21.04.2011

”Den Afrikanske Unionen burde være bekymrede for, om oprørerne har mistet tilliden til organisationen som en mulig forhandlingspartner,” siger ekspert i international politik Peter Viggo Jakobsen til RÆSON. Magthaverne i Den Afrikanske Union har nemlig fremlagt en fredsplan, der er som skrevet af Gaddafi, og har været imod både sanktioner og militær intervention i Libyen for at redde deres eget skind. Alligevel vurderer Peter Viggo, at AU som mægler ”er en mulig spiller, netop fordi de afrikanske lande og især Sydafrika har en god forbindelse til Gadaffi.”

Af Esben Larsen Mikkelsen, RÆSONs Afrikaredaktør

Fra starten har de afrikanske lande været delte i deres meninger om den militære aktion i Libyen. Sydafrika, Nigeria og Gabon stemte for, da FNs sikkerhedsråd besluttede at lave en flyveforbudszone over Libyen. Men samtidig tordnede Ugandas præsident, Museveni, imod vesten, og kaldte det hyklerisk at starte en militær aktion mod Gadaffi men ikke imod andre ledere, som benytter samme brutale metoder.

Afrikas største fællesorgan, Den Afrikanske Union (AU), som tæller 53 medlemslande, er derimod gået mere stille med døren. Selv om unionen pålægger sine medlemslande at skride ind overfor ledere, der opfører sig som Gadaffi, har unionen ikke vedtaget nogen sanktioner imod Libyen og har samtidig kritiseret den militære intervention. RÆSON har spurgt Peter Viggo Jakobsen, hvorfor AU har trådt så varsomt i spørgsmålet om Gadaffis fremtid, og om unionen overhovedet er klar til at være en spiller på den internationale scene i de store konflikter.

RÆSON: Hvorfor har AU været så passiv over for Gadaffi? De lever jo ikke op til sin egen rolle.
Viggo Jakobsen: Problemet for AU er, at en del medlemmer opfører sig på en måde, som minder meget om Gadaffis opførsel. Derfor har mange afrikanske ledere tænkt tre skaktræk frem og spurgt sig selv; hvor vil vesten bombe næste gang, hvis vi støtter en humanitær intervention i et af vores medlemslande?
RÆSON: De beskytter altså deres egen magt?
Viggo Jakobsen: Ja. De afrikanske ledere frygter, at det kan komme til at gå ud over dem, hvis de støtter det her. De tænker på samme måde som Kina og Rusland (som stemte imod en flyveforbudzonen i FNs sikkerhedsråd red.); hvis vi siger ja til en humanitær intervention, er næste stop så Tibet eller Tjetjenien? De er simpelthen bange for at skabe en præcedens, som de ikke bryder sig om.
RÆSON: Men de afrikanske ledere er vel også interesseret i, at krisen bliver løst?
Viggo Jakobsen: Jo, men de har lavet en realistisk vurdering af, at deres organisation ikke rigtig har noget at skulle have sagt mod de store spillere som NATO og FN. Så derfor spiller de deres kort forsigtigt ud og prøver at påtage sig diplomatens rolle i det her spil, som vi så med det mislykkedes mæglingsforsøg mellem Gadaffi og oprørerne.
RÆSON: Ja, det lykkedes ikke særlig godt. Hvorfor prøver de overhovedet at mægle, når deres forslag var så håbløst?
Viggo Jakobsen: Det skyldes blandt andet, at de afrikanske ledere er under pres for at gøre noget. Libyen er et medlem af AU, og der står i organisations charter, at de skal handle i sådan en situation. Så de har lagt et pres på dem selv ved at organisere deres organisation, som de gør.
RÆSON: Har der kun været et internt pres?
Viggo Jakobsen: Nej, de har også været under massivt pres fra NATO og vesten for at finde en løsning på det her, så NATO kan komme ud af den kattepine, de befinder sig i.
RÆSON: Tror du, de afrikanske ledere vidste, at det mæglingsforslag, de kom med, ville falde til jorden?
Viggo Jakobsen: Jeg tror, de var klar over, at det her var første skridt i en længere diplomatisk proces, hvor man skal prøve at finde et kompromis, der er acceptabelt for begge parter. Men for at finde ud af, hvad begge parter ønsker i sådan en konflikt, er man jo nødt til at tage kontakt til dem og tale med dem.

