Jørgen Ørstrøm om euroaftalen: Danmark er en af de store tabere

Jørgen Ørstrøm om euroaftalen: Danmark er en af de store tabere

27.10.2011


”Euroaftalen er udtryk for en ændring af magtbalancen mellem eurosamarbejdet og dem, der står uden for. Det er Frankrig og Tyskland, der nu styrer skibet.” Det siger adjungeret professor ved Asia Research Centre på CBS og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet Jørgen Ørstrøm Møller til RÆSON. ”Det bliver en anden form for EU, vi kommer til at se. Lande som Danmark, der er uden for eurosamarbejdet, bliver sat endnu mere udenfor. Udover, at det selvfølgelig betyder en vag indflydelse på eurosamarbejdet – hvis man da overhovedet har haft nogen – betyder det også en aftagende indflydelse på andre dele af EU-samarbejdet. Det bliver meget vanskeligere fremover at forsvare økonomiske og erhvervsinteresser for de lande, der står uden for euroen.”

INTERVIEW af Sidsel Korsgaard

Artikeloverblik
Kan Europa redde sig selv?

RÆSON: Hvad er det for en aftale EU’s stats- og regeringschefer har indgået i nat?
Jørgen Ørstrøm Møller: Tilsyneladende består aftalen af tre ting: For det første rekapitalisering af de europæiske banker. Det vil sige styrkelse af de europæiske bankers kapital, så de bedre er i stand til at modstå krisen og det pres, som man det sidste stykke tid har set på de europæiske banker. For det andet en løsning af Grækenlands gældsproblem, der først og fremmest består i, at man siger til dem, der har købt græske statsobligationer, at de kommer til at afskrive hen imod 50 procent af beløbet. Det er lidt uklart, hvor meget det bliver, men i hvert fald er det væsentligt højere end det beløb på cirka 20 procent, der kom ud af et tilsvarende møde i juni måned. For det tredje en fordobling af kapitalen i den fond, der hedder EFSF [European Financial Stability Facility, red.], fra omkring 500 milliarder euro til omkring 1000 milliarder euro. Det skal give den kapitalstyrke til – i givet fald – at hjælpe Italien og Spanien. Dertil kommer et måske vigtigere fjerde element, som ikke står i teksten. Det er, at Den Europæiske Centralbanks [ECB] nye direktør, Mario Draghi, har ladet forstå, at ECB er villig til at opkøbe obligationer fra medlemslandene. Det betyder, at ECB træder ind som en form for garant for de pågældende lande. Det er ikke det ordvalg, der bruges, men det er realiteten – at ECB er rede til at opkøbe italienske og spanske statsobligationer. Det havde ikke været muligt med mindre, der var indgået en aftale om de tre punkter, jeg netop har nævnt. Og man havde ikke kunnet indgå en aftale om de tre punkter, hvis ikke ECB havde ladet forstå, at den vil holde hånden under landene. Så disse fire skridt tilsammen vil være tilstrækkeligt til at give euroen et solidt grundlag et stykke tid endnu.

RÆSON: Så euroaftalen er en succes for Merkel og Sarkozy?
ØRSTRØM: Ja, det må man i høj grad sige den er. Denne eurokrise har været en styrkeprøve for det fransk-tyske samarbejde. Er Frankrig og Tyskland rede til at stå sammen, når det drejer sig om euroen og det europæiske samarbejde? Det svar kender vi nu: Det er et ja. De er villige til at betale næsten en hvilken som helst pris for at fastholde euroen og dermed fastholde det europæiske samarbejde.

RÆSON: Der har i høj grad været en magtkamp mellem Tyskland og Frankrig under euroforhandlingerne. Hvem vurderer du har vundet?
ØRSTRØM: Det har de begge to. Dét, der er kommet ud af det, er et kompromis. De har begge opnået, at euroen nu har et sikkerhedsnet under sig. Det har været det vigtigste for dem begge. Det er for tidligt at sige, hvem, der har vundet hvad i kompromiset. Men det er klart, at en sådan aftale ikke kan indgås uden, at den svarer til, hvad Tyskland vil. Det er Tyskland, der i sidste instans bestemmer, eftersom det er dem, der sidder på pengekassen.

RÆSON: Er euroaftalen et udtryk for en ny magtbalance mellem det sydlige EU og det centrale og nordlige EU?
ØRSTRØM: Nej. Den er udtryk for en ændring af magtbalancen mellem eurosamarbejdet og dem, der står uden for. Det er Frankrig og Tyskland, der nu har stillet sig op bag ved roret og styrer skibet. Derfor bliver det en anden form for EU, vi kommer til at se. Lande som Danmark, Storbritannien og andre, der er uden for eurosamarbejdet, bliver sat endnu mere udenfor. Udover, at det selvfølgelig betyder en vag indflydelse på eurosamarbejdet – hvis man da overhovedet har haft nogen – betyder det også en aftagende indflydelse på andre dele af EU-samarbejdet. Det bliver meget vanskeligere fremover at forsvare økonomiske og erhvervsinteresser for de lande, der står uden for euroen.

