RÆSON i Tajikistan: Taleban og Al Qaedas nye fristed

RÆSON i Tajikistan: Taleban og Al Qaedas nye fristed

09.10.2011


Et stabilt Afghanistan er mindre sandsynligt uden et stabilt Tajikistan. Men Centralasiens mest sårbare stat trues af fremskredent økonomisk forfald, væbnede oprørsgrupper og et bundkorrupt politisk system. Taleban og al-Qaeda er begyndt at søge tilflugt i bjergene mod syd. Hold øje med Tajikistan i slutspillet om tilbagetrækning fra Afghanistan.

Af Andreas Geertsen, RÆSONs redaktør for Afghanistan-Pakistan

DUSHANBE, TAJIKISTAN – Verdens højeste flagstang står nu i Tajikistans hovedstad, Dushanbe. Den måler 165 meter og blev for nylig indviet med fyrværkeri og skinger popmusik. Flagstangen er tre meter højere end den hidtidige rekordindehaver i Aserbajdsjan. Det forlyder imidlertid, at Turkmenistan pønser på at rejse én, der er endnu højere, så Tajikistans præsident, Emomali Rakhmon, skal nyde berømmelsen, mens han kan. Og det gør han tilsyneladende også. Efter sin rørstrømske tale om flagstangens betydning for Tajikistans nationalidentitet får han overrakt et diplom af en hidkaldt repræsentant for Guiness Rekordbog. Præsidenten hæver stolt diplomet over hovedet med begge hænder, som om det var en VM-pokal med store ører.

Et forarmet kleptokrati
Fejringen af flagstangen er symptomatisk for regimets sans for prioritering. Præsident Rakhmon og hans slæng af kleptokrater bruger store beløb på unødvendige prestigebyggerier og suger penge ud af det sparsomme statsbudget frem for at adressere Tajikistans kolossale politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Korruptionen er udbredt på alle administrative niveauer, og overskuddet fra en af Tajikistans eneste profitable, legitime industrier, aluminiumproduktionen, havner på oversøiske bankkonti tilhørende en snæver kreds af præsidentens håndgangne mænd. Magteliten kerer sig mere om at rage til sig end om at forbedre det store flertals kummerlige levevilkår. ”Præsident Rakhmon foretrækker at kontrollere 90 % af en lille kage frem for 30 % af en stor kage”, som en vestlig ambassadør citeres for i en af Wikileaks’ lækkede amerikanske ambassadeindberetninger.

Emomali Rakhmon har siddet tungt på præsidentposten, siden den blodige borgerkrig sluttede i 1997. Han har behændigt koncentreret magten i egne hænder ved at udmanøvrere, fængsle eller likvidere sine rivaler. Valg er spil for galleriet og afgjort på forhånd. Oppositionen og civilsamfundet er undertrykt, medierne statskontrollerede og selvcensuren udbredt. Forfatningen tillader Rakhmon at blive siddende på posten indtil 2020, og flere af hans ni børn er så småt ved at blive kørt i stilling til at videreføre dynastiet i stil med lignende autoritære arvefølger i Turkmenistan og Nordkorea. Samtidig forfalder infrastrukturen, arbejdsløsheden stiger og sundhedsvæsenet sygner yderligere hen. Indbyggerne i de vanskeligt tilgængelige bjerg- og landdistrikter lever i dyb armod, og dem, som kan, forsøger at finde arbejde udenlands. Flere millioner tajikker er ufaglærte migrantarbejdere i Rusland, og deres pengeoverførsler til familierne derhjemme anslås at udgøre næsten halvdelen af Tajikistans BNP. Ifølge data fra Verdensbanken lever 47 % af befolkningen ikke desto mindre for under to dollars om dagen. Og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, beretter om middelalderlige tilstande på hospitalerne: Lægerne er inkompetente og ubehøvlede, og sterile operationsstuer er en by i Rusland. Patienterne opkræves bestikkelse i hvert eneste led af behandlingsforløbet, fra diagnosticering til tømning af fyldte bækkener.

Derfor er Tajikistan vigtig
Og hvad så, fristes man til at spørge. Tajikistan er jo ikke det eneste land, der vansmægter under et autoritært regime, mens det internationale samfunds flygtige opmærksomhed er optaget andetsteds. Men ud over den rent humanitære forpligtelse til at støtte en udsat civilbefolkning, er der tungtvejende strategiske grunde til at bekymre sig om udviklingen i den lille centralasiatiske republik. For USA og de andre ISAF-lande, herunder Danmark, er Tajikistan vital som en stabiliserende faktor langs Afganistans nordlige grænse samt et logistisk knudepunkt for støtten til den militære indsats mod Taleban og al-Qaeda. Både franske og tyske ISAF-tropper opretholder baser i Tajikistan, og amerikanerne nyder godt af uhindret overflyvning.

