Kina: Hvorfor redder Kina Europa?

Kina: Hvorfor redder Kina Europa?

13.01.2011


Kina har gennemført et fornemt januar-opkøb og med veltrænede PR-evner sat sig i stolen som euroens redningsmand, nu hvor Tyskland ikke frivilligt træder ind. Ved at lave aftaler med de enkelte europæiske lande – snarere end med et samlet EU – øger Kina sine muligheder for at få noget til gengæld.

Af Jonas Parello-Plesner

Så er der januar-udsalg i Europa. Den kinesiske vicepremierminister, Li Keqiang, som af mange skydes til at efterfølge Wen Jiaobao i 2012, afsluttede i dag sin Europa-turne efter besøg i Spanien, Tyskland og Storbritannien. I Spanien annoncerede Kina igen opkøb af spanske statsobligationer – denne gang til en anslået værdi af 6 milliarder euro. I Tyskland, hvis eksport bugner som et BRIK-land og som er Kinas største samhandelspartner i Europa, blev der indgået solide kontrakter. Selv i Storbritannien, hvor momsen ellers lige er steget til forbrugernes vrede, var der gode køb at gøre for Kina i oliesektoren. Liu Xiaoming, Kinas ambassadør i UK beskrev det som ‘cold Europe is feeling the warmth of the Chinese breeze’. I Europa køber Kina højteknologisk know-how, og i Afrika finder man råstofferne til den kinesiske økonomis fortsatte fremdrift.

Opkøbet af spanske statsobligationer følger i kølvandet på tidligere opkøb sidste år og lignende opkøb i Grækenland og muligvis Portugal. Men hvorfor kommer Kina ind når andre investorer er nervøse for de gældsplagede europæiske landes kreditværdighed?

Vi må delvist tage kineserne for pålydende. Kina ønsker oprigtigt ikke at se Euroen falde sammen og derefter: Europa. Det skyldes ikke rendyrket altruisme – for det er i Kinas nationale interesse at opretholde en stabil europæisk økonomi. EU er blevet Kinas største handelspartner og indtil Kina får omstruktureret sin samfundsmodel til en mere forbrugerbaseret version forbliver eksporten til Europa en essentiel ingrediens i at sikre fortsat kinesisk vækst. En endnu svagere euro ville i øvrigt også gøre EU’s eksport endnu mere konkurrencedygtig på det kinesiske marked, hvor Tyskland med blandt andet sin bil- og maskinproduktion gør et godt indhug.

En anden grund er at Kina har penge, der skal placeres i en usikker verden: verdens største valutareserve. Den hidtidige massive placering i dollars ser også mere og mere usikker ud, nu hvor USA lader seddelpressen løbe. I det lys er der brug for at sprede midlerne og risikoen. Der kommer euroen ind. Det er sådan set en positiv historie – og et luksusproblem for kineserne. Kina har penge at placere. Europa mangler dem.

Men der er også en politisk og europæisk kalkule hos Kina. Opkøbene fungerer som en forsikringspolice til at sikre sig mod europæisk handelsprotektionisme. De medvirker også til at positionere kinesiske prioriteter. Kina vil gerne have løftet den europæiske våbenembargo, der blev indført efter stundenter-nedskydningen på Tiananmen i 1989. Det ville være et symbol på at EU valgte Kina, særligt fordi USA slet ikke vil have det. Kina vil også gerne have den længe attråede status som markedsøkonomi i WTO sammenhæng, der vil gøre det sværere for EU at tage beskyttelsestiltag mod Kina på handelsområdet.

Kina kommer altså til Europa med en gennemtænkt plan og strategi. Opkøbene kommer til at fremstå som en godhjertet hjælp og ikke som en ligeværdig investering i den europæiske økonomi. Det medfører, at lande som Spanien, hvor Kina nu står for op til 20% af gælden står svagere overfor sin kinesiske bankmand. Det er samme dilemma som det mægtige USA også står i indfanget ved Clintons spørgsmål til den australske premierminister “How do you deal toughly with your banker?”.

Dermed forstærkes allerede indbyggede svagheder i at få 27 lande til at fremføre fælles prioriteter overfor Kina. Og det giver Kina bedre mulighed for kyndigt at dele-og-herske EU igennem de modsætninger som allerede findes. Kina ved, at gruppen af frihandelslande som UK, Nederlandene, Danmark og Sverige vil sikre Kina mod at der rejses handelsbarrierer. Og Kina ved, at en anden gruppe af lande, hvor der er et vist sammenfald med de kriseramte PIGS-lande [PIGS: Portugal, Italien, Grækeland og Spanien, red.] sørger for, at EUskritik på menneskerettighedsområdet ikke skrues for højt op.

Europa burde stå stærkere og mere samlet. Et system med fælles euro-obligationer som kunne betyde, at Kina skulle købe ind i den samlede europæiske økonomi og ikke satte enkelte lande i tiggerrollen. Men så langt kom EU aldrig i sin udvikling før eurokrisen ramte.

Derudover havde Kina faktisk en europæisk mulighed i sidste uge, samtidig med at man annoncerede opkøb i Spanien, da den europæiske krisefond udstedte 5 milliarder euro-obligationer blandt andet for at understøtte Irland. Men her var der ingen officiel kinesisk tilkendegivelse om opkøb og støtte til Europa – nok fordi man ved, at de politiske muligheder ved disse opkøb er mere begrænsede. Interessant nok har den anden store asiatiske økonomi, Japan, ellers lige meddelt, at man regner med at opkøbe i den nye europæiske støttefond.

Kina har gennemført et fornemt januar-opkøb og med mere veltrænede PR-evner sat sig i stolen som euroens redningsmand, nu hvor Tyskland ikke frivilligt træder ind.

Det får også stor betydning for EUs forsøg på at lancere et mere gensidigt forhold til Kina – altså et mere noget-for-noget forhold, hvor EU også får tilgodeset sine interesser som bedre markedsadgang, beskyttelse af europæiske produkter og patenter samt adgang til Kinas bugnende marked for offentlige byggerier og infrastruktur; et felt hvor Kina har adgang til EUs marked.

EUs udenrigsminister Ashton fik ‘go ahead’ på sådan en ny Kina-strategi fra regeringscheferne i EU i december, men det kræver også at de enkelte lande, når de står overfor Kina, husker at presse for fælles europæiske budskaber og ikke kun se frem til næste terminsdato på lånet. Her var der dog lyspunkter i både Tyskland og UK, hvor både menneskerettigheder, europæisk markedsadgang i Kina og Kinas monopol på sjældne jordarter var med på dagsordenen.

Jonas Parello-Plesner arbejder for European Council on Foreign Relations og er medlem af RÆSONs chefredaktion.