RÆSON: Så landene uden for eurosamarbejdet er de største tabere med den her aftale?
ØRSTRØM: Ja, det bliver lande som Danmark, Storbritannien, Sverige, som ikke er med i kernen af samarbejdet. Vi kommer til at betale en høj pris for det på længere sigt. Formelt set sker der ingen store ændringer af EU-samarbejdet. Men i realiteten bliver det i højere grad fastlagt og bestemt af de lande, der er med i eurosamarbejdet. Resten får en stærkt svækket indflydelse.

RÆSON: Hvordan skal vi læse finansmarkedernes reaktion de kommende dage?
ØRSTRØM: Foreløbig har vi set, at finansmarkederne har reageret med en stærk stigning på aktiebørsen og en styrkelse af euroen. Men lad os nu lige vente og se, efterhånden som resultatet bliver analyseret. Der er ingen tvivl om, at markedet vil fortsætte med at teste styrken i euroen og teste styrken i Italien, Spanien, Portugal og måske også Irland.

RÆSON: Betyder aftalen, at der nu kan sættes endeligt punktum for den europæiske gældskrise?
ØRSTRØM: Nej. Den betyder, at man har fået et pusterum i afventningen af mere dybdegående ændringer i samarbejdets struktur. Hvis ikke man gennemfører dem, vil gældskrisen eller en anden motiveret krise komme tilbage. Der er mange grunde til gældkrisen, men en af de vigtigste er, at der var nogle mangler og udeladelser ved eurosamarbejdet, da det blev søsat i 1992. Det er man nødt til at se på ved en traktatændring.

RÆSON: Eurolederne skal mødes igen i december for at diskutere yderligere finanspolitisk integration og traktatændringer. Hvad kan vi forvente af disse forhandlinger?
ØRSTRØM: En stærkere finanspolitisk integration og en stærkere overvågning med kontrolmekanismer og formentlig sanktionsmekanismer for lande, som ikke følger de retningslinjer, der er fastlagt. Der bliver fastlagt nogle grænser for, hvor store underskuddene må være på de nationale budgetter, og hvor stor den offentlige gæld kan være i de enkelte lande. Hvis man ikke respekterer de grænser, kommer der til at ske noget håndgribeligt. Det er for tidligt at sige, hvad der skal stå i traktaten om det. Men der er ingen tvivl om at det bliver noget andet end bare velvillighedstilsagn, retningslinjer og tilkendegivelser. Det bliver grimt, og det bliver noget, der skal overholdes.

RÆSON: Hvor sandsynligt er det, at der kommer en traktatændring?
ØRSTRØM: Det anser jeg for at være overordentlig sandsynligt. Den skal forhandles først, og den skal ratificeres, men jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at det ikke sker. Ellers vil euroen ikke være bæredygtig på længere sigt. Der er udeladelser i den oprindelige traktattekst i form af manglende finanspolitisk koordination. Hvis ikke man ændrer ved det, kommer krisen igen på et tidspunkt.

RÆSON: Hvilken betydning får euroaftalen for Danmark?
ØRSTRØM: På kort sigt får den ikke så stor indflydelse, udover at vi kan glæde os over, at der forhåbentlig bliver en vis stabilitet. Det danske aktiemarked stiger også og kronen følger euroen, så på kort sigt kommer det at se godt ud. På længere sigt får det meget dramatiske virkninger for Danmark. Fordi vi står uden for eurosamarbejdet, får vi også en stærkt formindsket indflydelse på selve EU-samarbejdet. Det bliver vanskeligere, at varetage danske interesser. Og internationale investeringsfonde, det der kaldes ”spekulanterne”, vil være meget opmærksomme på, hvilken økonomisk politik, der føres af et lille land som Danmark uden for eurosamarbejdet. Hvis vi kommer til at træde forkert og der rettes søgelys mod Danmark, risikerer vi at komme i alvorlige vanskeligheder. Så på længere sigt vil jeg sige det sådan, at det indebærer betydelige vanskeligheder og en betydelig skærpelse af kravene til Danmark, samtidig med at vores indflydelse bliver mindsket.

RÆSON: Får det nogen betydning for rammerne for det danske EU-formandskab efter nytår?
ØRSTRØM: I høj grad. Opmærksomheden for eurolandene bliver koncentreret om deres egen traktatændring. Det vil sige, at de vil bruge en stor del af deres politiske kræfter på at se på den. Og der kan Danmark ikke være til stede, selvom vi er formandsland.

Sidsel Korsgaard (f.1986) kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på DR Nyheder og været i praktik hos en dansk interesseorganisation i Bruxelles. På dette semester læser hun på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse. Fokusområder: EU, arbejdsmarkedspolitik, valgkampe, lobbyisme og ligestilling. ILLUSTRATION: Helle Thorning til EU-topmøde (Flickr).