Kim Jong-ils død: Den skaber nyt håb for bortførte japanere

Kim Jong-ils død: Den skaber nyt håb for bortførte japanere

31.12.2011


Efter Nordkoreas leder Kim Jong-ils død blev hans uerfarne søn Kim Jong-un straks udpeget som den ”store efterfølger”. Det skabte i omverdenen frygt for en magtkamp i det lukkede land, for Nordkoreas atomvåbenprogram truer til stadighed stabiliteten i hele Østasien. Men i nabolandet Japan stillede man først og fremmest spørgsmålet: Vil den store efterfølger i højere grad end sin far være åben over for at løse problemet med de unge japanere, som i 1970’erne og 1980’erne blev bortført til Nordkorea? Vil han omsider fortælle hele sandheden? Og vil han lade de bortførte rejse hjem til Japan, hvis nogen af dem stadig er i live? Denne artikel om ”rachi mondai”, bortførelsesproblemet, er en forkortet og redigeret version af et kapitel i Asger Røjle Christensens bog ”Bortført i København – japanske skæbner i Nordkorea”, som udkom på Gyldendal i oktober.

Af Asger Røjle Christensen

Læs også
Jonas Parello: Kim Jong-ils død sender den unge leder på scenen (GRATIS)

Den 73-årige Shigeo Iizuka, der er bror til en af de bortførte kvinder, og som står i spidsen for de bortførtes familiers organisation, udtalte mandag på en pressekonference, at “jeg ser Kim Jong-ils død som en ny chance for at løse bortførelsesproblemet”.

Den 85-årige Kayoko Arimoto, moderen til Keiko Arimoto, der i 1983 blev bortført til Nordkorea fra København, sagde til avisen Mainichi Shimbun, at hun ”personligt håber, at der vil blive bevægelser i retning af en løsning på problemet”.

Rachi Mondai – bortførelsesproblemet
Stranden ved den vestjapanske by Kashiwazaki ligger barsk ud mod Det Japanske Hav, ofte udsat for blæst og tyfon, ofte begravet i sne. Politisk ligger den ud mod et højst anspændt farvand. Ovre på den anden side ligger det lukkede Nordkorea, som for mange japanere er næsten lige så fjernt, som det er for os danskere, selv om det rent geografisk for mange nordjapanere er det nærmeste naboland, de har.

Det tænkte Yukiko Okudo og Kaoru Hasuike imidlertid ikke ret meget på, da de en varm sommeraften i 1978 vovede sig ud på en aftentur i klitterne. Et perfekt gemmested for unge kærestepar. Unge Kaoru og hans nye kæreste stillede deres cykler ved det kommunale bibliotek tæt ved stranden. Efter et besøg på en café spadserede de hånd i hånd ud på stranden. De forsøgte med vilje at undgå andre mennesker og søgte hen mod de mest øde steder langt fra byens bebyggelse.

Her spurgte en mand pludselig Kaoru, om han havde ild, og mens han fumlede efter sin lighter, blev han overfaldet bagfra, fik et slag i hovedet, da han gjorde modstand – og derpå proppet ned i en sæk og sejlet hen over Det Japanske Hav. Det samme skete for hans kæreste. I de næste 24 år så deres familie og venner intet til dem, og deres gådefulde forsvinden var i mange år med til at give den mørke strand et uhyggeligt ry i byen.

Ved et topmøde med Japans premierminister, Junichiro Koizumi, i september 2002 erkendte Nordkoreas leder, Kim Jong-il, under et to et halvt time langt møde i et statsligt gæstehus, at det unge par fra Kashiwazaki var blandt 13 unge japanere, som Nordkoreas spionvæsen i 1970’erne og 1980’erne bortførte fra Japan og Europa til Nordkorea. Kim Jong-il tog ydmygelsen i stiv arm og erkendte, at ”medlemmer af specialstyrkerne lod sig rive med af en hensynsløs stræben efter ære.” Han forklarede, at deres formål havde været, at de bortførte japanere skulle undervise spioner i japansk, og at man ville bruge deres identiteter under spiontogter ind i Sydkorea.

