal 20.-23. september vurdere det palæstinensiske selvstyres ansøgning om anerkendelse som suveræn stat og medlem af FN. RÆSON belyser i denne serie spørgsmålet.

RÆSON: Er det, vi oplever nu, lavpunktet, hvad angår udsigterne for en varig, fredelig løsning på den israelsk-arabiske konflikt?
RON PUNDAK: Jeg tror, at det er den rigtige måde at beskrive det på, selv om få siger det. Hvis man kigger på ”realities on the ground”, får man ellers det modsatte indtryk: Den økonomiske vækstrate ligger på ni procent på Vestbredden, der er i øjeblikket et fravær af voldelige sammenstød og der har ikke været mange terrorangreb (udover terrorangrebet nær Israels grænse ved Sinai 18. august). Der er i øjeblikket en umiddelbart succesfuld opbygning af palæstinensiske samfundsinstitutioner undervejs og man har et velfungerende samarbejde mellem det palæstinensiske politi og det israelske militær, osv. Ikke desto mindre er det et lavpunkt.

RÆSON: Hvad skyldes det?
PUNDAK: Vi har i dag en israelsk regering og en række strømninger i samfundet, der er udtryk for en gradvis radikalisering i retning af chauvinisme over for palæstinensere. Den israelske regering søger ikke fred, vil ikke diskutere med den anden side og underminerer dermed det, som altid har været ankret i fredsprocessen, nemlig håbet.

RÆSON: Hvordan har dét påvirket den politiske debat i Israel om en fredsaftale med palæstinenserne?
PUNDAK: Vi står i dag i en meget dårlig situation. Det er endnu ikke for sent at gøre noget, men vi står over for et paradoks: både blandt den israelske og palæstinensiske befolkning og i det politiske establishment accepteres principperne for en to-statsløsning, men vi savner ledere med det politiske mod til at implementere den. Faktum er, at der ikke er andre muligheder end den fredsaftale, som er på bordet. Den fredsaftale, som Netanyahu vil skabe, er baseret på krav om en lille palæstinensisk stat og israelsk suverænitet over hele Jerusalem samt Jordandalen [på Vestbredden, red.], og de mål er i høj grad hæmmende for at indgå en aftale.

RÆSON: Hvad er den israelske Premierminister Benjamin Netanyahus politiske strategi i forhold til fredsprocessen?
PUNDAK: Fordi Netanyahu ikke vil acceptere det, der skal til for at indgå en fredsaftale, søger han at lave konfliktstyring i stedet for at lave konfliktløsning. For at gøre det, taler han først og fremmest i bløde vendinger om en to-statsløsning, vel vidende at det, han siger, ikke er nok til at nå en aftale. For det andet søger han at skabe ro i de besatte områder gennem økonomiske tiltag og samarbejde om at bekæmpe terrorgrupper. For det tredje søger han at holde sammen på sin regeringskoalition ved at ”betale” de højreorienterede partier i form af opførsel af bosættelser, rydninger i Jerusalem, og andre tiltag, der modvirker fredsbestræbelserne. Så man kan sige, at han balancerer, nogen vil sige jonglerer, for at for at holde sammen på sin regering. Men han gør det for at overleve politisk, ikke for at fremme fredsprocessen.

RÆSON: Hvordan har det politiske lederskab i Fatah reageret på det, og hvad er deres politiske modsvar?
PUNDAK: Palæstinenserne kan se skriften på væggen. De har givet stort set alle indrømmelser, og står nu afklædte og siger: ”Vi har en stat og vi er klar til at underskrive en aftale”. Det er måske den sidste chance for at indgå en aftale med et moderat, pragmatisk palæstinensisk regime. Alternativet er, at vi senere måske kan indgå en aftale med den moderate fløj i Hamas, men det vil kaste dem ud i en voldelig konflikt med ekstremisterne i Islamisk Jihad og de Al Qaeda-inspirerede grupper. Det er derfor vi nu er i det 90. minut, og hvis det palæstinensiske samfund eksploderer i en intern voldsspiral vil det også have indflydelse på Israel, resten af Mellemøsten, USA, Europa og dermed også Danmark.

