Klima: Der kommer ikke en global aftale – men masser af handling

Klima: Der kommer ikke en global aftale – men masser af handling

01.12.2011


Kina, USA og EU behøver ingen klimaaftale for at satse på grøn energi. På kort sigt er det hensynet til energiforsyningssikkerheden, der kommer til at drive den grønne omstilling, mens det på mellemlang sigt er det økonomiske incitament, der vokser med oliepriserne, der går mod himmelen, der vil få Kina, USA og EU til at satse på grøn energi.

ANALYSE af Lasse Marker

Læs også
COP17: De 5 største sten på vejen mod en aftale
COP17: Derfor vil Kina ikke være med – og ja, det er ligegyldigt uden dem (GRATIS)
Klima: Derfor giver Kina os baghjul

Selvom alle på nær Tea Party-bevægelsen i USA er enige om, at en klimakatastrofe lurer i en nær fremtid, bliver der heller ikke på COP17, som er i gang i Durban netop nu, forhandlet en global klimaaftale i hus. Det skyldes først og fremmest, at Kina ikke vil give nogen adgang til at kontrollere sin CO2-udledning – og det skyldes den asymmetri, der er mellem landenes påvirkning af klimaændringer og ressourcer af fossile brændstoffer.

Temperaturstigningen på to-seks grader i 2100 (afhængig af, hvem man spørger) er en gevinst for nogle, men en alvorlig trussel for andre. Det nordeuropæiske og russiske landbrug vil komme til at nyde godt af temperaturstigningerne, mens lavtliggende lande som Maldiverne og Tuvalu (og Mekong-deltaet i Vietnam og Nildeltaet i Egypten) vil blive ramt af den stigende vandstand, der af Arktisk Råds ekspertgruppe AMAP vurderes at stige med 0,9 til 1,6 meter frem til 2100. Samtidig breder ørkenen sig i Vestafrika – hvor Afrikas Horn i øjeblikket oplever den værste tørke i 60 år – og i Kina, hvor ørkenen i dag udgør 27 % af Kinas areal og fortsat vokser med 2.460 kvadratkilometer om året svarende til et areal på lidt under Fyns størrelse. Mellemfolkeligt Samvirke vurderer i en rapport, at Danmark ”skal” betale 6 mia. kr. årligt til verdens fattige som kompensation for klimaforandringerne.

Presset på verdens oliereserver er en gevinst for nogle, men en alvorlig trussel for andre. Oliereserverne bliver fortsat koncentreret på stadig færre lande. I 2008 havde OPEC-landene 71,1 % af verdens samlede oliereserver på 1258 mia. tønder olie, og BP estimerede i 2009 ud fra landenes kendte oliereserver og årlig olieproduktion, at EU løber tør for olie i løbet af 2016, Kina i 2019 og USA i 2020. Den økonomiske krise og derfor lavere produktion, kan udskyde det i et par år. USA, Kina og EU har af hensyn til energiforsyningssikkerheden et akut incitament til at satse på grøn energi, mens Mellemøsten (75 år), hvis enorme oliereserver udgjorde 60 % af verdens samlede oliereserverne i 2008, og det tidligere Sovjet (24 år) fortsat har oliereserver til en del år, og derfor intet incitament har til grøn omstilling. At USA, EU og Kina løber tør for olie vil blot få oliepriserne til at stige, hvilket betyder højere profit for de store olieproducerende lande, samt udstyre Mellemøsten og Rusland med et endnu mere magtfuldt realpolitisk instrument end de i forvejen har, fordi de med et enkelt tryk på knappen vil kunne lukke for olien og lamme USA, EU og Kinas økonomier.

Asymmetrien deler verden i to. Dem, der nyder godt af klimaforandringerne og dem, der trues af dem. Dem der nyder godt af de knappe oliereserver og dem, hvis energiforsyningssikkerhed og økonomier trues af de udtømte oliereserver. Asymmetrien gør, at der ikke kommer en global klimaaftale.

Men klimaet behøver ingen global klimaaftale. Verdens tre største økonomier og CO2-udledende lande USA, Kina og EU vil blive ramt af en energikatastrofe før de rammes af en klimakatastrofe, og det er derfor den lurende energikatastrofe og ikke den lurende klimakatastrofe, der kommer til drive den grønne omstilling.

