10.10.2011

Den nye regering bør i langt højere grad regulere erhvervslivet, så det er attraktivt at satse på områder, der har positiv indflydelse på samfundet. Ellers genvinder Danmark aldrig sin konkurrencedygtighed.

KOMMENTAR af Rasmus Bech Hansen

Læs også
– DI’s svar til Bech: Hvem skal taberne være?

EN PROGRESSIV ERHVERVSPOLITIK bør starte med de sociale resultater, samfundet ønsker. Kun med disse for øje kan man skabe et gennemtænkt system af differentierede virksomhedsskatter, afgifter, skattefritagelser og direkte støtte til at opnå dem. Hvis det er gjort rigtigt og intelligent, vil det føre til en accelerering af væksten, skabe direkte og indirekte statsindtægter og vigtigst: et samfund, som opnår de sociale, menneskelige og miljømæssige målsætninger, som det sætter sig.

MEN DET VIL KRÆVE en ny tilgang til erhvervspolitik. Det indebærer et brud med både den frimarked- og udbudsorienterede tilgang, og den efterspørgselsorienterede politik, som mange progressive argumenterer for i denne tid. Energisektoren er det område, hvor flest har forstået, at kun en kombination af statslig involvering og virksomhedsinnovationer vil kunne løse klimaudfordringen. Danmark har været (og ja, det er datid) frontløber på det område. Den samme tænkning skulle bruges til de andre små og store udfordringer, vi står over for såsom fattigdom, fedme, sundhed og trafikpropper.

VIRKSOMHEDERNES SOCIALE ANSVAR (CSR) har i en del år været et voksende og stadig mere betydningsfuldt område blandt især større virksomheder. Men indtil nu har det ikke haft synderlig politisk bevågenhed. De fleste af verdens centrum-venstre politikere ser det som en avanceret form for filantropi eller slet og ret smart reklame. Men det er på tide at gentænke den opfattelse. I de senere år har en række fremsynede globale virksomheder taget ideen langt videre end gavegivning og gjort sociale udfordringer til en central del af deres virksomhed. Verdens mest indflydelsesrige virksomhedsekspert, Michael Porter, fra Harvard University forklarer udviklingen sådan her: “Vi plejede at tænke, at hvad, der er godt for virksomhederne, er godt for samfundet, men nu er det omvendt: Det, der er godt for samfundet, er godt for virksomhederne.”

DET ER ET DIREKTE OPGØR med den idé, som har styret erhvervspolitikken i lang tid: at det bedste, en virksomhed kan gøre, er at profitmaksimere. Dén ide er bedst formuleret af den amerikanske økonom Milton Friedman og er siden blevet brugt af konservative politikere siden Ronald Reagan som argument for deregulering og en mindre stat. Men interessant nok, så er det faktisk præcis samme antagelse af, hvordan virksomheder fungerer, som danner grundlag for venstrefløjens argumenter for øget statsinvolvering i markedet. Det er derfor ikke overraskende, at visse venstrefløjstænkere har set på CSRs vækst med dyb skepsis. Den amerikanske økonomiprofessor og arbejdsminister under Clinton-regeringen har i bogen ”Super Kapitalisme” kritiseret CSR-programmer for at blive en undskyldning for politisk passivitet og gå hånd i hånd med krav om deregulering. De argumenter holder dog ikke et realitetscheck. Den finansielle krise, bank og bil-redningspakker og klimakatastrofer som BPs olieudslip i golfen har været en øjenåbner for mange i erhvervslivet og har med al tydelighed vist, at virksomheder, som fokuserer snævert på profitmaksimering på bekostning af verden omkring dem, er en dårlig forretning.