– Men det var forfærdelige handlinger, erklærede han. Jeg beklager disse hændelser og vil give min åbne og ærlige undskyldning.

For den japanske offentlighed kom Kim Jong-ils undskyldning som en stor overraskelse. Indtil dagen før havde Nordkorea officielt nægtet ethvert kendskab til de personer, som man i Japan opfattede som bortførte til Nordkorea. Rygterne om bortførelser af japanere til Nordkorea havde cirkuleret længe. Den konservative avis Sankei Shimbun havde i 1980 for første gang bragt rygterne om, at de forsvundne par på de vestvendte strande måske var ofre for ”udenlandske agenter, som kom fra havet” til torvs offentligt.

Først i årene op til topmødet i 2002 havde den japanske regering bekræftet nogle af rygterne og gradvist føjet det ene navn efter det andet til sin officielle liste over borgere, som man havde mistanke om var bortført, og som man officielt spurgte Nordkorea, hvilken skæbne var blevet til del. Men indtil topmødet havde Nordkoreas myndigheder officielt hævdet, at man aldrig havde hørt om de pågældende personer. Rygterne om bortførelser blev affejet som ondsindede spekulationer med politiske bagtanker.

Næste gang Yukikos og Kaorus familier og venner så dem, var, da de i oktober 2002 vendte hjem til Japan på en kortvarig visit. Et resultat af Kims og Koizumis topmøde en måned tidligere. De fem af de bortførte, som havde overlevet til 2002, skulle have mulighed for at mødes med deres familier. Hele landet så med. Det var et menneskeligt drama af dimensioner. Min japanske kone og jeg sad også i vores stue i Hillerød og fulgte begivenheden i Haneda-lufthavnen i det centrale Tokyo direkte på japansk satellit-tv. Millioner af japanere fra nord til syd gjorde det samme.

Der var de. De stod ud af flyet og trippede ned ad landingsrampen. De satte fod på japansk jord for første gang i 24 år. De var ikke så lidt betuttede – med Kim Il-sung-emblemer på jakken. Få dage forinden var mange japanere stadig i tvivl, om de skulle tro på historierne om bortførelser til Nordkorea eller ej. Nu sad alle klinet til tv-skærmene i timevis. Bortførelsessagen var blevet en fælles sag for alle japanere. Det her handlede ikke kun om politik og diplomati. Det handlede om menneskeskæbner.

De fem hjemvendte indledte et yderst statsautoriseret besøg i deres hjemland. Efter aftalen på september måneds topmøde skulle de have lejlighed til at tilbringe et par uger hos deres familier i deres gamle hjembyer, mens deres nordkoreanske oppassere ventede på afstand. Derpå var det meningen, at de skulle de vende tilbage til deres familier i Nordkorea.

Yukiko og Kaoru vendte derfor hjem til et Kashiwazaki, som i det kvarte århundrede var totalt forandret. Den øde strand ligger der stadig, men Kashiwazaki er i dag hjemsted for et af Japans største atomkraftværker, der hæver sig over den lille by. I de følgende dage kom det frem i små portioner, hvad de havde oplevet i de forløbne 24 år på den anden side af Det japanske Hav.

Først havde de været totalt adskilt i halvandet år, mens de havde gennemgået en hård skole i Juche-tankegang, koreansk sprog og andre nødvendigheder for livet i Nordkorea. Derpå var de til deres store lykke blevet genforenet. De var blevet gift og stiftede en lille nordkoreansk familie. De skjulte deres nationalitet som japanere – også for deres egne børn – og kaldte sig officielt for etniske koreanere, der var vokset op i Japan, men frivilligt var vendt ”hjem” til Nordkorea. Dem var der mange af på det tidspunkt. Der blev talt koreansk ved spisebordet.