Den globale efterspørgsel på energi vurderes at stige med 1,6 % årligt frem til 2035 – især pga. Kina og Indiens vækst, og samtidig er olielagrene ved at slippe op. BP Statistical Review of World Energy 2009 estimerer, at verdens olielagre – der i udgangen af 2008 udgjorde 1258 mia. tønder – vil være udtømte i 2050. Selvom verden har kul til de næst 200-250 år og naturgas til de næste ca. 200 år, så vil der komme energimangel, hvis ikke der er sket en grøn omstilling, når olien slipper op. Det skyldes særligt transportsektoren, hvor naturgas og kul ikke kan erstatte olien. Tyske forskere advarer mod oliemangel allerede i 2020, mens de mest optimistiske vurderinger fra OECD og IEA, det Internationale Energi Agentur, forventer, at olieproduktionen fortsat kan følge med efterspørgslen frem til i hvert fald 2030. Når udbuddet af energi ikke længere kan følge efterspørgslen, kan produktionen og væksten ikke opretholdes. Oliemanglen vil særligt ramme mobiliteten og verdenshandlen – verdenshandlen, der næsten udelukkende baseres på fragtskibe, som er afhængige af olie.

Ude i nær fremtid lurer derfor ikke blot en klimakatastrofe, men også en energikatastrofe. Olie dækkede 35 % af verdens samlede energiforbrug i 2008. Hvis ikke vedvarende energi – som i 2008 kun udgjorde 6,6 % af verdens energiforbrug – kan udfylde det manglende energiudbud, når olien slipper op, er det ikke en klimakatastrofe, men en økonomisk katastrofe, der venter. Og energikatastrofen rammer de olieressourceknappe lande først. Derfor kommer den grønne omstillingen til at ske i USA, EU og Kina, mens Mellemøsten og Rusland har interesse i at fortsætte som hidtil i en del år endnu.

Prisen for vindenergi er i dag 2-3 gange højere end prisen for energi fra fossile brændstoffer, men IEA vurderer, at olieprisen i 2015 vil nå 150 dollars per tønde BRENT-olie, hvilket er en stigning på næsten 50 % i forhold til i dag. Allerede inden for en overskuelig årrække vil det økonomiske incitament i stigende grad kunne drive en grøn omstilling.

USA, Kina og EU behøver altså ingen global klimaaftale for at satse på grøn energi: På kort sigt handler det om at sikre energiforsyningssikkerheden og på mellemlangt sigt om at maksimere økonomiske gevinster.

EU
Kort sigt: hensynet til forsyningssikkerhed
EU har på kort sigt et sikkerhedspolitisk og økonomisk akut incitament til at satse på grøn energi. I 2009 brugte EU 4609 millioner tons råolie svarende til 36,6 % af EU’s samlede energiforbrug. Af olien blev 83,5 % nettoimporteret, heraf 34 % fra Rusland og 29,9% fra Libyen, Mellemøsten og Iran. EU’s afhængighed af energiimport er ikke et nyt problem, selvom den siden 1990 er steget fra 44,4 % til 53,9 % i 2009. Så hvorfor skulle EU netop nu begynde at satse mere på grøn energi? Der er flere årsager.


1) Verden er blevet mere ustabil i løbet de sidste år med et svækket USA, et opstigende Kina og et arabisk forår. Siden 2. verdenskrig har EU været under USA’s beskyttende vinger, men USA’s faldende magt gør, at de ikke længere er garant for EU’s sikkerhed. Det gør EU’s energiimportafhængighed mere alvorlig end nogensinde før.

2) I januar 2009 lukkede Rusland for gasforsyningen til Europa, der løb igennem Ukraine, hvilket lagde hele Østeuropa uden strøm. Det tydeliggjorde EU’s sårbarhed, og energikrisen fik EU-kommissionen til kort efter at fremlægge en plan, hvor der af hensyn til forsyningssikkerheden investeres ca. 1 billion euro i et moderne elnet, der forbinder alle EU-landene, så strømmen kan ledes de steder hen, hvor der er behov for det. Når EU løber tør for olie i 2016, vil sikkerhedsproblemet ved EU’s energiimportafhængighed kun forstærkes. Mellemøsten og Rusland kan med truslen om at lukke for olien og gassen, hvillet ville lamme Europa, bruge deres store olie- og gasreserver som realpolitisk magtinstrument. Det kan tvinge EU til at indordne sig Rusland og Mellemøsten i afgørende realpolitiske spørgsmål.

