Naser Khader: Demokratiseringen af Mellemøsten lammer islamisterne

Naser Khader: Demokratiseringen af Mellemøsten lammer islamisterne

27.04.2011


Islamistiske bevægelser i Mellemøsten er blevet taget på sengen. Hvor de før stod som eneste modvægt til korrupte regimer, så skal de pludseligt til at forholde sig til en ny modstander: demokratiseringsbevægelserne. Og det kan kaste islamisterne i armene på de ledere, der stadig klynger sig til taburetterne. Sådan lyder vurderingen fra Naser Khader (K) til RÆSON.

Af Waleed Safi

RÆSON: Frihedsbølgen i Mellemøsten fortsætter med uformindsket styrke. Også den syriske befolkning kræver regimets afgang. Kan den syriske præsident Bashar Al-Assad nå at få dæmpet protesterne?
Naser Khader: Jeg tror, det er for sent. Jeg tror ikke, man kan dæmpe det længere. Det kunne man måske for en måned siden. For en måned siden krævede befolkningen reformer, bekæmpelse af korruption og frihed. Nu kræver de et regimeskift. Jeg vil sige, at Assad-regimet har forpasset en historisk chance for at blive det første mellemøstlige land til at give konkrete indrømmelser og samtidig efterleve dem. Men regimet har været meget taktisk. De har det med at love indrømmelser om torsdagen, fordi de ved, at der er demonstrationer om fredagen. Sidst lovede regimet, at det ville ophæve undtagelsestilstanden. Officielt er undtagelseslovene ophævet, men ikke reelt. Men det er jo bare et trick. Og folk føler sig snydt. Jeg vil ikke sige, at regimets dage, men regimets måneder er talte.

RÆSON: Kan regimet overleve uden Bashar al Assad?
Khader: Om Bashar går i morgen, vil ikke ændre på det. Det er hele regimet, der er problemet. Det er den gamle garde, hardlinerne, faderens venner. Så det vil ikke ændre på ret meget, at Bashar Al-Assad forsvinder. Hvis han forsvinder, og regimet består, så vil der komme en, der er meget værre.

RÆSON: Vil sanktioner hjælpe?
Khader: Det tror jeg, at regimet er ligeglad med i første omgang. Det handler om at skære det ud i pap for det syriske regime. De skal vide, at brutalitet mod egen befolkning, har konsekvenser. De skal vide, at de vil blive stillet til ansvar ved den internationale krigsforbryderdomstol. Men vi er nødt til presse regimet i Syrien. De gør vi bl.a. ved at indføre sanktioner. Vi skal vi sende et klart signal om, at regimets brutalitet er uacceptabel.

RÆSON: Regimet i Syrien påstår bl.a., at det er islamister, der står bag oprøret…
Khader: Det gør alle andre regimer også. Lige så snart de bliver presset, smider de islamistkortet. Det kan godt være, at der er islamistgrupper, der har en drøm om et kalifat i Syrien. Men det er ikke, hvad den almindelige syriske borger drømmer om. De vil have frihed og bekæmpelse af korruption og nepotisme. Men det er utroligt, som de der totalitære styrer bruger islamistkortet, når de er presset. Og det er fordi, at de tror, at Vesten så vil acceptere deres regimer – for at fastholde stabiliteten frem for at få et islamistisk styre. Men det virker som om, at de ikke kender deres besøgelsestid.

RÆSON: De seneste ti år har vi hørt om den islamistiske trussel. Hvor er islamisterne i dag?
Khader: Det har jo også været en reel trussel. Men de her demokrati– og frihedsbevægelser er kommet bag på dem. De har hele tiden troet, at befolkningerne i Mellemøsten stod bag dem. Men nu snakker folk om frihed og demokrati. Det er kommet bag på dem. De ved simpelthen ikke, hvilket ben de skal stå på. Jeg vil sige, at demokratibevægelserne har lammet islamisterne. Antivestlige islamister som Al-Qaeda er simpelthen ikke i stand til at stille op med noget på nuværende tidspunkt. Den står 1-0 til demokraterne.