De fem overlevende, der vendte hjem til Japan i 2002, var ydmyge og fordringsløse personligheder, der kunne tilpasse sig hvad som helst, som skæbnen måtte have til dem. Måske var det årsagen til, at netop de havde overlevet de 24 lange år. Den første uge i Japan gik med at besøge forfædres grave, besøge gamle skoler, synge gamle skolesange, spille baseball med gamle venner – og for mændenes vedkommende med det ene natlige drikkegilde med de nærmeste ungdomsvenner efter det andet. Der blev bestilt en hel del øl på det japanske diplomatis regning. Men de fortalte meget lidt. Deres familier sad hjemme i Pyongyang.

– Det er ligesom en gidselsituation, udtalte en af Kaorus barndomsvenner.

Så Kaoru og hans gamle kammerater mødtes og fik sig noget øl og sake gennem natten. Snakken handlede om dengang, de gik i skole og spillede baseball sammen. Ikke et ord om politik – og meget få ord om de 24 år, der var forsvundet mellem dem. Da Kim Jong-il erkendte, at der i sandhed var bortført unge japanere til Nordkorea i 1970’erne og 1980’erne, redegjorde de nordkoreanske myndigheder for 11 af de personer, som Japan havde spurgt om – plus to mere. Nordkorea har erkendt at have bortført 13 personer.

Men kun fem vendte hjem en måned senere. De andre var døde, oplyste nordkoreanerne på dagen for topmødet. Døde af forskellige årsager. Otte døde. Det overskyggede totalt den diplomatiske triumf. Otte døde. Den japanske befolkning var i chok. Det var alt for mange. Det var helt utroværdigt. Det kunne ikke være gået rigtigt til.

Siden det efterår i 2002, hvor Kim og Koizumi først mødtes i september, og hvor de fem mennesker en måned senere steg ud af flyet i Haneda-lufthavnen, har japansk politik og japansk udenrigspolitik ikke været den samme. Alle snakker om ”rachi mondai”, bortførelsesproblemet. Rachi mondai har defineret alting. Så stærk var historiens appel til japanerne. Det skyldes først og fremmest de otte døde. Efter nogle dage blev det de otte døde – og ikke de fem levende – som kom til at præge medierne. Det blev, hvad Nordkorea ikke forklarede ordentligt, der kom fokus på – ikke hvad Nordkorea faktisk havde fortalt.

Den genoptagelse af forhandlinger om diplomatiske forbindelser mellem de to nabolande, som blev aftalt på topmødet, gik hurtigt i hårdknude på grund af Japans totale fokus på rachi mondai. Til gengæld skabte selv de mindste nyheder om de bortførtes skæbner kæmpe overskrifter. Det var der, folks interesse lå. Det var den vej, den politiske vægtskål tippede.

Under den høgeagtige Shinzo Abes korte tid som premierminister fra 2006 til 2007 blev der ligefrem oprettet et særligt hovedkvarter direkte under premierministeren til at tage sig af rachi mondai. Shinzo Abe brugte sin åbenlyse støtte til de bortførtes familier som en løftestang for sin politiske karriere, og mange kritiserede ham for at misbruge sagen for sin egen opstignings skyld. Det var han nu ikke den eneste, der gjorde.

Familierne til de otte døde har ikke fået en forklaring på dødsfaldene fra de nordkoreanske myndigheder, som er troværdig og overbevisende. Når og hvis den en dag kommer, kan det hele eksplodere igen. I mellemtiden er der ingen, der tør røre ved den store betydning, som rachi mondai tillægges i japansk udenrigspolitik. Heller ikke den nye regering fra det Demokratiske Parti, som efter en jordskredssejr ved underhusvalget i 2009 væltede det mangeårige liberal-demokratiske regeringsparti LDP ned fra magten.

De bortførtes familier har i årevis – også inden 2002 – rendt politikere, presse og diplomater på dørene. De havde forsøgt at lægge pres på det politiske system, men de blev mest opfattet som en paranoid stemme fra det yderste nationalistiske højre – og flere af familierne var bestemt også i tæt alliance med politiske kræfter på denne fløj. Det gavnede faktisk ikke deres sag.

