Redaktørerne udpeger: Ugens historie

Redaktørerne udpeger: Ugens historie

21.02.2011


Hver uge udpeger RÆSONs redaktører ugens politiske og økonomiske historie.

UGENS POLITISKE HISTORIE:
Efterspørges: En diversificeret debat


Af Stig Tackmann, ansv. chefredaktør, RÆSON

Valget er udskudt til efteråret! Det spår blandt andre politisk kommentator på Berlingske, Thomas Larsen i et interview med RÆSON i den forgangne uge!

Og Thomas Larsen får nok ret! Det er næsten usandsynligt, at Løkke udskriver valg nu. Efterlønsdebatten er smuldret, de konservative fortsætte de historisk dårlige meningsmålinger og der er intern splittelse i blå blok! Udgangspunktet for et valg kunne ikke være meget værre. Det er derfor, Løkke venter!

Ifølge Thomas Larsen er Løkkes bedste kort på hånden at forhandle en økonomisk reform på plads med Dansk Folkeparti. En sådan reform vil vise den borgerlige lejrs bud på Danmarks vej ud af krisen og således udstråle den økonomiske ansvarlighed både røde og blå politikere i disse måneder efterstræber så kraftigt.

For det kommende valg bliver et valg om økonomien. Der er stort set ikke andre, dybereliggende politiske sager oppe og vende. Den blok, der finder det mest troværdige svar på Danmarks vej ud af krisen, er den blok, der vinder det næste Folketingsvalg! Rød blok står fortsat bedst, men der kan ske mirakler – og Løkkes økonomiske reformdagsorden kan vise sig at være et sådant mirakel.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor alle andre påtrængende, politiske sager bliver af i den forestående valgkamp? Er det virkelig kun den økonomiske situation, 12 minutter mere eller mindre eller en lempelse af den eksisterende tilbagetrækningsalder, der er på spil? De folkevalgte synes at have truffet deres valg. Folketingsvalget bliver et valg om økonomien!

Men kan man vende bøtten? Kan man argumenterer for, at der ikke alene skal snakkes om økonomien, besparelser og det at spænde livremmen ind? Kan man argumenterer for at velfærdsstatens afvikling kan diskuteres sideløbende med en debat om velfærdsstatens fortsatte sikring? Kan man argumenterer for at løsning på alle de nuværende problemer ikke nødvendigvis ligger i økonomien alene? Tiderne er hårde. De økonomisk valg bliver endnu hårdere. Vi skal spare os ud af krisen! Men skal vi også sparer os ud af velfærdsstaten?

Man savner en mere diversificeret, politisk debat. En debat, hvor fronter trækkes op og strækkes ud, så de ikke kun omfavner økonomiske diskussioner om den mest valide, økonomiske redningsplan, men også diskussioner om, hvad der sker på den anden side af den økonomiske krise. Hvilke normere, værdier og holdninger skal Danmark bygges op omkring. Hvilken vej skal Danmark gå – når krisen er overstået og økonomien igen er i baggrunden?

En mere diversificeret debat efterspørges.