3) EU-kommissionen vurderer, at energiforbruget vil stige kraftigt, når den økonomiske krise ebber ud. Det arabiske forår skaber risiko for fortsat ustabil adgang til olie. Rammes EU af energimangel, vil det hæmme den europæiske vækst og økonomi. EU har derfor en stærk akut interesse i at producere grøn energi. EU har fremlagt en plan om, at energiforbruget i 2020 skal udgøres af 20% vedvarende energi – i 2008 udgjorde det 10,3 %. Hertil kommer, at den økonomiske krise har fyldt arbejdsløshedskontorerne fra Lissabon til Helsinki. EU-kommissionen vurderer, at der kan skabes 3 millioner ekstra arbejdspladser inden for vedvarende energi inden 2020. Det kan forventes, at EU i dag vil øge subsider til grøn energi- og teknologiudvikling for at nedbringe arbejdsløsheden og gøre EU mindre afhængig af energiimport, samt sikre, at EU ikke oplever energimangel, når krisen ebber ud.

Mellemlang sigt
1) Kinas massive investeringer i Afrika gør det stadig vanskeligere for EU at få adgang til naturressourcer – særligt kul.

2) Det arabiske forår har fået oliepriserne til at gå mod himmelen, og det rammer EU’s økonomi hårdt allerede i dag, fordi EU nettoimporterer 83,5 % af sin olie. Det økonomiske incitament vil øges, når EU i 2016 løber tør for olie, og når oliepriserne i 2015 rammer 150 dollars per tønde, som IEA vurderer.

3) Katastrofen på Fukushima-værket i Japan har indtil nu ført til lukning af 8 tyske atomkraftværker, og en indenrigspolitisk presset Merkel har fremlagt en plan om, at alle Tysklands 17 atomkraftværker vil være lukket senest i 2022. I Tyskland er SPD og de grønne favoritter til at vinde næste kanslervalg i 2013. De er imod atomkraft, og en gennemførelse af lukningen af atomkraftværker er forventelig. I 2009 udgjorde atomenergi ca. 13,5 % af EU’s samlede energiforbrug. Lukningen af de tyske atomkraftværk gør EU yderligere afhængig af import af energi og vil øge både det sikkerhedspolitiske og økonomiske incitament til en grøn omstilling.


KINA
kort sigt: hensynet til forsyningssikkerhed
Hvor olien udgør 38,6 % af USA’s og 36,6 % af EU’s samlede energiforbrug, udgør olien kun 18,6 % af Kinas energiforbrug. De udtømte oliereserver i USA, EU og Kina i løbet af de næste ti år rammer derfor den amerikanske og europæiske økonomi hårdere end den kinesiske. Men de udtømte oliereserver og adgangen til import af olie udgør en alvorlig trussel mod Kina. Olien kan ikke erstattes af kul, naturgas eller atomkraft i transportsektoren, som vokser massivt i Kina i øjeblikket. Den kinesiske middelklasse udgør i dag ca. 148 millioner mennesker, men forventes at vokse til 415 mio. mennesker i 2025. De vil alle have en bil, hvilket lægger pres på olien. Kina løber tør for olie i 2019, og lukker Rusland og Mellemøsten for olien til Kina, vil det lamme den indre mobilitet og – måske endnu værre – udenrigshandelen, der primært drives ved fragtskibe, der er afhængige af olie. Olieforsyningssikkerheden udgør altså en alvorlig trussel mod Kinas fortsatte vækst allerede på kort sigt.

Mellemlang sigt
Kinas opstigning skyldes en gennemsnitlig årlig vækstrate på 5,4 % siden 1979, og IMF spår, at Kina bliver verdens største økonomi i 2016. Kinas energiforbrug er siden 2000 blevet mere end fordoblet, og Kina er i dag det mest energiforbrugende land i verden. The International Energy Outlook vurderer, at Kina og Indien vil forbruge 31 % af verdens samlede energiforbrug i 2035 – en stigning fra 21 % i 2008 – og at Kinas energiefterspørgsel i 2035 vil overstige USA’s med 68 %. Kinas fortsatte vækst afhænger af fortsat adgang til energikilder. Og det ved Kina godt.

Kina er derfor i dag det land i verden, der giver højest ulandsbistand. Det gør de for at sikre sig strategisk adgang til naturressourcer. Kinas massive investeringer i Afrika sikrer en fortsat adgang til kul, der udgør 70 % af Kinas samlede energiforbrug. En del af energiefterspørgslen vil kunne blive dækket af naturgas, der kun udgør 3,7 % af Kinas energiforbrug i 2009 – eller ved atomkraftenergi, som i 2009 kun udgjorde 0,7 %. Alligevel vil det økonomiske incitament til at satse på grøn energi stige på mellemlang og lang sigt på grund af udligning i priserne for energi fra henholdsvis vind, vand og sol og fossile brændstoffer.