Men nu fik de efter topmødet i 2002 en platform at bestemme japansk politik ud fra. De havde jo haft ret. Alle de godtroende fjolser blandt politikere og diplomater, som havde forsøgt at lægge låg på de ubekvemme bortførelsesrygter af hensyn til langsommelige bestræbelser på at få en dialog i gang med det vanskelige naboland, stod afklædt i offentligheden som naive eller korrupte kynikere. I årevis havde der i toppen af japansk politik foregået en bitter kamp mellem Nordkorea-fjender og tilhængere af dialog, hvor fjenderne blev beskyldt for at være konfliktmagere, og hvor dialog-tilhængerne blev beskyldt for at være bestukket af penge fra det nordkoreanske miljø i Japan. Den kamp var pludselig afgjort. Den offentlige mening havde afgjort den.

De bortførtes familier var for alvor blevet en politisk stemme. Den dag i dag bliver de altid spurgt om en kommentar, så snart der er nyheder fra Nordkorea, også selv om det intet har med bortførelsesaffæren at gøre. De spiller villigt denne rolle som pressionsgruppe. Det har de gjort fra den allerførste dag efter topmødet i 2002, hvor de straks rettede skytset mod udenrigsministeriet for i næsten et døgn at have tilbageholdt oplysninger om, hvem der ifølge Nordkorea var døde, og hvem der ikke var, indtil de kunne fremlægge den sørgelige nyhed på en kontrolleret måde.

– Den måde, hvor udenrigsministeriet håndterer information vedrørende liv og død for de bortførte, er alt for lemfældig, udtalte Toru Hasuike, Kaorus bror, som i årevis har været nærmest fuldtidspolitiker som repræsentant for familiernes organisation Kazoku-kai.

Ingen turde modsige familierne og deres støttegrupper offentligt. Det ville blive opfattet som hjerteløst. Familiernes store magt over den japanske udenrigspolitik blev tydelig for alle, da Japan en uge efter de fem overlevendes hjemkomst i oktober 2002 begyndte at se det store dilemma i øjnene. Skulle de fem overlevende vende tilbage til Nordkorea efter to uger som aftalt mellem de to landes diplomater? Det havde Japan givet et halvvejs løfte om, og det gik man ind for i det japanske udenrigsministerium.

Eller skulle man beholde dem i Japan af frygt for, at de atter ville forsvinde i dybet af et fremmed og skræmmende samfund, som man ikke havde tillid til? Det mente familierne, og de endte med at få deres vilje. Efter en uge præsenterede familierne en skriftlig anmodning til den japanske regering om at beholde de fem hjemvendte i Japan – og i stedet stille et ufravigeligt krav til Nordkorea om, at deres børn og familier skulle have lov til at rejse til det Japan, hvor de aldrig havde sat deres fødder tidligere.

Det var familierne, ikke de hjemvendte selv, som stod bag anmodningen. Nogle af de fem hjemvendte ønskede helt klart på det tidspunkt at vende hjem til deres familier i Nordkorea, og andre var først begyndt at overveje, om ikke besøget i Japan måske kunne forlænges lidt. Dilemmaet gav anledning til en vis spænding mellem Kaoru og hans bror. Toru Hasuike fortalte åbent til pressen, at han havde måttet sige til sin bror: ”Du har sikkert din egen mening. Men som din familie vil vi ikke sende dig tilbage”.

Resultatet blev, at de nordkoreanske oppassere, som var fulgtes med de hjemvendte bortførte til Japan, måtte rejse alene hjem. I Nordkoreas øjne var de blevet bortført endnu engang, den anden vej rundt. Følelserne var på højkant. Den diplomatiske plan var væltet. Og de hjemvendte var bekymrede for deres børn hjemme i Nordkorea. Især Hitomi Soga, en af de hjemvendte, var utrøstelig og led i de kommende halvandet år af en alvorlig depression. Det var en offentlig hemmelighed, at hun gennem hele perioden tiggede og bad om lov til at vende hjem til Nordkorea. Men det ville være for pinligt et tilbagetog for Japan, så fra japansk side forsøgte man at presse Nordkorea til at leve op til familiernes krav.

