Rashed Rahman: Europa skal redde Pakistan fra sig selv – og fra USA

Rashed Rahman: Europa skal redde Pakistan fra sig selv – og fra USA

27.11.2011


”Forbliver Europa ikke engageret i Pakistan, vil I fortryde det grusomt. Præcis som USA grusomt fortryder at have efterladt Afghanistan alene til pakistanerne efter 1989.” Det siger den anerkendte pakistanske debattør og redaktør for den sekulære og regimekritiske avis Daily Times, Rashed Rahman, som vil have Europa til at redde landet fra sig selv og USA: ”Europa ved mere om disse dele af verden, end USA nogensinde vil. USA er relativt naive, når det kommer hertil.”

Interviewet er foretaget tirsdag 22. november efter en DIIS-konference om militarisering i Pakistan – altså før USA og Pakistans forhold nåede endnu et lavpunkt med lørdagens fejlagtige NATO-bombning af to pakistanske militærposter med 25 døde soldater.

Et blødt punkt for militante grupperinger
RÆSON: For tiden ser vi i store dele af Pakistan en kulminerende tendens til militarisering og uro.
Hvordan krystalliserer denne militante udfordring sig helt konkret i det pakistanske samfund lige nu?
RAHMAN: Der er ikke så meget militarisering. Det er mere det momentum af øget religiøsitet, som producerer – nogle gange underbevidst – et blødt punkt for ekstremisme. Dette er det farlige. Især nu hvor vi står ved en afgrund; vil ekstremisterne vinde folket over til deres sag, hvis ikke som aktive deltagere, så som sympatisører, eller kan det civile Pakistan vænnes væk fra denne ekstremisme, mod en mere oplyst, moderat og fremadskuende vej? Dette er kampen i Pakistan, mens vi snakker.
RÆSON: Men samtidig er der en voksende affektion blandt den pakistanske befolkning for de militante enheder?
RAHMAN: Ja, jeg bliver nødt til at være objektiv, og indrømme, at den er voksende. Det er bekymrende, men det er fakta.

Pakistan: en historisk eroderet stat
RÆSON: Pakistan er kendt for at have et civilsamfund, som er særdeles påvirket af en historisk stærk hær og efterretningstjeneste. Tiden siden uafhængigheden i 1947 har været delt halvt mellem aspirerende former for demokrati og militærdiktatur – hvad kan det fortælle om det pakistanske samfund i dag, hvis det kan sige noget?
RAHMAN: Når en ny stat er bygget på det historiske fundament som Pakistan er [Pakistan og Indien blev i 1947 til ud af en blodig deling, hvor mellem en-to millioner blev dræbt og op mod ti millioner måtte flygte over grænsen, den ene eller anden vej, i frygt for deres liv, red.] vil militæret og efterretningstjenesterne altid indtage en meget mere vital rolle end under normale omstændigheder. Dette faktum er krydret med en pakistansk hær, som allerede før Pakistans dannelse var ekstremt begunstiget af de koloniale strukturer, og dermed fra starten gjorde den indflydelsesrig, og derudover problemer med en stat, der både under og efter sin dannelse, har formået at se bort fra dets samfunds enorme diversitet og kompleksitet.
RÆSON: Så staten Pakistan var allerede fra starten i problemer?
RAHMAN: Ja. For at håndtere sådan et samfund havde det fra starten krævet lydhørhed over for demokrati og ikke mindst bred repræsentation af alle grupper i samfundet. Eksempelvis i form af en føderal stat, som var inklusiv og ikke blankt afviste præ-pakistansk historie. Denne afvisning og undertrykkelse er essentiel, stadig i dag.
RÆSON: I hvilken grad ser du i dag hæren som en stabiliserende faktor i en situation, hvor de civile institutioner synes at miste grebet om samfundet?
RAHMAN: Det er et argument som folk bruger til fordel for hæren – især dem tæt på hæren er alle meget afvisende over for de civile institutioner. Men det har været sådan siden 1958, [hvor det første militærkup fandt sted i Pakistan, red.] at landet svinger som et pendul mellem demokrati og militærdiktatur, og den rutine er ikke brudt. Se på 2008-valget som bragte den siddende regering til magten, og se på den følelse af desillusion, som spreder sig i samfundet. Vi bliver nostalgiske efter ”strong man rule”, hvilket jo helt bestemt er til militærets og måske også til dets politiske affilieredes fordel. Hvad der sker nu, er et gammelkendt scenarie – vi har været, hvor vi står nu, mange gange før. Men historisk har hverken direkte militær intervention fra den pakistanske hær eller indirekte manipulation til fordel for militærets ”egne” politikere efterladt Pakistan bedre stillet eller klogere. Hver og én af disse interventioner har i sidste ende produceret en katastrofe og kun efterladt flere problemer. Er dét stabiliserende? Det synes jeg bestemt ikke.

