Kommentar: S-SFs udviklingspolitik nærmer sig regeringens

Kommentar: S-SFs udviklingspolitik nærmer sig regeringens

21.07.2011


S-SF antydede tidligere på året, at et regeringsskifte måske alligevel ikke vil føre til det store opgør med VK-regeringens udviklingspolitik. Det medførte voldsom kritik – både fra partiernes baglande og fra NGO-organisationerne. Senest har partiernes udviklingspolitiske ordførere i en kronik forsøgt at relancere S-SFs politik på området. Tilbage står, at linjen i bedste fald er uklar. Men en ting synes sikker: Danmarks position som forrest i kampen mod global fattigdom er fortid.

Kommentar af Brian Esbensen


”VK-regeringen har i stor stil regnet sikkerhedspolitiske indsatser, militære operationer og terrorbekæmpelse med i opgørelsen af den samlede udviklingsbistand for, at det kunne se bedre ud på papiret. Det, mener SF, er fuldstændig uacceptabelt”. Sådan lød det fra SF så sent som i maj 2010 i et notat om partiets udviklingspolitik. Her godt et års tid senere blæser der nye vinde. De to partier, som ellers har været blandt de skarpeste kritikere af regeringens udviklingspolitik, antyder en revurdering af deres position, som måske alligevel ikke kommer til at afvige så meget fra den politik, VK har ført det seneste årti.
      Signalerne er ganske vist tvetydige. Under overskriften ’S og SF vil genoprette dansk udviklingsbistand’ forsøger de to udviklingspolitiske ordførere, Jeppe Kofoed (S) og Kamal Qureshi (SF), i en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. juli at imødegå den heftige kritik, som partitoppen i både S og SF fik, efter de i ”Fair Løsning 2020” tidligere på året luftede ideer, der minder en del om VKs førte udviklingspolitik. Men selv efter dette forsøg på at relancere S-SFs politik som en modsætning til VKs må man stadig karakterisere partiernes udmeldinger som et nybrud. De nye signaler fik i april/maj partiernes græsrødder samt NGOforum (sammenslutningen af danske udviklingsorganisationer) til at bruge usædvanligt hårde ord. Sidstnævnte henviste netop til ligheden med VKs linje op gennem 00’erne og kaldte det et ’decideret løftebrud’.
      Før S-SF’s nye signaler var udviklingspolitikken ellers et at de punkter, hvor forskellen på oppositionen og VK-regeringen netop har været til at få øje på.

Nybrud og løftebrud
I ’Fair Løsning 2020’ formulerer S-SF deres bud på en sikkerhedspolitik under deres ledelse, samt hvorledes denne kan finansieres. Det er særligt ét punkt, på side 57 i oplægget, der har fremkaldt kritik fra store dele af S-SFs bagland samt de danske udviklingsorganisationer:
      ”Den nye sikkerhedspolitik vil gøre det muligt for Danmark at skabe en position i verden som en nøgleaktør […]. Størstedelen af disse midler vil opfylde de internationale kriterier for udviklingsbistand og vil således bidrage til målsætningen om at optrappe den danske udviklingsbistand til 1 pct. af BNI”.
      Hvis den udmelding fra S-SF står til troende, må det siges at være en bemærkelsesværdig opblødning i forhold til en førhen meget skarp afstandstagen til denne form for udvidelse af begrebet ’udviklingsbistand’. Den øvrige opposition reagerede da også skarpt på forslaget. Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) sagde, at ’det har været et fuldstændig klart budskab fra en samlet opposition, at man vil gøre op med den mystiske sammenblanding, som regeringen har stået for’. Dermed udtrykte hun det samme som de danske NGOer: dette er ikke bare et nybrud, men også et løftebrud. I marts foretog NGOforum en undersøgelse af de forskellige partiers holdning til den danske udviklingsbistand, og her er S-SF noget mere vage i deres afstandstagen til VK-regeringens førte politik end R og Ø.
      S-SF er naturligvis klar over, at ’Fair Løsning 2020’ indeholder punkter, der afviger fra tidligere løfter og signaler. Det er også i det lys, Jeppe Kofoeds og Kamal Qureshis kronik skal læses. Der var behov for at justere lidt; i hvert fald på retorikken. ”Efter 10 år med borgerligt styre ligger dansk udviklingspolitik i ruiner”, lyder det fra de to ordførere om VKs linje. De henviser til regeringens uskønne sammenblanding af fattigdomsbekæmpelse og realpolitik som en af hovedårsagerne til, at Danmark ikke længere er i front på dette felt. Samtidig skriver de, at S og SF vil sætte penge af til fattigdomsbekæmpelse og oprette en såkaldt ’sikkerhedspulje’ indenfor budgettet, hvilket vil være det ”første skridt i retning af at genopbygge den position, Danmark havde før den borgerlige regering kom til i 2001”.
      Men selv kronikken gør ikke fuldstændigt op med VKs tilgang til udviklingspolitik. For det første indrømmer S-SF, at der er krise, og udviklingsbistanden derfor ikke kan komme op på det ønskede niveau, så hurtigt som man gerne ville. Desuden fastholder de, at sikkerhedspolitiske tiltag kan finansieres med midler fra kassen til udviklingsbistand. Det helt konkrete forslag lyder på en fordeling på 90/10, hvor kun 10 procent må bruges på sikkerhedspolitiske tiltag. I dette oplæg sættes der ganske vist flere penge af til fattigdomsbekæmpelse, men den dør, der åbner for sammenblanding med andre politikområder, er tilsyneladende blevet åbnet en gang for alle.