AU har måske stadig en chance som fredsmægler
RÆSON: Så du tror stadig, at AU har en rolle at spille i løsningen af konflikten?
Viggo Jakobsen: Det er ikke umuligt, de vil i al fald gerne. Men AU burde være bekymrede for, om oprørerne har mistet tilliden til organisationen som en mulig forhandlingspartner. De kom jo kritikløst og leverede et forslag, som lige så godt kunne være skrevet at Gadaffi. Det giver oprørerne et indtryk af, at AU er Gadaffis forlængede arm. Og hvis den opfattelse bliver udbredt, så har AU formentlig udspillet sin rolle.
RÆSON: Den opfattelse er jo allerede temmelig udbredt. Hvad er AUs styrke, hvis de vil forsøge at fredsmægle i fremtiden?
Viggo Jakobsen: Der skal jo være en eller anden tredjepart, der kan gå ind og bygge bro imellem parterne. Og AU har den fordel at være en af de aktører, som Gadaffi stoler på. Derfor er det ikke umuligt, at unionen tænker, at de på et senere tidspunkt i processen stadig kan være den tredjepart, som begge parter har brug for, for at nå en løsning. Og jeg mener stadig, at AU er en mulig spiller, netop fordi de afrikanske lande og især Sydafrika har en god forbindelse til Gadaffi. Men der er selvfølgelig også andre lande, der kunne tænke sig at få denne her mæglingstriumf. Tyrkiet er et oplagt land at nævne i den sammenhæng.
RÆSON: Hvad kunne AU bruge sådan en triumf til?
Viggo Jakobsen: Så kan de afrikanske ledere jo sige, at de har været med til at bilægge en konflikt i deres eget medlemsland. At de så reelt bare var budbringere og egentlig ikke havde nogen reel indflydelse, det kan man jo ikke se nogen steder. Det kan styrke deres egen selvforståelse, hvis det skulle lykkes for dem at få en forhandling på plads.
RÆSON: Tror de afrikanske ledere selv på, at organisationen kan blive afgørende i konflikten, efter at første forsøg gik galt?
Viggo Jakobsen: Det tror jeg. Men jeg tror egentlig ikke, de afrikanske forventninger er særlig høje. Det er lidt ligesom EU. Vi forventer ikke, at EU er i stand til noget som helst på den sikkerhedsmæssige front og den udenrigspolitiske scene. Så hver eneste gang EU kan blive enige om bare én deklaration, så bliver det udråbt som en stor succes og stor triumf. Det er lidt det samme med Den Afrikanske Union. Unionen har været i stand til at sende en forhandlingsdelegation af sted til Libyen og tale med den Libyske leder. Det vil sandsynligvis blive udlagt som en stor succes for organisationen.

En svag international spiller
RÆSON: Men det er jo en meget ung organisationen, oprettet i 2002. Er den overhovedet klar til at spille en fremtrædende rolle i en så stor international konflikt?
Viggo Jakobsen: Organisationen er stadig i gang med at blive banket op, så afrikanerne kan være i stand til at løse deres egne problemer og rode med deres egne konflikter. Men det er et langtidsprojekt, som kræver, at de afrikanske stater kommer i bedre forfatning. Hvis det for eksempel ender med, at der bliver forhandlet en løsning igennem i Libyen, hvor der skal udstationeres fredsbevarende soldater i landet, kunne det jo være oplagt at hente dem fra regionen og fra AU. Men problemet er bare, at mange af medlemsstaterne ikke vil være i stand til at byde ind med ret meget.
RÆSON: Hvordan fremstår AU på den internationale scene set med vesten øjne?
Viggo Jakobsen: Samlet set fremstår unionen som en svag international aktør. Alle ved jo godt, at AU er et byggeprojekt, og at den her bygning, som man er ved at konstruere med vestlige midler, ikke er stærkere, end de ledere og lande den består af. Hvis man kigger på de enkelte byggeklodser i organisationen, så består den af mange stater, der er ved at falde fra hinanden. De bruger enormt mange af deres ressourcer på at få deres eget land til at hænge sammen, og derfor har de ikke ret meget overskud til at kunne handle internationalt.
RÆSON: Tager vesten overhovedet AU seriøst, eller bliver organisationen skubbet ud på sidelinjen?
Viggo Jakobsen: Nej, vi prøver hele tiden at sætte dem til at lave en hel masse ting. De har jo soldater i Sudan, Somalia og flere andre steder. Problemet er i virkeligheden, at den vestlige verden vil læsse mange flere opgaver over på den her halvfærdige organisation, end den er i stand til at løfte. Vi prøver at få AU til at løse problemer, som vi ikke selv har lyst til at rode med. Vi beder dem sådan set at løbe, før de kan gå.

Foto: Teodoro Obiang Nguema Mbasogo er Ækvatorialguineas præsident og formand for Den Afrikanske union siden starten af 2011. En post, man vælges til for et år, og som Gadaffi besad i 2009 (commons.wikimedia.org).

Esben Larsen Mikkelsen (f.1985) er RÆSONs Afrikaredaktør. Han studerer journalistik på Danmarks Journalisthøjskole. Esben har besøgt Afrika fire gange og bor for tiden i Kampala, Uganda. Han har været praktikant hos CARE Danmark og har skrevet til Aarhusvest.dk.