Kroatien under to år før sin optagelse i EU: Korruption og kommunistfortid hindrer demokratiet

Kroatien under to år før sin optagelse i EU: Korruption og kommunistfortid hindrer demokratiet

03.12.2011


Den socialdemokratiske opposition SDP står ifølge flere analytikere til sejr i parlamentsvalget i morgen i Kroatien, som optages i EU til juli 2013. Men et magtskifte vil ikke gøre livet nemmere for kroaterne. Kroatien lider under omfattende korruption, der hindrer den demokratiske udvikling i landet.

ANALYSE af Thomas Albrektsen & Anne Bonnevie Lundbye

Kroatien oplever i øjeblikket sin korteste valgkamp nogensinde. Landets politikere har haft to uger til at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte deres kryds ved i morgen. Flere analytikere peger på, at centrum-højre-partiet Kroatiens Demokratiske Union (HDZ), som har været ved magten i 17 ud af Kroatiens 20 års uafhængighed, formentlig taber regeringsmagten. Det skyldes især de mange sager om korruption og bestikkelse, der har skadet partiets omdømme.

Bliver nederlaget en realitet, vil centrum-venstre-partiet Kroatiens Socialdemokratiske Parti (SDP) efter alt at dømme overtage magten. Men det betyder ikke, at kroaterne kan se frem til store politiske ændringer. Dem er der ellers hårdt brug for, mener den danske ambassadør i Kroatien, Bo Eric Weber: ”Det politiske system er præget af penge under bordet, og befolkningen trækker stadig vejret gennem den kommunistiske mundkurv.”

Ny generation
Bo Eric Weber mener, at det kræver politisk handlekraft, især hvis landet skal drage fordel af det kommende EU-medlemskab. Men fortidens kommunisme og omfattende korruption spænder ifølge Bo Eric Weber ben for forandring: ”Hvis Kroatien skal få noget ud af optagelsen i EU, er den eneste løsning et politisk generationsskifte. Den eneste vej frem er en ny generation.”

Landets valgsystem er styret af partilister, hvor man ikke kan stemme personligt. I stedet er kandidaterne opstillet i prioriteret rækkefølge og stemmer, der tilfalder partiet, tilfalder først kandidaterne, der står øverst på listen. Det betyder, at det ofte er den gamle garde, der bliver genvalgt, mens nye, arbejdsomme politikerne sjældent bliver valgt ind i parlamentet.

Mangel på handlekraftige politikere
Handlekraftige politikere, der tør træffe beslutninger er ifølge ambassadøren en mangelvare i det politiske system. Et system, som er præget af korruption og hierarkiske beslutningsprocesser, hvor beslutninger altid træffes på det højeste niveau: ”Korruptionen vil falde i det øjeblik, man får lavet nogle reformer inden for det administrative system og giver bedre lønninger. Men det tager jo en generation,” fastslår ambassadøren.

Lektor i statskundskab og ekspert i Øst- og Centraleuropa Søren Riishøj fra Syddansk Universitet er enig. Han mener, at den eneste vej ud af korruption går igennem drastiske reformer: ”Et mindre korrupt politisk system kræver, at normerne i landet bliver ændret. Det kræver bedre uddannelser, rimelig lønninger og skærpet kontrol.”

EU som en chance
Kroatien kan drage økonomiske fordele af medlemskabet i EU. Men ifølge Bo Eric Weber kræver det, at den kroatiske regering spiller sine kort rigtigt. Ellers kan EU risikere at blive en sovepude, hvor korruption og arbejdsløshed fortsat vil have frit spil. ”EU er et tog, der kører. Hvis man ikke træffer beslutninger, så kører toget. Det er jo ikke sådan, at EU venter på, man tager sig sammen. Den eneste måde, det kan ske på, er, at der kommer et folkeligt krav. For det er jo trods alt et demokrati.”

Men befolkningen har ifølge Bo Eric Weber vænnet sig til et politisk system præget af korruption. Normen med bestikkelse slår dybe rødder i den kroatiske historie, og det er ikke kun politikerne, der er en del af problemet. Søren Riishøj mener, at borgerne selv har en del af skylden: ”Borgerne har vænnet sig til det, og er selv en del af det. Det skaber afsmag, mindsker valgdeltagelse og skaber grobund for populisme.”

Den danske ambassadør ser en del af problemet i, at befolkningen fortsat lever i den kommunistiske skygge og frygter konsekvenserne af offentlige ytringer: ”Kommunismen præger desværre meget befolkningens tankegang. Det tager tid at ændre på.”

Kroatien døjer med et kronisk underskud på betalingsbalancen og 20 % arbejdsløshed. Over 300.000 kroatere står uden job, mange er lavtlønnede, mens nogle slet ikke får udbetalt løn, men det kan ikke fornemmes i landet. Ambassadøren: ”Den der lever stille, lever godt. Det har folk lært under kommunisterne. Der skulle man være forsigtig med at gøre sig for bemærket. Så folk tager det stille og roligt.”

Illustration: SDP’s præsident siden 2007, Zoran Milanović i september i år (foto af Kukuriku koalicija).