Værdikamp om udviklingsbistanden
Da VK-regeringen kom til magten i 2001, varslede den eksplicitte opgør på en række politikområder. Meget tidligt i regeringsperioden blev der således skåret markant i Danmarks bidrag til udviklingsarbejdet. Det var et klart brud på en tradition, hvor Danmark havde spillet en absolut førende og proaktiv rolle på det udviklingspolitiske felt. Som et af de få lande, der først levede op til målsætningen om at de rige lande skulle afsætte mindst 0.7 procent af deres BNI til projekter og hjælp i udviklingslandene, havde Danmark positioneret sig som en nøgleaktør. Faktisk lå den danske udviklingsstøtte i perioder endda over 1.0 procent og dermed var Danmark i en international kontekst en af de allerstørste bidragydere målt i forhold til indbyggertal.
      VKs ændringer har ført til et fald på omkring 20 procent i udviklingsbistanden. Det betyder i praksis færre penge til de enkelte udviklingsorganisationer, ligesom en lang række projekter har måttet lukke og antallet af modtagerlande reduceres. Endvidere er definitionen af, hvad der kan kaldes bistand blevet udvidet.
Udviklingspolitikken er en af de arenaer, hvor regeringen stadig udkæmper deres værdikamp. Ikke mindst Søren Pind (V) har i sin tid som udviklingsminister været meget klar omkring, at den førte udviklingspolitik ikke er en forsættelse af tidligere tiders politik men i stedet et opgør dermed.
      VK’s linje har igennem årene afstedkommet mange sammenstød med oppositionen, ofte med S og SFs udviklingspolitiske ordfører i front. Eksempelvis gjorde Jeppe Kofod i 2006 status over 5 år med VK-regeringen. Han sammenlignede 29 af de største OECD-donorlande og påpegede at 18 lande i perioden 2001-2004 faktisk øgede deres bistand, mens kun 6 lande skar ned. Danmark var det land, der reducerede udviklingsbistanden mest. I perioden faldt Danmarks bistand fra 1,03 procent af BNI til 0,85 procent af BNI – svarende til 2,6 milliarder kroner.
      Kofod pointerede endvidere, at det stod i skarp kontrast til en global tendens, hvor der synes at være en voksende solidaritet med udviklingslandene: ”Danmark har siden Fogh-regeringen kom til i 2001 skiftet sin førertrøje på udviklingsbistanden ud. Fra at have besiddet førstepladsen som verdens største donor er Danmark nu gået til at have den mindre flatterende føring som verdensmester i nedskæring af udviklingsbistand”, lød Kofods kritik i notatet fra 2006.

Endegyldigt farvel til førstepladsen?

Afhængigt af ens holdning er S-SFs udmeldinger alt lige fra vældig opløftende til dybt bekymrende. Mener man, det er oplagt at benytte udviklingsmidler til at fremme, hvad der opfattes som danske interesser og sikkerhedspolitiske prioriteter, er de nye signaler gode nyheder. Kritikerne vil derimod pege på det paradoksale i, at S-SF skifter holdning, netop som den internationale tendens ellers er stigende fokus på fattigdom. Repræsentanter fra danske udviklingsorganisationer peger på, at der netop nu er brug for en særlig indsats mod sult, nød og fattigdom – ikke mere sammenblanding af traditionel udviklingshjælp og beskyttelse af danske interesser.
      En ting står klart: Hvis S-SF bryder med den hidtidige tilgang og dermed fortsætter VKs udviklingspolitik, stadfæstes den nuværende udviklingspolitiske position, og Danmark vil ikke længere være blandt de dagsordenssættende i fattigdomsbekæmpelse.
      Kun fremtiden kan vise, om S-SF faktisk bevæger sig i den retning, de har indikeret i blandt andet ’Fair Løsning 2020’, og trods den modsatte hensigt faktisk har bekræftet i kronikken først i juli månded. Men hvis S-SF gør alvor af de signaler, som partiernes græsrødder og de samlede danske NGOer frygter, kan det siges meget direkte: der følger med et regeringsskifte alligevel ikke et opgør med den udviklingspolitik, som S-SF har brugt næsten 10 år i opposition på at kritisere og problematisere i skarpe vendinger. I det scenarie må Danmarks position, som absolut førende i kampen mod fattigdom endegyldigt anses som værende fortid.

Brian Esbensen er cand.scient.soc., med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han er desuden forfatter til bogen ‘The Approach to Development Practice and Advocacy of the Danish NGOs’, som udkommer senere i 2011.

Tag del i debatten: Send artikelforslag til redaktionen@raeson.dk


FOTO: Socialdemokraterne og SF