RÆSON: Så er det, vi ser, en konflikt mellem ekstremisterne på begge sider i Israel?
PUNDAK: Det er det. I Israel oplever vi en legitimering af højreorienterede kræfter i samfundet såvel som i den politiske arena. Den første rigtige israelske fascist, Meir Kahane [den afdøde leder af ”Kach”-partiet, som er på USA’s liste over terrororganisationer, red.], har i dag protegéer som er blevet valgt ind i Knesset under et nyt politisk banner. Og samtidig har vi en udenrigsminister, som taler brunskjorternes sprog, og som bliver legitimeret ikke blot i Israel, men også i det internationale samfund – og af Danmark. Det sprog, han bruger, polariserer det israelske samfund og skaber konflikt mellem arabere og jøder, og det har skabt en sprængfarlig situation, hvor ekstremisterne og den gensidige mistro mellem israelere og palæstinensere er blevet styrket.

RÆSON: Pessimismen og mismodet synes at trives for tiden. Der er ikke meget tiltro til, at situationen kan blive bedre?
PUNDAK: Ja, håbet er truet. Da vi startede Oslo-forhandlingerne, gjorde vi det på grundlag af en ånd om: 1) At opbygge tillid mellem parterne, 2) En win-win tilgang og 3) Håb. På den måde overbeviste vi og palæstinenserne hinanden om, at vi var i stand til at starte en fredsproces. De to første faktorer led skade og i mange år har vi støttet os til håbet. Desværre er vi israelere blevet hjernevasket siden Den Anden Intifada til at tro, at palæstinenserne ikke er en partner for fred. Palæstinenserne har ikke behøvet at blive hjernevasket, de kan bare kigge på, hvad der sker omkring dem: bosættelserne og den fortsatte besættelse. Israel står derfor i dag ved en skillevej: Vi kan enten gå ned af den vej, som blev åbnet i 1993 med Oslo-aftalen, eller vi kan blive en paria-stat. Der er ingen tredje udvej. Hvis vi ikke går af fredens vej, så bliver Israel til et ”Spartheid”, altså en blanding af Sparta [oldtidens græske bystat, red.] og Apartheid. Så vil vi kæmpe, til vi taber – som Sparta og som Apartheid-Sydafrika vil vi blive mere racistisk, mere radikaliseret, mere chauvinistisk og til sidst boykottet og isoleret internationalt. Vi er i dag på vej ned af en glidebane mod ”Spartheid”, men vi kan endnu foretage et valg og vende om.

RÆSON: Hvad kan andre lande gøre for at styrke fredsbestræbelserne?
PUNDAK: Andre lande har en meget vigtig rolle at spille for at skubbe processen fremad. Jeg har tidligere foreslået europæerne, at det internationale samfund skulle udforme de overordnende rammer for en endelig fredsaftale mellem palæstinenserne og israelerne. Problemet har tidligere været, at forhandlingerne har været ført bottom-up. I stedet burde man gøre det top-down: skabe enighed om rammerne for aftalen, og så lade teknikerne stå for de egentlige forhandlinger.

RÆSON: Så du mener, selve processen har været problematisk i forhold til at skabe resultater?
PUNDAK: Ja, det var det for Ehud Barak ved Camp David. Som del af en israelsk-palæstinensisk gruppe har jeg foreslået, at amerikanerne og europæerne tog 5-10 punkter med til forhandlingerne. Danmark finansierede et projekt, der hjalp os med at finde en formel, som skulle have været grundlag for en aftale. Desværre sagde de europæiske stormagter, at det ikke var muligt dengang, men halvandet år senere foreslog de noget, der ligner. Vi har behov for, at der skabes rammer, der kan hjælpe forhandlingerne i gang – så man ikke blot afventer Netanyahus krav og forgodtbefindende. Fredsforhandlingerne skal ikke igen flettes sammen med fordelingen af vandressourcer, eller for den sags skyld miljøspørgsmål eller noget andet, der er tilsvarende irrelevant for at skabe fred. Det er det spil, Netanyahu spiller, for at kunne sige, at han forhandler, alt i mens han trækker tiden.

