Nicu Popescu: EU skal koncentrere sin støtte til de arabiske oprør til sine nabolande

Nicu Popescu: EU skal koncentrere sin støtte til de arabiske oprør til sine nabolande

07.04.2011


Omvæltningerne i Nordafrika er snarere sket på trods af end på grund af EU’s udenrigspolitik. Alligevel har EU mulighed for at påvirke udviklingen positivt ved at fokusere på enkelte stater frem for hele regionen. Det mener Nicu Popescu, som er ekspert i EU’s naboskabspolitik ved EU’s mest betydningsfulde tænketank i udenrigspolitik European Council on Foreign Relations (ECFR). ECFR og Popescu er netop vendt hjem fra Tunesien med en række råd til europæiske beslutningstagere. Her får du Popescus bud på, hvilken fremtid EU har i regionen mod syd.

Interview af Rasmus Thomsen

RÆSON: Hvordan vil du beskrive EU’s udenrigs- og naboskabspolitik op til og under de seneste omvæltninger i den nordafrikanske region?
Nicu Popescu: EU’s naboskabspolitik har fejlet i at skabe og skubbe på for demokratiske og økonomiske reformer for dens naboer i syd. De seneste omvæltninger hos vores sydlige naboer er snarere sket på trods af EU’s forsøg på at fremme demokrati end på grund af dem. EU har siden starten af 90’erne haft de samme mål og politikformuleringer for regionen, som vi hører i dag. Uden at overvurdere den indflydelse, EU kan have, er det meget slående, hvordan EU har sagt ét, men gjort noget andet.
RÆSON: Hvilken karakter fra 1 til 10, hvor 10 er det bedste, vil du give EU’s udenrigspolitik i regionen?
Popescu: Hvis vi sammenligner, hvad EU har sagt og siger, de vil opnå i regionen, og hvad de rent faktisk har gjort og gør, så er det et meget mudret billede. Jeg vil derfor give dem 5. Jeg giver ikke EU’s udenrigspolitik lavere, for man skal huske på, at EU kun kan virke ved at støtte reformvillige og demokratiske bevægelser. EU kan aldrig selv skabe sådanne bevægelser i de enkelte lande.
RÆSON: Der har været en del kritik af EU’s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Catherin Ashton under omvæltningerne. Virker EU’s nye udenrigstjeneste og har den haft en positiv indflydelse på EU’s udenrigspolitik?
Popescu: Kritikere af Catherin Ashton skal huske på to ting. For det første er udenrigstjenesten stadig ved at blive skabt, og man kan ikke forvente, at en enkelt person kan have afgørende indflydelse. Der vil stadig gå noget tid, før EU’s udenrigstjeneste virker på fuld styrke, så på kort sigt har den ikke kapaciteten til at reagere effektivt og særligt overbevisende [udenrigstjenesten er formelt oprettet pr 1.12.2010 red.]. For det andet er EU’s udenrigspolitik til syvende og sidst en national beslutning hos EU’s medlemsstater. Her har lysten til en stærk EU-udenrigspolitik ikke været lavere end nu i de sidste to årtier.

EU’s udenrigspolitik starter og slutter i naboregionen
RÆSON: Hvilken udenrigspolitik skal EU forfølge nu for at komme videre?
Popescu: Svaret ligger som oftest delvist indenfor EU. EU må først og fremmest erkende, at den er gensidig afhængig af sine naboer. Det er i EU’s egne interesser at være en meget aktiv spiller i naboregionerne. EU bør derfor prioritere sine ressourcer anderledes, så man i højere grad prioriterer naboer over ikke-naboer. EU’s udenrigspolitik og dens vigtigste mål starter og slutter i naboregionerne.
RÆSON: Du er sammen med ECFR lige hjemvendt fra Tunesien, hvor I har undersøgt mulighederne for, hvordan EU fremadrettet kan spille en mere positiv rolle. På den baggrund er I kommet med en række råd til beslutningstagerne. Hvilke af disse, hvis nogen, kan gælde som generelle råd for hele regionen?
Popescu: De fleste kan ses som policy-råd, der gælder for hele regionen. EU bør som sagt i langt højere grad prioritere regionen, og EU-støttemidler, der går til lande som Rusland, Kina, Indien, Brasilien og olierige stater, bør derfor omkanaliseres til lande som Tunesien, Marokko og Egypten. Derudover er turisme et godt konkret eksempel på en effektiv måde at støtte regionen på. Turisme kan både give økonomisk vækst og samtidig være med til at skabe tilknytninger mellem befolkningerne på tværs af middelhavet. Herved kan man prøve at undgå, at regionen vender sig bort fra EU [For flere råd se: ”After the revolution: Europe and the transition in Tunisia”, red.]

EU’s udenrigspolitik kommer ikke til at ændre sig mærkbart
RÆSON: Nu har vi snakket om, hvad EU bør gøre. Hvad forventer du egentlig, EU vil gøre? Kommer der dette store skift i forhold til regionen, som bl.a. Frankrig har proklameret?
Popescu: Nej, jeg forventer ikke, at EU bliver en større politisk og sikkerhedspolitisk aktør i regionen, der eksempelvis prøver at påvirke det egyptiske militær eller bliver mere politisk aktiv i Israel-Palæstina konflikten. EU vil i høj grad fortsætte sin nuværende mere dæmpede og tilbagetrukne rolle som ikke-sikkerhedspolitisk aktør med fokus på økonomisk støtte og handel. Her kan der til gengæld godt komme ændringer. EU har eksempelvis lige lanceret et ”More for More”-program, hvor støtte og samarbejde i højere grad bindes op på demokratiske reformer i regionens stater. I det store og hele er der dog tale om marginale ændringer.
RÆSON: Skaber man ikke med programmer som ”More for More” blot en forøget risiko for, at EU fortsætter med at sige et, men gøre noget andet? EU’s naboskabspolitik i regionen har jo indtil nu bestået af mange lignende programmer?
Popescu: Det er rigtigt, at denne politik med positive tilskyndelser og betingelser konstant bliver udfordret af EU-stater, der har tætte og nære forbindelser med de forskellige regimer i regionen. Det gælder især de sydlige middelhavslande som Frankrig, Italien og Spanien. Men også Tyskland har haft store interesser i eksempelvis Tunesien. Derfor er det heller ikke sikkert, at ”More for More”-programmet kan blive anvendt med succes. Der vil snarere være mange fejlslag, hvor medlemsstater modarbejder principperne i den overordnede EU-politik. I stedet kan man håbe på, at programmer som ”More for More” er med til at skabe og sætte ord på en fælles ramme for EU’s udenrigspolitik, og dermed være med til at skubbe på for en lidt mere sammenhængende EU-politik i regionen.
RÆSON: Du siger tidligere, at de seneste omvæltninger ikke er sket på grund af, men på trods af EU’s forsøg på at fremme demokrati og menneskerettigheder. Vil vi se et EU, der i højere grad fokuserer på konkrete økonomiske og handelsmæssige aftaler, og så satser på, at omvæltningerne kommer af sig selv indefra?
Popescu: Revolutionerne i Tunesien og Egypten har tvunget EU til at reagere på landenes befolkninger og deres krav. Men samtidig bevarer EU sin mere snævre og økonomiske tilgang over for eksempelvis Bahrain, hvor der også har været opstand. Med andre ord tror jeg ikke, EU nogensinde i sin udenrigspolitik vil finde en naturlig balance mellem snævre økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser og principper om menneskerettigheder og demokrati. I øjeblikket hælder EU mere til at fremme demokrati, men hvis Libyen degenererer til en lang og blodig borgerkrig, kan dette billede hurtigt ændre sig.

EU kan påvirke positivt ved at søge forandring i enkelte stater – ikke i en hel region
RÆSON: Flere politikere og eksperter ser dette som et enestående punkt i historien, hvor EU og andre har chancen for at påvirke historiens gang i en region, der normalt opfattes som utrolig låst. Tror du EU kan have en positiv indflydelse?
Popescu: Denne chance er ikke så unik, som den bliver gjort til af nogen. I de sidste 20 år har EU haft muligheden for at påvirke Øst- og Centraleuropa, Balkan, Ukraine og Tyrkiet med mere eller mindre held. Nu har man så chancen med de sydlige regioner. Jeg tror ikke, EU har styrken, lysten og indflydelsen til at have en positiv effekt i hele regionen. Men EU har muligheden for at influere nogle af staterne, der kan virke som eksempler for resten af regionen. Dette kan f.eks. være Tunesien og Marokko, mens EU i Egypten mere vil spille en rolle i skyggen af USA, men ikke desto mindre har mulighed for at opnå positive resultater.

Foto: Nat over stranden Sousse i Tunis, Tunesien.

Rasmus Thomsen (f.1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet med en særlig interesse i international politik, EU og klimaforandringer. Er tidligere ansat i Finansministeriets EU-kontor, i den danske delegation ved COP15 og ved den Danske Ambassade i Tanzania.