Tajikistan er uløseligt forbundet med konflikten i Afghanistan. 27 % af den afghanske befolkning er etniske tajikker i lighed med den tidligere præsident og leder af Det Høje Fredsråd, Burhanuddin Rabbani, som 20. september blev likvideret af en pashtunsk selvmordsbomber i Kabul. Tajikistan deler 1.400 kilometer grænse med Afghanistan, men har langt fra kapacitet til at kontrollere hele strækningen. I takt med, at sikkerhedssituationen i det nordlige Afghanistan gradvist er blevet forværret, har oprørsgrupper med tilknytning til Taleban og al-Qaeda derfor i stigende grad krydset grænsen for at søge tilflugt i de uvejsomme bjergområder i det sydlige Tajikistan. Også tilstrømningen af afghanske flygtninge til Tajikistan er steget markant og fordoblet siden 2008. Tajikistan og det nordlige Pakistan ligger meget tæt på hinanden, blot adskilt af et smalt bælte af det nordøstlige Afghanistan. Og adskillige analytikere påpeger, at det vil være oplagt for Taleban og al-Qaeda at slå sig ned i det sydlige centralasiatiske hinterland, hvis de skulle blive fortrængt fra Pakistans nordlige stammeområder.

De sælger narkohundene i stedet for at bruge dem
Tajikistan er desuden en foretrukken transitrute for narko fra Afghanistan. Ifølge FN’s agentur for narkotikakontrol og kriminalitetsbekæmpelse, UNODC, bliver mere end en tredjedel af Afghanistans opiumproduktion smuglet gennem Tajikistan. Men både viljen og kapaciteten til at slå ned på smuglingen mangler. En lækket indberetning fra den amerikanske ambassade beskriver, hvordan tajikiske grænsevagter blot sælger de narkohunde, som amerikanerne træner og leverer. Samtidig er det en kendsgerning, at kun de små fisk bliver fanget. De store narkoleverancer nyder beskyttelse fra højtstående embedsfolk, som selv profiterer af smuglingen og ikke har nogen interesse i at lægge hindringer i vejen. UNODC anslår derfor, at mindre end 5 % af den smuglede narko opsnappes.

På samme tid er væbnede islamistiske fraktioner begyndt at røre på sig i Tajikistan. Præsident Rakhmons tropper har lidt betragtelige tab i de indtil videre sporadiske træfninger mellem guerillaer og sikkerhedsstyrker. Lavintensiv konflikt langs den udstrakte afghansk-tajikiske grænse har stået på i årevis, og omfanget af ekstern infiltration af tajikisk territorium er stigende. Under et bagholdsangreb på en militærkonvoj i Rasht-dalen syd for Dushanbe dræbte militante islamister mere end 25 tajikiske soldater på én gang. Denne eklatante fiasko illustrerer med al ønskelig tydelighed, at Tajikistans korrumperede regering er ude af stand til at håndtere selv beskedne sikkerhedstrusler. Hæren er svag og består hovedsageligt af unge værnepligtige fra landdistrikterne, som ikke har råd til at bestikke sig fri af militærtjenesten.

De chikanerer de langskæggede, men fanger ikke islamisterne
Præsident Rakhmons svar på den snigende islamistiske trussel har været at slå hårdt ned på praktiseringen af islam i bred forstand. Det er blevet ulovligt at sende børn i udenlandske koranskoler, regeringen forsøger at diktere indholdet af fredagsbønnen, og medlemmer af fredelige muslimske organisationer idømmes uforholdsmæssigt lange fængselsstraffe for mindre eller opdigtede forseelser. For et par måneder siden blev det forbudt for unge under 18 år at deltage i religiøse handlinger i moskeerne, og politiet chikanerer rutinemæssigt mænd med langt skæg.

I Tajikistan, hvor 90 % af befolkningen er muslimer, øger den slags initiativer ikke ligefrem opbakningen til de sekulære magthavere. Det har længe været et yndet argument, at mindet om den langvarige borgerkrig, der kostede 50.000 mennesker livet, effektivt forhindrer alle former for folkelig opstand. Men minderne begynder at blegne, og de unge har ingen erindring om borgerkrigens gru. Den udbredte fattigdom og de trøstesløse fremtidsudsigter ses af mange analytikere som rørte vande for radikalisering og øget tilslutning til væbnede islamistiske oprørsgrupper.

”Præsident Rakhmon afviser blankt, at det nordafrikanske scenario med folkelig opstand og regimekollaps kan finde sted i Tajikistan”, siger Robert Templer fra International Crisis Group. ”Men Tajikistan er så sårbart, at selv et mindre sikkerhedsproblem lynhurtigt kan eskalere og true regimets overlevelse”, tilføjer han. De nylige erfaringer fra Mellemøsten og Nordafrika har imidlertid vist, hvordan en undertrykt befolknings passive resignation på kort tid kan forvandles til åbent oprør. Tajikistan er langt fra immunt, og et yderligere svækket Tajikistan kan blive et attraktiv safe haven for væbnede oprørsgrupper trænet i Pakistan og Afghanistan. Der er derfor god grund til at holde et vågent øje med Tajikistan, efterhånden som ISAF’s annoncerede tilbagetrækning fra Afghanistan i 2014 nærmer sig.

Andreas Geertsen (f. 1982) er RÆSONs redaktør for Afghanistan-Pakistan. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i international sikkerhedspolitik og arbejder til daglig i en humanitær NGO. Tidligere ansat ved Udenrigsministeriets Center for Global Sikkerhed, Danmarks ambassade i Beijing og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre. ILLUSTRATION: Propagandaplakat med præsident Rakhmon i hovedstaden Dushanbe.