MANAGEMENTEKSPERT UMAR HAQUE har i en af de mest interessante bøger i de senere år, ”the new capitalist manifesto”, analyseret 200 ledende virksomheder. Han identificerer 15, som opererer på en fundamental ny måde. Det gælder virksomheder som Google, Apple, indiske Tata, Wholefoods og mikroudlåneren Grameen. Fra et dansk synspunkt kunne man måske nævne LEGO, Vestas, Novo Nordisk og Novozymes som reelt progressive virksomheder drevet af et mål om at gøre verden bedre. De virksomheder fokuserer ikke snævert på sustainability. De, konkluderer han, er karakteriseret ved at være drevet af et reelt ønske om at gøre verden bedre. Deres produkter skaber en meningsfuld forskel i folks liv. Værdien af produkterne er langt større end de samlede omkostninger ved dem (Haque definerer omkostninger, som omkostningerne for mennesker, fællesskaber, samfund, kloden og fremtidige generationer). De er drevet af et større formål, som går ud over at tjene penge. Og, konkluderer Haque, de virksomheder har samtidig skabt mange gange mere værdi til deres aktionærer end gennemsnittet af børsnoterede virksomheder.

DE HAR BRUG FOR POLITIKERNE de progressive virksomheder. Netop for de ikke er perfekte, skal de hjælpes. Men faktisk er den hjælp, virksomhederne har brug for, efter min mening mere, ikke mindre regulering. De behøver ikke beskyttelse, men de behøver et retfærdigt udgangspunkt, hvor det ikke er en ulempe at opføre sig ordentligt, og det kræver differentieret regulering. Deres forretningsmodel afhænger af, at det er økonomisk bæredygtigt at være god. Tag for eksempel fast food. Hvis alle miljømæssige, sociale og fremtidige sundhedsomkostninger ved at producere en hamburger er indregnet, ville det koste omkring 30 dollars. Og hvis det var tilfældet, ville det være en stor forretningsmulighed at sælge sundt, lavemissions-fast food. Men det vil kun ske, hvis staten gennem skatter og regulering kan bringe virksomhedernes omkostningerne ved produktion på niveau med de samlede reelle omkostninger en virksomhed pålægger samfundet. På den måde går øget regulering og social ansvarlighed faktisk hånd i hånd.

DANMARKS ERHVERVSPOLITIK DE SENESTE 10 ÅR har mildest talt været uden klar retning og gennemtænkte principper, og en fremtidsrettet erhvervspolitik vil kræve store forandringer på dansk grund. Erhvervspolitikken under Fogh og Løkke har været en kombination af støtte til – eller måske snarere beskyttelse af – fortidsrettede, men politisk stærke industrier såsom landbrug, olie og gas og transport – altså ‘protect the loser’, frem for ‘pick the winner’. Det er en af hovedårsagerne til, at dansk økonomi produktivitetsmæssigt er faldet langt tilbage i forhold til vores nabolande i de seneste 10 år. En ny progressiv erhvervspolitik, som går ud på at fremelske de langsigtede værdiskabere, alliere sig med progressive virksomheder om at skabe bæredygtig vækst og bruge regulering og afgifter meget mere aktivt til at opnå de ønskede samfundsmæssige resultater, kan være krumtappen i det vendepunkt, dansk økonomi skriger på. Det er en erhvervspolitik, som indebærer en mindre, men mere aktiv stat.

DEN STØRSTE UDFORDRING i forhold til at gennemføre den politik er interessegruppernes store magt i Danmark. Det vil kræve helt nye alliancer mellem progressive partier og progressive virksomheder. Sagt direkte så må den nye regering forstå, at DI ikke taler på erhvervslivets vegne, når det eneste, organisationen kan sige, er lavere skat. Regeringen må gå uden om både DI og fagbevægelsen og alliere sig direkte med de progressive virksomheder (mange af dem, f.eks. Novo Nordisk, Danmarks uden sammenligning mest værdifulde virksomhed, er ikke medlem af DI) i skabelsen af fremtidens erhvervspolitik. Det vil ikke være let, men det er for stor en mulighed til at lade den passere.

Rasmus Bech Hansen er strategidirektør i Venturethree, en global brandkonsulentvirksomhed, og bor i London. Han skriver om virksomhedsstrategi for bl.a. Fast Company. Uddannet i Statskundskab fra Københavns Universitet og MPA fra Harvard University. ILLUSTRATION: Vestas-vindmøller i Colorado, USA.

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk