Krigsjurist om arrestordre på Gaddafi:  Væsentligt – men Syrien er stadig uden for rækkevidde

Krigsjurist om arrestordre på Gaddafi: Væsentligt – men Syrien er stadig uden for rækkevidde

18.05.2011


”Det vil ændre Gadaffis muligheder. Hvis der udstedes arrestordre i mod Gadaffi, vil ethvert land, der anerkender den internationale straffedomstol, være nødsaget til at nægte dialog med ham eller tilbyde ly uden for Libyen.” Sådan siger specialist i krigsjura og Senior Policy Fellow ved tænketanken European Council Anthony Dworkin til RÆSON, efter at den internationale domstol i Haag har bedt om arrestordrer mod Muammar Gadaffi og hans søn og svigerbror. Men det er usandsynligt med en arrestordre på Syriens Bashar al-Assad, der ellers myrder også sin befolkning: ”Det her er meget signifikant. Strafferetsdomstol betræder nyt territorium i Libyen.”

RÆSON: Den internationale straffedomstol har netop udstedt arrestordre på Gadaffi og andre libyske ledere for kriminalitet mod menneskeligheden. Hvor markant er anklagernes arrestordre?

Anthony Dworkin: Meget signifikante. Anklagerne har ageret hurtigt. Det er mindre end tre måneder siden, sikkerhedsrådet gav mandat til resolutionen, som førte til intervention og nu arrestordre imod de tre seniorledere. Det er specielt, at man er gået efter toppen – man anklager den inderste kreds af regimet: oberst Gadaffi, hans søn og svigerbror. Arrestordrer imod de mest prominente ledere af Libyen er et betydeligt øjeblik.

RÆSON: Tidligere er der udstedt andre arrestordre, f.eks. mod Sudans præsident Al-Bashir, hvor de ikke ændrede noget. Har anklagerne mere end en symbolsk betydning?

Dworkin: Det er et kompliceret spørgsmål. På den korte bane tror jeg ikke, det vil ændre noget. For straffedomstolen skal først acceptere arrestordrerne, før de kan adresseres. Det tror jeg, vil ske. Dog vil processen tage tid. Men jeg tror det vil få betydning.

RÆSON: Hvordan?

Dworkin: Det vil ændre Gadaffis muligheder. Hvis der udstedes arrestordre i mod Gadaffi, vil ethvert land, der anerkender den internationale straffedomstol, være nødsaget til at nægte dialog med ham eller tilbyde ly uden for Libyen – dog er der jo mange lande, som ikke samarbejder internationalt, så det betyder ikke, at Gadaffi er uden alternativer.

For det andet vil det opfordre Libyen til selv at anholde og videregive ham. Arrestordren kan fortolkes som en invitation til at andre libyere, hæren eller magtpersoner vil have en decideret mulighed til at overføre ham til retssag for at overholde konventionen og den internationale straffedomstol.

Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at anklagen ikke opfordrer internationale styrker i Libyen til at tage sagen i egen hånd. Det er et klart signal fra anklageren om, at han ønsker, at Libyen skal agere selv. Ansvaret ligger altid hos de implicerede i første omgang. Dog har de enkelte lande jo pligt til at agere under FN-mandatet. Men Sikkerhedsrådet har ikke givet mandat til operationer, der inddrager den internationale straffedomstol. Teknisk set skulle FN-mandatet derfor udvides, hvis det internationale samfund skulle inddrages. Jeg tror ikke, at anklageren ønsker en sådan politisk diskussion på nuværende tidspunkt.

RÆSON: Hvor politiseret er den internationale straffedomstol? Nu ser vi arrestordre på Gadaffi i Libyen, mens der foregår drab på befolkningen i f.eks. Syrien. I Syrien er der ikke anmodninger om arrestordre imod syriske ledere. Hvorfor er der forskel på Straffedomstolens tilgang – er alle ikke lige for loven?

Dworkin: Ideelt er alle lige for loven, men man må inddrage den Internationale straffedomstols rolle i det internationale samfund. Dette er en domstol, som ikke har universel dømmende magt. Den har udelukkende magt inden for begrænsede emner.

Det åbenlyse svar er derfor, at den internationale straffedomstol ikke agerer i Syrien, fordi den ikke har dømmende magt der. Syrien tager ikke del i den internationale straffedomstol, og i Libyen var det FN, der gav mandat som i f.eks. Sudan.

Intervention i Syrien ville kræve FN-mandat og en ny resolution. Jeg tror, det er yderst usandsynligt, at det vil ske. Det vil ikke få mandat af Rusland og Kina. Min fornemmelse er, at folk i stedet vil orientere sig imod den fremtidige retssag i Libyen og tage notits af, hvilken rolle domstolen spiller; om den medvirker konstruktivt eller hæmmer processen. Man vil være tilbageholdende, medmindre situation eskalerer i Syrien – i så fald vil man se flere initiativer fra Sikkerhedsrådet.

RÆSON: Vær sød at uddybe: hvorfor er Syrien så speciel i forhold til den internationale straffedomstol sammenlignet med tidligere eksempler, hvor den internationale straffedomstol har interveneret?

Dworkin: Fordi Syrien ikke er en del af den internationale straffedomstol. Derfir er det ikke en beslutning for domstolen, men for FN’s sikkerhedsråd. Sikkerhedsrådet har autoritet og magtbeføjelse til at indstille lande, som ikke er en del af straffedomstolen, til alligevel at skulle stilles for en dommer. Det er den exceptionelle magtbeføjelse, som sikkerhedsrådet har. Dette blev for nylig illustreret i for eksempel Sudan eller Libyen. Dette er oftest exceptionelle tilfælde. Dog vil man nok i fremtiden se flere tilfælde af FN-resolutioner, men det er ikke situationen nu. I Libyen er det ganske exceptionelt, at FN’s sikkerhedsråd gav mandat til intervention og politisk forenet ageren.

RÆSON: Arrestordrer fra den internationale straffedomstol er altså snarere er undtagelsen end reglen, og sådan vil fortsætte?

Dworkin: Der er mange lande, der har tilsluttet sig den internationale straffedomstol. Derfor har domstolen også en rolle, hvis kriminaliteten finder sted med ansvarlige enkeltpersoner. Der kan domstolen gribe ind, som den gjorde i Kenya eller Congo. Jeg ville ikke sige, at det er undtagelsen. Men overordnet set har domstolen kun dømmende magt i de lande, der har taget del i samarbejdet. Derudover er der så nogle exceptionelle tilfælde, hvor sikkerhedsrådet har ageret og givet mandat til ekstraordinære forløb.

Foto: Vladimir Putin og Muammar al-Gaddafi (commons.wikimedia.org).