25.10.2011

Den nytiltrådte klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) vil forhandle en aftale om de kommende års energipolitik på plads på rekordtid. Men der er allerede masser af dybe uenigheder, som truer med at trække tæppet væk under den bredt funderede klima- og energipolitik, der er tradition for i Danmark.

KOMMENTAR af Tore Keller

Den kommende energiaftale skal fungere som en forløber for den klimalovgivning, som den nyvalgte regering forventer at lancere næste år. Her er energidelen en vigtig faktor, for med den nye regerings mål om at opnå en reduktion af CO2-udslippet på 40 procent i 2020 i forhold til 1990-niveauet, er det afgørende at der handles hurtigt, da tiden inden deadline er relativt kort i energipolitisk regi.

Martin Lidegaard har afsat lige godt 4 uger til at forhandle energiaftale med opposition og resten af regeringen. Han satser benhårdt på at have en bred politisk aftale på plads inden udgangen af 2011: link: http://www.altinget.dk/artikel/lidegaard-energiforhandlinger-paa-fire-uger. Kilder tæt på forhandlingerne mener ikke, at der er afsat nok tid til at få en aftale på plads. Der er nemlig uenigheder og udfordringer nok at tage fat på.

Ingen kvotekøb kræver kvantespring
En væsentlig knast er, at de kommende reduktioner i drivhusgasser skal findes, uden at Danmark har mulighed for at købe CO2-kvoter i udlandet – en ordning som hidtil har stået for næsten halvdelen af de årlige danske reduktionsforpligtelser. Vi skal altså ikke alene skære yderligere, fordi den forrige regerings mål kun var 30 procent i 2020, men yderligere fordi det kvotekøb er udelukket. Det bliver dyrt.

Hvad der allerede ligger fast er, at der skal bygges flere vindmøller – i særlig grad på vand. En ny vindmøllepark ved Kriegers Flak er en fast del af regeringens planer – og samtidig har man sat en fast ramme for, hvor meget af energien, der skal komme fra vindkraft i fremtiden, nemlig halvdelen i 2020. Det kræver mange flere vindmøller indfaset i systemet inden for få år, hvor de ældre vindmøller i de eksisterende havvindmølleparker og på land efterhånden begynder at skulle udskiftes.

Regeringens smart grid-netværk har netop præsenteret mulighederne for, hvordan en højere andel af vedvarende energi kan bygges ind i det fremtidige energisystem: link: http://publikationer.kemin.dk/kemin/4/ – men det kræver, at man løser problemet med at lagre vindmølleenergien, da man med den nuværende teknologi er nødt til at lade overskydende energi gå til vores nabolande til lavpris, fordi den ikke kan lægges på lager. Her skal der ske et teknologisk kvantespring, hvis det smarte energisystem skal blive til noget.

Svære forhandlinger om handel og transport
Internt blandt embedsmændene vurderes det, at det vil være umuligt at nå målet om 40 procents reduktion i 2020 udelukkende ved at fokusere på energi – der skal også kigges på de områder, som i dag ikke er regulerede af EU’s kvoteloft – nemlig landbrug og transport.

Landbruget kan forvente langt flere forpligtelser, om end Venstre og DF’s deltagelse i forhandlingerne kan være med til at afbøde en del af landbrugets regning – og på transportsiden er betalingsringen omkring København kun begyndelsen på en lang række transportpolitiske tiltag, som skal have en direkte effekt på udledningerne, heriblandt en grøn omlægning af registreringsafgiften. Også her vil oppositionen modsætte sig regulering – og i hvert fald forsøge at ændre forslaget til at handle om road pricing i stedet.

Derfor giver det god mening at handle energidelen af de store klimalovgivning af på forhånd, så oppositionspartierne er med i hvert fald en del af vejen. Venstre vil kræve mere fokus på biobrændsel og højere afregning til de landmænd, der gør en indsats for at blive mere bæredygtige og DF vil forsøge at fjerne regeringens fokus fra udelukkende at være på vinddelen og få flere penge til landmænd, der sælger overskudsprodukter til opvarmning og elproduktion.

Lakmustest for næste års klimalov
Et andet af de store stridspunkter bliver Venstres mantra om, at der ikke må ske stigninger i afgifter og skatter med V-stemmer som baggrund. En meget stor del af den ambitiøse klimapolitik, som regeringen har lagt frem skal nemlig finansieres af PSO-afgift og lignende ordninger, hvilket vil sige en direkte afgift, som forbrugere og virksomheder kommer til at betale over el-regningen. Det harmonerer dårligt med Venstres løfter til vælgerne – selv hvis de bliver godt betalt ved forhandlingsbordet i form af tilskudsordninger til erhvervsliv og landbrug.

De kommende energiforhandlinger er et godt eksempel på brudfladerne forud næste års forhandlinger om en klimalov – hvis det lykkes at finde fælles fodslag på energidelen, er det også overvejende sandsynligt, at oppositionen kan gå med i forhandlingerne om en klimalov med en reel mulighed for en bred aftale. Men det er usikkert, om der er afsat nok tid til at få dem på plads.

Hvis Martin Lidegaard ikke lykkes med sit projekt og får oppositionen med på en aftale, er det meget tæt på at være et dødsstød til regeringsgrundlagets målsætning om et ”bredt politisk grundlag” for den danske klimaindsats.

Tore Keller er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har arbejdet som pressesekretær i Klima- og Energiministeriet før og under COP15 og har været nyhedsjournalist for Nyhedsbureauet Newspaq. Han har siden blandt andet været med til at lave en international undersøgelse om mediedækningen af COP15 og har specialiseret sig i amerikansk politik på San Francisco State University. ILLUSTRATION: Martin Lidegaard (foto af Camilla Wyrna Hansen).