Jørgen Dragsdahl: USA er klare tabere i Irak

Jørgen Dragsdahl: USA er klare tabere i Irak

18.12.2011


”Nu drejer det sig om at sikre ’et anstændigt interval’. Altså, at der går en rum tid, fra man har trukket sig, til at nederlaget er tydeligt.” Det siger journalist og ekspert i amerikansk sikkerhedspolitik Jørgen Dragsdahl, efter at USA i denne uge har markeret afslutningen af deres militære engagement i Irak. Til RÆSON 30. oktober argumenter Centor for Militære Studiers chef Mikkel Vedby Rasmussen for det modsatte – at USA vandt krigen. Vi beder Dragsdahl svare på Vedbys argumenter.

INTERVIEW af Brian Esbensen

Læs også
Vedby: USA vandt i Irak

RÆSON: USA trækker sig nu ud af Irak – som vindere eller tabere?
Dragsdahl: USA er de klare tabere i den krig. Og det er der flere grunde til. For det første, må man se på, hvad hensigten var i 2003, og de erklærede mål, man havde dengang, har man ganske enkelt ikke opnået. Udgangspunktet var blandt andet at finde og uskadeliggøre masseødelæggelsesvåben. Dem var der ikke nogen af. Det var også at få et mere stabilt og USA-venligt Mellemøsten, hvilket heller ikke er opnået. Netop på grund af Irak-krigen har man styrket den måske største fjende i regionen, nemlig Iran, så jeg vil mene, at USA forlader Irak som tabere i den krig.

RÆSON: Men har USA ikke forbedret sikkerhedssituationen ved at indsætte et semi-demokratisk styre, der er loyalt over for Vesten?
Dragsdahl: Nej, det mener jeg ikke. Eller det kan man jo godt komme og sige bagefter, men det er ikke andet end en dårlig undskyldning og lyserødt stjernestøv, som dækker over de målsætninger, man havde inden krigen. Man ønskede et stabilt og loyalt regime indsat i Baghdad, og i stedet startede man en udvikling, der ledte direkte til helvede. Man kædede endda Irak sammen med al-Qaeda og bekæmpelse af terrorisme. Det var nærmest ikke noget af det, der vidste sig at give mening.

RÆSON: Hvad er forskellen på det USA, der gik i krig i Irak i 2003, og det USA, der trækker sig ud efter næsten 9 års krig i 2011/2012?
Dragsdahl: Det er i hvert fald, først og fremmest, et USA der er klogere og har mere erfaring. Man ved, hvad der skal til at vinde en sådan krig. Og vinde kan man ikke med de midler, man er eller var villige til at bruge.

RÆSON: Har den regionale magtbalance ændret sig fra 2003-2011, og specifikt efter Det Arabiske Forår?
Dragsdahl: Hvis vi kigger på perioden op til det arabiske oprørs begyndelse for omkring et år siden, var den i hvert fald ved at tippe til Irans fordel over for USA’s interesser i Irak og regionen som helhed. USA står væsentligt svagere i regionen nu, end de gjorde tidligere. Derudover er der så mange ubekendte ved det arabiske oprør, at det næsten ikke giver mening at inkludere det i en analyse. Mange har taget alvorligt fejl, og den udvikling, der er i gang lige nu, kan gå begge veje. Det er f.eks. værd at notere sig, at store dele af oprøret ikke er særligt pro-amerikansk og har en dagsorden, som ikke harmonerer med USA’s. For at vende tilbage til Iran, så er sagen jo også den, at USA har brugt utrolig meget energi på at etablere og pleje en sunni-USA-alliance. Den strategi hænger i laser, og shia-kræfterne har bragt Irak stadig tættere på Iran. Det er bestemt ikke det scenarie, USA kunne tænke sig.

RÆSON: Kan man tale om en ’tilbagetrækning’, når USA stadig er tilstede i landet med ‘træning’ og ’støtte’ til det irakiske styre?
Dragsdahl: Ja, det mener jeg faktisk, at man kan. USA trækker sine landstyrker hjem og man har opgivet de mål, man havde indledningsvist. Dermed er krigen som sådan slut, men det betyder jo ikke nødvendigvis fred og ingen konflikt. Jeg vil sammenligne situationen med både Vietnam og nu Afghanistan. Man har indset, at slaget er tabt og nu drejer det sig om noget helt andet, nemlig at sikre det, jeg kalder ’et anstændigt interval’. Altså, at der går en rum tid, fra man har trukket sig, til at nederlaget er tydeligt. Der kan jo ske alt muligt i Irak; om et år, om to år, men bare der går lidt tid, så der ikke er en soleklar forbindelse mellem USA’s tilbagetrækning og et scenarie, hvor det er klart, at det ikke udviklede sig som USA ønskede.

RÆSON: Kunne man hævde, at USA’s faktiske hensigt var at stække et lidt for stærkt Irak, og finde alternativer til militære baser i Saudi Arabien? Og at dét faktisk er lykkedes?
Dragsdahl: Det kan man sige, men jeg mener bare ikke, at det holder. Man kan sige så mange ting nu, men det, vi har at forholde os til, er de begrundelser og mål, man havde ved krigens start. Set i det lys, er projektet overhovedet ikke lykkedes. Et af problemerne, som jeg ser det, er, hvad jeg vil kalde ’USA’s manglende vilje til sejr’. Det kan lyde lidt paradoksalt, men man er ikke villig til at bruge den tid, der er nødvendigt og de militære styrker, der skal til. Derfor taber man. Nu handler det bare om at skjule nederlaget så godt det er muligt, og satse på ’et anstændigt interval’, så man ikke peger på USA i tilfælde af det totale kollaps i Irak.

Ved årsskiftet er de sidste amerikanske tropper – på nær 150 trænere – ude af Irak. Krigen varede næsten ni år.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han er desuden fagbogsforfatter og fast tilknyttet RÆSON, hvor han bidrager med internationale kommentarer og analyser. ILLUSTRATION: Irakisk politi under en øvelse.