Peter Kurrild-Klitgaard og Per Kongshøj: Den bedste idé, politikerne har overset

Peter Kurrild-Klitgaard og Per Kongshøj: Den bedste idé, politikerne har overset

25.11.2011


RÆSON giver i denne serie fire røde og fire blå tænkere 10 minutters fri taletid til at præsentere én idé, som politikerne har overset. AE-direktør Per Kongshøj Madsens idé: Sats mere på uddannelse. Professor og liberal debattør Peter Kurrild-Klitgaards idé: Lav et lovgivningsstop i form af solnedgangsklausuler.

INTERVIEWS af Lasse Marker

Læs også
Kristian Weise og Martin Ågerup: Den bedste idé, politikerne har overset
– De sidste fire interviews bringes på RÆSON af to omgange i næste uge.


Per Kongshøj Madsen: Sats mere på uddannelse

Danmark vil i fremtiden få mangel på veluddannet arbejdskraft, og vi skal derfor satse mere på uddannelse, end vi gør i dag, siger Per Kongshøj Madsen, der er formand for AE (den økonomisk-politiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd). Det vil give højere produktivitet, en økonomisk gevinst for sundhedsvæsenet, færre på overførelsesindkomster og et øget arbejdsudbud.

Det synspunkt, som AE står for, er, at uddannelse er en schweizerkniv, forstået på den måde, at uddannelse kan så meget forskelligt. Der er rigtig mange gevinster at hente, hvis man sætter uddannelse højere på dagsordenen.
Uddannelse er fremmende for den enkeltes indkomst og for produktiviteten. Der er en positiv sammenhæng mellem uddannelsesniveau og personindkomst, og undersøgelser viser, at virksomheder, der beskæftiger højere uddannet arbejdskraft, har en højere produktivitet.
Vi ved, at der er en positiv sammenhæng mellem højere uddannelse og bedre arbejdsmiljø. Højere uddannede har mindre belastende arbejde. Derfor har de færre sygedage og lever længere. Der er altså også en økonomisk gevinst for sundhedsvæsenet.
Kigger vi på antallet af aktive arbejdsår, er der markant forskel på de kortuddannede og dem, der har en længerevarende uddannelse – i størrelsesorden otte-ti år. Så ved at løfte uddannelsesniveauet vil man øge antallet af aktive år på arbejdsmarkedet. Det er en vigtig pointe i diskussionen om, hvordan vi møder fremtidens demografiske udfordring med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Der bliver talt meget om efterlønsreformer, 12 minutters ekstra arbejde om dagen og andre måder at øge arbejdsudbuddet på. Men en vigtig pointe er, at højere uddannelsesniveau i sig selv er en måde at øge arbejdsudbuddet på. Folk med længere uddannelse er mindre arbejdsløse, de går senere på pension og de har flere effektive år på arbejdsmarkedet. Uddannelsespolitik er altså også arbejdsstyrkepolitik.
Når vi ser på, hvad fremtidens arbejdsmarked har brug for, så viser samtlige prognoser, at balancen tipper, så der bliver et overskud af kortuddannet og et underskud af længerevarende uddannet arbejdskraft. AE’s prognose siger, at der i 2020 vil være ca. 100.000 kortuddannede til overs. For midtergruppen vil forholdet mellem udbud og efterspørgsel være mere balanceret, selvom der ifølge AE’s prognoser også kommer til at blive en vis mangel på faglært arbejdskraft. Skal man tilpasse arbejdsstyrken til fremtidens arbejdsmarked, så er det uddannelse, der skal til.
Ser man på, hvordan det er gået med arbejdsstyrkens uddannelsesniveau i Danmark igennem de sidste mange år, så er uddannelsesniveauet steget jævnt. Det er i høj grad fordi dem, der har forladt arbejdsmarkedet frem til 00’erne, havde kortere uddannelsesniveau end dem, der kom ind på arbejdsmarkedet. Den effekt en ved at være spist op nu. Det er svært at sige, om der er en 1:1-sammenhæng mellem dette og produktiviteten, men det er markant, at de år, hvor vi har talt om, at produktiviteten ikke er vokset så meget, som den burde eller kunne, er i samme periode, hvor effekten af, at yngre generationer med højere uddannelse erstatter ældre generationer med lavere uddannelse på arbejdsmarkedet, er dødet hen.
Er der basis for at uddanne mere? Der er en stor restgruppe på 20 procent, der i dag ikke får en ungdomsuddannelse. I OECD-sammenhæng ligger vi et stykke nede på ranglisten, og der er virkelig plads til mere uddannelse. Min pointe er, at får vi ikke løftet uddannelsesniveauet for de kortuddannede i de kommende år, så får vi en endnu større forsørgerbyrde end den, der i øvrigt er udsigt til. Men vi kan få uddannelsesniveauet i omdrejninger igen, hvis vi sørger for, at langt flere får en ungdomsuddannelse. Derfor skal vi satse på uddannelse, som det politiske redskab, der både for den enkelte og for samfundet kan bidrage effektivt til at løse en lang række af fremtidens udfordringer.


