Kommentar: Europagten er ikke en revolution

Kommentar: Europagten er ikke en revolution

07.04.2011


Den nye meget omtalte Europagt er ikke noget nybrud for det europæiske økonomiske samarbejde. Det meste af indholdet er genbrug, og der er stadig ingen sanktioner til at sikre medlemsstaterne efterlever pagten. Når Danmark alligevel har tilsluttet sig, er det mest et udtryk for statsministerens strategiske overvejelser.

Af Mads Ammitzbøll Thomsen

To EU-topmøder i marts har haft den nye Europagt som sit omdrejningspunkt. På det første møde i starten af marts blev pagten præsenteret på et ekstraordinært topmøde, og godt tre uger senere blev den så endeligt vedtaget – med dansk deltagelse.

Europagten har fået meget opmærksomhed. Også mere end berettiget. Det begyndte med reaktioner på et fransk-tysk udspil, omtalt i det tyske magasin Der Spiegel i januar. Siden fik offentligheden indblik i det faktiske forslag – konkurrenceevnepagten – som mødte ringe tilslutning i Eurokredsen. Så skiftede forslaget navn til Europagten, de skarpe hjørner blev filet væk, og udspillet blev officielt fremlagt af Kommissionsformand, Barroso og formanden for Det Europæiske Råd (samlingen for stats- og regeringscheferne), van Rompuy.

Det er tydeligt efter det seneste topmøde, at Europagten ikke er et enestående fremskridt i den europæiske integrationsproces. Det indtryk får man ellers, hvis man har fuldt omtalen i den senere tid, der har peget på, at store dele af medlemslandenes økonomiske politik nu skal dikteres fra Bruxelles.

Der er mindst to forklaringer på, at debatten er kørt skævt.
For det første har vi glemt den nærmeste fortid, dvs. de initiativer, som allerede er taget og som et langt stykke hen ad vejen ligner indholdet af Europagten.

For det andet har der været tilbøjelighed til at fremhæve Europagten som et eksempel på den type økonomisk regeringsførelse, som franskmændene historisk altid har ønsket sig, men som tyskerne altid har afvist – altså en grad af centraliseret EU-kompetence på det økonomisk politiske område. Faktum er, at Europagten i den forstand er langt mere tysk, end den er fransk.

Pagten er ikke noget nybrud
Lad os begynde med den første anklage, altså påstanden om, at Europagten ikke indeholder de store politik-nyheder. Først lidt baggrund: Historisk er samarbejdet om den økonomiske politik i EU foregået ad flere kanaler. Den monetære politik er EU-kompetence (for Eurolandene). Finanspolitikken er derimod en national kompetence, men den reguleres af Stabilitets- og Vækstpagtens regler om offentlig gæld og budgetunderskud. Pagten har ikke være nogen udpræget succes. Endeligt er det forsøgt at koordinere en række andre politikker med indflydelse på den økonomiske stabilitet gennem Lissabon-strategien fra 2000, som nu er videreført under navnet, EU 2020-strategien.

Sidstnævnte er helt central i sammenligning med Europagten. Det er ganske tydeligt, hvordan Europagten gentager en række af de forpligtigelser, medlemslandene allerede har indgået, som led i 2020-strategien, som det Europæiske Råd vedtog i juni 2010.

For eksempel har samtlige 27 medlemslande, i forbindelse med EU 2020-strategien, allerede forpligtet sig på at forbedre EU’s konkurrenceevne, produktivitet, vækst og økonomiske stabilitet (dvs. arbejde imod budgetbalance og lav gæld). De mål, man kan læse om i det Europæiske Råds konklusioner fra marts til juni 2010, skal blandt andet nås ved at arbejdsstyrken øges, gennem strukturreformer, ved at pensionsalderen hæves, og ved at lønningerne sænkes i lande, som i dag har relativt lav konkurrenceevne. Altså ad samme vej som Europagten foreskriver.

Selvom Europagten er skarpere formuleret, er der ikke afgørende nyt indhold, og den har ingen konsekvenser for den danske regerings politik, sådan som statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt (blandt andet i Politiken 26. marts).