Reportere i Niigata-området, hvor Hitomi Soga boede, har berettet, at hun var rasende på familierne i Kazoku-kai, fordi de ikke ville presse regeringen til at opfylde hendes ønske om at vende tilbage til Nordkorea så hurtigt som muligt. Skulle de ikke forestille at hjælpe og støtte de bortførte og deres familier?, spurgte hun. Nordkorea mente, at Japan havde brudt en aftale, så tilliden mellem de to lande var i bund, og samtalerne var i hårdknude. De unge mennesker kunne ikke komme til Japan, argumenterede det officielle Nordkorea, fordi de skulle passe deres skole.

Halvandet år senere lykkedes det for premierminister Koizumi gennem et nyt topmøde at få børnene og Hitomi Sogas mand ud af Nordkorea, og familierne blev omsider genforenet. Efter en lang tilvænning lever de et roligt liv ude på landet i Japan. De holdes på sikker afstand af medierne, og de japanske medier respekterer i langt de fleste tilfælde denne afstand. Det andet topmøde løste således den mest akutte strid om de fem levende – men det løste ikke problemet med de otte døde. Fra den allerførste dag efter topmødet i 2002 har der fra japansk side været rejst tvivl om de forklaringer og den dokumentation for de otte dødsfald, som Nordkorea fremlagde.

Det kan ikke være rigtigt, at to af dem døde samme dag. Det kan da heller ikke være rigtigt, at så unge mennesker dør af hjerteslag. Det virker helt utroværdigt, at så mange gravpladser tilfældigvis skulle være skyllet væk af oversvømmelser. Og det ser umiskendeligt ud, som om de otte fremlagte dødsattester er produceret dagen før topmødet. Den japanske mistro var stor. Japan krævede en ordentlig dokumentation og fornyede undersøgelser og har gjort det lige siden. Der har været arrangeret besøg, hvor japanske og nordkoreanske efterforskere sammen har besøgt lejligheder, ulykkessteder og hospitaler i Nordkorea for at søge efter materiale, men der er ikke kommet nye oplysninger fra nordkoreansk side, som har kunnet overbevise japanerne om, at den nordkoreanske redegørelse for de otte dødsfald er sand.

Nordkorea har gang på gang erklæret, at det vil ”gøre hvad de kan for at lindre på familiemedlemmernes smerte”. Men for det nordkoreanske regime er sagen grundlæggende lukket, og de har flere gange advaret den japanske regering om, at hvis den ”lader sig rive med af følelser”, vil det lamme de forhandlinger om diplomatisk anerkendelse, som Koizumi og Kim ellers var blevet enige om at sætte i gang. I dag er de forhandlinger helt gået i stå. Hitoshi Tanaka var en af Japans dygtigste og mest erfarne diplomater. I 2001 og 2002 rejste han gennem et helt år som leder af det japanske udenrigsministeriums asiatiske kontor i al hemmelighed frem og tilbage mellem Tokyo og Pyongyang og gødede jorden for det første topmøde mellem Kim Jong-il og Junichiro Koizumi.

Han satte sig dengang med stor tålmodighed over for sine nordkoreanske kolleger ved 25 uformelle og møjsommelige møder med henblik på ganske gradvist at skabe den tillid, der var nødvendig for at få Nordkorea til at tage det drastiske skridt at lade landets suveræne leder erkende og undskylde de pinlige bortførelser. Det var ”ikke nemt”, som han selv siger. Men det lykkedes. Det var en diplomatisk bedrift af de helt store. Der er bestemt hos kolleger i ind- og udland stor respekt for, hvad Hitoshi Tanaka præsterede. Men i første omgang fik han mest utak.