Peter Kurrild-Klitgaard: Lovgivningsstop i form af solnedgangsklausuler

Regelproduktionen er steget unødigt voldsomt under VK-regeringen, og Peter Kurrild-Klitgaard, professor og liberal debattør, foreslår et ”lovgivningsstop” i form af solnedgangsklausuler, hvilket vil tvinge politikerne til at prioritere, til at være mere omhyggelige og til at evaluere og revurdere love efter en årrække.

Mængden af vedtagende love og udsendte bekendtgørelser er steget under VK-regeringen med ca. 20 procent i forhold til perioden under Poul Nyrup Rasmussen, og graden af overvågning og forbud er i dag voldsomt større end før i Danmarkshistorien. Det er overraskende under en borgerlig-liberal regering. Nogle taler om, at det fortsat mere komplekse samfund gør en øget regelproduktion uomgængelig – men det er jeg overhovedet ikke enig i. Amerikaneren Richard A. Epstein har skrevet en bog, der hedder ”Simple Rules for a Complex World,” hvor ideen er, at alle regler, der er nødvendige i samfundet, kan koges ned til fire, mens alle øvrige regler blot er varianter af de fire. Resten af reglerne er udtryk for politikernes ofte alt for hastigt udtænkte forslag. Vi ser, hvordan journalister kan sætte dagsordenen ved at afkræve ministre handling på konkrete sager – for eksempel blev de groteske forbud mod hunderacer og knive drevet af en sensationslysten medieverden.
Der er ikke noget i verdens udvikling, der nødvendiggør en fordobling af den årlige regelproduktionen i løbet af få årtier. Et mere kompleks samfund kræver ikke nødvendigvis flere regler. Mange af de love, der er blevet gennemført under VK-regeringen, eksempelvis regler for hundehalers længde eller for hvor meget bly, der må være i en haglpatron, er ting, der går langt ud over, hvad der er så påkrævet, at det skulle nødvendiggøre en statslig indgriben. Ud over den hastige regelproduktion kommer, at det er ekstremt sjældent, at gamle love bliver afskaffet, selv når de for længst er ophørt med at have en praktisk relevans. Vi har endnu paragraffer i aktuel lovgivning, der har sin oprindelse i Kongeloven – altså enevældens forfatning – og store dele af straffeloven er skrevet for hundrede år siden. Derfor mener jeg, at man bør overveje muligheden for et lovgivningsstop.
Man kan ikke lave et lovgivningsstop, der fungerer på samme måde som skattestoppet. Et effektivt lovgivningsstop skal være mere indirekte. For mens man kan måle, om der opkræves en krone mere eller mindre, er det sværere at operationalisere, hvad en ny lov er. Gælder en tilføjelse til den eksisterende lovgivning som en ny lov? Skal man tælle antal ord, antal paragraffer? Et forslag om at afskaffe en lov, hver gang man vedtager en ny, duer derfor ikke. Man vil kunne slå flere tidligere love sammen i en eller lave længere pargraffer. Det bliver der ikke færre forbud og påbud af.
Mit forslag er, at man i forretningsordenen i Folketinget vedtager, at ethvert forslag til en ny lov også skal indeholde en udløbsdato. Hvis loven ikke er blevet genvedtaget i Folketinget inden udløbsdatoen, så bortfalder den. Det har man allerede med visse bevillingslove, og der er ikke noget til hindre for at gøre det samme med hele lovgivningen. Det har man faktisk mange steder i udlandet. Amerikanerne kalder det ”sunset provision” – altså solnedgangsklausuler.
Der vedtages over 1000 love i Folketinget om året, og skal Folketinget tage stilling til fornyelse af love, der er ved at udløbe, kan de få travlt. Men det er ikke et problem, for det vil blot tvinge dem til at prioritere. Min pointe er ikke, at alle nye love er overflødige – overhovedet ikke. Der er masser af lovgivning, der kan være nødvendig og samfundsgavnlig. Men hvis den årlige regelproduktion fordobles i løbet af få årtier stadig med samme antal folketingspolitikere, så er det åbenlyst, at politikerne ikke kan bruge ligeså lang tid på at behandle hvert lovgivningsforslag. Der er meget, der tyder på, at man haster meget lovgivning igennem uden at kende konsekvenserne af det. Det er et problem, som et ”lovgivningsstop” ville kunne afhjælpe. Et ”lovgivningsstop” i form af solnedgangsklausuler vil tvinge politikerne til at prioritere, til at være mere omhyggelige og til at evaluere og revurdere love efter en årrække.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Venstres Sophie Løhde i “pater nosteren”, Folketingets berømte rullende elevator (pressefoto).