RÆSON: Mere konkret: Hvad kan Europa gøre for at styrke fredsbestræbelserne?
PUNDAK: EU bør arbejde for at skabe en ny, international reference for fredsprocessen, og presse på over for amerikanerne. Der er behov for en erstatning for FNs Sikkerhedsrådsresolution 242; noget, som kan blive et nyt anker, som kan sætte gang i forhandlingerne. Europæerne er ikke så politisk kastrerede, som nogen måske går rundt og tror. Personligt kunne jeg godt tænke mig at se et mere aktivistisk Europa – også over for Israel. Som det er i dag, behøver Israel ikke gøre noget for at få Europas støtte. Venskab handler ikke kun om at være venlig, men også om at fortælle hinanden sandheden. Og jeg synes ikke Europa, inklusiv Danmark, fortæller os sandheden.

RÆSON: Er FN-afstemningen om opbakning til en palæstinensisk stat et skridt i den rigtige eller forkerte retning?
PUNDAK: Det betyder ikke noget, fordi en sådan afstemning kun er anbefalende. Selv hvis afstemningen bliver afholdt, ændrer den ikke på virkelighedens realiteter, og derfor kan den i sidste ende skabe frustration efterfølgende. Jeg er personligt ikke imod en afstemning. Det er en god ide at skabe momentum, men så skal det være som en del af en proces, der kan kaste noget af sig. Hvis afstemningen ikke bliver fulgt af noget substantielt er det bare varm luft.

RÆSON: Hvad er så vejen ud af hængedyndet?
PUNDAK: Det er faktisk meget simpelt: alle kort er på bordet, og det eneste, der mangler, er, at der kommer nogen og samler dem op. En seriøs israelsk leder ville sætte sig ned med Mahmoud Abbas i morgen, og om tre-fire måneder ville der være en aftale.

RÆSON: Men det er vel ikke det sandsynlige scenarie?
PUNDAK: Ikke lige nu, men historien har vist, at der er så mange x-faktorer, som man ikke venter elle måske slet ikke kender. Tænk hvis Mahmoud Abbas trak sig i morgen og Mustafa Barghouti tog hans plads? Så ville man få en meget populær palæstinensisk leder, som ville blive båret frem de første seks måneder, og som ville kunne underskrive en aftale. Der er ting, vi ikke kan forudsige, og situationen kan ændre sig markant på meget kort tid. Den demografiske udvikling I Israel og særligt de russiske immigranters støtte til Yisrael Beiteinu [det højrenationale regeringsparti, som er ledet af udenrigsminister Avigdor Lieberman, red.] er ofte nævnt som noget, der på sigt vil besværliggøre en fredsaftale. Jeg køber ikke dommedagsscenarierne om den demografiske udvikling i Israel. Mange af de russiske indvandrere er unge og arbejder i high tech-industrien eller som ingeniører. De er ikke religiøst-idelogiske, og hvis man pakker og sælger budskabet på den rigtige måde, vil de se, at en fredsaftale kan bringe dem større rigdom og tjene deres interesser. Det vil være svært, men det er ikke umuligt. Når vi lavede meningsmålinger på Peres Foundation, fandt vi noget interessant. Når vi spørger folk, om de vil acceptere en fredsaftale, baseret på punkterne i Geneve Initiativet, men kalder det noget andet end Geneve Initiativet, så støtter et jødisk, israelsk flertal det. Og det er før et eventuelt Obama-besøg til Israel med Mahmoud Abbas i den ene hånd og den Saudi Arabiske konge i den anden. Bare forestil dig det! Jeg kan sagtens fremstille dommedagsscenarier, og har gjort det tidligere, men det er altså ikke den eneste forestilling der er i byen.

Morten Svendstorp (f. 1979) er international politisk rådgiver for Socialdemokraterne. Han er uddannet Master of International Affairs på Columbia University med speciale i international sikkerhedspolitik og tidligere praktikant på Danmarks Mission ved FN i New York, den tyske Bundesdag, John Kerrys præsidentkampagne, FN-sekretariatet og den palæstinensiske NGO ’Gaza Community Mental Health Programme’. ILLUSTRATION: Jødiske drenge ved Grædemuren i Jerusalems gamle bydel, august 2011.