I 2020 vil Kina udlede mere CO2 per person end EU. Det er skræmmende fremtidsudsigter, da der til den tid vil være omtrent en milliard flere kinesere end EU-borgere. I Kina er den stigende luftforurening med til at fremskynde processen af den grønne omstilling. I Beijing er der så meget smog i byen, at man kun kan se solen i snit et kvarter i timen. Kineserne må kun køre i deres bil hver anden dag, og må man af og til lukke lufthavne og kulkraftværker midlertidigt for at begrænse smog’en. Samtidig er antallet af dødsfald fra forurening, infektioner osv. kraftigt stigende, og det vurderes, at der i Kina i dag er 100.000 misfødte børn på grund af forurening.

Hensynet til energiforsyningssikkerheden, det stigende økonomiske incitament og de voksende problemer med forurening gør, at Kina allerede i dag er det land, der investerer mest i grøn energi. Tre ud af verdens fem største vindmølleproducenter er kinesiske, og i 5-årsplanen for 2011-16 satser Kina massivt på vindenergi. I 2016 vil Kina råde over ca. 46.500 vindmøller, hvilket betyder, at kineserne dagligt skal bygge 25 vindmøller de næste fem år.

Kina er allerede i dag det land, der producerer mest vandenergi, som udgør 6,4 % af Kinas samlede energiforbrug og hele 18,5 % af verdens samlede vandenergiproduktion. Kina ved, at deres vækst vil gå i stå, hvis de rammes af energimanglen, og man spørger derfor ikke befolkningen, før man sætter grønne initiativer i gang. I forbindelse med byggeriet af verdens største dæmning, De Tre Kløfters Dæmning, blev 1,3 mio. mennesker tvangsflyttet, og 13 større byer, 140 mindre byer og 1.350 landsbyer ryddet. I Danmark var der demonstrationer ved Østerild i juli 2011, da man planlagde at opføre et vindmøllecenter. Den slags forhindringer ser den kinesiske regering stort på, hvilket gør den grønne omstilling hurtig og effektiv.

USA
BP vurderede i 2009, at USA vil løbe tør for naturgas i løbet af 2019 og for olie i løbet af 2020. USA’s samlede energiforbrug udgjorde 2299 mio. tons olieækvivalent i 2008, hvoraf olie dækkede 38,6 % og naturgas 27 %, mens vedvarende energi kun dækkede 2,9 %. Når USA’s lagre af olie og gas slipper op i løbet af de næste ti år, vil USA være 100% afhængig af import af olie og gas, som tilsammen udgør 65,6 % af USA’s energiforbrug. USA’s energiforsyning vil være enormt udsat, hvilket bliver yderligere forstærket af USA’s faldende indflydelse i Mellemøsten med udtrækningen af Irak i 2010 og den planlagte udtrækning af Afghanistan i 2014. Mellemøsten vil kunne sende den amerikanske økonomi tilbage til stenalderen ved at lukke for gassen og olien. Scenariet er dog tvivlsomt.

Mellemøstens økonomier er baseret på olie- og gaseksport, og lukker de for olien og gassen til USA, vil det næsten nødvendigt tvinge USA til angreb på Mellemøsten. Alligevel udgør det et alvorligt sikkerhedsproblem for USA og et enormt magtfuldt realpolitisk instrument for Mellemøsten (og Rusland). Hvis der fortsat er tvivl om, at USA med den økonomiske krise er faldet som supermagt, så vil den tvivl være væk, når USA realpolitisk vil kunne tvinges til at underordne sig Mellemøsten (og Rusland) med truslen om at lukke for gassen og olien. Selvom USA fortsat har let adgang til olie og naturgas i Mellem- og Sydamerika, der sidder på 9,8 % af verdens oliereserver og 4 % af verdens naturgasreserver, så vil USA’s magt på den internationale scene blive kraftigt reduceret.

Selvom klimaspørgsmålet ikke er tilstede i den offentlige debat i USA på samme måde, som det er i EU – debatten er fastlåst på det føderale niveau, mens der dog foregår massive tiltag i delstater som Californien, Colorado m.fl. – så udgør udsigten til, at USA’s tid som supermagt vil være endeligt bragt til ende, et enormt incitament til at satse på grøn energi. Når USA er kommet ud på den anden side af den økonomiske krise, vil klima- og ressourcespørgsmålet komme højere på den politiske dagsorden, og man kan vaskeligt forestille sig, at USA ikke vil satse massivt på en grøn omstilling. Og det er altså ikke hensynet til klimaet, der kommer til at drive den grønne omstilling, men hensynet til forsyningssikkerheden, økonomien og USA’s status som supermagt. USA behøver derfor ingen global klimaaftale for at satse massivt på grøn energi allerede inden for få år.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: En mark i Fillipinerne (foto af Greenpeace Southeast Asia | Philippines).