Det vigtige demografiske perspektiv i Pakistan
RÆSON: Pakistan er et land med stor etnisk og kulturel diversitet, og derfor også et land med en masse forskellige interesser fra forskellige grupperinger. Men mange er ikke repræsenteret. Det er et problem?
RAHMAN: Ja, man bliver nødt til at fokusere på det, da det rammer ind i hjertet af konflikten. Giver vi ikke de legitime forfatningsmæssige rettigheder til disse etniciteter, så bliver der problemer. Fx er vi for tiden vidne til det femte oprør i Baluchistan siden uafhængigheden [den største og tyndest befolkede provins i Pakistan i landets golde og bjergrige sydøst, som har historisk været arnested for nationale separatistbevægelser og ekstreme religiøse grupperinger, blandt stammesamfundene, red.]. Det er et politisk problem. De føler sig marginaliseret og er sikre på, at det eneste, den pakistanske stat ønsker, er at hente resurser ud af regionen – for eksempel gas, der historisk har været med til at kickstarte industrialisering og handel for hele Pakistan.
RÆSON: Så Baluchistan er altså et godt eksempel på, hvordan etniske stridigheder, gennem væbnet kamp, er med til at destabilisere landet?
RAHMAN: Ja, og naboprovinsen Sindh i øst er et andet eksempel på etniske konflikter med hovedstaden Karachi som smeltedigel for magtkampe og problemer mellem pashtunere, punjabier, sindhier og balucier – alle sammen samlet i en by, med våben nemt tilgængelige. Sidst er Khyber Pakhtunkhwa [også kaldet North-West Forntier Province, red.] suget ind i Afghanistan-krigen med sin geografiske nærhed.

USA og Paskistan: et svært, men nødvendigt samarbejde
RÆSON: Hvordan har mordet på Ossam bin-Ladens i Abbottabad påvirket USA og Pakistans forhold?
RAHMAN: Det har haft en stor effekt, da det pakistanske militær er blevet anklaget for at gemme ham. Der er stemmer i Pentagon, Washington og CIA, som for tiden stiller spørgsmålstegn ved, om Pakistan er en allieret, man reelt kan stole på.
RÆSON: Umuliggør denne tunge gensidige mistillid, at Pakistan og USA nærmer sig hinanden?
RAHMAN: Det er et komplekst forhold med megen friktion og beskyldninger begge veje. Men på samme tid er der så meget på spil for begge, at det er svært at trække sig fra samarbejdet uden at skabe uoprettelig skade.
RÆSON: Så de er tvunget til at arbejde sammen?
RAHMAN: Så længe USA stadig er engageret i Afghanistan, med så mange tropper, har de logistisk brug for Pakistan.

Europa er Pakistans fremtid
RÆSON: Hvad skal der så ske med Pakistan i den nuværende situation?
RAHMAN: Militæret skal afspores fra deres enerådende vej og stædige jagt på ”strategisk dybde” i Afghanistan.
RÆSON: Hvis Europa, udenom USA, kan hjælpe, hvordan skal dette så ske?
RAHMAN: Europa, i deres kollektive historiske bevidsthed, ved mere om disse dele af verden, end USA nogensinde vil. USA er relativt naive, når det kommer hertil. Europa kan med sin visdom om disse lande og deres folk gennem engagement spille en meget positiv rolle. Trods dårlig økonomi på hjemmefronten skal Europa forblive engageret i Pakistan, og gør I ikke det, vil I fortryde det grusomt. Præcis som USA grusomt fortryder at have efterladt Afghanistan alene til pakistanerne efter 1989. Europa er med sine mange historiske fordele i form af verdensomspændende engagement og know how meget muligt en mere sikker vej til endemålet – et stabilt Pakistan – end USA nogensinde bliver, og de tage initiativet. Der er meget arbejde at tage fat på i Pakistan og store dele af det kan vi ikke klare selv. Vi har brug for jeres hjælp og I har brug for vores – begge sider har rigtigt meget at vinde og meget at tabe på situationen i Pakistan.

RASHED RAHMAN er chefredaktør på avisen Daily Times, en engelsksproget pakistansk avis, som blev lanceret i 2002. Avisen var ejet af den nu afdøde guvernør i Punjab, Mr. Salman Taseer, der blev myrdet i 2010 for hans støtte til at fjerne blasfemiloven i Pakistan. Daily Times er anerkendt som en avis, der går ind for liberale og sekulære synspunkter, og har opnået popularitet og berømmelse på grund af sine editorials, der anses for kontroversielle i visse dele af Pakistan, men er rost i den internationale presse. JONAS SØLBERG HANSEN (f. 1985) studerer Arabisk på Københavns Universitet. I efteråret og vinteren 2010 læste han på Damaskus Universitet i Syrien. Har tidligere skrevet artikler for RÆSON om den politiske situation i Syrien og Libyen. Har særlig interesse for Mellemøsten og de international perspektiver i regionen. ILLUSTRATION: Pakistansk soldat.