Linda Polman om Somalia: FN’s bistand nærer krigen

Linda Polman om Somalia: FN’s bistand nærer krigen

27.07.2011


”Somaliske forretningsmænd laver kontrakter med FN’s Fødevareprogram, WFP, om at distribuere adskillige millioner tons fødevarehjælp. Ukontrollerede karteller står for fødevarehjælpen: Omtrent halvdelen af WFP’s bistandshjælp er blevet bortledt, så de har ad den vej bidraget til at skabe problemerne. WFP har ernæret en krig i Somalia, der har skabt magtfulde militærgrupper.” Sådan siger Linda Polman, journalist og forfatter til bogen ”The Crisis Caravan” i et stort interview med RÆSONs Malthe Rasmussen. I “The Crisis Caravan”, der udkom sidste år, kritiserer Polman de internationale hjælpeorganisationer. Hun siger til RÆSON: ”Vi bliver nødt til at tage fat på det humanitære dilemma, således at humanitært arbejde kommer de offerramte til gode før organisationerne. Lige nu er det omvendte tilfældet.”

Interview af Malthe Rasmussen

RÆSON: Du udgav sidste år bogen ”The Crisis Caravan”, hvori du kritiserer internationale humanitære organisationer, som du sammenligner med kommercielle foretagender med samme interessekonflikter og kynisme. Hvad baserer du denne kritik på?
Linda Polman: Min kritik er i bund og grund, at humanitære organisationer er virksomheder og er nødt til at forsøge at overleve som virksomheder. De er i et konstant humanitært dilemma, der betyder, at organisationerne skal tage hånd om egen overlevelse, førend de hjælper andre. Siden de skal beskytte både sig selv og andre, er de i et dilemma, hvor de om nødvendigt vil sætte sig selv over de offerramte.

RÆSON: Så du ser det som et strukturelt problem – de samme fejltagelser vil blive gentaget om og om igen?
Linda Polman: Det vil de. De bliver konstant gentaget. Der har været forandringer i den humanitære industri. Mere gennemsigtighed m.v., men det fundamentale problem er, at hjælpeorganisationerne er afhængige af donorpenge. Uanset om der er tale om vores penge eller regeringernes, så skal organisationerne sikre sig, at de får så mange penge som muligt. Det medfører, at hver organisation er i en konkurrencesituation med andre. De opfører sig som almindelige virksomheder i konkurrenceprægede markeder. Det burde ikke være tilfældet, siden vi har at gøre med humanitært arbejde, hvor den eneste pligt er et tage sig af den anden frem for sig selv. Vi vil blive ved med at se problemer, så længe vi har en konkurrencestruktur, hvor humanitære organisationer afhænger af donorpenge.

RÆSON: Hvordan henvender dine argumenter sig til den nuværende situation på Afrikas horn? FN har erklæret hungersnød i det sydlige Somalia, men har svært ved at komme ind i området, eftersom FN’s Fødevareprogram UNWFP er blevet forbudt af den islamiske oprørsgruppe al-Shabaab. Hvordan skal vi forholde os?

Linda Polman: Fortællingen rækker ud over, hvad der sker netop nu i Somalia. WFP har været i Somalia i 40 år, og jeg mener, at cirka 60% af den somaliske befolkning har været afhængige af hjælperationer fra WFP i årevis allerede. WFP har en lang historie i Somalia. Organisationen bliver drevet lokalt af lokale ansatte og entreprenører, der tager sig af den konstante strøm af fødevarehjælp. WFP giver mad til lige så mange mennesker i Somalia nu, som den gjorde for to eller fem år siden, så situationen med WFP og den somaliske befolkning har ikke ændret sig på grund af tørken. WFP er den største operation i området, og eftersom den har været drevet lokalt de sidste 40 år, er der en masse forskellige ordninger i gang. Somaliske forretningsmænd laver kontrakter med WFP om at tage hånd om strømmen af adskillige millioner tons fødevarehjælp. Den industrialiserede hjælpestruktur har medbragt rige muligheder for svindel. Ukontrollerede karteller står for fødevarehjælpen: Omtrent halvdelen af WFP’s bistandshjælp er blevet bortledt, så de har ad den vej bidraget til at skabe problemerne. WFP har ernæret en krig i Somalia, der har skabt magtfulde militærgrupper Al-Shabaab er en af de mest magtfulde ud af de mange. WFP er kun ét eksempel på, hvordan hjælpeorganisationer er til stede så længe, at de selv bliver en del af problemet.