Han blev i dagene og ugerne efter topmødet i 2002 bittert kritiseret af de bortførtes familier for at være alt for blød og samarbejdsvillig over for Nordkorea, og tre måneder senere blev han sparket opad til et job som departementschef for hele udenrigsministeriet – og dermed frataget ansvaret for relationerne til Nordkorea. Der var bestemt ikke meget diplomat over ham, da han sad over for mig i november 2010 på sit kontor i tænketanken Japan Research Institute, hvorfra han i dag som pensionist betragter og analyserer udviklingen.

– Det er smertefuldt, sagde han og så på mig med alle tegn på smerte.

– Du må forstå. En diplomat bliver ikke skuffet. Men det er smertefuldt for mig at se den nuværende situation, fortsatte han.

Topdiplomaten var også et menneske. Han kunne ikke lade være med at være oprigtigt vred på mig over, at jeg kom og med dumme spørgsmål mindede ham om den ulykkelige møgsag, som han bag sin diplomatiske professionalisme havde involveret sig så dybt i. Det nagede ham stadig at se, hvordan hele sagen er gået i hårdknude.

– Det her handler om mennesker. Jeg bryder mig altså ikke om alle spekulationerne om, hvem der er i live, og hvem der ikke er. Det er så uansvarligt med alle de spekulationer. Så længe vi ikke har fysiske beviser for, at nogle er døde, går vi ud fra, at de er i live. Det kan ikke være anderledes. Det har hele tiden været Japans position.

– Jeg stoler ikke på Nordkorea, kom det med lavmælt eftertryk fra manden, som er blevet beskyldt for at være alt for Nordkorea-venlig. Derfor må vi forlange fysiske beviser. Hitoshi Tanaka så gennem hele samtalen på mig med et uendeligt sørgmodigt udtryk.

Det er en velkendt sag, at han hjemme hos sig selv blev udsat for en bombetrussel fra ukendte gerningsmænd på etårsdagen for 2002-topmødet. En trussel, som gjorde hans familie meget utryg. Da han kort efter topmødet i 2002 var indkaldt som edsvorent vidne i overhuset, vidnede han med tydelige tårer i øjenkrogen. Billedet af den barske, men følsomme diplomat var på alle avisernes forsider.

– Jeg gjorde mit bedste, sagde han til mig.

– Du må kunne forestille dig, hvor svært det har været at få nordkoreanerne til at indrømme og erkende dette her. Tidligere havde de altid blot forladt bordet, hvis emnet kom på bane.

– Jeg brugte et helt år, og det var ikke nemt. Dybt uformelle forhandlinger var den eneste løsning. Vi søgte sandheden, og vi kunne jo ikke risikere en krig.

Jeg var faktisk temmelig chokeret, da jeg bagefter i dybe tanker gik gennem de smukke efterårsfarver i den nærliggende park. Manden, som jeg lige havde talt med, er nok en af de personer, som har gjort den største personlige indsats for at finde en varig løsning på den ulykkelige bortførelsesstrid, som har lammet diplomatiet i en hel verdensdel.

Hitoshi Tanakas lavmælte ord – og hans sørgmodige øjne – havde gjort et kæmpe indtryk. Kom ikke og sig, at diplomater ikke har hjerte med i det, de laver. Denne her sag har mange ofre. De bortførte, bortførerne, deres familier, men også en række politikere og diplomater. Mange har set deres drømme knust og deres karrierer afsporet. Uanset hvor mange politiske formål den er blevet brugt og misbrugt til, så er og bliver det en sag med en enestående stærk følelsesmæssig appel. Det er ikke så sært, at den har haft så stor indflydelse på østasiatisk politik gennem det seneste årti. Det behøver man ikke være japaner for at fatte.

Asger Røjle Christensen er journalist og forfatter og har beskæftiget sig med udviklingen i Japan i næsten 30 år. Han er til daglig journalist hos DR Nyheder, hvor han redigerer dr.dk-forsider. ILLUSTRATION: Begravelsesceremoni for Kim Jung-il (foto af Boaz Guttman via Flickr).