Kommentar: Occupy Wall Street kan genoplive klimadebatten i USA

Kommentar: Occupy Wall Street kan genoplive klimadebatten i USA

05.11.2011


Amerikanske klimaaktivister forsøger at blive en del af ’Occupy Wall Street’-protesterne. Og det med god grund, for kritikken af den indgroede lobbyisme i det amerikanske politiske system gælder både for den manglende regulering af den finansielle sektor og fraværet af handling på klimaområdet.

KOMMENTAR af Esben Alslund-Lanthén, RÆSONs klimaredaktør

Læs også
Amerikanske eksperter: Klimadebatten er ikke-eksisterende i USA

MERE END 1200 amerikanere blev tidligere i år anholdt ved en demonstration i Washington. Og nej, demonstranterne havde intet med Occupy Wall Street at gøre. De mange mennesker satte sig på kantstenen foran Det Hvide Hus og nægtede at flytte sig i protest med opførelsen af den såkaldte Keystone XL Pipeline – en 2.750 km lang rørledning fra tjæresandsfelter i Canada til olieraffinaderier i Texas. Demonstranterne ville ikke finde sig i Obamas blåstempling af, hvad der er blevet kaldt den mest beskidte form for olieudvinding.

OCCUPY WALL STREET begyndte få dage efter de sidste demonstranter var blevet frigivet fra detentionen, og i dag er der tale om en global bevægelse, hvor selv Rådhuspladsen i København er blevet okkuperet af frysende aktivister. Gennemslagskraften for de to bevægelser kunne ikke være mere forskellig. Keystone-demonstrationerne tiltrak omtale i de stater, rørledningen skærer igennem og kun begrænset med nationale presse, mens Occupy Wall Street har formået at gøre det, klimabevægelsen i USA aldrig har kunnet: at vinde sympati fra den brede amerikanske befolkning. Det er helt unikt i USA, at en bevægelse med et systemomvæltende budskab har slået igennem – og nu forsøger klimabevægelsen at hoppe med på vognen.

”KAMPEN MOD KLIMAFORANDRINGER er op til os”, sagde venstrefløjsforfatteren Naomi Klein i en tale til menneskemængden på Wall Street. Hendes pointe var, at den finansielle sektors grådighed ikke kun belaster den globale økonomi, men også ødelægger planeten. Også Al Gore laver sammenligningen: ”Hverken når det gælder økonomi eller klima løser vores ledere problemerne. I stedet foreslår de politikker, der udfører for lidt. Det første skridt i den rigtige retning, når demokratiet er i krise, er en ægte græsrodsbevægelse, der peger på fejlene i systemet. Regn mig som en af dem, der støtter og hepper på Occupy Wall Street bevægelsen,” skriver den tidligere nobelprisvinder på sin blog. Begge peger på, at problemet i sidste ende handler om, hvad amerikanerne kalder ’special interest’: den tætte sammenhæng mellem ressourcestærke dele af det amerikanske samfund – særligt erhvervslivet – og den politiske ledelse.

KEYSTONE-RØRLEDNINGEN ligner et eksempel på, at der er noget om den snak. Det er nemlig lykkedes Friends of the Earth at komme i besiddelse af en mailkorrespondance, hvor en ansat i State Department roser en fremtrædende olielobbyist for at have sikret støtte til rørledningen fra en afgørende senator i Montana. ”Go Paul”, lyder den kammeratlige hyldest til olieindustrien. I en fængselscelle i Californien sidder Tim DeChristopher. I 2008 sneg han sig ind til en auktion for boretilladelser på olie og gas i Utah og overbød alt og alle, indtil myndighederne lugtede lunten og anholdte ham. Det kostede DeChristopher to år bag tremmer, og fra sin celle kritiserer klimaaktivisten sine kolleger for manglende mod: ”Ingen ved om nogen i klimabevægelsen kunne have udført noget lignende, for lederne i bevægelsen har været for bange til at prøve. Og det har egentlig defineret klimabevægelsen de sidste år – frygten for at fejle,” siger DeChristopher til Rolling Stone.

NETOP FRYGTLØSHED har karakteriseret Occupy Wall Street og drevet deres succes. Men det er en kaotisk bevægelse, der endnu ikke har fundet sig selv. ’The 99 Percent Declaration’ er det tætteste på egentlige krav fra protestanterne. Her står afskaffelsen af en stat styret af virksomheder øverst på ønskelisten. Men at USA skal tilslutte sig internationale klimaaftaler figurer også blandt tyve krav, der desuden tæller lukning af Federal Reserve og en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Afghanistan. Occupy Wall Street træder stadig sine barneskridt inden for amerikansk politisk aktivisme, men klimamartyren DeChristopher rammer plet, når han påpeger, at de grønne i USA lider af en kronisk frygt for at blive hængt ud som fanatikere, der overdriver eller direkte lyver om klimaforandringernes eksistens og konsekvenser.

KLIMADEBATTEN KAN GENOPLIVES. Men frygten er for så vidt meget forståelig efter flere år med en målrettet smædekampagne fra klimafornægterne på den amerikanske højrefløj. Klimadebatten i USA er druknet i en politiseret debat om videnskabelige resultater. Dét er ’Tea Party’-bevægelsens fortjeneste. Palin og kompagni har formået at skabe en grundlæggende tvivl om videnskabens beviser for menneskeskabte klimaforandringer hos politikere og befolkningen. Occupy Wall Street er klimabevægelsens halmstrå. Det er en mulighed for at vise amerikanerne, at den økonomiske krise og klimakrisen er sammenkoblet, og at løsningerne er tæt forbundet. For ’special interests’ er den største barriere for en progressiv klimapolitik i USA, og med medvinden fra Walls Street kan klimadebatten i USA blive genoplivet.

Esben Alslund-Lanthén (f. 1985) er RÆSONs klimaredaktør. Skriver speciale om grøn vækst på statskundskab ved Københavns Universitet, har studeret international klimapolitik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Esben har under sine studier arbejdet på Politiken og Mandag Morgen og været i praktik på DR2 Deadline. ILLUSTRATION: En Occupy Wall Street-demonstrant i Zuccotti Park 30. september 2011.