RÆSON: USA især har bidt mærke i det problem og tillader ikke, at deres donationer bliver brugt i al-Shabaabs territorium, da gruppen er på USA’s terrorliste. Nogle nødhjælpsorganisationer har ytret kritik af beslutningen, men har det i virkeligheden været en fornuftig strategi for at undgå, at al-Shabaab styrkes?
Linda Polman: Hjælpeorganisationerne har arbejdet i det samme miljø siden 90’erne og med det problem, at bistand er en strukturel del af krigen. De bliver mødt med et dilemma. Donorer siger på den ene side, at de ikke vil tage del i en krig. På den anden side er der en masse uskyldige, døende mennesker, der skal tages hånd om. Men hvis ikke man ændrer på det faktum, at bistanden er en strukturel bestanddel af krigen, så vil der altid være uskyldige mennesker, der dør. Det er en forfærdelig beslutning at skulle træffe, men der skal gøres noget. Derfor kan jeg godt forstå donorer, der ikke tillader, at deres donationer bruges i al-Shabaabs territorium. Men det løser stadig ikke problemet. Problemet bør løses igennem en fælles indsats, hvor donorer og hjælpeorganisationer sammen arbejder på at bryde cirklen. Begge parter kan bebrejdes, men vi kan ikke fortsætte cirklen.

RÆSON: Overseas Development Institute har udgivet en artikel, hvor de specifikt tager fat på din kritik. I artiklen argumenterer de for, at de fiaskoer du omtaler er det internationale samfunds fiaskoer, ikke hjælpeorganisationernes. Det er det internationale samfund, der ikke tager sig godt nok af de konflikter, hjælpeorganisationerne bliver nødt til at arbejde i. Er der noget rigtigt i det?
Linda Polman: Alle større hjælpeorganisationer tager mod støtte fra regeringer og FN. Derfor kan de ikke sige, at de ikke er en del af problemet.

RÆSON: Har de noget alternativ? Hvad ville der ske, hvis de humanitære organisationer nægtede at tage mod støtte?
Linda Polman: De har ikke prøvet. Læger uden Grænser prøvede. De har sikret sig, at de forbliver uafhængige – for at opretholde deres uafhængighed nægter de at tage mod mere støtte fra regeringer, end de gør nu. Det er et meget bevidst valg for at undgå at afhænge af donorer. De står nu relativt frit i forhold til at tage deres egne valg. Hjælpeorganisationer burde være langt mindre afhængige af donorpenge. Hvis ikke de frigør sig, kommer de til at sidde fast i en evighedsmaskine. Denne frigørelse kommer formentlig til at medføre, at organisationerne komme til at have langt færre penge, men i det mindste vil de kunne træffe etiske valg. Se på Læger uden Grænser. De tager mod en begrænset mængde fra regeringer og er stadig blandt verdens 10 største hjælpeorganisationer. Man er ikke fortabt uden regeringsstøtte. Med en god historie, gode metoder, gennemsigtigt arbejde og etiske valg er det stadig muligt at skaffe masser af penge. Men det er nemt for organisationerne at læne sig tilbage og afvente, at regeringer indbetaler størstedelen af deres indtægt.

RÆSON: Hvis vi kigger på den nuværende situation i Somalia, er det så ikke vores pligt at hjælpe uskyldige ofre for en tørke, hvad end det måtte medføre i forhold til at styrke al-Shabaab, acceptere regeringsstøtte eller noget helt tredje? Er humanitære organisationer ikke nødt til at opretholde den neutralitet i forhold til ofre for humanitære katastrofer frem for at lave kyniske beregninger?
Linda Polman: Det har ikke noget med kynisme at gøre. Den nuværende praksis er kynisk. Der er mange millioner mennesker, der ingen bistand modtager på trods af desperat nød. De mennesker siger vi nej til. Muligheden for at sige nej eksisterer, og vi udøver den hele tiden. Donorpenge går til de områder, hvor donorerne har politiske eller militære interesser. Der er masser af mennesker, vi ignorerer. Det er min overbevisning, at hvis man har en humanistisk indstilling, så bør man forsøge at redde flest muligt menneskeliv. Der er steder, hvor det er svært eller ligefrem umuligt for humanitære organisationer at arbejde. Da midlerne er begrænsede, er der behov for at bruge dem selektivt med henblik på at redde flest mulige liv, og derfor er Somalia formentlig et dårligt valg.

RÆSON: Er der ikke risiko for, at organisationerne bliver politiserede i det øjeblik, vi beder dem gøre mere end at hjælpe enhver i nød, uanset tid og sted?
Linda Polman: De forbliver politiske instrumenter, så længe de er afhængige af donorpengene. De største og rigeste hjælpeorganisationer er hverken de danske eller de hollandske, men de amerikanske. Se på de aftaler, der skal til, før organisationer kan få amerikansk støtte. Aftalen er, at de skal handle efter amerikanske udenrigsinteresser. Denne aftale accepterer de alle, for ellers får de ingen penge fra USA. I mindre udstrækning er noget lignende tilfældet i Holland: Hvis en organisation vil have regeringsstøtte, må den acceptere, at alle dens projekter skal godkendes af regeringen. Bistand er et redskab i udenrigspolitikken. Det er ganske almindeligt og går lang tid tilbage. Politiseringen eksisterer allerede.

RÆSON: Er bistandshjælpens historie præget af fremskridt? Har vi lært af vores fejltagelser?

Linda Polman: Der er fremgang på nogle punkter, men ikke i forhold til det fundamentale dilemma, de humanitære organisationer står over for, hvor de skal tage sig af sig selv og andre samtidig. Det strukturelle problem eksisterer stadig, og hjælpeindustrien reformerer ikke sig selv. Forandringerne kommer via god journalistik og pres fra offentligheden (siden organisationerne afhænger af private bidrag og bidrag via skat), der tvinger hjælpeorganisationerne til at indrømme, at der er et problem.

RÆSON: Hvilken roller spiller journalister efter din opfattelse i den her sammenhæng?

Linda Polman: Jeg har været trist over at se for eksempel BBC’s dækning. I England er der en gruppe af organisationer, der arbejder på at skaffe penge til hungersnøden på Afrikas horn. BBC meldte sig med det samme til frivilligt at tage af sted og lave den rigtige reportage for at hjælpe. Det er de sædvanlige, forargelige historier om journalister, der insisterer på at vise sultende babyer, og hjælpeorganisationer, der gør deres bedste for at finde nogle. Det er ganske almindeligt, at journalister stiller sig til rådighed for nødhjælpssektoren, og jeg forstår ikke hvorfor. Hvis en journalist fik en invitation fra Shell til at komme til Nigeria og dække, hvor fantastisk de gør det, ville journalisten med det samme vide, at det ikke er en journalists arbejde. Men ingen alarmklokker ringer, når hjælpeorganisationer beder journalister hjælpe til med deres arbejde. Journalister tænker som mange andre mennesker i den situation: ”Her er nogle hvide folk, der hjælper nogle sorte babyer – hvad kunne der være galt i det?” De tænker, at de må hjælpe nødhjælpsorganisationerne med at hjælpe. Journalister tager ikke fat på hjælpeindustrien eller dens økonomiske agenda, som de ville have gjort i andre sammenhænge. Det er et stort problem.

RÆSON: Det lader til, at du går videre i din kritik end at sige, at vi nogle gange udøver skade. Vil du gå så langt som at sige, at vi gør mere skade end gavn?

Linda Polman: Humanitær bistand redder liv, men vi skal passe på med at generalisere. Der er en svær balance, vi skal være sikre på at ramme. I nogle områder kan hjælpeorganisationer udrette gode ting, fordi miljøet er anderledes med hensyn til regimer og vilkår. Der er store forskelle. Men der er situationer, hvor hjælpeorganisationer på forudsigelig vis bliver indblandet i problemer, der kan være til stor skade. Så vi bliver nødt til at kigge på forholdene hver gang. Hvem har kontrol med området? Hvilke betingelser er der for, at vi kan arbejde i området, og er de acceptable? Vi bliver nødt til at finde den balance, når vi ser millioner af dollars forsvinde ned i lommerne på krigsherrer – som i for eksempel Somalia. Hvor mange flere ofre skaber vi i kraft af, at bistanden gavner de lokale krigsherrer?

RÆSON: Hvad er vejen frem for den humanitære sektor og pressen?

Linda Polman: Vi bliver nødt til at tage fat på det humanitære dilemma, således at humanitært arbejde kommer de offerramte til gode før organisationerne. Lige nu er det omvendte tilfældet. Det burde ikke være nødvendigt for hjælpeorganisationerne at skulle tage hensyn til egen overlevelse i alt, hvad de laver.

RÆSON: Kan disse forandringer komme fra den humanitære sektor selv, eller skal de påtvinges reform?

Linda Polman: Jeg tænker stort her. Systemet skal ændres, og det er nødhjælpsverdenen enig i. Det er det sørgelige. De har ikke brug for mig til at fortælle dem, hvordan de skal forandre sig. Hjælpeindustrien har en masse gode tænketanke, der laver fremragende forskning. Alle analyserne er tilgængelige på nettet. Vi har hittet på løsningerne, men de bliver ikke implementeret, hvis de rører ved hjælpeorganisationernes suverænitet eller den position, de har indtaget. Der er et aspekt af humanitært arbejde, der overhovedet ikke forandrer sig. Der er små ændringer inden for gennemsigtighed og bogføring, men det humanitære dilemma eksisterer endnu.

Linda Polman (f.1960) er hollænder; hun er uddannet journalist fra Utrecht School of Journalism, har arbejdet bl.a. med radiodokumentarer og skrevet for hollandske og belgiske aviser og magasiner. Hun har rejst og boet i mange dele af verden; i tre år rejste hun med FN-soldater til Somalia, Haiti og Rwanda. Opholdet i Rwanda førte til bogen “We Did Nothing: Why the truth doesn’t always come out when the UN goes in (1997, 2005)”. “The Crisis Caravan – What’s Wrong With Humanitarian Aid?” udkom i 2010 (i Storbritannien under titlen “War Games – The Story of Aid and War in Modern Times”).