Kommentar: Vi bliver ikke sikrere af mere overvågning

Kommentar: Vi bliver ikke sikrere af mere overvågning

19.08.2011


Danmark har overhalet England i antallet af overvågningskameraer per indbygger, så vi nu er verdens mest overvågede folk. Det er på tide at spørge: Hvor går grænsen?

Af Zeki Laurent Sadic

DE ER OVERALT, overvågningskameraerne. I butikker, over Strøget i sin helhed og på mange arbejdspladser og offentlige steder. Antallet af overvågningskameraer er eksploderet de seneste 10 år. For tre år siden var der et overvågningskamera for hver tyvende dansker. I dag er dette tal steget til ét for hver femtende. Samtidig er beføjelserne til PET og Politiet steget markant de seneste år, f.eks. i forbindelse med aflytning af folks telefoner og deres færden på internettet.

HVORDAN ER DET KOMMET HERTIL? I 1988 sagde daværende justitsminister Erik Ninn Hansen: ”Danmark bliver aldrig som DDR, for her i landet skal man jo f.eks. have en dommerkendelse for at kunne aflytte folks telefoner.” I 2009 hed det så, at ”dommere skal ikke længere på forhånd godkende de telefonnumre, som politiet ønsker at tappe [aflytte, red.]”. Ingen større offentlig debat fulgte i kølvandet på nyheden. Ingen større protester. Og det på trods af, at både EU-ekspertersamme år og Datatilsynet året forinden havde udtalt at ”overvågningen har taget overhånd.” I 2010 forsøgte en række juraeksperter fra Retssikkerhedsfonden og tænketanken CEPOS igen at råbe befolkningen og politikerne op med debatudgivelsen ’Frihedsrettigheder tur-retur?': ”Vores privatliv er under pres på grund af udhulinger af frihedsrettighederne, som vi blankt ville have afvist for få år siden.” Men på grund af terrorfrygt efter 9/11 og mediernes store fokus på kriminalitet fortsatte udviklingen, så politiet og PET fik endnu flere beføjelser. De omdiskuterede visitationszoner blev udvidet, og endnu flere kameraer blev sat op.

NU i 2011 foreslår en arbejdsgruppe under Justitsministeriet at udvide logningsbekendtgørelsen – der pålægger internetudbydere at gemme data over deres kunders færden på internettet – til at ingen må gå på internettet anonymt længere. Det vil sige slut med at bruge en PC på arbejdet, på biblioteket eller på en internetcafé uden at identificere sig med CPR-nummer eller NemID. PET mener dog ikke, de har behov for nye beføjelser, og justitsministeren finder heldigvis forslaget for ekstremt, men hvad nu hvis en fremtidig justitsminister ikke gør det? Den forhenværende politidirektør, Hanne Bech Hansen, udtalte, at hun har ”accepteret overvågningssamfundet”. Bedømt ud fra hvor populære de sociale medier er i Danmark, hvor hele 2,5 millioner har oprettet en Facebook-profil, går bekymringen også i befolkningen mere på, at ingen gider følge med i, hvad vi laver, end på at vi overvåges. Den tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, skriver i sin bog ”Frygt og fornuft i terrorens tidsalder”, at: ”Vi protesterer voldsomt, når politikerne forsøger at regulere vores adfærd i form af hastighedsbegrænsninger eller rygepolitik. Men når det handler om politiske indgreb, der begrundes med krig mod terror, forstummer protesterne. Her er indgrebene imidlertid af langt mere alvorlig karakter og har omkostninger for både den personlige frihed og garantien for retssikkerheden. Kun få råber op. Og de der gør, bliver betragtet som liberale, som naive klynkere, mens sangeren Kim Larsen hyldes som en frihedskæmper, når han går til kamp mod rygeloven.”

DEBATTEN OM OVERVÅGNING kommer hurtigt til at handle om, at man højest sandsynligt må have noget at skjule, hvis man forholder sig for kritisk til den stigende overvågning (læs: kun de skyldige bryder sig ikke om at blive anklaget). Præcis samme argumentation anvendte Erich Honecker til at indføre det totale overvågningssamfund, DDR.

HVAD ER PROBLEMET? Københavns kommunes har investeret i 1200 overvågningskameraer, som det seneste stykke tid er sat op i den lille bydel Tingbjerg, efter at området længe har været plaget af hærværk. Nu er det ”ligesom at bo i Hellerup” udtaler en beboer, efter kriminaliteten er faldet. Københavns Kommune siger, at de nu planlægger at udvide totalovervågningen til flere bydele. Uden at der endnu er kommet protester. Forhåbentligt forivrer de sig ikke, da overvågning andre steder ikke har forhindret, at der tværtimod er kommet mere kriminalitet. Flere undersøgelser, der er lavet om overvågning, f.eks. fra England, viser netop, at overvågning generelt ikke forhindrer kriminalitet eller terror, omend den kan være et godt opklaringsværktøj for politiet. Og hvem kan have noget imod, at det bliver nemmere at opklare forbrydelser? Men man må spørge, hvornår vi ikke længere skal gøre det nemmere for Politiet? Hvornår det er nok? For faktum er, at vi altid kan gøre det nemmere for Politiet. Ja, faktisk kan vi gøre det så nemt for Politiet, at det er en formsag at opklare kriminalitet. Hvad er prisen, der betales? Allerede nu hører vi jo eksperter ligefrem hævde, at overvågningen ikke skaber mere tryghed, fordi folk bliver mindet om, at de befinder sig et sted, som angiveligt skulle være farligt. Når vi allerede nu har mulighed for at koble ansigtsgenkendelse på systemet (15), skal vi så gøre det? Skal vi tagge optagelserne med de mennesker, der optræder på dem, så politiet diskret kan rykke nærmere, hvis f.eks. en kendt kriminel går en tur på Strøget? Skal vi tilkobles systemer, der kan genkende ”mistænkelig” adfærd, så Politiet kan rykke ud og anholde folk, som en computer har bestemt er “præ-farlig”? Er danskerne villige til at lade sig totalovervåge fra morgen til aften, hvis det kan medføre en opklaringsprocent nær de 100? Problemet med overvågning er det samme abstrakte som med klimaet: Vi gør ingen indvendinger, så længe det ikke bliver for nærværende; som hvis f.eks. kameraerne bliver sat op foran folks hoveddør.

DYBEST SET handler overvågning kun om én ting: manglende tillid til, at folk opfører sig ordentligt. At vi nu er den mest overvågede befolkning – bedømt ud for antallet af overvågningskameraer per indbygger – bør give anledning til en betydelig større og mere seriøs debat end den, vi har set hidtil: Hvor langt er medierne, politikerne og befolkningen villige til at gå? Kan de overvågede have fuld tillid til at den ekstremt store mængde information som bliver indsamlet af dem der overvåger, ikke bliver misbrugt? Hvor skal balancen være mellem sikkerhed og frihed? For vi må hverken glemme eller se bort fra, at al den overvågning, registrering og kontrol, vi har accepteret for vores sikkerheds skyld, nu gradvist koster os den.

Zeki Laurent Sadic (f. 1970) er folkeskolelærer, samfundsdebattør og gæsteskribent for RÆSON. Illustration:

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON: send dit forslag til redaktionen@raeson.dk