KOMMENTAR: Her er problemet med Helle Thorning-Schmidt

KOMMENTAR: Her er problemet med Helle Thorning-Schmidt

01.08.2011


Dette er den første artikel i RÆSONs nye KOMMENTARSERIE. Forslag til indlæg m.v. sendes til: redaktionen@raeson.dk

Oppositionens statsministerkandidat blev i starten af juni fanget med bukserne nede, da hun ved et vælgermøde gav en halsbrækkende – og helt forkert – udlægning af hvad betalingsbalancen er. Det er selvfølgelig komisk, men nogen stor forbrydelse er det ikke. Til gengæld understreger hendes svar det helt store problem med Helle Thorning-Schmidt: Hulheden af hendes politiske idérigdom.

Af Kenneth Praefke

DET lignede i starten blot endnu en af sommerens politiske nyheds-agurker, da BT kunne afsløre, hvordan Helle Thorning-Schmidt ved et vælgermøde på Fyn den 1. juni fik svaret knap så heldigt på et spørgsmål om betalingsbalancen. En nysgerrig tilhører ville med et trickspørgsmål teste statsministerkandidatens paratviden inden for økonomi. Helle Thorning-Schmidt bevægede sig villigt ud på den tynde is og plaskede i. Hvad vil Helle Thorning-Schmidt gøre ved det store underskud på betalingsbalancen? Og hvad vil hun stille op med den voksende udlandsgæld?, lød spørgsmålene. Partiformanden begav sig straks ud i den forudsigelige anklage om, at begge problemer skyldes regeringen. Fælden: Danmark har overskud på betalingsbalancen. Og ingen udlandsgæld. Selvom optrinnet er komisk, er det ikke nogen stor forbrydelse ikke at vide, hvad betalingsbalancen er. Til gengæld afslører Helle Thorning-Schmidts svar et langt større problem end hendes manglende økonomiske paratviden:
     Hulhed.

REGERINGENS økonomiske ordførere stillede i BTs opfølgende artikler velvilligt op til Helle-bashing og svarede med forargelse, at ”hvis man stiller op som statsministerkandidat, bør man have styre på de generelle termer,” som ordene kom ud af munden på Jacob Jensen, Venstres finansordfører. Dén reaktion er lige så forudsigelig som Thorning-Schmidts beskyldning om, at regeringen er skyld i det underskud på betalingsbalancen, som egentlig er et overskud. Set fra en fagøkonomisk vinkel er det ikke nødvendigvis nogen stor forbrydelse, at oppositionens statsministerkandidat ikke er helt hjemme i udviklingen på betalingsbalancen. Først og fremmest fordi det set fra politikernes side er et af de mindst interessante økonomiske nøgletal. I øvrigt er Thorning-Schmidt ikke alene om at misforstå betydningen af betalingsbalancen: i et nyt speciale har Bine Iversen, cand.public fra Syddansk Universitet, undersøgt danskernes økonomiske ordforråd. Hendes undersøgelse viser, at danskerne tror ’betalingsbalancen’ er forholdet mellem den danske stats indtægter og udgifter (den rigtige definition: Regnskabsmæssig opgørelse af forholdet mellem de penge, der strømmer ind og ud af et land/område). Uden tvivl havde det været elegant ikke at begive sig ud i en de-opdager-aldrig-at-jeg-ikke-aner-hvad-de-taler-om-forklaring og blot glide af. Men den store forbrydelse ligger i Thorning-Schmidts anklage. Den lille seance bliver nemlig først rigtig patetisk, da formanden efter at have accepteret spørgerens præmis fastslår, at udviklingen er regeringens skyld. For hvis også dette ikke-problem er regeringens skyld – hvor meget af alt den anden skyld, Helle Thorning-Schmidt har delt ud, har så bund i noget substans? ”Det er regeringens skyld,” er blevet både vers, omkvæd og melodi på den sang, der lader til at være den eneste, oppositionens statsministerkandidat kan i hele sin længde.

HVIS Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister kan hun ikke længere sejle efter regeringens gamle koordinater – så må hun selv tegne ruten op. Man kan ikke styre et land efter, hvad de andre gjorde forkert. S har bundet sig selv godt op i en lidt skrøbelig alliance mellem SF og R. SF har taget det store skridt fra venstrefløjen og ind mod midten til et ’Socialdemokraterne Light’. De Radikale har taget et skridt mod højre og indgår politiske aftaler med regeringen. Hvis det skal holdes sammen i en regering, er der kun Socialdemokraterne til at agere fjeder. Men Statsministeren – og hendes parti – bør kunne andet og mere end samle sine allierede. Hvor ville det være inspirerende, hvis statsministerkandidaten kunne opridse en selvstændig mening. For en statsminister er dét meget mere værd end økonomisk paratviden. ■

ILLUSTRATION: Helle Thorning-Schmidt 1. maj 2011 (foto: Socialdemokraterne). Kenneth Praefke (f. 1987) er kandidatstuderende i økonomi ved Københavns Universitet. RÆSON er totalt uafhængigt: alle artikler er alene udtryk for skribentens holdninger. Idéer og forslag til indlæg m.v. sendes til: redaktionen@raeson.dk