På det seneste topmøde stod det samtidig klart, at kun fire lande undlader at deltage i Europagten, hvorfor det er retvisende at benævne den, EU 2020-strategien 2.0, snarere end som et udtryk for et Europa i flere hastigheder.

Pagten indeholder ingen sanktioner
Den anden påstand vedrører styring. Styring handler om hvilke midler, der er til at sikre, at landene rent faktisk efterlever den aftale, som nu er indgået. Igen kan der trækkes en parallel til EU 2020-strategien, der ligesom Europagten udelukkende hviler på politisk velvilje.

EU 2020-strategiens forgænger, Lissabon-strategien, blev voldsomt kritiseret for dens middelmådige resultater blandt andet på baggrund af den ’slappe’ styring. Men det har altså ikke ført til strammere styring for eksempel ved at introducere sanktioner. Forklaring skal naturligvis findes i, at ingen regeringer ønsker at opgive deres egen kontrol med finanspolitikken (og øvrige økonomiske politikker).

Overvågning af medlemslandenes reformfremskridt vil finde sted i et forsøg på at øge troværdigheden omkring de forpligtigelser, som er indgået. Det er der ikke noget nyt i. Overvågning er ikke interessant i sig selv. Det afgørende er jo, hvad man kan stille op med den information, som overvågningen måtte bringe frem i lyset.

Det står klart, at intet kan tvinge reformer igennem de nationale parlamenter. Det er det helt centrale.

Den nærliggende forklaring på, at Europagten har modtaget uberettiget opmærksomhed – i forhold til substansen – skal snarere findes i måden, hvorpå den blev fremlagt. Det gjorde den som et fransk-tysk udspil, der uden sans for de politiske realiteter og arbejdsmetoder i EU ikke kunne undgå at fremprovokere en modreaktion til den arrogance, som det oprindelige udspil, konkurrenceevnepagten, var udtryk for.

Hvor konkurrenceevnepagten bragte nyt til – for eksempel ved at tale om sanktioner – er Europagten i store træk endt med snarere at bekræfte, hvad der allerede er vedtaget.

Statsministerens motiver
Det er oplagt, at forløbet omkring Europagten fører til en serie nye spørgsmål. Et af disse er, hvorfor Danmark tiltræder aftalen, hvis den savner substans i den grad, som jeg har forsøgt at beskrive her. Hvad er egentlig meningen med Europagten?

Efter min bedste overbevisning kan der være tre grunde til, at Lars Løkke Rasmussen aktivt har arbejdet for dansk deltagelse i Europagten.

For det første kan han være overvist om, at det tjener danske interesser at kunne deltage politisk i de fremtidige møder og diskussioner inden for rammerne af Europagten. At Danmark kan ’sidde med ved bordet’, har så ofte være argumentet for at gøre Danmark til fuldt medlem af eurosamarbejdet.

For det andet kan danske deltagelse få et ’ja’ til Euroen til at tage sig ud som et mindre spring, og dermed øge chancerne for, at regeringen på sigt kan gennemføre sit ønske om afskaffelsen af euroforbeholdet.

For det tredje er der den mulighed, at Lars Løkke Rasmussen har foretaget et ’scene-skift’. Det er åbenlyst, at Europagtens indhold på overfladen er sammenfaldene med regerings foretrukne politik. Den politik – for eksempel afskaffelsen af efterlønnen – møder hjemlig politisk modstand. Med Europagten kan regeringen pege mod Bruxelles for at finde opbakning til upopulære beslutninger, og dermed give dem et belejligt skær af tvingende nødvendighed – både over for befolkningen og over for oppositionen. Lige som man gjorde det i maj-juni sidste år i forbindelse med forhandlingerne om genopretningspakken.

Foto: Den Europæiske Centralbank (commons.wikimedia.org).

Mads Ammitzbøll Thomsen (f.1985) er ba.scient.pol. fra Københavns Universitet og masterstuderende i EU-studier ved London School of Economics. Mads har arbejdet i DR, i Udenrigsministeriets Europapolitiske Kontor, og har været praktikant i Europa Parlamentet.