RÆSON: Siden 1950’erne har arabiske nationalister som fx Egyptens Gamal A. Nasser været fortalere for en anti-amerikansk/zionistisk/vestlig diskurs. Arabiske nationalister og senere islamister har længe fastholdt, at jøder, zionister, amerikanere og resten af den vestlige verden altid har haft en skjult hensigt om at underminere regionen. Hvad enten der har været tale om at fordærve islam, forhindre den kulturelle udvikling eller udnytte regionens resurser. Vil du betegne denne diskurs – som jo har været en drivkraft, for de her ideologier – som svækket?
Khader: Den er tydeligvis svækket hos den yngre generation. De gider ikke høre på sådan noget mere. Den unge generation vil ikke høre om sammensværgelser og konspirationsteorier mere. De vil skabe en forandring, og tror på, at de selv kan skabe den forandring. Og mange har indset, at man ikke længere kan give Vesten skylden for elendigheden. Men når det er sagt, så vil jeg skynde mig at sige, at den ældre generation stadig tror på den slags. Ideologierne i Mellemøsten har altid brugt en antivestlig retorik for at bevare legitimiteten, og en stor del af den ældre generation tror stadig på deres ledere. Det kan jeg i hvert fald tydeligt høre, når jeg taler med venner og bekendte i Syrien. Men jo, den yngre generation gider ikke høre på konspirationsteorier længere.

RÆSON: Det betyder at islamisterne har mistet deres mærkesag blandt de unge?
Khader: Ja, det har de. Den retorik tiltaler dem ikke. De har simpelthen fået nok af den. De vil hellere tale om demokrati, frihed og bedre økonomiske muligheder, end om hvordan Vesten ønsker at ødelægge Mellemøsten, islam og den arabiske kultur. Og bare se de unge i Benghazi. De har hejst det amerikanske flag.

RÆSON: Hvad vil islamisterne nu gøre?
Khader: Det bliver spændende at se. Jeg tror ikke, at de ved hvad de skal stille op med lige nu. Som jeg sagde tidligere, så er Al-Qaeda og andre lignende islamistiske bevægelser lammet af den nuværende udvikling. Demokratibevægelserne har givet islamisterne baghjul. De unge gider ikke lytte på dem.

RÆSON: Den tidligere libyske ambassadør i Mali fortalte forleden, at Muammar al-Gaddafis søn Safi al-Islam al-Gadaffi personligt havde bedt ham om at kontakte og rekruttere Al-Qaeda-folk i Afrika for at bekæmpe oprørerne i Libyen. Kunne man forestille sig, at Al-Qaeda og lignende bevægelser pludselig begyndte at alliere sig med autokratiske regimer?
Khader: Ja, det kunne man godt forestille sig. De her regimer vil gøre alt for at beholde magten. Og man har set mange mærkelige alliancer i Mellemøsten i tidens løb. Regimerne vil alliere sig med djævlen for at beholde magten. Og så gælder det der med ”min fjendes fjende er min bedste ven”. Og de har i øvrigt begge én ting tilfælles: De er antidemokrater.

RÆSON: Kan du give et par eksempler?
Khader: Jamen Libanon er et godt eksempel. De politiske aktører i Libanon har – på et eller andet tidspunkt – alle prøvet at alliere sig med fjenden efterhånden. Bare tag den libanesiske drusiske politiker Walid Jumblatt som eksempel. Han har jo i tidens løb allieret sig med syrerne og mod syrerne, med Hizbollah og mod Hizbollah, med Hariri og mod Hariri. Men du kan jo også se Hamid Karzai i Afghanistan lave tilnærmelser til Iran. Mange af de her alliancer er ”ulogiske”. Det samme kan man sige om alliancen mellem Iran og Hamas. Iran er shiitisk, Hamas er sunnitisk. Dogmatisk er de vidt forskellige, men de er alligevel allierede.

Foto: Landsby benyttet af Al-Qaeda. Zawar Kili, en lille landsby i Afghanistan (Lance Cpl. Nathan E. Eason, USMC).

Waleed Safi (f.1984) er uddannet cand.mag. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Ekspertiser: Mellemøsten, særligt Egypten, Iran og Irak, Det shiitiske præsteskab og islamistiske massemobiliserings- og legitimitetsstrategier. Ansat som konsulent for mellemøstlige forhold ved Folketinget.